RAAGØ
Yi vakte stort Postyr paa Raagø, den Morgen vi ved 8-Tiden søgte at løbe ind til dens Landingsbro. Det viste sig, at „Rylen" umuligt kunde flyde Landet nærmere end 200 Alen, tiltrods for at vi derinde saå de mørke, imponerende Konturer af en uhyre Landingsbro rage højt over Vandet. — Vi forankrede og gik i Jollen for at søge at ro ind til Broen, da en Kvinde kom tilsyne mellem denne og det nærmeste Hus, spejdende med Haanden over Øjnene ud imod os. Paa dette Tidspunkt stod vi fast paa Grunden første Gang med Jollen. Kvinden løb et langt Stykke langs Stranden, spejdede paany, løb tilbage til Huset og endelig ud ad Broen, hvor hun med alle Tegn paa Ophidselse raabte noget ud til os, just som vi gik paa Grund anden Gang. Som Følge af Afstanden kunde vi ikke høre et Ord. —
Vi stagede os frem og sad ialt 6 Gange rigtig godt fast med Baaden. Men endelig naaede vi saavidt, at vi kunde høre hvad Kvinden derinde vilde os: „Der har engang været en Sejlrende herind — men nu er den sandet til!" raabte hun. Efter denne værdifulde Oplysning forsvandt hun i Huset og overlod os til vor Skæbne. Men et Øjeblik efter kom hun atter tilsyne sammen med en anden Kvinde, og begge ilede langs Stranden hen til en Hønsegaard, hvorfra der straks efter lød Flagren, Skrig og Hønsejammer. „Bang", sagde en Økse, og „Bang" én Gang til! Saa blev der dødsstille. Og lidt efter kom begge Damerne ud derfra med hver sin bævrende, rødbrune Hane ved Benene, holdende dem langt ud fra sig for ikke at faa Stænk paa Skørterne.
Grækerne ofrede jo en Hane til Asklepios — er det muligt, at de inde paa Øen tror, vi er et Par Medlemmer af Sundhedskommissionen! — Vi fordoblede vore Anstrængelser for at komme iland. Vi tænkte paa vore 6 Daaser Lobescoves, 4 med forloren Skildpadde og de 3 Stykker stegt Lever fra igaar, som vilde blive vore nærmeste Oplevelser ombord — og vi slikkede os om Munden efter de unge Haner.
Næppe havde vi slidt os ind til Broen, før den førstnævnte af de to Damer kom ud til os, præsenterede sig som Lodsens Hustru og inviterede os til Middag Kl. 12 præcis. — „Vi kan jo nok tænke os, hvem De er!" sagde hun.
Efter dette synes jeg, Jyderne kan pakke sammen, naar der er Tale om Gæstfrihed. —
Mens Hanerne blev plukkede og lagde deres Sporer i Støvet, gik vi en Rundtur langs Øens Kyst.
Raagø findes paa Ølisten i Valdemar II’s Jordebog, hvor den kaldes Raø, og der nævnes Jagthus paa den. Den rundagtige Ø er ligesom Vejrø lav og jævn, dens højeste Punkt er kun 6 m. Kysten skraaner næsten overalt fra Stranden en Smule opefter og gaar straks over i dyrkede Marker. Paa Kryds og tværs er disse delt af levende Hegn beplantet med Poppel og Pil. Jorden er kraftigere, mere leret og frugtbarere end paa de andre Smaaøer, vi hidtil har besøgt herovre. Den er som et lille Stykke altfor fedt Lolland, der er skaaret fra for ikke at skade Appetiten. Nordenden er dog noget magrere, mere aaben og blottet for levende Hegn. Hist og her paa Markerne findes runde Smaadamme, omgroede af Smaapopler og Pile. Langs Sønderstranden er et frodigt Mylder af de almindeligste Strandplanter, Strandastersen gror i store Kolonier helt ud paa den ilanddrevne Kløvertang, og Mængder af Røllike, skiftende fra helt hvidt til blegrødt og dybere rødt, gror rundtomkring i Læ af det lave Dige.
Modsætningsvis er Stranden i Nordvest ud imod Raagø Kalv umaadelig lav og flad og opfyldt af store Sten, der i et bredt, uregelmæssigt Bælte naar helt fra Kyst til Kyst. Det er et begyndende „Drej“, her er under Dannelse; man kan ved Lavvande spadsere tørskoet over mellem de to Øer. Kvæget vandrer frem og tilbage over den fede, lerede Grund, der er stribet af en uendelig Mængde dybe Hjulspor.
Overhovedet er Farvandene omkring Øen overordentlig flade viden om, og mange Grunde og Rev strækker sig ud i Havet. Vi erfarede senere, at al Færdsel mellem opankrede Skibe og Landingsbroen maa foregaa i fladbundede Pramme. Lodsbaaden ligger altid 200 m fra Broen og har Forbindelse med denne ved en „Moses“. Den stolte Landingsbro, som nu er ganske overflødig, skriver sig fra den Periode, da her endnu ind til dette Sted paa Kysten fandtes en aaben Sejlrende. Denne er nu forlængst dækket af Ler og Sand. -— Øen er ved at vokse!
De Smaaøer, vi hidtil har besøgt i Lollands Nærhed, er akkurat lige saa flade som det fladeste Drejølandskab. Men modsætningsvis hæver disse sig saa godt som alle straks ved Kysten et Par Meter over Havfladen bag en smal, jævnt skraaende Forstrand, saaledes at deres Plateau ligger godt hævet over Havet. Derfor behøver man her saagodt som aldrig Diger til Værn mod dette — og de faa man ser er da ogsaa som oftest saa primitive, at de vilde vække Latter hos enhver Beboer af de sydfyenske Smaaøer.
Øen har 4 Huse og 3 Gaarde. To af de sidstnævnte ligger paa Nordsiden og er forholdsvis nye og meget velholdte. Den tredje ligger paa Sønderstranden nær Lodsstationen, har ikke mere noget Jordbrug og er saa ynkelig faldefærdig, at den er lige ved at synke i Grus. Ingen gider rive den ned, da det er billigere at lade den falde af sig selv.
Mens jeg stod udenfor den og ventede paa, at dette skulde ske, traadte en ung Kvinde ud fra Laagen ind til dens Have. Jeg véd ikke, hvorfor det overraskede mig, at hun var smuk — maaske kom det bagpaa mig i Forbindelse med al den Faldefærdighed omkring mig. Det viste sig, at hun boede i den gamle Gaard, men at hun iøvrigt tilhørte Lodsfamilien. Det viste sig endelig senere, at jeg ved Middagen fik hende tilbords paa den Side, hvor Daarens Hjærte sidder som Modsætning til den Vises, nemlig venstre.
Vejrø. Et af Øens mange Vandhuller, Radtoppehullet paa Radtoppemarken.
Vejrø. Gaard med den ejendommelige Tækning.
Vejrø. Øens Sydøstkyst med de forblæste Tjørne. Udfor Kysten ligger Aalefiskere.
Vejrø. I Haven ved Clausens Gaard.
Høsten er nu i fuld Gang paa Øen. Svingende Læs duver hjemad mod Gaar-dene, og tomme Vogne skramler den modsatte Vej, Heste pruster, Neg svinges paa løftede Forke og hvide Pigeærmer blinker fra Loernes Luger. — Barometret falder nemlig atter stærkt efter de faa Dages Tørvejr, saa man maa haste med at faa det dyrebare Korn hjem.
Luften er diset og hvidliggraa, Solen staar som en mat Daler bag Skyen, og det er fuldstændig vindstille. Ude fra Baadene, som fisker under Øen, hører man Folkene snakke sammen, en enkelt Fisker langt borte fløjter en Melodi, som jeg kender. — Tænk, hvor er her stille paa saadan en lille Ø! Naar én af dens tiloversblevne Haner galer inde fra sin Mødding eller en And pludselig skræpper op nede fra Tangen i Stranden, lyder det som et øredøvende Spektakkel — og hvad Glæde har man saa egentlig af Stilheden! —
Blommer og Sommerpærer hænger fuldmodne paa de tyngede Grene langs Haverne ved Sønderstrandens Hegn; vi plukker og spiser af dem, mens vi gaar forbi. Store Spurveflokke flygter for os langs Hegnet. Stære, fede og tunge af Høstens Mangfoldighed, tumler henover Markerne mellem de bugnende Haver. Paa de tørre Grunde i Fladvandet gaar Præstekraver i Mængde og nivrer med Næbene i det bløde Dynd. Hundredvis af Graaænder hviler paa den blege Havflade nærved Kysten, og store Havmaager trækker snakkende langs Stranden sammen med deres fjorgamle Unger. En halv Snes Krager kommer flyvende og slaar sig ned i en gammel, udgaaet Poppel ved Stranden, hvor de tavse sidder og lurer paa ét eller andet. De ligner gamle Koner med sorte Sjaler om de graa Kjoler. En Hejre flyver med langsomme Vingeslag oven over sit eget Spejlbillede over mod Lolland, og inde paa Fladvandet mod Kalven staar nogle Ryler saa stille, som om de var plantede i Grunden.
Alle Lodsstationens Mandfolk var paa Søen, da vi arriverede til Middagen; men til Gengæld var Spindesiden fortrinligt repræsenteret. Hele 4 Generationer var tilstede: Oldemor, Bedstemor, dennes to Døtre, og den ene af disse med et Barn. Det viste sig at være Bedstemoderen, som havde modtaget os ved Landgangen. Alle Kvinderne var junoniske, blonde Typer med smukke, overordentlig regelmæssige Ansigtstræk, og de lignede hinanden i en saa forbløffende Grad, at hvis Aldersforskellen ikke havde været, maatte man kunne forveksle dem.
Den smukke Familie er — naturligvis havde jeg nær sagt —- fra Langeland, tilflyttet for 12 Aar siden. Ogsaa Klausens paa Vejrø var fra Langeland, Ejeren af Enehøje Ø sammesteds fra. En Mængde Folk paa Smaalandsøerne er kommen fra denne store Naboø, lad os altsaa stadig passe paa den stedlige „Type“! — „Vi har for Resten ikke været paa Øen saa længe, “ siger de fleste, og ofte røber Maalet den Kant, de kom fra.
— Under Middagen distraheredes vi skiftevis af de unge Haner og af den næstyngste Generation af Familien. Men da det fortrinlige Maaltid var tilende og Hanerne forsvundne, gik vi bort for at bevare Balancen i Sindet.
Den næste, vi besøgte, var Parcellist Andersen, som bor i et stort, smukt Hus paa Øens Vestside. Han er en mærkelig Type, høj og slank, med et usædvanlig ejendommeligt Raceansigt, lidet nordisk af Ydre, men alligevel i høj Grad germansk. Han kunde høre hjemme i et af Defreggers Billeder af sydtyske Bøndertyper. Han er en usædvanlig levende og intelligent Mand og fortæller
111. 19 kort og fortrinligt. Mens han taler med os, sidder han paa sin Stol som en Mand, der ikke er vant til at sidde meget og hvem denne Hvilestilling egentlig plager lidt. Der er Uro i hans Ben og lange Krop, de brede Skuldre skutter sig engang imellem: Høsten derude venter, og her sidder han og falder i Snak! Men han er for beleven til ikke at forsøge at skjule det.
Hans Hustru er af Ydre hans Modsætning, en blond og buttet dansk Type, og virker fuldkommen som Bymenneske. Hun er Øens Lærerinde og har hele 9 Elever i sin Skole, omtrent 1/3 af alle Øens Indbyggere. Parret har to unge Døtre, hvoraf den ene, som endnu er hjemme, ligner Faderen som var hun trukket ud af hans Side — en fuldkommen gazelleagtig Skabning, et lille fremmed Eventyr om mærkelige, fjerne Egne paa den lille, danske Ø. Lige kommen hjem fra Marken til „Mellemmad" sidder hun og spiser som en Knøs med rene Drengemanerer, den unge Krop er krummet sammen paa Stolen i fuldstændig Hvile, Legemet danner et S — the line of beauty — Kæberne gaar hurtigt og lydløst og passer deres. Hun er som et ungt, sundt og skønt Dyr, af en uforlignelig Ynde og Renhed.
Andersens 84-aarige Moder, som bor hos Familien, er af saa godt dansk Ydre, at det ikke kan være fra den Kant, det fremmede Blod er kommen. Hun er født paa Øen og husker, at endnu saa sent som i hendes første Ungdom stod der Rester af dens gamle Skov tilbage, og hun véd ganske nøje, hvilke Træer der fandtes i den. Der var store Ege, Ask, Birk og enkelte Bøge. Desuden fandtes der udenfor denne vildtvoksende Æble- og Kirsebærtræer, dog ikke af de vilde Arter.
Hun fortæller, at der hos de Gamle paa Øen gik Sagn om, at Landsforræderen Corfitz Ulfeld under sin Landflygtigheds Periode i nogen Tid hemmeligt opholdt sig her, og at han eller Eleonora Christine dengang nedgravede en stor Skat paa Øen. Desværre har ingen af Øboerne nogensinde kunnet finde denne, skønt der ofte er gravet efter den. — Ogsaa Ulfelds Sønner skulde efter Sigende i nogen Tid have holdt sig skjult her.
Vor Vært fortæller, at Familiens Hus oprindelig laa ovre paa „Kalven"; men efter Stormfloden i 1872, da denne lave Holm som Modsætning til Hovedøen blev fuldstændig overskyllet og Jorderne ødelagt for lange Tider, blev Huset flyttet til sin nuværende Plads, og Kalven har ikke siden været beboet. Den kun 1 m høje Holm er ganske blottet for Træbevoksning og ligger udyrket hen, idet den kun anvendes til Græsning for Kvæget.
Medens Kalven kun er 31,5 Tdr. Land, er Raagø 150,1 Tdr. Land stor. De hører begge under Horslunde Sogn i Maribo Amt og var tidligere Herregaards-øer. Andersen fortæller mig følgende Smaatræk af deres Historie:
En vis Lars Olsen var Øernes første, egentlige Landnamsmand. Hvornaar han indvandrede, véd man ikke mere helt nøje, men han døde paa Øen som en gammel Mand for henimod 80 Aar siden. Han var kommen hertil fra Ærø og købte begge Øerne af Grev Reventlow, Stavnsbaandets Opløser, som ejede Grevskabet Pederstrup med Christianssæde som Hovedgaard. Før Lars Olsen steg iland her, hvilket maa være sket engang i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, var Øen ubeboet, siges der. Ved den faldefærdige Gaard paa Øens Sydside har man ganske vist fundet en Bjælke med Aarstallet 1737 indskaaret; men denne kan være ført hertil som Bygningsmateriale andetsteds fra en nedrevet Gaard.
Lars Olsens Slægt har iøvrigt levet her paa Stedet lige til ét af de første Krigsaar, da de sidste af dens Medlemmer flyttede herfra.
Nu findes her paa Øen to Gaardbrug, samt 2 Parcelsteder og 2 Huse med ialt 30 Beboere — ikke saa ganske lidt paa 150 Tønder Land. Alle er nemlig Jordbrugere paa den lille, fede Ø; kun Postbaadføreren danner en Undtagelse som dens eneste Fisker.
Som Øens eneste Vildtbestand findes her nogle faa Harer. Agerhøns har man forgæves forsøgt at indføre, de vil besynderligt nok ikke trives. Ligesom paa de andre, nylig omtalte Øer findes her Mus, men ingen Rotter eller Muldvarpe. Af Rovdyr skal her være en Maar, som sidste Vinter er gaaet over Isen fra Lolland og har forøvet stor Nedsabling paa Fjerkræet. Da Udyret imidlertid efter Beskrivelsen gebærder sig paa den Maade, at det lader Ofrene ligge efter at have suget Blodet af dem, tillader vi os ubeset at konstatere, at det er en Lækat! —
Andersen fortæller, at medens her saa vidt han véd aldrig er fundet Oldtidsredskaber eller Vaaben af Bronce eller Jærn, er der ofte gjort Fund af Ting fra Stenalderen, saaledes baade Stenkiler og Knive. Og 6—7 Steder har han paa sin Mark truffet Pletter, hvor Jordsmonnet dybt ned har været forbrændt af Ild og ganske sortagtigt. — „Det gaar aldrig væk,“ siger han. Formodentlig er det Spor af Oldtidsbopladser, sandsynligvis fra den yngre Stenalder.
Naar undtages den fjærne Vejrø ligger alle Øerne i Smaalandshavets vestlige Del hyggeligt samlede i Fiok; blandt de 7—8 Stykker, som findes i denne Gruppe, er Lokalitetens to anseligste Fæjø og Fæmø. Over de smalle Farvande, som skiller dem, er det nemt at færdes, og let er det for en Skude at komme i Læ under Uvejr. Beboerne benytter sig heraf; det er et meget farende Folk, som er selskabeligt anlagt. Ogsaa Raagø har nem Forbindelse med Omverdenen, saaledes med Lolland over det 2 km brede Raagø Sund og med Askø over det nøjagtigt lige saa brede Staaldyb. Øen danner et almindeligt Søndagsudflugtssted for Folk i Sejlbaade fra Lolland, og Farvandene er paa Godtvejrsdage opfyldt af sejlende Gæster, som færdes fra Ø til Ø.
— Da vi om Eftermiddagen forlod Raagø, traf vi paa Broen Lodsstationens Damer, som til Afsked forærede os en skøn Lærredspose, udvendig dekoreret med to Dannebrogsflag med korslagte Stænger, en fin Opmærksomhed mod os som Repræsentanter for en søfarende Nation, og indvendig stoppet — ganske vist ikke med „de Frugter, som Bondemand aldrig ser“, — men med store rødkindede, duftende Æbler!
Saa letted’ vi vort Anker og drejed’ Skuden rundt — —