ROMSØ
Den lille runde Ø ligger yderst mod Nordvest i Storebelt, kun adskilt fra Hinsholms Kyst ved det 3 km brede Romsø Sund. Med sin Kuppel af Skov og ved hele sit yndige, idylliske Udseende virker den allerede langt ude fra Vandet som et Særsyn og et Æventyr, sammenlignet med de andre barske og for det meste skovløse Storebeltsøer.
At det nutildags under Sejlads i de danske Farvande ikke er nogen helt dagligdags Begivenhed at møde en skovklædt Ø, kan maaske bedst gaa op for Læseren ved den Kendsgerning, at der mellem de 72 Øer, som rummes alene i det frodige Svendborg Amt, kun findes fem, som er skovklædte, medens syvogtres er fuldkommen blottet for Antydning af Skov.
Romsø er imidlertid saa heldig at høre under en Herregaard, som endnu har Raad til at gemme et Stykke Idyl. Den hører under Viby Sogn i Odense Amt og tilhører Kammerherre Juel til Hverringe. Foruden sit Fyr paa Østsiden har den 8 Beboelseshuse, deriblandt Fyrmester- og Fyrpasserbolig, et Skovfogedhus og — en Skole! Denne kan forøvrigt næppe prale med noget stort Elevantal, thi her findes paa Øen ialt kun 51 Beboere. Trods sin ringe Størrelse, 197 Tdr. Land, er Øen i landskabelig Henseende saare afvekslende, og den er et af de skønneste og mest oprindelige Stykker dansk Ønatur, man kan finde.
Skoven, der optager omtrent Halvdelen af Øens Areal, dækker fuldstændig hele den midterste Del af den. Udenfor Skoven fra Nordvest-Huken og helt om til Fyret paa Østsiden ligger græsklædte Skrænter, som skraaner bølgeformet ned mod Stranden. Fra Fyret og om til Sydvestsiden staar anselige og ofte stejle Lerklinter ud mod Havet, og paa den lave og flade Sydvestside, hvorfra et kilometerlangt, delvis undersøisk Rev skyder sig ud mod Vest, strækker brede Strandenge bevoksede med kraftige Tjørne, enkeltvis eller i Grupper, sig op langs Vestsiden, adskilt ved smukke Stendiger fra de enkelte, dyrkede Marker. Hele den nordlige og østlige aabne Strand henligger udyrket til Græsning for Øens Daadyrbestand. Den frodige Skov, som er rig paa Træ-Arter, gror over lave, bølgende Banker, der gennemskæres af Ellemoser, og omkring Øens gamle, smukke Huse findes smaa, velholdte Frugthaver. I Skovens nordlige Del ligger Øens højeste Punkt, en Bakke paa 17 m’s Højde.
Ved Il-Tiden om Formiddagen ankrer vi op under Øens Sydkyst.
Kommen op over den lave Brink ovenfor Stranden krydser vi en lille dyrket Mark bag de spredte Tjørne og kommer over en Engstrækning, hvor Strandskader,
Rødben, Viber, Maager og Præstekraver larmer omkring os, mens Lærker staar paa svirrende Vinger højt imod den blaa Luft, og Stære og Vipstjærter jager i Græsset. Saa naar vi indenfor det høje Skovbryn, hvor vi straks mødes af en mægtig Fuglesang. Straks indenfor Brynet kommer vi til et Skovfogedhus, der vilde have været et Fund for en Christian Winther. Skovfogden kommer os imøde. Han er en fortrinlig Type, som vi ikke sjældent genfandt paa enkelte af de smaa, sydfynske Øer, høj med brede, svære Skuldre og smalle Hofter, lys-haaret, en kraftig, lige Næse mellem et Par lyse, graablaa Øjne — en rigtig nordisk Fremtoning. Han byder os straks ind paa en Drik og fortæller imens løst og fast om sin Ø. Han beretter om det farlige Krybskytteri, som især om Efter-aaret og Vinteren drives her paa Kysterne, og fortæller, at han enkelte Gange har været i Haandgemæng med Vildttyvene, naar de kom Daadyrene for nær.
Mens han taler, træder hans Kone ind i Stuen med et Spædbarn paa Armen. Hun er en mægtig stor, ung Kvinde, solbrændt som han, men med en Barm, der er skinnende hvid og svulmende, og som i al sin Pragt rager vandret ud gennem det opknappede Kjoleliv. Barnet borer sine runde Fingre dybt ind i den og suger som en Igle — det er som selve Gæa med en lille Bacchus ved Barmen.
Hun er Fyenbo, og jeg hører, at hun har 19 Søskende! — Der er da lidt Race tilbage hist og her i Landet endnu.
Fra Skoven og den lille Have hører vi herind Bogfinkernes, Musvitternes og Gærdesmutternes Stemmer, og gennem det aabne Vindue ser vi en Rødstjært jage rundt i Solskinnet mellem Buskene. — Man maatte i nogen Tid kunne holde ud at være Skovfoged paa Romsø ....
Vor gamle, 87-aarige Skipper er fulgt med os iland for at være vor Cicerone. Han har tilbragt sin Barndom paa Øen fra sit 9de Aar og ved meget om den. Han kom hertil i 1843 — kun 29 Aar efter at Englænderne forlod den efter Blokaden af Beltet 1807—14, efter at de havde haft Flaadestation ved Øen og et Lazaret paa den. Da vi forlader Skovfogedhuset viser han os i Nærheden Stedet, hvor Englænderne havde deres Brønd. „De var bange for,“ siger han, „at Beboerne skulde gi’ dem forgiftet Vand, og gravede derfor deres egen Brønd." Den ligger paa Øens Sydside udenfor Skovbrynet, men er nu kun en svag Fordybning i Jordsmonnet. Over Stedet hælder en ældgammel Hvidtjørn sine blomstrende Grene.
Han fører os forbi Fyret til Øens Østside og viser os Stedet, hvor Englænderne havde deres Kirkegaard. Den findes paa en flad Bakke lige indenfor Skovbrynet i Nærheden af „Stenkastkrogen". Af Grave er nu kun svage Spor tilbage, næsten umærkelige Forhøjninger i Jordsmonnet. Men strandlangs henover Bakken er der for længe siden plantet nogle Kastanjetræer, for Daadyrenes Skyld — thi Frugterne heraf er disse Dyrs Yndlingsspise trods deres Bitterhed, alle andre Dyr afskyer dem. Og her under Kastanjernes dybgrønne Skygger gik idag en Flok Daadyr og græssede roligt og fredeligt over de gamle Grave. Nedenunder Klintens Skrænter glimter Havet, vi hører dets langelige Bølgeslag som en fjærn sagte Musik. Ikke noget ilde Sted at blive stedt til den sidste Hvile! -—
Ved „Trøjeborghuset" ved Veststranden ser vi et Par mærkelige Ankere af den Slags, som Fiskere endnu paa ganske enkelte Steder anvender til Fortøjning af Garn. Det er 3—4 sammensurrede Hasselkæppe, som forneden, hvor et Kors af krummede Egestykker danner Ankerets Kløer, indeslutter 3—4 Sten. Der er en mærkelig Duft af Stenalder over dette Redskab; mon ikke denne Konstruktion er af ældgammel Oprindelse? — Ankerne gaar under Navn af „Krabber".
Vi gaar sydpaa langs Veststranden og kommer til den store, aabne Strandeng, begroet med skønne Hvidtjørn. Strandskader, Rødben og Præstekraver piler enkeltvis eller parvis forbi os over Engen, enkelte Stære og nogle gule Vipstjærter spadserer i Græsset, mens Luften er et tonende Kor af syngende Lærker. Men inde fra Skoven hører vi helt herud bestandig Fuglesangen, og under dens lyse Lyd af og til Ringduens dybe Kurren: „Du maa ’et skyyyd—Skovdu-u-u! Du maa ’et skyyyd—Skovdu-u-u!“
Overalt i smaa Mosehuller og i Grøfter finder vi en stor Mængde grønne Frøer og enkelte Steder Klokkefrøer. De sidste kaldes af Beboerne „Huje-Pajder".
I Nattens Løb maatte vi paa Grund af Blæstens Skiften flytte og ankre op paa Østsiden i „Stenkastkrogen" udfor Englændernes Kirkegaard. Men det er ikke nemt at finde Læ under en saadan lille rund Ø, Skvalpet staar omkring den fra begge Sider, og vi ruller mægtigt, hvor vi ligger. Men vi er snart saa vant til det, at vi ikke tænker derpaa; kun naar vi skriver eller tegner, kan det knibe med at ramme det udvalgte Sted paa Papiret, naar „Rylen" tilfældigvis ligger paa tværs af Dønningen. Solpletten fra Skylightet farer sindssvagt frem og tilbage paa Gulvet op og over Køjebænkene, en Kikkert siger regelmæssigt „Dum-dum“ mod Skottet, hvor den hænger, og en Bøsse i sit Foderal svarer henne under Trappen „Bum-bums!" Smaabølgerne, der med Brisen kommer inde fra Land, snadrer og smasker mod Skibssiden. —
Jeg gik en Tur rundt om Øens Sydkyst til Veststranden og tilbage gennem Skoven til Østsiden. Et skønnere Skovbryn end paa Østsiden af denne lille Ø har jeg næppe nogensinde set. Ude fra Vandet møder Øjet først den smukke, bratte Lerklint, bag denne de bredere eller smallere, højtliggende Marker, udyrkede, hist og her med det græssende Daavildt, og bag Markerne Skovbrynet, snart begrænset af vældige Tjørne, snart af mægtige Ege og Bøge, vekslende med Ask og Lind. Umiddelbart inden for Skovbrynet kommer man til et Sted, hvor et meget stort Areal er saa godt som udelukkende bevokset af kraftige Ege, hvis høje, velvoksne og ranke Stammer med de knudrede Grene og det aabne Løv desværre snart er et Særsyn her tillands, hvor Bøgen er kommen til at dominere altfor stærkt paa Egens Bekostning. Under Egene er Skovbunden tæt dækket af et Væld af Ørnebregner, et enkelt Sted er et Areal paa omtrent 1 Td. Land en fuldkommen Urskov af disse Planter.
Her er aldeles storslaaede Interiører i denne Skov. Vidunderlig er den Maade, hvorpaa de forskellige Træarter veksler herinde, uden forstmæssige Kunster. Op og ned over den bølgende Bund gror de mellem hinanden — Eg, Ask, Bøg, Lind, Kastanje, Pil, Poppel, Tjørn og Bævreasp; hist og her i Lavningernes bløde Bund er Moser med slanke Ellestammer i Smaakrat. Her er Steder inde, som maatte kunne faa Corot til at male igen, om man gravede ham op ...
Var jeg en af de gamle Englændere oppe paa Kirkegaarden, vilde jeg tilbringe lykkelige Timer med at spøge herinde. En af mine Yndlingspromenader vilde da være ned til en lille Dam lige inden for Skovbrynet ved Sydvestsiden. Omkring Dammens tre Sider vokser nogle høje, blankløvede Piletræer, stynede og med tykke, knudrede Stammer — en hel Forsamling af lyshaarede, der staar og spejler sig i det stille, mørke Vand. Paa den fjerde Side er mere aabent. Her staar lige indenfor Hegnet ud mod Skovbrynet en lille Gruppe ældgamle, knudrede Ege, og mellem dem en Tjæregryde til Kogning af Fiskegarn med en lille, sodet Skorsten ragende op over den murede Fod. Det ligner et lille tilrøget Alter, sværtet af Ofringer til Skovens Guddom. Udenfor Hegnet ser man til denne Side ud over den brede, tjørnebevoksede Engflade, hvor Kreaturerne vandrer rundt i det frodige Græs, mens Maager, Strandskader og en Vrimmel af Lærker fylder Luften over dem,
Eller jeg vilde sætte mig stille i den lysende Sommernat paa Diget lige udenfor min Grav og se ud over det rolige Hav i Nord og Øst, naar alle Fugle tier, og den langsomme, blege Dønning sagte brydes mod „Stenkastet“s vældige Kampesten, disse Hundreder af Kolosser, der ligger fra Brinken ud i Havet samlede paa et Sted, som om en Jættes uhyre Kærre var væltet paa Brinkens høje Ryg og drønende havde tabt sin Byrde ud i Stranden. — Lydløs og usynlig vilde jeg glide ud over Engen, forbi de rugende, slumrende Maager, sætte mig til Hvile paa Stenkastets højeste Kam og tænke de hundrede Aar tilbage, da jeg forlod Hjem og Fædreland og kom over Havet for at lægge mig til Hvile paa denne Kyst, hvor Aarstiderne nu i et Sekel har skiftet over min Grav, hvor Maagerne i hundrede Aar hvert Foraar er vendt tilbage og har lagt deres Æg ved Stranden, mens den lille Tue over mig er smuldret og forgaaet, og ingen mere kender mit Navn. Jeg vilde sidde her stille i den lyse, svale Nat, til Solen igen steg i Nordøst og dens Lys spillede i .den perlende Dugg paa Klintens Græs, hvor Daadyrene kommer ud i den aarie Dag og strækker deres Lemmer før de giver sig til at græsse i det dugvaade Grønsvær, der viser deres lette Spor som mørkegrønne Striber over de lysende Straa. — Saa, naar Solen stiger og Dagen bliver hed, vil jeg igen søge mit rolige Hvilested derinde under de skyggende Kastanjer, hvor Fuglesangen og Lyden af de trippende Daadyrs Klove kun dæmpet trænger ned og blot gør min Søvn endnu mere tryg.
Johannes Larsen og den gamle Skipper kommer gaaende over Marken og slutter sig til mig; bagefter dem jager Jordsvaler og Forstusvaler hen over Græsset efter Myg og Fluer, som de tramper op. Inde fra Skoven hører vi bestandig den stærke Fuglesang, snart dæmpet, snart højere -— Solsort og Drossel, Gærdesmutte og Rødhals, Musvit, Bogfinke, Munk og Havesanger, Tornsanger og Løvsanger, Gærdesanger og Gulbug. Og inde fra Storskoven kommer Ringduens Kurren.
Vi sætter os i Græsset, og den gamle Skipper taler om sit Barndomshjem paa Øen og fortaber sig tilsidst i Fortællinger fra Englænder tiden. Det var jo kun 29 Aar efter Krigens Ophør, at han kom herover, og han fortæller med et mærkeligt, fjærnt Blik disse Historier, som han har hørt saa ofte, mest af Øjenvidner; det er, som mindes han egne Oplevelser. Men han navngiver altid Fortælleren.
Gærdesangeren og Gulbugen synger over ham, mens han beretter for os.
Han siger: Der var engang en af de Kvinder, som Englænderne havde med ombord hjemmefra, som gik i Land her paa Øen og havde et Spædbarn med sig. Hun kom bort fra dem, hun fulgtes med, og da Beboerne opdagede hende, for-
fulgte de hende ned til Stranden, hvor en af dem skød paa hende, da hun løb ud i Vandet. Kuglen gik igennem hendes Laar, og hun druknede sammen med Barnet ganske nær ved Stranden.
Der har nok bestandig været et spændt Forhold mellem Fjenden og Beboerne, lige til de sidste endelig fraflyttede Øen, siger han. Da Blokaden havde varet et Tidsrum af 3 Aar, og Admiralen, som havde Kommandoen her i Farvandet, skulde ombyttes med en anden, raadede han Indbyggerne til at forsvinde fra Øen, da hans Efterfølger var en haard Negl, som næppe vilde tage saa blidt paa dem, som han havde gjort. De efterkom alle Opfordringen og flyttede over til Fyen. Og herefter, siges det, afbrændte Fjenden alle deres Fluse og Gaarde.
Efter Krigens Ophør vendte en af Familierne snart tilbage til Øen — ene, før de andre. Men engang, kort efter deres Ankomst, sejlede de alle i en Baad herfra over til Kjerteminde, og paa Tilbagevejen til Romsø druknede hele Familien under et Uvejr, Mand, Kone og Barn. Efter denne sørgelige Flændelse hengik der mange Aar, inden nogen igen fik Lyst til at bosætte sig paa den lille O.
Denne Ankerplads i „Stenkastkrogen" glemmer jeg aldrig. Hver Morgen saå vi Daadyrene komme ud af Skoven deroppe og gaa og græsse paa de høje Marker over Klinten. Stranden er herlig herinde med mange smukke Blomster, særlig iøjnefaldende er den lille Gaasepotentil med sine sølvglinsende Blade og de straalende, gule Blomster, som lyser helt herud mod de graa og røde Kampesten. Her var rart at sidde og vente paa hinanden inde paa Bredden i Læ af Skovbrynet, naar vi ved Aftenstid vendte hjem fra hver sin Kant af Øen og sammen skulde ud til „Rylen" med Baaden, mens vi „samlede" Dagens Indtryk. —
Da vi næste Dag gjorde Landgang paa Revet for ad dette at spadsere ind til Øen, stod der midtvejs paa det en gal Tyr og viste Horn imod os, vendte Øjne og skabede sig, stampede i Jorden og kastede Sand og Tang op paa Ryggen af sig. Først smed vi Sten efter den, for at faa den af Vejen; men da det ikke hjalp, greb Mester en tynd Granstamme, der laa foran den, og gav den et ordentlig Ræk hen over Sidebenene. Det hjalp — saa flygtede den med Halen paa hel Stang højt op paa Marken.
— Da vi endelig skulde forlade Romsø, gik vi rundt og tog Afsked med Beboerne som med gamle Venner. Det er venlige, prægtige Mennesker, elskværdige og imødekommende mod os Fremmede. Karakteristisk for dem er en vis Frejdighed og fuldkommen Ugenerthed. Et Par af A'Iandfolkene er ligesom Skovfogeden høje og slanke Folk med stærke Skuldre. Men naturligvis kan man paa en saa lille Ø ikke tale om nogen bestemt Type. Folkene er alle Vegne fra og har kun været her i et å to Slægtled. Tilsyneladende er det et meget lykkeligt lille Samfund, som har tilhuse paa den skønne, lille Ø. —
Historisk ved man meget lidt om Øen. I Valdemar II’s Jordebog kaldes den Rumsø, men her nævnes intet Vildt paa den. Arennt Berntsen siger i „Dan-marckis og Norgis Fructbar Herlighed" (1656), at Øen er begroet med Skov, har en Gaard og er fuld af Vildt, navnlig en stor Mængde Kaniner. — Disse sidste er imidlertid nu forsvundne. Og Pontoppidan siger i „Danske Atlas", at „Ramsøe haver ikkun een Beboer, men skiøn Skov og Græsning, samt en Dyrehave af omtrent 50 Stykker Daadyr." (1767). Beboernes Antal er altsaa steget betydeligt i de sidste halvandet Hundrede Aar. Der er næppe nogen Tvivl om, at den kunde føde det tredobbelte Antal; men lad os haabe det ikke bliver nødvendigt, at Øen i nogen Henseende skal underkastes større Forandringer, der kunde faa Indflydelse paa dens Udseende.
Efter en god Times Sejlads ankom vi om Eftermiddagen til Kjerteminde, hvor vi provianterede. Næste Morgen tørnede vi ud Kl. 3, og Kl. 474 afgik vi sydpaa for at gaa til den lille Ø Vresen Nordvest for Langelands Nordspids.
Det var let Graavejr, men sigtbart, og da vi kom ind i Farvandet mellem Christianslund paa Fyen og Sprogø, øjnede vi forude en Mængde Fugle, som svømmede paa Vandet. Det viste sig at være Ederfugle, og de laa der i Hundredvis, eller snarere i Tusindvis — dækkende Havet foran os. Da vi kom nærmere saå vi, at det saa godt som alle var unge Fugle, delvis eller helt afslaaede, næsten alle fjorgamle. Kun meget faa af dem kunde lette, da vi nærmede os; de fleste dykkede, nogle flaksede et Stykke bort henad Vandet, og mange nøjedes med at svømme hurtigt et Stykke bort fra Baaden. De faa, der lettede, kastede sig hurtigt igen. Fuglene var uparrede, og der var kun ganske enkelte Hanner imellem dem. Længere henne ad Knudshoved til mødte vi nye Flokke, større og mindre.
Det var, som om hele Havet var levende, det flagrede og baskede, dykkede, snurrede og raslede rundt omkring os, og Havfladen piskedes til Skum i lange Strimer, naar Flokkene lettede og fløj lavt henover de graa Søer.
Det er dog altsaa ikke helt forbi med Ederfuglene her i Landet, tiltrods for at de kun ruger her paa 3—4 Steder.
Ved 8-Tiden forankrede vi udfor Vresens Vestkyst.