ROTHOLMENE
De ligger i Risgaarde Bredning 2 km Nord for Indløbet til Hvalpsund og be-staar af Store og Lille Rotholm foruden 4 Smaapolde, tilsammen 27 Tdr. Ld. Holmene tilhører Godsejer Gudmund Schiitte paa Eskjær og hører under Tise Sogn i Viborg Amt.
Ankrede op under Nordkysten af den største af dem finder vi ved Landgangen paa denne en 1,2 m høj Klint, disse Holmes højeste Punkt. Stranden udenfor Klinten er ligesom det lange Grusrev, der strækker sig mod Nordvest, dækket af store Mængder af Tangmelde og pudeagtige Græspolde. Henover den med ganske lavt Græs bevoksede Klint gror enkelte Smaablomster, bidende Stenurt, den lille Stolt Hendriks Brandbæger og en lille glorød Valmue. Men oftest er den sandede Klint næsten helt nøgen og klitagtig, og henover dens magre Bund finder vi kun Stenurtens straalende, gule Farve. I Sandet bag Klinten ligger store Mængder af Rullesten, blandet med Flintstumper og Muslingeskaller. Længere inde, hvor Fladerne er dækkede af fint Græs, finder vi gul Snerre, og hist og her er Markerne dybt blodfarvede af uhyre Mængder af Rødknæ, som gror frodigt i den kalkfattige Bund sammen med smaabitte Brændenælder, Blaaklokker og lave, forblæste Tidsler.
Længere inde paa Holmens bredere Nordside ser vi Spor af de Beboere, som har givet Stedet Navn. Her, hvor kun enkelte store Kampesten rager op over den lave og ganske flade Mark, finder vi Jorden i den Grad gennemhullet af Vandrotternes Gange, at det ser ud, som Holmen har været Genstand for et Bombardement med Shrapnells. Over alt jager man Benene igennem til midt op paa Læggen, og ofte er Græsset støvet og graat af det oprodede Materiale. Det er et Syn, der minder om de værst hærgede Egne paa vore sydlige Øer. Men ogsaa herinde har Stenurten og Stolt Hendrik slaaet sig ned og bidt sig fast, Engelskgræsset danner smaa Oaser paa den hærgede Grund, og Sandkryben lyser op med sine smaabitte fattige, men yndige violette Blomster.
Vandrotten, denne lille sorte, stumphalede Landeplage, har i Aarhundreder grasseret paa de fleste af Limfjordsøerne paa samme Vis som næsten overalt paa vore Smaaøer og Holme. Allerede ved Landmaalingen i 1687 blev Rotholmene paa Grund af disse Dyrs Hærgninger ikke ansat til nogen Værdi! Efter Sagnet er det alle Furlands Vandrotter, som er fordrevet hertil. Efter Herredsfoged Thes-trups Oplysninger i „Rinds Herreds Krønike" omkom alle Stedets Rotter under den haarde Vinter 1709. Men der maa være bleven et enkelt Ægtepar tilovers, eller de er siden emigreret hertil paany. Sagen er vel denne, at de her som alle andre Steder i Landet optræder i bestandigt varierende Mængde, hvortil Aar-sagerne kan være meget forskellige. Af den førnævnte Rinds Herreds Krønike har Jeppe Aakjær fremdraget et af Herredsfoged Thestrup citeret gammelt Dokument, som viser hvilke desperate Forholdsregler Beboerne kunde gribe til for at befri sig for disse Plageaander. Det var Indbyggerne i Landsbyen Als Nord for Mariagerfjord, som i Aaret 1711 udtog en efter alle Jura-Kunstens Regler formet Stævning mod Udyrene, i hvilken der bl.a. staar følgende:
„Menige Als Bymænd og Besiddere, Gaardmænd og Husmænd, saavelsom Inderste giver Eder Rotter, Jordrotter, Vandrotter og Mus, store og smaa, ingen
undtagne, saa mange som findes inden vort Markskjel.....lovlig Kald og Varsel
til idag 8 Dage, som er 19. August Kl. 10 slet Formiddag, at møde for os udi Rette paa Als Grandestævne for Klage og Vidner at paahøre, Spørgsmaal at tilsvare, alt angaaende den ulovlige og ubodelige Skade, som I os paa vort Korn,
Ager, Eng og Græsbund gjort og opskaaret haver.....Endnu stævnes I oven-
anmeldte Rotter og Mus alle samtidig til i Dag 14 Dage, som er d. 26. Aug. for Dom at lide, enten vor Skade at erstatte og betale eller derfor at rømme vore Bymarker ...., tagende med Eder hvad som I Eder med udi samme Sag kunde befri."
„Og blev saa af Rettens Middel 3 Gange paaraabt, om nogen paa forbemeldte indstævnede skadelige Dyrs Vegne imod samme Stævning havde noget at svare, hvortil ingen lod sig indfinde." —
Bymændene optræder nu med de mest fældende Vidnesbyrd mod de intet anende, fraværende Rotter, og det hele munder ud i følgende haarde Dom, at saasom „den gode Gud har beprydet og velsignet Jorden med en god Velsignelse og Afgrøde, hvorfor hans hellige Navn være evig Lov og Ære", — men Rotterne skamløst har ødelagt og opædt samme saa dømmes de til „ved hans Magt at lide,
undgjælde og bortrømme af deres Egn.....og ej lade dem findes dér mere og
henvises i Havet“, uden dog at skade Fiskene (!), „hvortil Gud giver Lykke og sin gode Vilje" — alt „inden 15. Dages Forløb. Dette til Bekræftelse under min Forsegling. Datum ut supra. Niels Nielsen."
Det var Dommeren paa Als’ Grandestævne, som satte sit Navn under Stævningen. Rotterne var endogsaa bleven beskikket en Sagfører, Jens Ufød af Als. Reddede han dem, eller hvad blev Udgangen af denne mærkelige Sag? — Jo, Herredsfogeden fortæller videre: „Det blev mig af mange fortalt, at naar de drog deres Bundgarn, sad der paa Stegene mange døde Rotter, som saaledes var druknede i Havet." Og han slutter saaledes: „Mange, som læser denne Historie i Fremtiden, skal vel mene, at jeg her har indført en Fabel; men jeg forsikrer, at Tingene er saaledes passeret i Sandhed og er sket i min Tid og desuden er enhver i Egnen bekjendt."
En ganske lignende „Sag" var under Udvikling paa Lyø omtrent 100 Aar senere.
Medens Vandrotteplagen er saa almindelig i Landet, at det nærmest maa betragtes som en Besynderlighed at kun Limfjorden rummer Holme, hvortil disse Dyrs Navn er knyttet (ogsaa mellem Mors og Thyholm er en Samling Rotholme), ejer disse Holme et saa rigt og ejendommeligt Fugleliv, at de med Rette kunde have baaret Navnet „Fugleholmene" og hævdet sig smukt mellem de mange, som ofte med mindre Ret bærer dette Navn. Og et endnu rigere Fugleliv vilde man finde her, dersom Stedet var ordentlig fredet og ikke i saa høj Grad udsat for Plyndring, som Rederne viste. — Det første Syn, som mødte os paa Øens Jord, var en skudt Gravand, som laa paa Nordstranden. Ikke engang denne Fugl kan her have Fred for Krybskytterne.
Vi finder paa Holmen ikke mindre end 4 ynglende Ternearter: hirundo, macrura, cantiaca og anglica. Det er den eneste Gang, vi har set saa mange ynglende Ternearter paa samme Sted og første Gang, vi træffer St. anglica rugende.
Yderst paa Sydenden af Holmen ved det smalle Rev holder en stor Koloni af Hættemaager til. Jordsmonnet er tæt dækket af deres Reder; men Rederne indeholder kun faa og meget smaa Æg, et Tegn paa at de har været Genstand for vedholdende Plyndringer. Ogsaa Stormmaagen ruger herude paa Holmens Sydende; Sterna hirundo ses i Mængde inde over dens Midte. Et Par Skalleslugere trækker langs Stranden, hvor nogle Strandskader larmer, og en lille Ryleflok og nogle Præstekraver færdes i Havstokken. En enlig Rødben farer klynkende forbi os.
Paa Østsiden finder vi en Del Ternereder, som Fuglene meget omhyggeligt har dannet af Mos. Omtrent paa Holmens Midte, hvor Græsset i en vid Lavning er højt og grønt, ser vi en Rede af St. hirundo med 2 Æg og 1 Unge, og i dennes Nærhed en anden med 2 Æg. Det var herinde, vi opdagede Kolonien af de engelske Terner. Vi saa de kredsende Fugle i Luften, men var længe ude af Stand til at finde Rederne. Men da vi paa Skrømt fiærnede os, saå vi en af Fuglene dale ned over Marken. Johannes Larsen, som tog omhyggeligt Bestik af Stedet, fandt paa den Maade Reden, som laa i noget Sand med Mos omkring og rummede 2 Æg. En Snes af Fuglene holdt sig bestandig over Redepladsen, men gik ned da vi endelig fjernede os fra Stedet.
Den kentiske Ternekoloni laa paa Holmens Vestside og bestod ogsaa omtrent af en Snes Reder. Lidt østen for disse fandtes en lille Koloni af rugende St. macrura.
Da vi vendte tilbage til Nordkysten opdagede vi i Læ af Nordvestrevet 3 Grav-gæs, som hyggede sig i et Selskab af omtrent en halv Snes Svartbagmaager, mens et lignende Antal af de sidstnævnte var gaaet iland og sad paa Revet. Herude fandtes Reder med Æg af baade Stormmaage og Hættemaage. En Flok store Hav-maager (argentatus) kom flyvende over Fjorden og slog sig ned paa Stranden, mens vi stod der.
— Det er forbavsende, at vi paa denne Smule Holm fandt 15 Fuglearter, deriblandt saa godt som alle dem, man kan vente at finde ynglende ved Stranden eller i dens Nærhed.
Ogsaa paa Planter er disse Smaaholme righoldige; foruden de allerede nævnte fandt vi Røllike, Gaasepotentil, Fuglegræs, Strandarve, Marehalm, Hjelme og Sandkryb.
Det er jo nok en noget ensidig Betragtning, som ligger til Grund for den Dom, at dette Sted ikke kan „ansættes til nogen Værdi". Men lad os endelig holde paa at den er rigtig, og at Æggerøverne snarest muligt vil anlægge samme Synspunkt, som har raadet mellem Bønderne paa Stedet allerede for to Hundrede Aar siden.
Over Markerne og Stranden paa de lave, fattige Holme ødsler Himlen alle sine Farver. Hele den urolige Bygevejrsluft med de store, tunge Klodeskyer er paa ilsom Vandring mod Nordøst for Blæsten, og Glimt af ildhvide Lys falder blændende over de straalende gule Sandodder med den irrede Marehalm, det flaskegrønne Vand over de lave Sandgrunde og over de sortgraa Havdybder, bag hvilke vi ser Himmerlands fjærne, tunge Banker.
Naar Sollyset som i et Sving fra et Blinkfyr rammer de grønne Holme gennem Himlens Ruder, da bliver Stranden og de stenede Marker som lynende Smykker med Smaragd- og Guldglans mod Skyens tordensorte Bund.
Maageskrig og Blæstens Sus farer over Holmene fra Bred til Bred. Og over mit Hoved staar den kentiske Terne paa stive Vinger, vendt imod Vinden spejder den ned imod mig og maaler Afstanden fra mig hen til Reden.
Hun véd nok, hvad Stedet er værd!