De Danskes Land -- Achton Friis

SEJERØ

Kattegat er roligt. Det store Dyr ligger stille og slikker sine Poter efter den sidste Jagt og aander langsomt under os med sagte bankende Puls. En let Taage skjuler Landene, kun forude aner vi en skarpkammet Kyst rage frem gennem Disen, en Antydning som med et blødt Blyant, endnu helt uden Farver.

En eneste Maage sejler forbi, den er af en underlig iskold Hvidhed — der staar som et Pust af Isfjæld ud fra dens Farve. Saa letter pludselig en mærkeligt udseende Fugl forude, den basker op fra Vandet og haster bort paa spidse Vinger. Det er en rødstrubet Lom.

Men Landet kommer nærmere — nu ligner det en Række af høje, takkede Holme, over hvis sølvgraa Toner en usynlig Sol kaster lette grønlige Lys. Hvad er det, der glinser derinde? Løber der Bække ned ad Bjærgenes Sider! Er det Fuglefjælde, der rager op af Havet? — Det er jo Færøerne skinbarligen — Indsejlingen til Trangisvaag!

Tre Tejster letter fra Havfladen og flyver foran Baaden ind mod den underlige Kyst, og da vi kommer nærmere, letter endnu en lille Flok og drager samme Vej. De kaster sig Gang paa Gang forude, men letter bestandig paany, hver Gang vi kommer nær og trækker foran os ind mod Kysten, som for at vise os Vej mod Landet ....

Er det den svenske Skærgaard--eller hvor er vi henne!

Skaldede Brinker med tyndt Græs, der løfter sig højt over nogle graa, umalede Træskure ved Stranden, og foran dem en Havn med Kajer, sat af svære, util-hugne Kampesten og i mindre Grad lignende Menneskeværk end et uhyre Stenskred ud fra Kysten. Et Ledefyr, i hvis Skab paa den skæve Træstolpe man venter at finde et Helgenbillede snarere end noget andet, rager sammen med nogle Pæle op over Skreddet. Alt stormslaget og solbleget, fortæret af Vejret. Sten, Jord og Græs — og Sten igen og det hele forfra, Graat og Gulgrønt. Det er Sejerøs Ansigt, som det vender ud mod Kattegat.

Vi kiler os ind gennem det smalle Indløb til den lille Baadehavn, hvor et Par Fiskerfartøjer ligger ensomt. Ingen Mennesker uden en Mand, som staar oppe i Bakkerne og spejder ned efter os. Vi glider ind ved Siden af en gammel Fiskerskude nærmest inde ved det, som man kunde kalde Havnepladsen. Skuden maa vel være hjemmehørende her, ser det ud til — thi øverst paa Masten i Kanten af det sammenrullede Storsejl har et Graaspurvepar lavet Rede, hvorfra Straaene hænger ud, og Hannen ligger derinde, mens Hunnen sidder udenfor paa Fokkestaget og pipper! Denne Baad maa vel blive en rolig Nabo, siger vi til os selv; og saa fortøjer vi ved Siden af den.

Nekselø. Fra Østerstranden nær „Trolddalen".

Nekselø. Ved Østerstranden nær „Trolddalen".

Nekselø. Fra „Øgaarden“s Vestside.

Nekselø. Ved „Øgaarden“s Østside.

Sejerø. Typisk Sejerøhus nær Gadekjæret i Sejrby.

Sejerø. Gaardinteriør fra Sejrby.

Sejerø. Et af Tadebækhusene. Hønsehusene findes indvendig i Diget mod Gaardspladsen.

Indtrykket af dette mærkeligt barske, som er samhørigt med Havklimaet, dette udpræget nordiske, jeg kunde sige oldnordiske, som strømmer ud fra Landskabets karske Linjer og Farver, undlader ikke at virke paa Sindet hvor man end færdes paa denne Ø, hen over eller mellem dens Bakker, eller langs de stenede, stormslagne Kyster. Som saa mange af vore Øer skylder den Istidsbræen og Havbundens Hævning og Sænkning sin Tilblivelse og Form; men næppe noget andet Sted har jeg fundet dette Præg saa iøjnefaldende som her. Det er én af de ejendommeligste danske Landskabsformer, jeg har mødt, absolut ren for selv den mindste Antydning af Idyl.

Da Bræen for Aartusinder siden trak sig tilbage, efterlod dens Rand her paa Stedet de Aflæsninger af Morænegrus, Ler og Sand foruden Myriader af Kampesten, hvilket tilsammen danner dens to parallelt løbende Bakkerækker, som gaar i Øens Retning fra N.V. til S. Ø. i omtrent hele dens Længde. De rager op som kæmpemæssige Muldskud, og det er, som man befinder sig i et Maanelandskab. Overalt hvorhen man vender Øjet løfter disse isolerede, haarde Knuder sig over Markerne, den senere hævede Havbund, der nu som flade Moser og Strandfælleder forbinder disse gamle Holme og sammen med dem danner den nu 11 km lange og 1—2 km brede Ø. Men Havbunden omkring Øen, hvor man paa Grundene har fundet Mængder af Tørv og Træstubbe, viser at længe før disse nævnte Perioder har der paa Stedet været Land af langt større Udstrækning end nu, og at dette muligvis har været landfast med Sjælland. Øens Retning er omtrent parallelt løbende med Sjællands Odde, Refsnæs og Asnæs; maaske har den været en fjerde Halvø, der har haft Forbindelse med Landet ved den paa Sjællandssiden langt udløbende Brendeklint paa Ordrup Næs.

Overordentlig mærkeligt er det paa de gamle Indlandsholme endnu at kunne konstatere Havets Virkninger gennem den udprægede Klintdannelse paa deres Sydvest- og Vestside, Resultatet af Bølgeslagets eroderende Indflydelse, som endnu spores tydeligt langt inde paa Landet, hvor Havet i Aartusinder ikke har været.

Øen bestaar saaledes af to skarpt afgrænsede Dele, den diluviale, Bakkerne, og den alluviale, den hævede Havbund. I den sidste, der bl. a. danner hele Øens Midte fra N.V. til S.Ø., er Overfladen dannet af et mere end metertykt Lag af hvide, halvt forvitrede Muslingeskaller, det saakaldte Cardiumsdynd, medens Bakkerne som før nævnt er Materiale, som er indslæbt af Bræen. Paa 3 Steder, nemlig mellem Bjerget og Brobjerg, mellem Knoldebjerg og Svaleklint og mellem Gni-ben og Rødhals har Havet endnu i den senere Hævningsperiode gennemskyllet Øen. I disse gamle Tværsunde bestaar Jordlaget af Sand, blandet med Rullesten. Det siger sig selv, at Vegetationen ogsaa delvis er forskellig paa saa uensartede Lokaliteter, idet den ældste findes paa Bakkerne, medens Fladernes Bevoksning er indvandret senere ved Vandets, Vindens, Dyrs og Menneskers Hjælp, enten fra Bakkerne eller de nærmeste Kyster. Adskillige af de gamle Holme bærer Bevoksning af Tjørn, Roser, Slaaen og Hyld, der hist og her danner uigennemtrængelige Krat. Paa Oisbjerg findes saaledes paa den eroderede Brink et tæt og lavt Slaaenkrat, paa Mogensbjerg og Lindebjerg Krat af Hvidtjørn, Hyld og Slaaen, som baade er stort og frodigt, og paa Sydsiden af Haløvrbjerg et fuldkommen indfiltret og uigennemtrængeligt Krat af Hvidtjørn med høje og svære Stammer. Paa Nordsiden af Grønnebjerg S.V. for Sejrby findes den saakaldte Skov, mest af Ask, Elm, Hassel og Bævreasp, hvilket dog rimeligvis er saaet i den nyere Tid, hvorom senere skal fortælles. Denne „Skov“ er nu en sørgelig Levning af hvad den engang har været.

Paa de sydlige Skrænter ved Pedersbjerge findes Resterne af den berømte Lund af Kristtorn, hvilken Vækst ikke findes vildtvoksende paa noget østligere Sted i Landet.

Hele Øen rundt bestaar Forstranden af Rullesten, Grus og Sand. Flere Steder danner Ral’et Strandvolde, som er bredest hvor gamle Sunde har haft deres Munding mellem Bakkerne. Hist og her forekommer brede Sandstrækninger med Strandfælleder, bevoksede med Armeria eller med lidt sparsom Lynghede.

Som næsten alle vore Smaaøer har Sejerø ingen naturlige Vandløb; men derimod findes her talrige, kunstige Afvandingsgrøfter, af hvilke „Tadebæk“, som afleder Vandet fra Markerne mellem Sejrby og Kongstrup, er den største.

Da den første Stenaldermand landede paa Stedet i sin Baad, maa Sejerø endnu have været et Arkipelag paa mindst en Snes Holme. De Navne, som er hæftede paa disse og deres Mængder af spidse Bakketoppe, har endnu en mærkelig gammel Klang. De gamle Bakkeøers Kamme tæller omtrent tresindstyve Toppe, der hver har sin Benævnelse, som i de fleste Tilfælde har Endelsen Bjerg (sejerøsk ,,Bier“). De skal nævnes her alle, fordi næppe noget andet Sogn eller nogen anden Lokalitet af saa ringe Udstrækning — maaske Anholt undtaget — kan opvise saa mange og ejendommelige Bakkenavne.

I den nordligste Række findes fra N.V. til Sydøst: Gniben, Gnibehøj, Rødhals, Borrebjerg, Eskebjerg, Slaaenbjerg, Nørrebjerg, Skagelsebjerg, Skagelse-huk, Soelhøj, Lerbjergaas, Stenkistehøj, Ledagersbakke, Kilshoved, Knoldebjerg, Reves, Polkbjerg, Olesbjerg, Stibjerg, Sørebjerg, Vossenbjerg, Fashøj, Mogensbjerg, Rishøj, Haløvrbjerg, Elmebjerg, Pedersbjerg, Nølkbjerg, Lundehøj, Parke-bjerg, Fratshøj, Konstrup Møllebakke, Bukkebjerg, Eptronen, Skelbjerg, Nagelsbjerg, Brobjerg, Kongshøj, Nordre Klint, Lindehoved og Søndre Klint.

Langs Søndersiden ligger fra Øst mod Vest: Tadebjerg, Bisebjerg, Langebjerg, Grønnebjerg, Tyvsbjerg, Tynemonnehøj, Møllebakken, Kirkebakken, Borrebjerg, Lammehuk, Krogagersbakke, Gaasehøj, Brandebjerg, Bybjerg, Aasen, Tynebjerg, Studshøj, Marebjerg, Lydebjerg og Bidebjerg.

Ogsaa Lavsletten mellem Bakkerne rummer enkelte mærkelige Navne, saa-ledes Gnibe Mose, Stakkesti Mose, Reves Mose, Frølk Mose og Ydder Tykke.

Omtrent en Snes af Bakketoppene naar en Højde paa 20 m eller derover. De højeste er Bybjerg og Eskebjerg (hver 26), Knoldebjerg og Grønnebjerg (hver 27), Skagelsbjerg (29) og Kongshøj (30 m).

Intet Punkt paa Sejerøs Jord, som jeg har bevandret fra Ende til anden, bryder dens Landskabs Harmoni, overalt det samme Indtryk af barsk Oprindelighed. Man er langt borte fra Arkadien i dette Land! — Den samme Barskhed, som man møder gennem Udsynet fra dens Bakker, især fra Kongshøj, eller maa-ske endnu mere ved Udsigten over det vilde Landskab omkring Knoldebjerg paa dens Midte og Eskebjerg paa dens Nordvestende — omtrent det samme Indtryk rammer én ved at læse dens Historie, der er fuld af Træk som vidner om en stejl, haard og stolt Befolkning. Selv dens herlige gamle Landsbyer, der sørger for saa vidt muligt at krybe i Læ under dens Brinker, rummer en usædvanlig Alvor i deres Skønhed.

Den Fremmede, der første Gang kommer til Sejerø, vil vel som vi paa sin første Vandring over Øen søge til dens højeste Bakke Kongshøj. Man har herfra et fortrinligt Overblik over næsten hele den sydøstlige Del af Øen, hvor nogle af de mærkeligste, kegleformede Bakker ligger langs Kysten i Nordvest henimod Kongstrup By. De syner godt paa den jævne Flade, som en Kæde af Kratere ligger de — intetsteds paa Øen er Indtrykket af „Maanelandskab" mere iøjnefaldende! Det er et fremmedartet og besynderligt Syn, betagende ved sin Alvor.

Men stig op paa Knoldebjerg en barsk Foraarsdag, naar Lys og Skygger strides over de skarpe Bakkekamme, der mod Sydøst ligger som en takket Øgleryg, ringlende sig henover Sletten, broget som en Kamæleon med disse Farver af violet Pløjeland, Agre med Vintersæd, gulblegt Græs og dybgrønne Tjørne. Lyt herfra til Havets evige Susen fra den vældige Rullestenskyst, der kilometervidt strækker sig ud mod Skagelsehuk — den eneste Lyd der høres!

Eller gaa herfra langs Kysten og kryb op paa Eskebjergs Top! Det er som om Landet vinder i Pragt og Storslaaethed, eftersom man bestiger Bakkerne længere mod Vest. Staa paa denne Knold en Dag, naar den fulde, lave Eftermiddagssol rammer skarpt paaskraa ind over de knudrede Banker, der fælder deres sorte Skygger langt ud over den rødmende Flade ved deres Fod, naar Forgrundens skaldede Høje med de vandrende Faareflokke staar okkergule mod de skærende Smaragdfarver i de dyrkede Agre, bag hvilke løfter sig den røde Pløjemuld i Baggrundens fjærne Bakkekæder. Da ser det ud i dette vilde Lys, som om Landet just er kommen ud fra Gudens Esse og er lagt til Køling i Havet, mens det krymper sig under alle Farvers Glød.

Men vil man meditere over Sejerøs Historie bør man tage Stade paa Borre-bjerg, hvorfra man til alle Sider skuer ud over dens sagnrige Hav og ned over dens ældgamle Hovedby Sejrby. Hvor man end ser denne Bakke ude fra det aabne Land er den imponerende og smuk med sin ejendommelige Top, fra hvis fastformede Voldsted Øens Historie synes at lyse. — En mere hensigtsmæssig Beliggenhed har en Oldtidsborg vel næppe nogensinde haft. Paa tre af Bakkens Sider ligger store, endnu vandrige Moser, og maaske har Stedet i Oldtiden eller den tidlige Middelalder været helt omflydt af disses Vand. Omtrent hele Havet Øen rundt ses herfra, kun hist og her skærer en enkelt spids Bakketop op over Horisonten. Netop et saadant Sted kan have baaret en „vikingabæli“.

Bakkens øverste Flade, som er vandret afgravet og har baaret Borgen, danner et Plateau paa ca. 23 m i Diameter. To 5—6m brede Afsatser slynger sig op om Bakkens Sider, gravet ind i disse. Den ene, som er ca. 65 m lang, gaar over den sydvestre og vestre Bakkeside og naar til 4 m under Plateauet, medens dens Ender ligger 3m lavere. Den anden Afsats paa den østre Side er lavere og nu næsten helt nedpløjet. Nationalmusæets Udgravninger paa Stedet i 1897—98 gav meget righoldige Fund, saaledes ca. 20,000 Dyreknogler og 300 Potteskaar, der ved Bakkens Fod dannede et Lag paa l'^m's Tykkelse. Her fandtes Knogler af

Okse, Hest, Faar, Svin, Ged, Ræv, Høne, And og Gaas. Paa flere af disse saas Mærker af Hundetænder, og mange var gennemsavede eller brudte for Marvens Skyld. Der fandtes desuden et mindre Antal Knogler af Sæl, Spækhugger, Marsvin, Torsk og Strandfugle. Den store Mængde viser, at Stedet har været beboet gennem et langt Tidsrum. — Ved Bakkens Fod, især paa den nordøstre Side, fandtes en Mængde Spydspidser af Ben og Jærn, rimeligvis udkastede af Borgens Forsvarere under et Angreb. Man kan formode, at det er ved denne Lejlighed Borgen er falden og blevet sløjfet; men naar dette er sket eller hvem dens Beboere har været, véd man lige saa lidt om som noget andet af dens Historie.

Paa Bybjerg, som løfter sin Top tæt ved mig i Nordvest, findes Antydning af et lignende Voldsted, men mindre anseligt og nu næsten helt udslettet. Paa Reves Bakke ved Nordkysten er i 1858 gjort et stort Sølvfund fra Vikingetiden af Kæder, Ringe til Hals, Arm og Fingre, Naalesmykker og Mønter, de sidste dels i karolingisk og byzantinsk Stil, dels kufiske fra 7.—8. Aarh. med gammel arabisk Indskrift. Flere Steder paa Øen har man gjort Bronce- og Guldfund.

Gennem Fund af Kiler og andre Stenredskaber og nogle Stenalderbegravelser, saaledes en Dysse med Gravkammer paa Sydøstspidsen, som endnu er bevaret, har man konstateret, at Øen allerede var beboet i Stenalderen. Af 'dens tidligere henimod 60 Broncealderhøje er nu det overvejende Antal sløjfede. Øen har saaledes været rigt bebygget hele Oldtiden igennem. Og den laa jo paa Alfarvej, til alle Sider omgivet af aabent, sejlbart Hav — dette Hav, som for de gamle Nordboere aldrig dannede nogen Grænse.

— Sommerligt og stille er Vejret idag, og vidt ser jeg fra min Høj til alle Sider over den skønne Ø og mod de fjærne Kyster. Mod Øst ser jeg lige ned i den gamle Sejrby med dens Gaarde puttede ind mellem de forblæste Haver, dukkende sig som en Flok Kreaturer, der er bukket under for Varmen og slumret ind. Højt over dem løfter sig Ruinen af den gamle, sorte Vejrmølle som en forstenet Oldtidskæmpe, indsovet i sit Harnisk, med Hovedet skjult under den dybt nedsunkne Hjelm. — En sagte Vind bærer Dufte fra de gamle Haver op imod mig. Viber skriger over Lavningerne langt borte, og fra den nære Mose lyder Rørsangerens og Sivsangerens Vise, med et sagtmodigt Akkompagnement af den grønbrogede Tudses Triller.

Den 2271 Tdr. Land store Sejerø har til alle Sider omtrent lige langt til nærmeste Nabo. Over Havet ser jeg mod Sydøst en Mil borte Nekseløs Kyst, mod Øst den noget fjærnere Brendeklint paa Sjælland. I Nord og Syd begrænses Horisonten af Sjællands Odde og Refsnæs’ høje Bakker. Mod Nordvest strækker „Gniben“ sit lange Rev 2 km ud mod det aabne Kattegat, mod Sydøst rækker „Knoben" sin undersøiske Arm 37₂km over mod Ordrup Næs.

Denne „Grænse som skiller ej“, den „gyngende Landevej" har i forrige Tider set adskillige Prøver paa kraftig Meningsudveksling mellem de Vejfarende i Øens Nabolag, et enkelt Slag er endogsaa udkæmpet paa selve Øens Jord. -— Efter Drabet paa Hertug Knud ved Haraldsted 1131 samler Kong Niels og hans Søn Magnus Krigsfolk i Jylland, mens Erik Emun kaares til Konge paa Sjælland. Magnus sejler med sin Flaade fra Aarhus mod Erik, som hemmeligt har lagt sig for Anker under Sejerø. Fra dette Baghold falder Erik over de enkelte Skibe, efter-haanden som de passerer forbi, og slaar Mandskabet ihjæl. Da Magnus endelig opdager Faren og optager Kampen med Resten af sin Flaade, er det for sent. Hans Skibe omringes, og han bliver slaaet efter en hæftig Kamp. Saxo beretter, at da Jyderne saå at de hverken kunde sejre eller slippe bort, tænkte de først og fremmest paa deres Høvdings Frelse. De brød ind paa den fjendtlige Flaade, hvor den var tættest, og banede Vej for Magnus, og han undslap i en lille Baad, mens Jyderne alle enten faldt eller toges til Fange. Tilsidst plyndrede Sejrherrerne den mennesketomme Flaade.

Dette hændte Vest for Sejerø i 1131. Aaret efter mødtes Niels og Erik Emun paa selve Sejerø — helium in Syrø — og holdt et stort Slag, hvori Niels sejrede, mens Erik hovedkulds maatte flygte bort fra Øen.

I 1134, da Erik paany kom med en Flaade under Øen, fik han her Budskab om at Niels var bleven dræbt i Slesvig efter sin Flugt fra Nederlaget ved Fodevig i Skaane. Erik blev nu Konge i Danmark, og kort efter lod han Harald Kesjas to unge Sønner drukne, da de var kommen til ham for at søge Beskyttelse, mens deres Fader, som havde bekæmpet ham, opholdt sig som Flygtning i Norge. Saxo fortæller, at dette Mord fandt Sted paa Slottet i Slesvig, og at Kongen forud for Drabet i Fuldskab havde grædt over de to unges Skæbne og lovet dem Barm-hjærtighed. — Men Sagnet lader ham dræbe alle Harald Kesjas ti Sønner ved „Skansen" paa Østerenden af Sejerø 1135.

Efter Mordnatten i Roskilde, da Svend dræber Hertug Knud, og den unge Hertug Valdemar saaret flygter med sit Skib for at naa til Jylland, overfaldes dette i Sejerøbugten af en frygtelig Storm, som sætter Havet i voldsomt Oprør, og Regnen strømmer ned, saa Skibet næsten fyldes med Vand. Raaen knækker og gaar overbord, og Fartøjet driver hjælpeløst for Vind og Vove, mens Lynene gaar Slag i Slag og Tordenen buldrer. Den rasende Storm driver Skibet ind under en Ø, uden at nogen ombord véd, hvilken det er, siger Saxo. Da Ankeret ikke kunde holde for Stormens Pres, slæbte de Skibet op paa Grund mellem nogle Træer, der hang ud over Vandet, og idet de bøjede Grenene ned og stak dem gennem Spygatterne, oppebiede de fortøjede paa denne Maade Dagens Komme. Ved Daggry sejlede de videre og naaede velbeholdne Jylland.

Det kan næppe være andet end Sejerø, der her er Tale om. Er det Tilfældet, har den reddet Valdemar den Stores Liv. Samme Nat strandede en vendisk Flaade paa femten Hundrede Skibe, der havde lagt sig ind under Hallands Kyst, melder Saxo videre. De af dens Besætning, der ikke druknede, faldt i Bøndernes Hænder og maatte række Hals paa Stranden.

Senere, under Valdemar den Stores Kamp med Venderne, havde Absalons Broder Esbern Snare en spændende Oplevelse med Fjenderne under Sejerø. Efter en Underhandling med Erling Skakke vendte han hjem fra Norge med sit Skib og fik undervejs at vide, at en Flaade paa 40 vendiske Fartøjer laa under „Syra“. Da Esbern vilde liste forbi om Natten, kom Maanen pludselig frem af Mulmet og belyste hans hvide Sejl, og Venderne holdt straks ud imod ham. Fra den ulige Kamp, som udspandt sig, slap Esbern kun bort ved en Krigslist, der meget minder om hans berømte Efterfølger Tordenskjold: Mens Kampen raser fra Esberns Skude mod Fjendens Forstavne, der helt indeslutter ham, lader han en Mand klatre op i Masten med Flintesten og slaa Ild, som for at give Signal til en Flaade i Nærheden om at ile til Undsætning. Venderne, der lod sig narre, standsede for at spejde og trak sig noget ud af Kampen. Da Esbern saaledes fik en Pavse, lod han hurtigt Sejlet falde og roede bort saa haardt Aarerne kunde trække og naaede ind til Hærvig (maaske Rørvig). Baade Saxo, Knytlingesaga og Suhm nævner denne Begivenhed.

Efter Suhms Beretning var der allerede i Aaret 993 et „Seyrarting" paa Øen, og Tingstedet har muligvis været Kongshøj. Anledningen til dette Møde var en Strid mellem Strutharald, Jarl i Skaane, og Veset, Jarl paa Bornholm, der gensidigt havde plyndret hinandens Landsdele. Kongen, Svend Tveskjæg, mødte ved den Lejlighed ved Sejerø med 60 Skibe, Strutharald med 10 og Veset med 3. Senere kom Vesets Sønner til med 10 Skibe og optraadte bevæbnede paa Tingstedet. Den ene af dem, Bue, mødte op i en pragtfuld Kjortel, som han havde stjaalet fra Strutharald under et Plyndringstogt til hans Gaard, og han haanede Ejeren ved at raabe til ham: „Kend Din Kjortel og lad mig se, om Du har Mod til at tage den igen!“ — Der opstod som rimeligt er stort Brag og Bulder ovenpaa denne Taktløshed, og man var lige ved at komme i Haarene paa hinanden, da Kongen traadte imellem og fik lavet et Forlig, efter hvilket Bue skulde gi’ Strutharald hans Tøj igen men have Lov at beholde 3 Kister med Kostbarheder, som han ved samme Lejlighed havde faaet Fingre i. Strutharalds Datter Tove skulde ægte en Broder til Bue og i Medgift have 3 Gaarde, som Brødrene havde plyndret. — Efter Tinget forlod alle fornøjede Sejerø, siger Historien. Gud véd, om Strutharald har været lige saa fornøjet som de andre! —

Paa Kongshøj har der indtil opimod vore Dage ligget en stor „Tingsten“ eller Hyldingssten. Men denne er nu sønderslaaet og anvendt til Trappesten i Præste-gaarden.

Sejerøs Navn bliver udledet af Mandsnavnet Syr, oldnordisk for So. Saxo, som er den første Historiker, der nævner den, kalder den Syra Insula (ca. 1200). 1 Valdemar Sejrs Jordebog 1231 kaldes den Syrø, og der nævnes „hus“ paa Øen, hvormed der her som andre lignende Steder menes Jagthus til Brug for Kongen og hans Følge. Huset har rimeligvis her været af lige saa beskedne Dimensioner som paa de andre Smaaøer og har intet Spor efterladt sig. Vildt nævner Jorde-bogen mærkeligt nok ikke paa Stedet. — Senere Former for Øens Navn er Siiræ, Seræ, Seerøe og Seyrøe.

Sagnet fortæller, at Valdemar Sejrs Søn Valdemar den Unge (*j- 1131) blev kaaret til Konge paa „Søvarting“ (Seyrarting), og at dette er sket paa Kongshøj. Meddelelser om Øen er iøvrigt yderst sparsomme i Tidsrummet fra Slutningen af 12.Aarh. lige til Reformationen. Under „den sorte Død“ i 1349 lader et andet Sagn alle dens Beboere uddø paa seks nær. 1 1370 nævnes den i Roskildebispens Jordebog og er altsaa bleven Bispegods. Under Grevefejden 1534—36 skænkes den til Sjællands Bisp Joachim Rønnow af Grev Christoffer af Oldenburg, da denne havde erobret Sjælland for Christian II 1534. Da Venskabet mellem Rønnow og Greven gik overstyr, flygtede Bispen til Sejerø, hvor han opholdt sig en kort Tid fra Januar 1535. Men for ikke at falde i Grevens Hænder fortsatte han snart Flugten herfra til Jylland.

Efter 1536, da alt Kirkegods blev inddraget under Kronen, kom Øen atter under denne og styredes under Lensmanden paa Dragsholm Slot af en Sognefoged, som valgtes af Lensmanden blandt dens Bønder.

I 1651 pantsatte Frederik II Øen til Enken Karen Rasmus Jensen i København. Efter hendes Død staar der i Jordebogen: „Nu raader Hans Nanssøn, Præsident, derfor, Hans Mollengraff og Dithmer Boeften.“ 1667 købte islandsk Købmand Poul Christensen paa „Limbgaarden" i Kalundborg Øen af Kronen, som altsaa maa have faaet den tilbage, og hans Søn nævnes som dens Ejer i 1685.

1692 solgte Poul Christensens Arvinger Øen til Sønderjyden Jens Rostgaard. Dennes Farbroder er den fra Svenskekrigen bekendte Hans Rostgaard, hvis Efterfølger han blev som Ridefoged og Amtsskriver over Kronborg Amt. Han døde 1715, men Hustruen Else Iversdatter, som han havde ægtet i 1687, levede til 1741. Jens R., der endte som Raadmand i København og boede paa sin Ejendom Farumgaard, besøgte flere Gange Sejerø, hvor han bl. a. i 1696 lod foretage en stor Reparation af Kirken.

I Aaret 1710 solgte han Øen til sin Fætter, Frederik Rostgaard, f. paa Kroge-rup 1671 som Søn af førnævne Hans Rostgaard, der havde faaet Gods af Frederik III som Belønning for sine store Fortjenester under Krigen 1658—60. Frederik Rostgaards glimrende Løbebane er for velkendt til at der skal redegøres for den her, ligesaa de nærmere Omstændigheder ved hans Fald 1). Sandsynligheden taler for, at han ofte har opholdt sig paa Sejerø, og han viste paa mange Maader Interesse for den og dens Beboere. Kirken skænkede han mange Gaver og byggede i 1740 Øens Skole. Desuden plantede han 4 Lunde paa Øen, af hvilke „Skoven" paa Langebjerg endnu staar som den sidste Rest, og han gavnede Øboerne ved mange Foranstaltninger. Han havde sin egen Bolig herovre, men ingen véd med Sikkerhed, hvor denne har ligget. Præsten Otto Grundtvig meddeler i 1758, at den forfalder efter dens Ejers Død i 1745. Sine store Ejendomme Krogerup med Øerne Nekselø, Sejerø og Anholt havde F.R. i 1741 faaet gjort til et Stamhus. Hans Datterdatter Anna Cathrine arvede Sejerø efter ham. Hun var 1740 bleven gift med Adolf Henrik v. Staffeldt, Ejer af Kongs-dal ved Ondløse, som havde Øen til sin Død 1759. Enken giftede sig 1761 med Generalløjtnant Andreas Hauch, d. 1782. Da hun endelig selv i 1786 døde barnløs, kom Øen atter ved Arv under Stamhuset Krogerup, hvis Ejer var Ritmester Fr. Anton v. d. Maase, d. 1821. Han fik i 1800 kongelig Bevilling til Stamhusets Ophævelse og solgte Krogerupgaard i 1804. Han gjorde Forsøg paa at sælge Sejerø til dens Bønder, men kun én af dem, Tadebækgaardens Fæster Jens Nielsen, købte i 1803 sin Gaard for 1000 Rdlr. og blev saaledes Øens første Selvejer.

Den 19. Juli 1805 købte Borgmester Rommedahl i Kalundborg Øen sammen med Nekselø af v. d. Maase. Købesummen var for Sejerø 29,500 Rdlr. Og allerede samme Aar købte Øens Bønder dens 30 Gaarde og 26 Huse og har siden da været Selvejere. Samtidig købte dens 30 Gaardmænd i Forening dens Kirke. Købesummen var ialt 39,800 Rdlr. Samme Aar købtes endelig 20 Huslodder af en udstykket Gaard i Sejrby af 15 Husmænd, som havde Lodderne i Fæste. —

Efter Opgivelse fra Dragsholm Slots Len i 1616 var Folketallet 34 Gaardmænd og 37 Indsiddere, ialt 71 Familier. I 1734 er her derimod kun 64 Familier. Antallet af Beboere er varierende fra 250—300 Mennesker, først fra henimod det 18. Aarh.s Slutning bliver der jævn Stigning i Tallet. Øen har nu 226 Beboelser med 856 Indbyggere.

Da Dragsholm i 1536 blev kongeligt Len kom det under Skippinge Herred, hvorhen Sejerø endnu hører under Holbæk Amt.

Den Omstændighed, at Sejerøbonden fra gammel Tid har været givet en Mængde Friheder og Særrettigheder, at han saaledes næsten helt var fri for Vornedskabets Byrder, og at Christian III i 1542 gav ham den Begunstigelse, at hverken han eller nogen af hans Efterkommere skulde kunne tvinges til at fæste Gaard andetsteds, medens han paa den anden Side om det lystede ham kunde forlade sin Ø — en Bestemmelse, som fik stor Betydning da Kongen solgte Øen og den kom paa sjællandske Herremænds Hænder — samt at dens Herrer altid boede langt borte derfra, alt dette og andre Begunstigelser udviklede gennem Aar-hundreder Sejerøbondens medfødte Uafhængighedsfølelse, der sammen med hans Stridbarhed ofte førte ham til kraftig Opposition mod det, som han ansaa for Uretmæssighed og Tvang. Denne Frihedstrang har bl. a. givet sig Udslag i en Strid med Stedets Præster, i hvilken Kamp Bønderne saa godt som altid var anført af deres Sognefoged — en Krigsperiode, der varede i ikke mindre end 300 Aar næsten uden Afbrydelser, og imod hvilken Trediveaarskrigens Religionskampe hvad Varighed angaar er som et Barn at regne. I Striden er ét paaviseligt Eksempel paa Mordbrand, den kostede to å tre Præster Livet medens én maatte tage sin Afsked, og en Sognefoged endte i Bremerholms Jærn. —

En Nat i Aaret 1731 nedbrændte Sejerø Præstegaard ved Ildspaasættelse, aabenbart en Hævnakt fra Beboernes Side mod Præsten Hornbech, som med sin Familie maatte flygte i det bare Linned ud af den brændende Gaard. Ingen af Beboerne vilde huse dem uden en fattig Enke, som endelig forbarmede sig over dem. Præsten, der i Forvejen var syg, kom aldrig mere i Kirken; Aaret efter døde han af Fortvivlelse over Forholdene paa Øen. N. F. S. Grundtvig omtaler Beboerne som et „haardt og ryggesløst Folk“, der ej uden Grund mistænkes for at have druknet en af Øens Præster! — Alle Elementer tages med i Kampen paa Befolkningens Side.

N. F. S. Grundtvigs Bedstefader, som var Præst paa Øen fra 1732—60, har bag i dens Kirkebog givet følgende Karakteristik af Beboerne: „Et misundeligt Folk, lovløst, opsat paa Svig og Vinding, der dyrker deres Kvinder og deres lastefulde Sæder mere end et fromt Liv.“ Samme Sted siger han, at Pauli Ord om Indbyggerne paa Kreta, at „Kretere er altid Løgnere, slemme Dyr, lade Buge“ kan anvendes paa Øens Folk. Hans Søn og Efterfølger i Embedet, Jørgen G., har nedenunder tilføjet: „En stor Sandhed. — Dette Vidnesbyrd er sandt.“ — Det lader dog til, at disse Grundtviger som Modsætning til Flertallet af deres Formænd og Efterfølgere har haft Krammet paa Befolkningen, skønt Kampen ogsaa paa deres Tid førtes med alle Midler •— saaledes da en Degn, som stod paa Bøndernes Side, angreb Otto Grundtvig i hans Studereværelse med dragen Kniv og skar ham en Flænge i Næsen! —

Men Forhørene i de mange Retstrætter viser ogsaa enkelte Sjælehyrder paa Stedet, som næppe fortjente nogen blid Medfart, saaledes den fordrukne Pastor Sleth, der møder snavset, halvpaaklædt og helfuld for Alteret under Gudstjenesten.

Nogen større Forstaaelse for Bøndernes Karakterejendommeligheder har vel de færreste Præster lagt for Dagen, derfor er Kampen bleven saa bitter og Præsternes Dom saa haard. Dog skriver Otto Grundtvigs Provst efter en Visitats til Biskoppen, at Gr. har „faaet en Del til Bedring af dette særdeles fortrædelige Folk“, og at der nu findes en god og ret oplyst Ungdom, hvortil bidrager, at Sejerøboerne er „et frit Folk, der ikke er underkastet Trældom."

Sejerø. Udhus af en gammel, forfalden Gaard nær Gadekjæret i Sejrby.

Sejerø. Bjælken i „Tinggaarden“s Udhus.

Sejerø. Den smukke Kirke, set fra Sydvest.

Sejerø. Stenen med Fr. R ostgaards og Conradine Revenfelds Initialer.

Ja — det er dér vi har det!

Det hænder dog ogsaa, at Præsterne omtaler Folk paa Øen som ærlige, gudfrygtige og fromme. Og et smukt Karaktertræk hos Beboerne er deres Omhu for de fattige og syge. Der findes kun ganske faa Efterretninger om Drikkeri, og det gamle Mundheld, at der skal seks Sejerøboer til én Snaps staar i stærk Modstrid med Otto Grundtvigs Vidnesbyrd i Kirkebogen. Tyveri omtales saa godt som aldrig, og én af de faa og samtidig den sidste Beretning om offentlig Skrifte for Usædelighed er fra 1762.

— Er Sejerøs indre Historie noget mørk, saa er den det ikke mindre, som er faret over Øen udefra. Under Svenskekrigen 1658—60 blev Øen frygteligt hærget af Fjenden, som ved en enkelt Lejlighed afbrænder alle Gaarde i Mastrup, 4 i Sejrby og 3 i Kongstrup. Ogsaa Præstegaarden svies af og Kirken plyndres for sine Kostbarheder. Bønderne udplyndredes, saa de var ganske forarmede. Pon-toppidan siger, at under Christian III havde Sejerø „egne Skibe, hvormed den drev Handel paa Korshavn i Skipping-Herred.“ Som Minder om denne Flaade findes endnu paa Stranden de saakaldte „Baadsteder“ (sejerøsk: Budsteder), Rækker af tætliggende, trugformede Fordybninger i Jordsmonnet, hvor man halede Skibene op under Overvintring. Den ene Gruppe findes paa Nordkysten ved Elmebjerg, den anden paa Sydsiden ved Mastrup. Denne store Handelsflaade skal være bleven fuldstændig lagt øde af Svenskerne, og nogen ny har Øboerne aldrig senere formaaet at skaffe tilveje.

I den skaanske Krig 1675—79 hærgede Svenskerne paany flere Gange Øen, hvor de brændte og plyndrede. Under Krigen med England 1807—14 og med dets Forbundsfælle Sverige 1807—09 gik det atter frygteligt ud over Øen, som i de to første Aar forgæves anmodede om Hjælp mod Fjenderne. Mens Englænderne næsten altid var humane mod Indbyggerne, tilbød Betaling for hvad de tog og tilbagesendte Tyvekoster, var Svenskerne mindre fine. Kristi Himmelfartsdag, den 19. Maj 1808 ankrede et svensk Krigsskib „Lycklig“ op i Bugten og tonede engelsk Flag, og efter at have sendt en Kanonkugle ind over Øen som Visitkort landsattes 30 Mand ved Tyvsbjerg (!), hvorfra de marscherede mod Sejrby. Fra Gaard til Gaard gik nu Røvertogtet, med ladte Bøsser og blanke Huggerter tvang Svenskerne Folkene til at aflevere Penge og Sølvtøj, Klæder, Korn og Kvæg. Fattigfolks Kreaturer nedskødes i Tøjrslaget og blev liggende til ingen Nytte — Hus-geraad skødes sønder og splintredes; man skar Sølvknapperne af Folks Tøj, som de havde paa. Og Sejrøboerne maatte selv køre de røvede Sager til Landingsstedet.

Sejerøboernes Tab i disse Krigsaar skal for de fleste Bønders Vedkommende have andraget fra 50—150 Rdlr. pr. Mand, Præstens henimod 200 Rdlr. —- Kongen sendte 200 Rdlr. til Fordeling mellem de forarmede Beboere; men hvad forslaar vel 200 Rdlr. fordelt paa et halvt Hundrede eller flere Familier? — Saaledes ræsonnerede Øens Præst, Raffenberg, til hvem Pengene var bleven sendt, og han forlod da ogsaa Øen i 1809 uden at have uddelt dem. De passede lige til Dækning af hans egne Tab!

Endelig i 1809 blev et sjællandsk Jægerkompagni anbragt paa Øen, 265 Mand, der sammen med 52 bevæbnede Folk af Indbyggerne gjorde Vagttjeneste ved Kysterne. Soldaterne indkvarteredes hos Bønderne, 6—7 Mand hos hver Gaard-mand og 1 hos Husmændene. Soldaterne betalte Værterne 3 Sk. for Middagsmad — et Arrangement der næppe i første Omgang har bragt Øens Pengeforhold paa Fode. Men fra den Tid hører man næsten intet mere om Plyndring.

Og omtrent samtidig er Krigstilstanden mellem Indbyggerne og Præsterne endelig bragt til Afslutning.

Lige op til det 19. Aarhundredes Begyndelse var Øens ældgamle Landingssted ved det førnævnte Elmebjerg paa Nordsiden, hvor der endnu i Strandbakken mellem Bjerget og en stor Afløbsrende Nordvest for dette findes 15 Fordybninger i Jordsmonnet, Spor af gamle Ophalingssteder. Her fandtes baade dybt Vand helt ind til Stranden og Læ for Vestenvinden. Senere blev en Landingsbro af Sten bygget ved Grønnebjerg paa Sydsiden, det saakaldte „Baadeleje“, og noget senere et Slæbested hvor den nuværende Havn findes. Efter 1814 delte Bønderne sig i Hold paa 4 Mand, der var fælles om en Baad med Kahyt for og agter — ofte skrøbelige Fartøjer til de Dravater, der blev budt dem. Øens Forbindelse med Sjælland var i det 18.Aarh. over Helsingør, siden mest over Kalundborg. Naar man ved Nattetide ventede Baade hjem til Øen, var der ved Elmebjerg en Vagt, som signalerede med en Lygte, hvilket besvaredes af de hjemvendende, naar de nærmede sig Kysten. Under Uvejr samledes Befolkningen paa Stedet for at hjælpe med den vanskelige Landing. — Naar Folk i gamle Dage ønskede at komme fra Sjælland over til Øen, tændtes om Aftenen Baal paa Strandbakken ved Saltbæk-vig, og næste Dag kom da en Sejerøbaad og hentede dem.

Øens første Havn, som anlagdes 1839, var et gravet Bassin i Strandkanten, sat med Sten fra Gærderne i Sejrby eller fra Markerne, og forsynet med to Moler i Øst og Vest. Havnen var meget primitiv og stærkt udsat for Ødelæggelse, saa-ledes i 1868 og 1877, da Storme fyldte den fuldstændig med Sand. Omkring 1900 blev Molerne forlængede, og der byggedes en „Tangfænge“ udenfor Indløbet. I 1904 bevilgede Rigsdagen 53,000 Kr. til en ny Havn, og Sejerø Kommune skaffede det resterende Beløb paa 26,000 Kr. ved Laan. For disse Penge byggedes den nuværende store Mole, som mod Vest skærmer den gamle Havn og sammen med dennes Moler danner den nye, som er overordentlig stor og rummelig. I 1903 stiftedes Aktieselskabet Kalundborg-Sejerø, hvis lille Damper gaar i daglig Fart mellem Kalundborg og Øen og har Station ved Sejerø.

— Det er udentvivl Bygningen af den førnævnte Havn i 1839, som to gamle Ligsten skylder deres Flytning herned. De har sammen med en Mængde andre Sten oppe fra Øen tjent som Fyld, indtil de for kort Tid siden kom for Dagens Lys ved en Udgravning til en Kloakledning gennem den østre Havnearm, hvor vi fandt dem henslængt. Det er flade Strandsten uden nogen kunstig Tildanning, men er især for den størstes Vedkommende meget smukke, den store af en lysrødlig, blød Stenart, den anden sortagtig, glat og meget haard. Paa den lille er Indskriptionen: Min H(ierte eller Hiertens) Ki(ære) Hustru AMSD fød (.....) Dø 20 (.....) 17 + 96.

Den anden bærer Aarstallet 1806. Det er altsaa allerede i de Afdødes Børns og Børnebørns Tid, at Stenene fra at være Monumenter over kære paarørende er bleven slæbt fra Gravene for at blive Fyld i Havnen! -—

Vi „Abendlander“ forbinder jo som bekendt almindeligvis mere Afsky og Rædsel med Tanken om Døden end Morgenlandenes Folk, Japanere, Kinesere og andre Østasiater, hvis Kultur ikke er ringere, men blot en anden end vor. —

Modsætningsvis véd vi jo saaledes, at her hos os, hvor Forældredyrkelse ikke er noget der er knyttet til Religionen, vil ikke alene Glemsel, men ogsaa en Smule Forhaanelse ofte hurtigt kunne blive den Dødes Lod. Staar vor Skræk for Døden ikke i nogen Grad i Forbindelse med denne Bevidsthed! —

Fra Havnen slynger Vejen sig forbi et Par Smaahuse mod Nordøst ¹/_i Kilometers Vej op til Sejrby, i Middelalderen kaldet Sireby, den ældste og største Landsby paa Øen, som før 1796 foruden denne kun havde to andre Byer, Kong-strup og Mastrup. Efter Udskiftningen flyttedes mange Gaarde og Huse ud paa Markerne, hvorved Nordby senere opstod. Sejrby menes at have sin Oprindelse allerede fra det 8.—9. Aarhundrede. Allerede i det 17. Aarh. har den 20 Gaarde og 21 Huse. Kongstrup, Øens næststørste By, ligger 2 km Øst for Sejrby Kirke ved Nordkysten. Den hed i Middelalderen Konningstorp og havde i det 17. Aarh. 10 Gaarde og 4 Huse. Mastrup — gammelt Madstorp — nævnes først efter 1536 og havde tidligere 4 Gaarde og 2 Huse, medens den nu har 6 Gaarde og ingen Huse.

Sejrby er en af de mærkeligste og smukkeste Landsbyer, jeg har set. Dens mange gamle Gaarde og Huse er af Bindingsværk; men kun de lodrette Stolper er synlige og anbragt meget vidt fra hinanden, hvad der giver Længerne et ejendommeligt og meget smukt Præg. Da vi undersøgte denne gamle Bygningsmetode nærmere ved et halvt nedstyrtet Hus, fandt vi at der inde i Leret mellem de lodrette Stolper er vandrette Forbindelsesled af mindre svære Træholter, som atter er forbundne med hinanden ved lodret anbragte Pinde. Det hele er tilsidst ler-klinet, her findes ingen Anvendelse af Mursten.

Byen er endnu de fleste Steder ganske fortrinlig af Ydre, den ser ud som har den staaet siden salig Peder Paars’ Dage, og han kunde for Resten lige saa gærne være strandet paa denne Kant af de Rostgaardske Besiddelser. Men Gaardene er desværre oftest slet vedligeholdte og for manges Vedkommende yderst forfaldne. Her som de fleste Steder kommer vi i sidste Øjeblik for at kunne redde et lille Indtryk af, hvordan Byen har set ud i dens bedste Tid. De nyopførte Bygninger er grimme, Cementpesten er den nye Tids Fodspor overalt i denne Overgangsperiode.

Omkring det store Gadekjær, som ligger nær den gamle Præstegaard, finder vi nogle af de bedste af de gamle Boliger. Hele Kjærets ene Side begrænses af den mægtige Præstegaardshave. Det er meget lavvandet, og hist og her rager en kæmpemæssig Sten op over dets Flade.

Paa én af Stenene staar en tam Graaand og piller sine Fjer, en Flok grøn-brogede Tudser holder Generalforsamling i et Hjørne af Dammen. Det er begyndt at smaaregne, men ikke mere end at en Myggesværm holder den gaaende over Toppen af en lille Hyld. Et Par Løvsangere har faaet Øje paa Sværmen og jager den. Ligustrumhækkenes, Tjørne- og Buksbomhækkenes Blade fyldes lidt efter lidt og taber de blanke Draaber ned paa Jorden. Rundt om i Haverne staar Ær og Elm, Ask og Kastanje og suger Væden til sig, Balsampoplerne dufter hedt, og Frugttræerne løfter deres lysende Bloster op over de mossede, gamle Tage. Fra Havernes Bede straaler Gyldenlakker i hektiske Farver fra gult og gyldenbrunt til mørkviolet. Og Fuglene passer deres Foraarsdont trods Væden, Stærene fløjter, og Munken og Gulbugen synger fra et blomstrende Kirsebærtræ inde i Præstens Have.

Her ved Gadekjæret laa Byens gamle Gadestævne paa en forhen græsbevokset Plads, 20 store Kampesten — én for hver af Byens Gaardmænd, som forsamledes her naar Byhornet tudede. Stenene fjærnedes allerede i 1795, den ene er rejst paany som „Genforeningssten“ foran Præstegaarden i 1920.

I Nærheden af Gadekjæret ligger den førnævnte, gamle „Tinggaard“, som paa Rostgaards Tid valgtes til Tingsted og anvendtes som Arrest. Herinde fandt jeg i en afsides Krog i en gammel Staldlænge en Bjælke, som skriver sig fra Rost-gaardernes første Tid paa Øen og bærer denne udskaarne Inskription: Jens Rost-gaard. Else Ivers D 169(4). — Rimeligvis har denne Bjælke oprindelig siddet over Hovedindgangsdøren til den Bopæl, Rostgaarderne havde paa Øen.

Fra Vejen, der gennemløber Sejrby i Nord til Syd faar man sønder fra et vidunderligt Billede af Byen, hvor denne sænker sig i en dyb Lavning og atter løfter sig mod Kirkebakken, hvor øverst den gamle skønne Kirke ligger højt og frit og danner Billedets Baggrund.

Den fortrinlige gamle Kirke, som vistnok skriver sig fra det 13. Aarhundrede, er sandsynligvis anlagt paa Øens gamle Begravelsesplads, da man paa Stedet har fundet ældgamle Lig, indsvøbt i Halmmaatter, og delvis liggende ind under Kirkemuren. Kirkens oprindelige, smaa Vinduer havde Form af Skydeskaar, som kunde anvendes under Stedets Forsvar. Dens tykke, hvidkalkede Mure be-staar af Granit og Munkesten. Udfra Taarnets vestre Side rager et mystisjk Mandshoved af overnaturlige Dimensioner, overkalket, men aabenbart udhugget i Granit.

De gamle Kalkmalerier i dens Indre er overkalkede, og kun i Hvælvingerne nærmest Koret, hvor de senere er bragt for Dagens Lys og restaurerede, kan man endnu se hvor fortrinlige de har været. De bærer Aarstallet 1558 og fremstiller Salomos Dom og Episoder af Josefs Historie; alle de fremstillede Personer bærer Dragter fra Frederik II ’s Tid. Det menes, at det er Præsten Morten Rasmussen, som var „ivrig efter at udrydde Pavedømmets Vildfarelser", som har været Stedets Billedstormer og ladet dem overkalke omkring Aar 1600.

Kirkens Font har et ypperligt Dække af drevet Messing med en Ørn, omgivet af Hjorte og Hunde samt en gothisk Bogstavindskrift. Et smukt Skib hænger i den østlige Hvælving, bærende Aarstallet 1659. Det er efter Sagnet udskaaret af to Sejrøboer, som var med i Slaget paa Kolberger Heide 1644, og skal forestille Kongeskibet „Trefoldigheden". — Et Krucifiks fra katholsk Tid over Kordøren er ligesom Prædikestolen fra 1623 temmelig tarveligt Arbejde. Paa en Tavle nær Altret staar skrevet, at Jens Rostgaard, Amtsforvalter over Kronborg Amt, og hans Kiæreste Else Iversdatter har „ladet denne brøstfeldige Kirche reparere" i Aar et 1696.

Overalt, hvor Rostgaarderne færdedes, benyttede de Lejligheden til at indprente deres Navne i Sten eller Metal eller andet vanskelig forgængeligt Materiale. Udenfor den østlige Kirkegaardsmur finder man paa en Trappesten, som endnu betegner det Sted, hvor de østligt boende Indbyggere paa Øen havde deres særlige Indgang til Kirkegaarden, endnu en Inskription, Navnetrækkene F.R. og C. R. og Aarstallet 1740. Og i Taarnet har den af F. Rostgaard skænkede Kirkeklokke, som er et overordentlig skønt Arbejde, naturligvis heller ikke undgaaet at faa sine Giveres Vaaben og Navne i deres fulde Længde, foruden følgende Verslinjer, hvoraf enkelte Bogstaver dog er forsvundne:

For oven bærer den Omskriften: Deo Gloria • Lavrentius • Straelborn • Me • Fudit • Anno 1713.

Mærkelig er Historien om den lille Kirkeklokke, som hænger ved Siden af den større i det snævre Rum, hvor man vanskeligt kniber sig ind mellem de støvede, tykke Bjælker, om hvilke Vinden suser gennem Glamhullerne og Lyset falder brat ind over Murbrokker og gammelt Kalkstøv. Den bærer Indskriften: Rudolph • Borchart • støpt • mich • vdi • Kiebienhafn • Anno 1651. Sagnet paa Øen fortæller, at under den skaanske Krig 1675—79, da Svenskerne hærgede saa voldsomt paa Øen, blev alle dennes Indbyggere bortjagede og dens Kirkeklokke bortslæbt af Fjenden. Det første er naturligvis forkert; men at det sidste er rigtigt, fremgaar af to mærkelige Skrivelser i det danske Kancellis Arkiver. Medens en større Klokke fra Taarnet gik itu, da Fjenden tog den ned, og senere er forsvunden, førtes den mindre af Svenskerne til Gothenborg (Goteborg), hvor den ophængtes i den tyske Kirke. Men her blev den ikke længe. Den hævnede paa egen Haand den Forsmædelse og Helligbrøde, der var begaaet imod den — ved at ringe af sig selv med stort Bulder, naar ingen Mennesker var i Nærheden! Forfærdede over dette skrev Gothenborg-Kirkens Forstandere David Madsen, Bachman den Ældre og Valrath Tham den 6. August 1680 til Præsten paa Sejerø, Oluf Rasmussen Pochstein, og tilbød for at blive af med Klokken at give den tilbage, naar han vilde sende en Mand efter den med Fuldmagt, samt godtgøre den Bekostning, det vilde føre med sig. Den 23. Sept. svarer Præsten, at Øboerne paa Grund af Fattigdom ijkke evner at afholde Udgifterne ved Klokkens Transport. Den 18. Oktbr. skriver man fra Gothenborg, at man da vil sende Klokken gratis til den hollandske Resident Jan van Deurs i Helsingør. — Og saaledes skete det, Klokken kom tilbage til Sejerø 1681 — som Arken fra Filistrene.

I Slutningen af det andet Brev fra de Gothenborger Kirkeforstandere staar

der følgende Ord: „.....onskandes att, såsom han tilforena hafwar ringat for

sig selff, I dhen herefter många långa Åhr fredeligen måtte låta ringa til Gudtz-Tienstans Forråttande."

Men Bønderne paa Øen fortalte efter Pontoppidans Opgivelse, at ligesom Klokken havde ringet uden Menneskers Hjælp, saaledes var den ogsaa ganske af sig selv vendt tilbage fra Gothenborg til sin Plads i Kirken! — Efter nulevende Folks Udsagn har den en uskøn og gneldrende Klang, saa det maa have virket dobbelt uhyggeligt paa de Gothenborgere, naar den stjaalne Klokke ved Nattetide løftede sin Røst over Byen.

Kirken er udvendig velbevaret og fortrinlig i sin Stil, og kun Kirkegaards-murens Tækning med „Munke og Nonner" er i de senere Aar bleven erstattet med et Lag støbt Cement, som ved sin Porøsitet lader Vandet sive igennem, saa den gamle Mur allerede er stærkt angrebet og begynder at revne og smuldre. — De to gamle, alvorlige Stenbænke ved Indgangsdørens Sider er meget smukke, ligesom det lysere Kors i Skibets Tækning, som ses langt bort, er af en fortrinlig Virkning. Desværre er efterhaanden kun faa af Kirkegaardens gamle, smukke Ligsten tilbage. Men Stedet er holdt som den yndigste Have, og der findes et vidunderligt Blomsterflor over Gravene, særlig en Mængde Gyldenlakker i alle mulige Nuancer — vi ser denne Blomst overalt hos Beboerne, den lader til at være Øens Nationalplante — foruden Mængder af Tulipaner og Pinseliljer, storblomstret Vinca, Forglemmigej og Bellis, Anemoner (silvatica) og Kodrivere.

Indvendig har Kirken desværre lidt stærkt ved en Restaurering. De gamle Kirkestole er bleven fjærnede ifjor, da næsten hele Inventaret fornyedes. Arkitekten, som tegnede dette, var efter Sigende kun hernede én Gang, og Øens Haandværkere har løst Opgaven paa egen Haand. Det fremgaar af de enkelte gamle Stolestader, som er anbragt opad Væggene i Rummet omkring Alteret, at disse har været ypperligt Arbejde. Det nye er saa hæsligt som vel muligt, og alt er bemalet med en grønblaa Køkkenkulør, der virker sønderknusende i Kirkerummet og op mod de gamle Kalkmalerier. Det nye Trægulv, der er skrigende lysegult, ser slemt ud sammen med Træværkets sure blaa Farve.

Ligeoverfor Kirken ligger Byens Skole. Ogsaa den bærer Vidne om Rostgaar-dernes Hang til at skrive deres Navne allevegne; her er det i Form af en Tavle, som meddeler, at F. R. har bygget den.

Gaar man fra Sejrby østpaa mod Kongstrup kommer man over Øens ejendommeligste Flade, som danner hele det store Areal mellem Sejrby, Kongstrup, Mastrup og Tadebækhuse, og hvorigennem et af Øens gravede Vandløb „Tade-bæk“ rinder ud i Sønderstranden.

Mærkeligst paa denne Flade forekommer Strækningen fra Mastrup langs Stranden vestpaa til Sejrby. Her færdes man næsten hele Tiden paa de lave, bølgende Strandvoldsdannelser, tæt bevoksede med Engelskgræs og med Strandbede-og mægtige Strandkaalsplanter, som rager højt op over den stenede Bund og over Strandens Bræm af Rullesten. Udsigten hernede fra mod Bakkeøerne i Nord, Vest og Øst er imponerende og besynderlig; man kunde tænke sig, at noget paa Island kunde se saadan ud, men ikke i Danmark. Dette Indtryk forstærkes ved Synet af Strandens mærkelige Huse, der er bygget for Øens Mængder af Fjerkræ. Aldrig før har jeg set saa mange Høns forsamlet paa ét Sted; de kravler, render og flagrer overalt langs Stranden mellem de lerklinede, straatækte Smaa-hytter, hvis hvidgraa Farver lyser omkap med Ralstenenes Glans mellem Fælledernes saftiggrønne, men lave og stride Græs. Alting her er graat, naar det ikke er Grønsvær! Den sure, drivvaade Luft over de enkelte, lave Menneskeboliger med de golde Stendiger omkring — ogsaa Menneskenes Huse er forvitrede af Vejr og Vind — over de øde Bakkekamme, der henimod Sejrby bliver til en sammenhængende, stejl Skraaning, opad hvilken en stenet Vej ligesom modstræbende snor sig — alt dette fremmaner igen denne mærkelige Nordhavsstemning, som jeg mindes fra Egnen om Trangisvaag.

Men ogsaa herude synger de danske Lærker over vort Hoved og fortæller, at vi er hjemme. I den sparsomme Lyng, som gror paa Sandvoldens Inderside, overrasker vi en lille Engpiber, for øvrigt den eneste vi saa paa Øen. Fra nogle tørre Ris ved Stranden flagrer en enlig Løvsanger ud. Og alle Slags Svaler færdes omkring os foruden Bomlærker, Irisker og Fluesnappere. Nærmer vi os Byerne, hører vi fra Tjørnene Tornsangeren synge, og de allesteds nærværende Graaspurve, den danske Fuglefaunas Vadmelsfolk, færdes overalt langs Haver og Hegn.

Og som Fuglene, saaledes passer Floraen til Landet: Vejbred, Bulmeurt, Katost, Oksetunge, Kørvel, Rødbynke og store Tidsler — og Marehalmen, der svingler paa sin Rod yderst i Sandet — ogsaa alle disse er Vadmelsfolk, der hører hjemme i det barske Landskab.

Jeg har forgæves søgt Oplysning paa Øen om Betydningen af Navnet Tade-bcek. Men mon det ikke kommer af Tudse eller Frø. Paa Djursland har man Betegnelsen „Hoppentajj’“ (Hoppentade) for Skruptudse. Og da jeg idag passerede Bækken baade saa og hørte jeg den grønbrogede Tudse, som findes paa Stedet i stor Mængde, hvilket kunde støtte min Formodning.

Krydsende Bækken gaar jeg over mod det Sted paa Grænsen af Engene og Pedersbjerges Skraaninger, hvor jeg véd Øens berømte Kristtornlund skal fin

des. Forgæves spejder jeg længe efter noget, der kan fortjene Navnet „Lund“; men jeg finder kun en enlig Gaard med noget som en almindelig, lille forblæst Bondehave ved Siden. Det viste sig at være Stedet.

Botanikeren cand. pharm. Baagøe fandt Kristtornene her i 1863, en meget interessant Opdagelse, da det er den østligste, fritvoksende Lund af den Art i Landet. Han optalte Lunden til at bestaa af 60—70 stammetykke, fra 6—9m høje Træer. Først 33 Aar senere, i 1896, blev Lunden igen besøgt af en Botaniker, Lektor Rostrup, som optalte dens Individer til 45 Stkr. I 1917 var den aftaget til kun 35 Stkr., iberegnet et Par mindre Rodskud. Den var da allerede bleven omgivet af Bondehaven, i hvilken den efterhaanden næsten skjultes under lige saa høje Frugttræer. Kun mod Vest var Haven aaben, saa den barske Vind uhindret kunde stryge ind! Det var det Sted, hvor den trængte mest til at skærmes, og hvor et Læbælte plantet i rette Tid maaske vilde have kunnet blive dens Redning.

Naturligvis var jeg spændt paa at se, hvordan denne mærkelige Lund havde udviklet sig, siden den sidst var besøgt for 6 Aar siden. Kommen ind i Haven fandt jeg den da — og det var saamænd et sørgeligt Syn! Nogle forkrøblede, vindhærgede Stammer med næsten helt henvisnede Kroner, der ligner afrakkede Riskoste. Og i Tankerne drog jeg Sammenligning med den prægtige Kæmpe paa Æbelø og de frodige Eksemplarer, vi fandt paa Endelave.

Her er nu kun 31 Træer tilbage foruden 8—9 Rodskud — da Træerne ikke mere bærer Frugt er dette den eneste Maade, de formerer sig paa. De gamle Stammers største Højde er 6—7 m, af Rodskuddene naar et Par fra ¹/₂—1 m’s Højde. Medens de sidste har friske, grønne Blade, er de gamle Træers Løv brunligt, og deres Kroner minder mest af alt om Toppen af et forpjusket Lysthus, som er vanrøgtet og ved at gaa tilgrunde. Besynderligt nok er ingen af Bladene helrandede, selv paa de ældste Træer, men stærkt tornede som paa unge Planter. Træerne staar saa tæt, at alle Kroner rører hinanden.

Ejeren af den lille Gaard har plantet Haven for en Snes Aar siden og samtidig „befriet" Lunden for det Krat, som omgav den, ogsaa mod Vest •— naturligvis alt i den bedste Hensigt. I den lille smukke Have, som var plejet med Øboernes sædvanlige Omhu, fandt vi mange Slags Stauder og andre Blomsterplanter. Men „Lundens" Dage er talte, og inden mange Aar vil den forgaa, ligesom de to andre Krat af lignende Art, der efter gamle Folks Udsagn tidligere fandtes paa samme Bakkedrag i dens Nærhed.

Paa Sejerøsk kaldes Træet „Majtorn". Dets Løv har i mange Slægtled været anvendt til Ligkranse — og snart faar det vel Brug for sin sidste Krans til sig selv. —

Ogsaa „Skoven", som ligger paa Nordsiden af Grønnebjerg Syd for dette Sted, er ved at gaa sin Undergang imøde. Den er en ca. 250 m lang Bakkeskraa-ning, bevokset med Elme og enkelte Aske. Træerne staar meget spredt, og en Mængde store Stubbe viser, at der er faret haardt frem mod dem i den seneste Tid, formodentlig i de brændselsfattige Krigsaar. Lidt Rødgran er fornylig plantet i Bunden.

Ogsaa de to østligere liggende Byer, Kongstrup og Mastrup, rummer ligesom Sejrby endnu nogle prægtige gamle Gaarde, men modsætningsvis til Sejrby er de langt mere velbevarede, saaledes især i Kongstrup, hvor jeg særlig bemærkede to ypperlige Gaarde lige ved dens vestlige Indkørsel. Den ene har to Porte ganske nær hinanden, kun adskilte ved én svær Stolpe, og deres øverste Karm buer svagt opad i en overordentlig skøn Linje. For øvrigt er Kongstrup helt igennem en yndig lille By; omkring dens pyntelige Gaarde med de frodige Haver, som er rige paa Frugttræer, Buske og Blomster, findes en frodig Beplantning af mange Træsorter som store Elme, Ær, Ask og Poppel.

I Mastrup, der som Modsætning til de to andre ligger ganske lavt, findes vistnok Øens ældste Gaard, vel henimod 200 Aar gammel. Som alle gamle Gaarde paa Stedet bestaar den af 4 helt sammenbyggede Længer, og Gavlene i Stuehuset og i den med dette parallele Længe rager et Stykke frem fra de andre. I Stuehusets Gavl findes forneden 3 Fag Vinduer paa Rad foruden 1 over det midterste af disse, og Gavlene er spaanklædte ned til Højde med Tagskægget.

Det var 1 km Øst for Kongstrup, hvor „Nordklinten" fra en Højde af 17 m falder i stejle Skrænter ned mod Havet, at vi havde én af vor Rejses morsomste Oplevelser, Synet af en Tejstekoloni.

Paa et Stykke er Klinten bevokset med Krat af Elm og Ask, Hvidtjørn, Hyld, Roser og Slaaen, som vælter sig i vild Forvirring mellem hinanden ned ad Faldet mod Stranden. En ung Mand fra Øen, som var gaaet med for at vise os Stedet, havde sin Hund med, og da vi vel var naaet ud til de nøgne, lodrette Skrænter Østen for Krattet for pludselig nogle besynderlige Skabninger ud fra Klintekammen lige under vore Fødder — nogle Fugle med en lille sodfarvet Krop, hvide Vingespejl og altfor røde Ben — der hvirvlede ned gennem Luften og saå saa underlig eftergjorte ud, at man uvilkaarlig udbrød med den svenske Pige, der saå Krokodillen i Zoologisk Have: Åsch — inte finns då såna hår djur inte!

Da de skrigende havde naaet Vandfladen under Klinten, kastede de sig paa den og lignede nu aldeles en lille Flotille af hollandske Kuf’er med hvidmalede „Vinger". Det var Tejsterne.

Tilsidst laa der en Snes Stykker dernede, som Hunden havde skræmt ud; men da denne blev holdt tilbage, viste Fuglene sig umaadelig tillidsfulde. Paa 10 Alens Hold kunde jeg staa i flere Minutter og iagttage dem i Kikkerten, mens de sad paa Spring og spejdede med hele Forkroppen udenfor Redehullerne. Ogsaa i denne Situation lignede Fuglen et lille Fabeldyr; med sin umaadelig bevægelige, blankskinnende Hals, det lille Hoved og det spidse Næb, med de hurtige og glidende Bevægelser saå den ud som en mærkelig Blanding af en Hornfisk og eri Fugl, et æventyrligt Amfibium.

Sejerø. Ved Nordsiden af Sejrby Kirke. I Forgrunden Vaabenhuset med de to Stenbænke.

Sejerø. De to Kirkeklokker. Den forreste er Fr. Rostgaards; den bageste er den, som Svenskerne bortførte til „Gothenborg“.

Sejerø. Klinten med Tejstekolonien paa Sydøstlandet.

Sejerø. I den vestlige Side af Kristtornlunden i Bondehaven. Ved Træerne til venstre Rodskud.

Sejerø. Dyssen ved „Bieret“ paa Sydøstenden af Øen.

Sejerø. Plymouth-Rocks Familien ved sin Villa paa Sydøstpynten. I Baggrunden det andet Hønsehus paa den gamle Skanse.

Sejerø. Vej langs Sønderstranden med dens Hønsehuse. I baggrunden Tadebækgaard.

Sejerø. Ved Tadebækhuse.

Karlen, som fulgte os, gik ud over Randen af Klinten, som her var lodret og kun havde enkelte, ubetydelige Fremspring, for at hente et Æg til os. Det var imponerende at se hvorledes han uden Spor af Svimmelhed bevægede sig henover Lervæggen trods dennes store Højde, og ganske mirakuløst saa det ud naar Hunden, en frygtelig grim, sort Køter, løb som en Flue hen over den stejle Væg, findende Stier overalt, hvor der tilsyneladende ingen var. Disse to havde aaben-bart haft Ærinde paa Stedet før.

Ogsaa dette Billede bragte Færøerne i Erindring! —

Naar Fuglene kom farende tilbage fra Vandet og slog sig ned ved Reden, frembragte de en skarp, skingrende Lyd, omtrent som: Ti ti ti ti ti!

Trods sin Lidenhed lægger Tejsten Æg paa Størrelse omtrent med almindelige Hønseæg, og lige saa store som Stormmaagens. Men til Gengæld lægger den aldrig mere end to. De er graalighvide med sortagtige, uregelmæssige Pletter. — Karlen fortæller, at her ruger ca. 25 Par paa Stedet. Saa godt som alle Redehullerne findes i Jordlaget ovenover Leret, og ganske enkelte ligeledes i nedskre-det Jord halvvejs nede paa Lerskrænten. Hullerne er ret store, deres Aabning ca. 15 cm bred og 45 cm høj, kun ganske enkelte af mere cirkelrund Form. En Rede med 1 Æg i noget nedskredet Jord var ikke dybere end at man naaede Ægget, naar Albuen rørte Indgangen.

Af de Indfødte kaldes Tejsterne „Drikænder“. Foruden dem ruger nogle Stære og en Mængde Graaspurve i gamle Huller i Klinten, som Tejsterne har forladt. Efter Karlens Udsagn ruger desuden baade Skallesluger og Gravgaas paa Øen, ligesom her findes en Stormmaagekoloni.

— Et Par Dage senere søgte jeg forgæves at fotografere Tejsterne i Aabnin-gerne til deres Reder. Klinten ligger næsten bestandig i Skygge, og Regnskyl havde desuden gjort Jordlaget saa mørkt, at Fuglene faldt fuldstændig sammen med dette. En Bondekarl, som kom forbi, tilbød mig elskværdigt at tage en Fugl ud af Reden og holde den, mens jeg fotograferede. Han søgte imidlertid forgæves Fuglene paa de Steder, hvor Rederne var tilgængelige. Og dette forbavsede mig ikke, da han efter at være vendt tilbage sagde til mig: „Dem som mig og min Bror plejer at ta’ ud, er nok bievne noget sky. Det er vistnok dem, der ligger nede paa Vandet!" — Det er jo troligt nok.

Paa Vej langs denne Strand saå jeg en Mængde Skalleslugere, dels flyvende, dels svømmende ganske nærved Havstokken. En Hun fløj ud fra nogle Buske paa Klinten lige under mig og slog sig sammen med en Han, der laa paa Vandet. Jeg gik ned for at finde dens Rede; men Klinten var her næsten lodret og havde et tæt Purr af indfiltrede Buske, saa jeg fandt intet Spor af Reden, som dog udentvivl maa have været her.

To Skalleslugere kæmpede paa Vandet om en Hun, som saå til paa to Alens Afstand. Galanen blev tilsidst fordreven af Ægtemanden. Galaner bliver næsten altid fordrevne, thi: twice armed is he, who has his quarrel just! Hunnen tog hele Affæren med fuldkommen Fatning.

For at komme ud til Skagelsehuk og Nordvestenden af Øen gaar jeg ad Vejen, som fører gennem den fjerde og mindste By, Nordby, der ligger med sine Husrækker lige under Bakkerne Polkbjerg og Oisbjerg. Den er modsætningsvis til de andre Byer et Sted, hvor mest Smaakaarsfolk har tilhuse. Medens den østligste Husrække kryber tæt ind under Oisbjergs høje, stejle Kam paa Vejens

Nordside, er dens vestlige Naboer faret om paa den modsatte Side, og lader en Digesvalekoloni ene om at fortsætte Bebyggelsen under den gamle Klintekam henimod Polkbjerg. Vestsidens Husrække ligger gemt bag høje, smukke Tjørnehække.

Jeg saå næsten ingen Mennesker i selve Byen, og kun en enlig Plovmand gik paa Marken i dens Nærhed med et Utal af Maager efter sig i den friske Fure. Men hvad jeg atter her fandt af Høns, grænser til det utrolige. Hvert Hus synes at være nærved at drukne i Fjerkræ.

Selv herude paa Nordlandet langt fra Byerne er endogsaa saa godt som alle Bakkerne dyrkede, ialfald delvis, og kun deres øverste Top eller de stejle, eroderede Sider mod Vest og Sydvest har undgaaet Ploven.

Ude ved Skagelsehuk finder vi endnu en Koloni af Tejster med ca. 20 rugende Par i én af de højeste Klinter. Fuglene var her tilsyneladende ved at grave nye Huller, og adskillige af disse saå ufuldførte ud. Men ved at stikke Armene ind for at undersøge dem, fandt vi til vor Overraskelse store Stæreunger derinde. Tej-sterne maa da formodentlig have opgivet Værket paa Halvvejen. I en lav Klint i Nærheden fandt vi endnu en Koloni af Stære og en Jordsvalekoloni.

I Skrænternes Tjørne var der fuldt af Spurvereder. Spurvene paa Sejerø er i det hele taget flittige til at lave fritbyggede Reder, saaledes findes der i nogle Popler og Elme ved en Gaard nær Havnen en Snes Reder, som paa denne Aars-tid ses tydeligt som mørke Klumper mellem de tyndtløvede Grene. Om Parret, der bygger i Masten paa Fiskerbaaden, er der allerede berettet.

Ved Stranden under Klinten, hvor hele den øverste Rand er fuld af gamle og nye Tejstehuller, finder vi en mindre Stormmaagekoloni. Ogsaa Kystterner maa ruge her, for saadanne (sterna hirundo) slog bestandig ned i Hovedet paa os, mens vi gik langs Stranden. Oppe i Luften lyder pludselig Skrig og Vingesus — det er en Hvepsevaage, som kommer flyvende, skarpt forfulgt af et Par rasende Strandskader. Et Par Tangpibere letter fra Stranden og flyver foran os nogle Hundrede Alen langs denne. Paa en Tangbunke, omkring hvilken der gror tæt med Følfod, store Skræpper, Gaasepotentil og Melde, ligger en Gravgaas og en Strandskade og soler sig ganske tæt opad hinanden. Vandet er idag forbavsende klart og ganske stille. Inde mellem Kløvertangen lige ved Stranden ser vi pludselig et stort Bæst svømme omkring — det er en Torsk paa 7—8 Pund, som er paa Skovtur — engang imellem ser vi dens Rygfinne vifte dovent over Vandskorpen, og smaa-bitte Malstrømme drejer langsomt rundt i dens Kølvand.

Yderst i Nordvest skimter vi fra Hukkets Spids lige omkring Eskebjergs høje Bakker det fjærne Sejerø Fyr, hvis Mursøjle staar dirrende i Varmebølgerne, der stiger op fra Stranden.

— Under min Tur Nordøstspidsen rundt gik jeg ind i Eskebjerggaard for at faa en Drik Vand, for det var blevet dundrende varmt. Paa en lille Tanghob nær Gaarden sad en Tangpiber, som ved mit Komme fløj op i en lille mandshøj Ask ved Vejen. Her blev den roligt siddende mens jeg gik forbi, tiltrods for at en stor Køter, som kom farende ud fra Gaarden, stod og fraadede og halsede op imod den.

Det Glas klare, iskolde Vand, som jeg her fik, mens jeg vansmægtende af Tørst slæbte mig rundt fra den ene Bakke til den anden, glemmer jeg sent. Det blev rakt mig af en ung og vakker Kone. Hun var en høj og bredskuldret, mørk men meget lyshudet Kvinde, en Type, som er ret almindelig herovre. Ogsaa

Manden var en høj, velvoksen og meget smuk Type; der er i det hele taget paa Sejerø mange store Folk, modsætningsvis til paa de allerfleste af Smaaøerne.

Jeg gaar videre over et Land, som bliver lavere og mere ensformigt, jo mere man nærmer sig Nordvestpynten. Yderst paa denne og ganske ensomt ligger Sejerø Fyr, som er opført 1852. Vejen, som herfra fører langs Sydkysten, gaar ogsaa overalt gennem temmelig lavt Land lige til den naar henimod Sejrby; først ved „Aasen“ i Nærheden af Stakkesti Mose kommer man op i 12m’s Højde.

Overalt paa denne Ø er man forfulgt af bidske Hunde, som er ubehageligt nærgaaende. Vi har vænnet os til at færdes med Sten i Lommerne, skønt vi som Regel har nok at slæbe paa i Forvejen. Jeg véd ikke, om det er mine Vikkel-gamascher, som særligt frister dem. Dette Klædningsstykke vækker ofte stor Opmærksomhed ogsaa hos de mindreaarige Indbyggere. Da jeg saaledes idag udenfor en Gaard kom forbi en Dreng paa omtrent 8 Aar og en lidt større Pige, som begge slugte mig med Øjnene, raabte Drengen til Pigebarnet:

„Ska’ han gør’ Gilmastik?“

„Hva’?“ sagde hun.

„Ska’ han gør’ Gille-ma-stik?“

„De’ vied je’ itte, Dræeng!“

Vejret er stille og lummert som paa en Højsommerdag — eller det forekommer blot saadan ovenpaa de mange Ugers Storm og Kulde. Jeg bader ved Sønder-stranden, hvor der er ensomt og godt og hvor man roligt splitternøgen kan spadsere lange Strækninger i Læ af Klinterne henover det grønne Tæppe og mærke Engelskgræssets stive Blomsterstilke stritte op mellem Tæerne. Græsset dufter saa stærkt og sødt omtrent som i Høhøstens Tid og er tilpas varmt at træde paa; sætter man sig derimod tilhvile paa én af de store Kampesten, brænder man sin Derriére. Men sidder man der blot et Øjeblik, slaar Vinterkulden fra Stenens Indre snart igennem — dens Hjærte er gammelt og har Mindelser om Istiden i sig.

En Morgen sejlede vi hen til Kysten ved Sydøstenden og ankrede op udfor Langdyssen, hvor vi roede iland.

Den smukke Dysse er ikke længere ene om sammen med Stormmaagekolonien at præge det vilde og ensomme Landskab herude — et splinternyt Cementhus af den sædvanlige hæslige og anmassende Type ligger lige opad den store, skønne Oldtidslevning. Det skærer mig i Hjærtet, hvergang jeg ser en saadan Vandalisme — men det kan vel ikke være anderledes. Der er et Misforhold mellem Angreb og Forsvar, Forsvarerne fattes Penge til at føre Krigen for, og der maatte fordres næsten uindskrænkede Pengemidler til at føre en Forsvarskamp som denne, medens den anden Part naar store Resultater med ganske smaa Midler. Ellers vilde det paa et Sted som dette, hvor Landskabets Ensomhed og Alvor kunde danne en saa pragtfuld Ramme om det gamle Gravsted, have været rimeligt om man ved Køb af nogle Tønder Land af den daarlige Jord omkring Dyssen havde sikret denne mod en Forulempelse af den Art.

Dyssen selv er fredet 1892 og saaledes sikret mod Ødelæggelse. Men Pløjemarken gaar ganske tæt ind under dens Randsten, og en Kartoffelkule ligger paa den ene Side ganske klods opad den, paa den anden en stærkt oprodet Køkkenhave.

Medens det smukke Dyssekammer endnu staar, og kun de to mindste af de 4 Bæresten er forsvundne, er der af Randstenene blot en Snes Stykker tilbage, medens omtrent halvt saa mange er borte eller væltede. Dyssen er ca. 10 m lang og 6 m bred, Kamrets Overligger m lang. Stedet kaldes af Indbyggerne „Bieret", og Dyssen er ligesom Gravene paa Knoldbjerg og Haløvrbjerg undersøgt af Nationalmusæet. Af Øens faa resterende Oldtidsminder er sammen med denne Dysse kun fredet Eskebjerg og Bukbjerg foruden en tvivlsom „Bautasten¹⁴ ved Tadebæk.

Konen, som bor i Huset, er en rask og ugenert Person, der er fortrinlig skaaret for Tungebaandet. Hendes Mand og Sønner er Fiskere, fortæller hun.

„Naa, er det Dem der er ude og sie Dem om paa Yerne?“ siger hun. ,,Je’ syns jo nok, at je’ sku’ kende Skivet etter Almenakken!" Det havde været afbildet i „Almanakken Danmark".

Hun er Hønseavler i stor Stil ligesom en Mængde af sine Landsmænd, og hun fortæller at hun har en Bestand af 300 Stykker. Og hun tilføjer med Stolthed, at hun som Modsætning til alle de mange andre Hønseavlere paa Øen har lutter racerene Plymouth Rocks, mens de andre har alle mulige Racer og Kulører mellem hinanden. Hendes tre Hundrede Racedyr bor herude i to af de sædvanlige, morsomme Hønsehuse, af hvilke det ene ligger helt ude hvor det smalle Rev begynder.

Jeg spørger, om Beboerne fra de to Hønsevillaer nu ikke render paa Besøg hos hinanden, saa der kommer Forvirring i Indbyggerantallet; der er jo kun 200 Alen mellem Husene. Men aak Nej, siger hun: „De bliver skam nok hjemme — Plymouth Rocks gider itte rende saa langt!"

Hønsehusene med deres solblegede Plankevægge ligner et Par smaa Troldehuse, som paa en eneste Nat er skudt fuldfærdige op af Strandens Grus og har løftet en Tangbunke med op som Tag over de skraa Rafter. Det maa være saa-dan et Hus, Hønen og Hanen i Eventyret har forestillet sig, da de vilde „rejse til Dovrefjeld og bo for sig selv." — Men disse to var norske Høns, som vilde over de høje Fjælde, og ikke adstadige Plymouth Rocks, acclimatiserede paa Kysten af et lille dansk Ejland. —

Paa Stranden rundt om Dyssen vokser umaadelige Mængder af Bulmeurt; i en gammel revnet Pram gror der et helt Væld af dem, de ligner sammen med denne en besynderlig Form for Potteplante. Ogsaa Svalerod findes i stor Mængde paa Ralstenene og i Gruset, mest i Lavningerne mellem Strandvoldene. Paa de sydlige Skraaninger vokser tætte Bede af Oksetunge.

Af den gamle Skanse, der ligger herude som et Minde om Forsvarstroppernes Ophold paa Øen fra 1809—12, er der nu kun næppe synlige Spor tilbage. Efter-aarsstormene i 1921 borttog omtrent 20 m af Revets Nordkyst, hvorpaa Skansen ligger. Det eneste anselige ved Stedet er nu det største af Konens Hønsehuse, som ligger lige ovenpaa Skansen.

Denne livlige, veltalende Kone i det lille ensomme Hus ved Revet er ikke typisk for Sejerøs Befolkning. Jeg har ingen andre Steder truffet Folk af en tungere Støbning end her. Denne gamle stærke og frisindede Befolkning er nu for Størstedele bleven missionsk. Øens ensomme Beliggenhed og det deraf følgende bestandige Indgifte gør naturligvis sit til at sætte et ejendommeligt Præg paa Menneskene, men udentvivl har Missionsbevægelsen været medvirkende til at udvikle Ejendommelighederne til Særhed. Men her som mange andre Steder er der et dybt Svælg mellem Missionsfolkene og deres Modsætninger — hvad der ogsaa i det praktiske Liv kan give sig Udslag, som er iøjnefaldende for den Fremmede. Her findes eksempelvis i Havnen to Motorbaade, som besørger Trafiken mellem Øen og det nærmeste Sjælland udenfor den sædvanlige Kalund-borgrute. Den ene af disse sejler udelukkende for Missionsfolk, medens den anden liberalt anerkender Trosfriheden.

Den føromtalte billedstormeriske Præst synes endnu at have usædvanlig mange Meningsfæller paa Øen, thi næppe noget andet Sted har jeg mødt en saa stærk Afsky for Fotografiapparat og Blyant. Hvad enten det gjaldt Fotografering af Bygninger eller Tegning af Portræter stødte jeg ofte paa den besynderligste Mistænksomhed. En Dag, da jeg fotograferede i Sejrby og havde stillet mig op med Sigte mod den aabne Indkørselsport til en Gaard i 20 m.s Afstand fra denne, kom en rasende Mand farende imod mig fra Vejens modsatte Side, stirrede paa mig med et truende Udtryk, og løb derpaa hen og knaldede Porten i med et Brag. Jeg gik hen til ham og forklarede Hensigten med vort Besøg paa Øen og forsikrede, at vi til vort Billedmateriale kun opsøgte alt, hvad vi fandt udpræget karakteristisk og smukt, og aldrig dets Modsætning. Først efter langsommelige Overvejelser aabnede han atter for Udsigten til Gaarden. Men det var langtfra alle, der som han kunde overbevises saa vidt, at de faldt tilføje.

Flere Folk paa Øen havde henledt min Opmærksomhed paa et gammelt Ægtepar, som de mente maatte være særlig smukke og karakteristiske Repræsentanter for Øens Beboere. Og det var rigtigt. Da jeg traadte ind i deres lave og smaa, men hyggelige Stuer, og de kom mig imøde saa jeg mine Barndomsforestillinger om Abraham og Sara staa levendegjort for mig. De var elskværdige mod mig og flinke til at fortælle, og selv om de ikke kunde sige mig noget Nyt, havde jeg Glæde af det hyggelige Samvær. Den gamles Tidsbestemmelser for Begivenheder paa Øen var meget sikre, og han kontrollerede dem paa en ejendommelig Maade. Saaledes da Talen faldt paa Havnen:

„Ja — ah, hvornaar blev den lavet, “ sagde han. „Jo se — der var en Mand nede i Mosen, der hed Per Jensen, han var født den 26. Januar 1839, og paa den Dag blev den første Sten slæbt til Havnen. — Men dengang var den inderste Havn jo meget daarligere, end den er nu.“

Og han fortsatte:

„Men saa kom den yderste Havn med den store Mole; og saa var der en Mand, der hed Niels Jensen — og han døde i 1905, da var Molen bleven færdig Aaret i Forvejen!"

Saadan kan man nemlig ogsaa regne.

De Gamle saa og billigede, at jeg nedskrev hvad de fortalte mig. — Men saa kom det Øjeblik, da jeg anmodede om at faa Lov til at tegne dem. Næppe havde jeg talt ud, før den gamle Mand fik et vagtsomt og ubehageligt Udtryk i Øjnene— og han nægtede øjeblikkelig rentud at give mig Lov, ikke alene for sit eget Vedkommende, men han indestod for, at jeg heller aldrig skulde komme til at tegne hans Kone. Hun, som hidtil havde opholdt sig i Stuen, fjærnede sig uden et Ord og viste sig ikke siden. Det lykkedes ikke trods alle Forklaringer at faa Manden til at forstaa mig, og trods al Umage maatte jeg gaa uden at have udryddet den Misstemning, jeg havde vakt. Da Manden tog Afsked med mig var det paa en langt mindre venlig Maade end den, hvorpaa han hilste mig velkommen. Jeg bad ham ved det sidste Haandtryk om at sige mig Grunden til hans Afslag og til deres forandrede Væsen. Men han svarede med et mørkt og højtideligt Ansigt, at „den Grund vilde han helst beholde for sig selv!“

En anden Gamling, som Læreren i Sejrby havde udpeget for mig og som boede i en stor Gaard nær Byen, havde jeg ikke mere Held hos. Jeg traf ham udenfor Gaarden sammen med Sønnerne, allesammen store og granvoksne Folk, af hvilke den ene var Gaardens Ejer. Den gamle var en storartet Gubbe, stor og smuk og med et mægtigt hvidt Skæg ligesom den fornævnte Patriarktype, men adskilligt mere „verdslig** i sit Ydre og sin Færd. Og hans Afslag formede sig paa en helt anden Vis, han smilede mig lige ind i Ansigtet, da jeg kom med min Anmodning — saadanne Narrestreger skulde han dog ikke hoppe med paa! Sønnerne stod paa min Side og søgte at overtale den gamle; men denne genoptog sit Arbejde med at kline Husgavlen — gren venligt til mig, og var ikke til at rokke.

„De kan jo tegne alle mine Sønner i Stedet, de vil saamænd hellere end gærne,“ sagde han. „Dersom de havde været halvt saa kønne som De er,“ svarede jeg, „saa vilde jeg ogsaa have taget til Takke!“ — Det lo Gamlingen højt af.

Jeg gav ham Betænkningstid til om Eftermiddagen, og det blev vi saa foreløbig staaende paa. Men da jeg vendte tilbage efter Middag blev jeg modtaget af Sønnerne med den Efterretning, at nu var den gamle rendt hjemmefra og ud i Landskabet for at undgaa mig.

Paa lignende Vis gik det mig bestandig paa Sejerø, dette er kun to Eksempler af mange. Et tredje Sted undskyldte man sig med at en Slægtning paa Sjælland var død for ikke længe siden! — Ingen af Øens fortrinlige Storbondetyper fik jeg afbildet, og Synd var det, for det er nogle af de bedste Folk jeg har set paa de sjællandske Øer, udpræget nordiske Typer.

Hvor Vejen slynger sig fra Sejrby langs den forblæste Sydvestkyst med Hønsehusenes Række under de skaldede Brinker, svinger den længere ude ved Lavningen ned forbi „Tadebæk Huse**, som med deres fattige Længer og nøgne Stendiger ligger her og vender de graa Ansigter ud mod den vejfarende. Hernede fandt jeg den Venlighed og Trohjærtethed, som straks og umiddelbart indtager den Fremmede. Og her i dette fattige Landskab fik jeg ogsaa et Indtryk af den Idyl, som Mennesker kan bringe med sig og faa til at trives paa de mest øde Steder, naar de ikke kan leve uden den. I et af de mest forblæste Huse, hvis Ydre kun bærer Spor af den haarde Modstand mod Vejret, hvor Tag og Tang og Stendiger er graat som Lava — her traf jeg et Par Folk, som jeg sent vil glemme.

Manden derinde var af Ydre som sin Bolig — det var haardt Materiale, han var dannet af. Men talte man lidt med ham og hans Kvinde, da overraskedes man paa samme Vis, som naar man fra Vejen udenfor hans Hus traadte ind i den lille Have, der ligger godt gemt bag dette, og fra hvilken ikke en Kvist paa Træerne rager synlig op over Tagryggen, hvor den hærgende Vind har klippet dem af. Men herinde i Læet stod alle Foraarets Blomster og skinnede i Solen, og Duften steg som et Røgoffer op over det lave Tag.

Det er udelukkende Konens Værk, denne lille Idyl bag Huset. Hun passer den helt alene, og Manden er stolt og rørt over hendes flinke Havebrug. -— „Vi kan ogsaa glæde saa mange andre Mennesker med de dejlige Blomster og alle de Frugter, vi avler,“ siger de. „Vi giver dem væk, sælge kan vi aldrig."

Manden passer Husets Hønseflok, thi det gamle Ægtepar lever ligesom mange Familier paa Øen udelukkende af Hønseavl. De har for Tiden ca. 100 Stykker, men andre har 200 og enkelte endda flere, fortæller de. Under Krigen saa det slemt ud for de fleste Avlere, da Foderknapheden satte Virksomheden betydeligt ned — men nu er der kommen Fart i den igen, Gudskelov!

Her kom jeg tilpas med min Anmodning om at tegne, og fik straks Ja af dem begge. Samtidig med at jeg tegnede drak jeg 4—5 Kopper Kaffe af de stærkeste, jeg har været ude for. — Manden er en god Type paa Sejerøs Husmandsfolk — tør, vindblæst og mager. Overhovedet har jeg her som paa de fleste Smaaøer næsten ingen fede Folk set. Hun er af Ydre mere forfinet end de fleste Almuekvinder, og elskværdig og blid i sin Tale; men hun kunde være skarp og vittig, naar hun karakteriserede Folks Handlinger, som ikke havde hendes Sympati.

Da jeg spurgte Manden, hvorfor mon han nu var saa imødekommende og indladende mod mig som Modsætning til mange af sine Landsmænd, svarede han roligt: „Jo — det kommer nok af, at jeg modsætningsvis til de fleste andre herovre har været en Del paa fremmede Steder. Dér har jeg lært at sætte Pris paa at blive venligt behandlet. Og den Lære har jeg taget med mig hjem!“

Da jeg tog Afsked tvang de mig til at modtage et Knippe Slikpurrer til vort Aftensbord og en stor Buket skønne Blomster til at pryde Bordet, mens vi spiste Purrerne: det er noget for Maven og noget for Øjnene, sagde de! —

Man vil kunne vente, at det Sejerøske Sprog mest maatte være i Familie med det Sjællandske, og saaledes virker det ogsaa ved sin Betoning. Men i enkelte Henseender har det mere Tilknytning til det fynske Sprog. Saaledes har det som dette 3 Køn paa Substantiver, f. Eks. Hankøn: i Man, Mani (Manden); Hunkøn: en Kvenj, Kvenjen; Intetkøn: et Hus, Hused. Man siger han og hun om Dyr og Ting. En Del Ord findes her endnu, som er forsvundne af Rigsdansken; til Gengæld fattes omtrent 300 Ord af dette.

Læreren ved Sejrby Skole, Hr. Christiansen, giver mig nogle Eksempler paa Gloser, af hvilke jeg blot skal nævne et Par enkelte. Vil man udtrykke, at en Patient har det daarligere idag end igaar, siger man at „han er vowere idag“ — et Udtryk som stammer fra Fyensk. Derimod er Verbet fodse (udt. fose med langt, lukket o) for sparke vistnok fra Sjællandsk. En fremmed Fodboldspiller, som optraadte herovre med et indfødt Hold, gik helt „fra Sparket" af Forbavselse, da en Karl fra Øen pludselig i Kampens Hede raabte til ham: „Fos nu!"

Læreren fortæller, at mens tidligere næsten alle Mandfolk blev Søfolk, saa-snart de var konfirmerede, og først naar de blev ældre tog Stade paa Øen som Bønder, er dette nu fuldstændig gaaet af Brug ligesom andre Steder i Landet. Og medens her tidligere var en Mængde Fiskere, lever nu kun 4—5 Familier udelukkende af dette Erhverv, og kun enkelte af Bønderne dyrker det som ringe Bierhverv.

Med Hensyn til Øens Dyreliv oplyser Læreren, at her fordum har været en Del „Mosegrise", men efter at Havnen er bygget i 1904 er den brune Rotte kommen til Øen, og den har formeret sig stærkt og fortrængt Vandrotten. Her findes ingen Muldvarpe, men baade Mark- og Husmus. Pindsvinet forekommer ligesom Firben og Snoge. Ræven er borte, og kun lejlighedsvis kommer en enkelt hertil over Isen fra Sjælland.

— Den gamle Folketro og Overtro, som Sejerøboerne har været bekendt for deres stærke Vedhængen ved, er i den senere Tid næsten fuldstændig forsvunden fra Øen, og Missionsbevægelsen er traadt i dens Sted. Lærer i Næstved, cand. phil. Rasmus Nielsen, har skrevet en fortrinlig Bog om „Sejerø Sogns Historie", hvilken jeg anbefaler alle at læse, som vil have et indgaaende Kendskab til Forholdene paa Øen i ældre Tid. Han kommer dog kun med faa Eksempler paa Overtro, af hvilke intet er ejendommeligt for Øen.

Om Barnedaab fortæller han, at den altid fandt Sted den første Søndag efter Fødslen, og indtil den var overstaaet brændte der bestandig Lys i Stuen hos Barnet, hvor der var Vagt Dag og Nat, ligesom der var lagt Staal i Vuggen. Man gjorde saaledes alt fornødent for at holde de onde Magter, Nisser og Bjærgfolk, borte fra den nyfødte.

Blandt de Sagn han nævner, gengives her et Par af de mærkeligste:

— Før Sejerø blev til laa der et Stykke længere mod Syd i Bugten en Ø, som hed Sodø. En Nat i en frygtelig Storm sank denne i Havet, og Sejerø steg op. Hvor den forsvundne Ø laa er nu en Grund, og naar Baade kommer hen over denne hænder det, at man endnu ser brændte Mursten nede paa Bunden.

Men en Lillejuleaften vil Sejerø igen synke i Havet. Og der vil da længere mod Vest dukke en ny Sejerø op af Bølgerne, saa tæt inde under Mols’ Kyst, at Molboerne vil blive forfærdede og tro, at det er et Uhyre, som er kommen for at opsluge deres Land.

— Efter at Kongens Skatteopkræver engang i Embeds Medfør havde været paa Samsø, kom han til Sejerø i et lignende Ærinde. Mastrupmændene enedes da om at slaa ham ihjæl og røve alle hans Penge. Men da Udaaden var fuldført hørte de en Stemme, som raabte: „Fra nu af skal Mastrupperne aldrig mere kunne enes!“

— „Kongshøjmanden" eller „Ømanden" var en vældig Kæmpe, som boede i Kongshøj og ikke var i Slægt med de almindelige Bakkefolk og Nisser, som boede rundt om i Øens Høje. I maanelyse Nætter red han paa en hvid Hest gennem Sejerø fra Spids til Spids. Ved en bestemt Gaard i Sejrby vandede han altid sin Hest, og dersom han nogensinde fandt Porten til denne Gaard lukket eller dens Brønd tildækket, vilde Gaarden brænde ned eller blæse om.

— Det mærkeligste Sagn er om Kirken. Det fortæller, at denne først blev bygget et andet Sted end hvor den nu ligger, men alt, hvad der byggedes om Dagen, blev om Natten nedrevet og bortslæbt. For at faa et Fingerpeg fra de mystiske Magter greb man nu til den Udvej, at man en Aften bandt to Kalve sammen og drev dem ud over Markerne. Og dér, hvor man næste Morgen fandt dem liggende, byggedes Kirken paa sin nuværende Plads, hvor den siden har ligget i Fred.

Fra Haderupegnen i Jylland har jeg en Beretning, der paa mærkelig Vis harmonerer med dette Sagn. For omtrent hundrede Aar siden fandtes i Vognporten i en Hedegaard Ligene af to Mænd, der havde Ulivssaar paa sig; ingen

Sejerø: Husmand fra Tadebæk.

Samsø: Den gamle Sogneraadsformand fra Nordby.

Samsø. Brudstykke af Visborg Voldsted og Ruinen, set fra Klintens Kam mod Nordvest.

paa Egnen kendte de Døde, og de var ganske nøgne, saa noget Kendetegn fandtes ikke hos dem. For ikke at henlede Mistanken for Drab mod sig selv, meldte Folkene ikke Begivenheden til Øvrigheden; desuden var man paa den Tid i Jylland vant til lidt af hvert, Tatere og Pak huserede alle Vegne i de afsides Egne. — Altsaa blev Ligene heller ikke begravede i Kristenjord paa Kirkegaar-den. Men for at faa et Raad fra de højere Magter lagde man de Døde paa en Vogn, forspændte den med to Kvier, som ikke havde baaret Aag, og drev dem ved Aftenstid alene ud over Heden. Og da Kvierne næste Morgen fandtes et Stykke ude mellem Bakkerne, hvor de stilfærdigt havde lagt sig til Hvile foran Vognen, jordede man her Ligene af de to Fremmede.

Troen paa de „ubære“ Køers Evne til at handle i Overensstemmelse med de overnaturlige Magter er af meget gammel Oprindelse. Naar Filistrene ifølge I. Samuels Bog 6. Cap. sender den hellige Ark tilbage til Israeliterne paa Grund af de Ulykker, den bringer over dem selv, er det med to nybære Køer for Vognen, d.v.s. som aldrig før har baaret Aag. Saaledes forspændt toner den frem for Bethsemiterne i Hvedemarken, fulgt i Smug af Filistrenes Fyrster. — Man vil kunne hævde, at Samuels Bog kan være læst i gammel Tid baade paa Sejerø og i Jylland eller ad mundtlig Vej være kommen til Beboernes Kendskab, og at der saaledes er givet Anledning til disse Forestillinger.

Men de bunder langt dybere. De ubære Køer er i vor Folketro Mindet om Oldtidens hellige Blotkvæg, som levede i sacral Uvirksomhed, og hvis Liv og Død var viet Guderne for disse Folk, hvor som Vilhelm Grønbech siger Omvendelsen til Kristendommen ofte „gik om ad Kvægstalden for at faa Tag i Husbonden inde i Stuen."

Sammen med Overtroen er de fleste gamle, ejendommelige Skikke forsvundne fra Øen. En hævdvunden Skik, som overholdtes endnu for ganske faa Aar siden, var „Konernes Dage" hvert Aar i Februar Maaned. Gaardmandskonerne lavede da i Rækkefølge efter Gaardenes Numre Gilde for hinanden, Sejrby først med sine 22 Gaarde, derefter Kongstrup — saa længe Maaneden slog til. Februar kaldtes tidligere Hustrumaaned, fordi Søfolkene, af hvilke der dengang var en Mængde, i denne Maaned opholdt sig i Hjemmet.

Naar Marts Maaned indtraf havde alle Gaardmændene „Dag" i samme Rækkefølge; der blev paa den Maade Gilde 2 Maaneder itræk. Samme Skik fandtes for øvrigt paa Nekselø, paa Samsø og i Djursland — det ser ud til at den har fulgt Bakkerækken fra Øerne til Jylland! Naar hertil føjes, at der i Fastelavnen dansedes paa Omgang hos Bønderne, hvor alle baade unge og gamle deltog, forstaar man at det ikke har manglet paa Festligheder, og at man nok har kunnet slaa en Vinter ihjel paa Øen. Traktementet var almindeligvis Ø1 og Brændevin — dog næppe paa „Konernes Dage" !

Enhver, der tidligere vilde være med til Bryllup, kunde indbyde sig selv ved at møde med en halv eller en hel Skæppe malet Rug eller Byg og forære det til Bryllupet. Denne Skik bortfaldt allerede omkring 1850. Brylluper stod tidligere altid om Fredagen — men Vielsen fandt som oftest først Sted den paafølgende Søndag! De unge Karle stod i to lange Rækker udenfor Kirkedøren og affyrede deres Bøsser over Hovedet paa de Nygifte, naar de efter Vielsen forlod Kirken, for paa denne Maade at skræmme det Onde bort fra dem — en Skik som for øvrigt ofte følges endnu. Ved Bryllupsmiddagen, hvor enhver Deltager mødte

med sin egen Ske, var Retterne i ældre Tid Byggrød og Stokfisk, senere Risengrød og Klipfisk. Om Aftenen fik man „Paalægsmad“ med Brændevin i rigelig Mængde og paafølgende Kaffeknægte.

Af Folkets Lyst til at se Markerne før Høsten stammede den gamle Skik at „køre ad Bieret“ (Bjærget) eller „ad Gniben“. Søndagen før Set. Hans var „Biersøndag", da kørte man ud til „Bieret“ paa Sydøstpynten, hvor Dagen tilbragtes med Fest og Lystighed. Søndagen efter Set. Hans var „Gnibesøndag“, da man paa samme Vis valfartede til Gniben paa Nordvestenden. For en Sikkerheds Skyld ledsagede Kromanden Toget med sine Varer.

Man averterer den Dag idag ikke Dødsfald paa Øen. Endnu gaar fire Mand omkring og „beder“til Begravelse; de samme Mænd gravede tidligere Graven og ringede paa Begravelsesdagen; før Jordfæstelsen trakteredes de i den Afdødes Hjem med Ø1, Brændevin og Tobak.

En gammel lam Stodder, som jeg mødte en Dag i Engen omkring Tadebæk, kravlende frem ved Hjælp af to Kæppe, og som jeg ved vanskelige Passager ydede en højst fornøden Haandsrækning, fortalte mig at man i hans Ungdom ikke havde nogen anden Belysning paa Øen end Tranlamper. Trannen fremstillede man selv af de Sælhunde, der jagedes paa Revene og Røn’erne ved Øen. Tællelys ansaas dengang for en ganske utilladelig Luksus. Da den gamle kun var 65 Aar, maa dette have fundet Sted til omkring 1880—85. Men det var paa denne Tid endnu ikke usædvanligt mange andre Steder i Landet.

De lyse Nætter hviler over Sejerøs Bakker. Over Havnens graa Sten og det stille Vand staar Fuldmaanen bleg og mat og kaster intet Lys over den lyse Jord, Stjærner ses næsten ikke.

Sejerøs Lærker synger hele den lange, milde Nat. Klokken ti, da vi gik til Køjs, hørte jeg dem, og endnu stærkere et Par Timer efter Midnat — da lød Sangen herud fra alle Kanter paa Øen. Alle andre Fugle var forlængst tavse. — Maagerne, de Syvsovere, begyndte først at skraale ved Firetiden.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela