SKARØ
Fra sin tætte, blæksprutformede Krop udsender den lille Ø to lange Fange-arme, imod Øst Østerhoved, hvis yderste Spids kun er U/a km fjærnet fra Vornæs Skov paa Taasinge, og mod Nord Skarø Odde, der ender i det 1 km lange Skarø Rev, som strækker sig over mod Lehnsskov paa Fyen og naar dettes Kyst paa knap 2 km.s Hold. Paa Sydsiden findes den lille krumme Tap Kalveodde.
Under de mægtige Tangdiger inde paa Oddens flade Strand mødtes Øjet af et Væld af Farver. Selve Tangdigerne er af stor Skønhed, deres lyse, silkeagtige Stof blænder i Solskinnet, og de er helt levende af Jordsvaler, som smutter ud og ind af deres Huller eller sværmer som Bier omkring dem. Mellem Digerne og Havstokken er Bredden bestrøet med Kampesten i alle Størrelser og alle Farver, Sandet imellem dem er bevokset med et Væld af Blomster. Her staar Kællingetand i vældige Kolonier, Stenkløver og Stenurt, altsammen med gule Blomster, blandt hvilke især Stenurtens lille prægtige Stjerne er saa skøn. Alle disse stærkt lysende gule Farver virker pragtfuldt mod de graa Kampestensmasser og mod de vældige hvidgraa Tangdiger. Overalt nær Havstokken staar Smaaklynger af Strandarve med sine friske, grønne Farver og de smaa fede, hjærteformede Blade glinsende af Saft.
Fra de skinnende Digers Sider, de lysende Blomster mellem Stenene og det hvide Sand, fra de gyldne Rug- og Hvedemarker bag Stranden staar et blændende Lys op, dirrende mod Himlen og mod Farven i den dybblaa Sø. Kun Strandræddikens blaa Kroner virker som smaa, kølige Ædelstene i alt dette varme, gyldne Flimmer. —
Ad Vejen fra Odden gaar vi til Byen over den ganske jævne og flade Ø. Saa lav er den, at Stormfloden i 1872 næsten fuldstændig overskyllede den — kun to smaa Holme ragede op over Braaddet, saa længe Uvejret varede. Kun paa Sydvestsiden nær Kapellet findes et lille Højdedrag, som blot er 91/2 m højt, men til Gengæld bærer det prunkende Navn „Vesterbjærg“. Saa godt som overalt er den lille Øs Jorder frugtbare og dyrkede, kun den nordligste Flade ved Skarø Odde er en moseagtig Vejle med rugende Søfugle og Vadefugle.
Vi mødte her for første Gang Vandrotten i større Mængde, denne vore Smaa-øers Landeplage. Alle Digerne og enkelte Marker i deres Nærhed var fuldstændig gennemhullede af dens Gange, Jorden ser ud, som den har været bombarderet med Shrapnels; Hullerne var oftest kun i 10—15 cm.s Afstand fra hinanden. — Her paa Øen som overalt i Drejø Sogn kaldes Vandrotterne „Jordmus".
Øen er ganske blottet for Skov og har kun Træbeplantning i Landsbyen og nogle stynede Popler langs Vejene. Den hørte tidligere under Herregaarden Hvidkilde paa Fyen, først for en Snes Aar siden er de sidste Beboere bleven Selvejere. Som Følge heraf saå man for faa Aar siden endnu ingen Cementstensbygninger herovre, men allerede nu er disses Antal i Vækst paa de smukke gamle Bindingsværksbygningers Bekostning.
Af Øens 11 Gaarde og 20 Huse ligger alle Gaardene paa én nær samlede i Landsbyen, medens enkelte af Husene er nyere Udflyttere.
Skarø Bys ældste Gaarde og Huse grupperer sig smukt omkring det idylliske Gadekær, hvorover vældige Popler kaster deres Skygge. Masser af fede Ænder snadrer og staar paa Hovedet med Gumpen op i Solskinnet nær de lerede Bredder, hvor hvide Bindingsværkslænger spejler sig i det grønlige Vand. Her er den mest fuldkomne Stilhed og Fred. — Et Køretøj ses paa denne Aarstid saa godt som aldrig paa Øen, og af dens 121 Indbyggere møder man paa en Tur gennem Byen eller over Marken sjældent mere end en 4—5 Stykker. Vender man sig paa en saadan Vandring hurtigt om, vil man maaske se et fremstrakt Hoved forsvinde bag en Forstuedør eller et Plankeværk.
— Inde i Skarø By besøger jeg den gamle, 83-aarige Bonde Mads Andersen, en høj, rank og vindtør Garderkarl med et polisk Ansigt, hvori Skægstubbene sidder som Tænder i en Karte. Da jeg med Familiens Bistand faar ham klemt inde mellem Langbordet og Vinduesvæggen og holder ham belejret her i nogen Tid, lokker jeg ham til at fortælle. — Han kan huske, at i gamle Dage blev de Døde paa Øen bragt ned til Kysten paa den Maade, at man bandt to Lastræer sammen, under disse blev Kisten ophængt, og 4 Karle bar da Liget ned til Broen, hvor det blev bragt ombord i den store „Øbojolle" og sejlet til Drejø Kirke; thi Skarø havde dengang endnu ikke sit eget Kapel og sin Kirke-gaard.
Han taler om den haarde Tilværelse paa Øen i hans første Ungdomsaar. Det var dengang, man endnu kun havde Lerkakkelovne, murede op af ubrændte Lerkvadrer. Skorstenen ovenover naaede ikke længere end ned til Loftsbjælkerne, hvor Kakkelovnsrøret stødte til. Trækken herigennem var i de kolde Vinternætter ofte saa haard, at Grøden stod og var bundfrossen om Morgenen.
Han fortæller om Stormfloden i November 72, da Kreaturerne druknede paa Marker og i Stalde, da Vandet stod højt over næsten hele Øen og intet Hus blev sparet. Her i Gaarden stod Havet op over Vindueskarmene i over et Døgn!
Han mindes „Lykkens Prøve", én af de gamle, ægte Øbojoller, med hvilken han har gjort mange Farter i al Slags Vejr — og hans gamle, haarde Stemme bliver blid, naar han siger dens Navn; han stryger med sin store Haand henad Bordets Kant, som sad han og kærtegnede Baadens Lønning. — Disse aabne Baade rummede indtil 20 Mennesker, siger han, og dejlige Fartøjer var det minsæl ; men sikke ogsaa no’en Farter, man tog med dem — efter Læge, Præst eller Jordemor kunde det være, for Livs eller Døds Skyld, og ofte i stormfulde Efteraars-og Vinterdage eller Nætter, naar Hav og Himmel stod i ét med Digerne. I gamle Dage var Vintrene meget haardere end nutildags, siger Gamlingen, og alt Brændsel maatte hentes udefra til den fuldstændig skovløse Ø. De fleste Vintre kunde man dog køre over Isen til Lehnsskov paa Fyen, hvorfra Øen fik sit meste Brændselsf orraad.
Den øverste Person paa Øen var tidligere Oldermanden. Han skiftede ved Valg hver Majdag, og det var hans Hverv at se til, om Pligtkørsel fandt Sted, om Rejsende fik Logi o. s. v. I ældre Tid indkrævede han tillige Skatterne; men denne som de fleste andre af hans Opgaver er nu bortfaldne. Ganske vist eksisterer Embedet endnu, men Indehaverens fornemste Forpligtelse er at holde et dundrende Gilde hver Majdag. Opfylder han denne, vil det herværende Medlem af Drejø Sogneraad gladelig udøve de øvrige Embedsforretninger.
— Paa dette Tidspunkt rejser den Gamle sig og skubber sig forbi mig, han vil ud i et nødvendigt Ærinde, siger han. Jeg venter længe paa hans Tilbagekomst, men han viser sig ikke mere. Og Sønnen fortæller mig endelig, at han er stukket af og er ingensteds at finde — han vil ikke mere! —
Mere beleven end den gamle Mads er Gaardejer Johan Hansen, som jeg siden besøger; det er en Type paa den moderne Øbo-Bonde og en levende og intelligent Mand paa et halvt Hundrede Aar. Han fortæller, at omtrent 200 Alen fra Øens ældste Landingssted paa Vestsiden laa indtil omkring 1870 den saakaldte „Krøyers Bro“. Det var en ældgammel Skik, som aldrig brødes, at de Døde, som førtes bort fra Øen, indskibedes fra denne Bro og herfra førtes bort til Kirkegaarden paa Drejø. Ingen af de andre Broer paa Øen maatte nogensinde passeres med død Mand i Kiste.
Ogsaa Johan Hansen har været med til drøje Dravater i Øbojollerne, thi det er kun ganske faa Aar siden, at man her har faaet regelmæssig Dampskibsforbindelse med Omverdenen.
— Den 27de Januar 1902 skal Lægen hentes paa Dæmningen ved Vornæs Vejle paa Taasinge til en Kvinde, som ikke kan blive forløst. Baaden gaar ud om Natten i en forrygende Brandstorm af Vest. Man naar Dæmningen, men 50 Alen fra Kysten maa forankres for den voldsomme Brændings Skyld. Her laa man hele Natten, mens Stormen fløjtede saadan i Takkelagen, at man ikke kunde høre hinandens Raab. Hen paa Formiddagen næste Dag kom en Jolle ud fra Taasinge og bjærgede Besætningen. Da Vejret ved Middagstide stilnede noget af, besluttede man sig til at gaa ud med Doktoren; men imidlertid kom en anden Baad tilsyne derude. Den kom med Efterretning om, at Barnet ikke havde kunnet vente paa Lægen, men havde besluttet sig til at komme godvilligt!
-—• Jordemoderen hentes ovre fra Drejø Nytaarsnat 1894. Der staar kraftig Kuling af Nordøst med stærke Snebyger og stærk Frost. Baad og Mandskab er overisede, da de naar frem til Drejøs Østkyst. Først sent paa Natten kommer de over Øen til Jordemoderens Hus, hvis Beboer forlængst er tilsengs. Hun er en Kone paa godt og vel de halvfjerds, men springer straks ud af Sengen, og kun iført Særk og store Krampetræsko giver hun sig straks i Lag med at sætte Mad og Brændevin frem paa Bordet for de forkomne Skarøboer. Derefter laver hun Kaffe; først da Mændene har spist, giver hun sig Tid til at klæde sig paa. — Men nu skal hun først op til Byen for at give en anden Kone Besked om at passe hendes Ko, mens hun er borte. „Der er god Tid,“ siger hun med Overbevisning til de ventende, „det begynder ikke, før jeg kommer!"
Endelig faar man hende ombord, krydser med stort Besvær op mod Storm og Byger og naar i Nattens Mulm og Mørke ind til Tangdigerne paa Skarø, hvor
Drejø. Gavl af det gamle Skolehus i Drejø By.
Drejø. Den gamle Skolestue. I Forgrunden Skolebordet, ved Døren den gamle Kværn.
Drejø. Fra Gaardspladsen i Øens Præstegaard.
Drejø. Faldefærdig Gaard i Drejø By. I Forgrunden rykker den nye Tid frem i Form af „Cementpesten“.
Drejø. Rasmus Mortensens Hus ved Gadekjæret.
Drejø. Indsejlingen til Havnen med et af „Ledefyrene“.
Hjelmshoved. „Lokkegæs" paa Diget ved Veststranden.
man maa lande paa bedste Beskub, da Vandet under Stormen er vokset over Broerne. Jordemoderen gaar forrest henad Diget med Hav paa den ene og vandfyldt Grøft paa den anden Side, men med den lille Spirrevip af en vissen Barnefader under Armen som Lods i Mørket. Pludselig ved et Sving forsvinder de begge i Grøften, gaar gennem Isen — og Jordemoderen, som er nederst, kommer helt under Vand. Man bjærger dem op igen med noget Besvær og naar endelig Stedet, hvor Barselkvinden ligger. Jordemoderen syntes, at hun ikke havde nødig at skifte Tøj, men trak blot et tørt Skørt op over den bare Bælg og halede Særk og andet drivvaadt Tøj ned over dette. Saa gik hun i Lag med at forløse Konen. Og det hele forløb udmærket. — Der berettes ikke noget om, at den tapre, 70-aarige Jordemor senere skulde have pralet af denne Bedrift.
— Ogsaa gamle Anna, Enkekone og 81 Aar gammel, boende i et af de vestligste, ældre Udflytterhuse, véd mange Ting at berette om gamle Dage. Hun kan huske de gammeldags Slædefarter over Havisen om Vinteren, da man ingen Heste havde for, men Mændene stod paa Slæderne og stagede dem frem, mens Kvinderne sad. Og hun fortæller om den Tid, da man endnu gik rundt ved Vintertide og kartede for hinanden og fik Kosten, hvor man kom. En Mængde Mennesker var da ofte samlede i en lille Stue, hvor kun ét eneste Tællelys stod paa Bordet, mens der midt paa Gulvet stod en stor Balje, hvori Ulden laa, og omkring hvilken Kvinderne sad og kartede. Paa mit Spørgsmaal om, hvad Mændene da egentlig tog sig til i disse lange Vinteraftner og Dage, svarede Anna: „Aa — ja, jeg véd saamænd knapt — de røg vel Pibe eller saadan noget." — Og jeg mindes Albert Engstroms Fortælling om Nordlændingen, hvem den Fremmede spørger om, hvad de déroppe i Nordland faar den lange, mørke Vinter til at gaa med. „Jo—o, vi sitter och tanker," svarer han. — „Men man biir jo træt af at tænke tilsidst!" — „Ja visst, men då sitter vi bara!"--
Da jeg senere besøgte Hjortø, fortalte den forhenværende Skolelærer fra Skarø, som nu er pensioneret og bor derovre, mig følgende Træk om Skarøboer-nes Overtro: Til en lille Høj, som ligger paa Vestsiden nær Møllen (det kan kun være Vesterbjerg med „Knøsen") knytter der sig megen Overtro. Da den forrige Ejer af Højen, som nu er død, engang pløjede henover den, fangedes Plovjærnet af en stor Sten i Grunden. Han besluttede, at Stenen skulde fjærnes og tog nogle andre Mænd med derud. Men da de nu havde gravet om Stenen og løftede dens ene Side, opdagede de til deres Forfærdelse, at der var en underjordisk Gang under den! De lagde stille Stenen ned paa dens Plads igen og har siden ikke rørt den — thi hvad kunde det vel være den dækkede, andet end Nedgangen til Bjærg-mandens Bolig! Manden pløjede aldrig siden over Stedet. Og da Nationalmusæet flere Aar efter henvendte sig til ham for at faa Lov til at grave Højen ud, sagde han Nej! Han turde ikke tage Følgerne. — Dette er nu ca 30 Aar siden. Dr. Blin-kenberg har anmodet min Meddeler om at lade ham vide, om den gamle Ejer af Højen muligen skulde blive oplagt til at lade den udgrave; men dette skete ikke i Gamlingens Levetid. Han døde for 15 Aar siden. Der lever endnu efter ham baade hans Enke og Svigermoder, den sidste en ældgammel Kone; og Læreren paastaar, at saa længe der er Liv i dem, kommer ingen med deres gode Vilje til at grave i Højen. Man vil dog ikke paa Kant med Bjærgmanden og hans Slæng!
Vore Oldtidsmonumenter har intet virksommere Værn haft ned gennem Ti-
derne end den gamle Folketro — som man ser lige op til vore Dage, selv om dette desværre er et saare sjældent Fænomen. Saa snart Bonden er bleven klar over, at denne Stenbunke paa hans Mark kun gemte en Samling nytteløse Rester af hans Forfædres Ben, er Højene Landet over bleven raserede i Tusindvis, Stenene sprængte og bortslæbte og anvendte til Diger eller Stenpikning i hans Gaard, og Stedet er bleven nedpløjet.
Paa de vestligere Øer skulde vi møde andre og endnu besynderligere Levninger af den gamle Folketro.
Øen nævnes i Valdemar II’s Jordebog, og der oplyses, at her findes Hjorte, men derimod som Modsætning til paa Drejø intet Jagthus. Senere er Øen kommen i privat Eje, sidst under Herregaarden Hvidkilde paa Fyen, hvorfra den nu efter-haanden ved Køb er vandret over i Beboernes Eje. Det ser ud til, at Øens „Historie" kun bestaar i, at den en sjælden Gang har skiftet Ejer. Endogsaa for Svenskernes Besøg under Carl Gustav er den tilsyneladende blevet sparet, som Modsætning til mange andre af vore Smaaøer.
En vigtig Begivenhed i Øens nyeste Historie er, at Pælebroen paa Østerhoved, som opførtes 1908, i Vinteren 1917 blev bortrevet af Isgangen, saa ikke en Pind af den blev tilbage, og at der paa Stedet opførtes en ny, fortrinlig Landingsbro af Sten, som færdigbyggedes i 1920. Nogen Havn har den lille Ø naturligvis ikke, thi Fiskeri drives kun af ganske enkelte, mest som et ringe Sideerhverv, næsten alle Beboerne er efterhaanden Jordbrugere — saaledes som Tilfældet er paa saa godt som alle vore Smaaøer.
Livet former sig stilfærdigt og uden større Afvekslinger her. En Gang om Dagen kommer „Skarøposten" fra Svendborg, en næsten baljeformet Skude, der er af et saa solidt og tillidvækkende Ydre, at man skulde tro, den er bygget med Ishavsfart eller en Syndflod for Øje.
En anden, mindst ligesaa vigtig Begivenhed er Opførelsen af Øens Kapel med dets Kirkegaard, som begge kun er faa Aar gamle.
For at faa en Smule Udsigt over Øen maa vi bevæge os paa de store Diger, som med Undtagelse af Vesterbjærg og nogle et Par Meter høje Lerskrænter Nord for Møllen ved Vestkysten er Øens højeste Steder. Digerne, som gaar hele Øen rundt, er byggede af Tang paa et Cementunderlag. Udenfor disse findes paa Vestsiden en solid Række Kampesten, sammenmurede til en bred Vold, og paa Østsiden lignende Volde, her dog kun bestaaende af Jord og Tang.
Hverken Søer eller Vandløb findes her. Men ud mod Skarø Rev ligger et sumpet og moseagtigt Terræn, hvor Svømme- og Vadefugle holder til, hvor Rørhønen ruger, og Roandrikker ligger i Flok i Lagunerne eller ved Kysten, stilfærdigt snakkende om Foraarets begangne Letsindigheder — hvor Præstekraven firmer rundt mellem Tuerne sammen med den gule Vipstjært, hvor Engpiberen holder til, og Bomlærken fra Bynkens Top lirer sin lille ensformige Vise. En enkelt Svaleklire flyver forbi langs Stranden Øst for Revet, hvor Stærene begynder at samle sig i Smaaflokke, hvor Hættemaager, Stormmaager og Terner jager, og hvor Muddersneppen paa strittende Vinger farer ud over Vandet fra Stenene, naar vi nærmer os, og Kliren angstfuld kredser om os.
Her findes i det hele ikke faa Fugle paa Øen. I Byen har vi mødt Gærdesmutten og Forstusvalen og ved de yderste Huse paa Vestsiden Skovspurven, ved Landingsbroen den hvide Vipstjært og Stenpikkeren, flere Steder Tornsangeren og Irisken, og paa Kirkegaarden sang fra ef af Træerne ingen ringere end Bastard-Nattergalen. Naturligvis er her en Vrimmel af Graaspurve og Lærker.
En Hærskare af Harer myldrer paa Øen; de lader til her at kunne konkurrere med Vandrotterne i Frugtbarhed og er saa tamme, at man maa sparke dem op. Her løsnes nemlig aldrig et Skud paa dem; de danner et Stutteri og er en Slags Husdyr, som aarligt fanges i store Mængder i Net for at sælges levende til Plantning andre Steder. Setteren koster 30 Kr., Ramleren 15. Det hele er ikke nogen ringe Post paa Øens Budget.