SLOTØ
Yed 3-Tiden om Eftermiddagen klarer det op med nordvestlig Kuling, og vi gaar i Jollen og ror ind til Slotø. Den lille mærkelige Ø, hvor fordum Kong Hans’ Fæstning laa og hvor senere Christian IV anlagde et Skibsværft, er nu stille og fredviet. Allerede under Svenskekrigen var dens Fæstning forlængst nedlagt som ubrugelig. Bag dens Ruiner hæver nu en lille Bondegaard sine straa-tækte Længer mellem Frugttræerne i en yndig Have.
Den mærkelige Ruin er først saa sent som i 1895 bleven fredet. Der er nu netop saa meget tilbage af den, at man nogenlunde kan se Anlægets Grundplan med de to besynderlige divergerende, fra Taarnet ned mod Stranden løbende Mure, hvis Anvendelse hidtil har været en Gaade for Arkæologerne. Murens Munkestensbeklædning er forlængst bortslæbt, for største Delens Vedkommende til Landsbyen Harpelunde i Sandby Sogn, hvor man endnu hist og her finder Munkesten i Gaardenes gamle Længer. Kun Kærnen af de vældige Mures neder-ste Del er tilbage, bestaaende af sammenmurede, utilhugne Kampesten og Murstensbrokker. Blot omkring Taarnkælderens Skydehuller findes endnu Rester af Beklædningen.
Engelborg eller Nyslot skal efter Hvitfeld være bygget i 1510 af Kong Hans til Forsvar for Indsejlingen til Nakskov. Borgen fik sit Navn efter Skibet „Engelen", som blev bygget paa Øen, og Stenene til den blev taget fra det nedbrudte Slot Ravnsborg paa Lolland. Som Fæstning fik Engelborg aldrig nogen Betydning, og den sank snart i Ruiner efter at selve Nakskov By i Midten af det 16. Aarhundrede blev befæstet. Jens Andersen Beldenak sad her som Fange i Aaret 1520, og allerede da var der som Besætning paa Borgen kun en Slotsskriver og 4 Mand foruden de 4 Skytter, som havde ført Bispen hertil. De Privilegier, som Christian II gav Byen Nakskov i 1513, er udstedt paa Engelborg, som paa den Tid var et Hovedlen, hvorunder hørte Abildtorp, Sørup, Vesternæs og Østofte Birker. Niels Vincentsen Lunge fik Borgen i Forlening i 1523; efter 1549 lagdes den til Halsted og senere under Ravnsborg.
Christian IV har ved én bestemt Lejlighed været paa Stedet, nemlig i 1623, da han synede et Skib, som her var under Bygning.
Ved en omtrentlig Opmaaling, som jeg foretog af den besynderlige Ruin, viste det sig at det indvendige Rum i Taarnet er knap 5'/* m i Diameter. Den største Højde over Jorden af Taarnruinens Rester er omtrent 6 m. Selve Taarnmuren er endnu ca. 4 m tyk tiltrods for at den yderste og inderste Skal af Munkesten er fjærnet. Kun den halve, søndre Side af denne Mur staar endnu, og i denne findes ved Jorden 6 Aabninger, tilsyneladende Skydeskaar, som inderst er ca. 40 cm, yderst kun 14 cm brede, medens deres Højde over Jordsmonnet er ca. 3/4 m. Deres virkelige Højde kunde ikke maales, da de gaar ned under Overfladen af det bortsmuldrede, nedstyrtede Materiale. For oven viser Taarnmuren Spor af 3 Vinduesaabninger, som er meget ødelagte. Kun et enkelt Sted ses ved Taarn-murens Fod Rester af den tidligere Munkestensbeklædning; denne viser en overordentlig smuk Overflade og en elegant Runding.
Ved Taarnmurens sydvestlige Side, omtrent 65 cm udenfor denne, ses lave Rester af en anden Mur, som bevæger sig koncentrisk med den inderste. Disse Rester er kun ca. 1 m høje og meget stærkt forvitrede. Denne Ydermurs Bestemmelse er det vanskeligt at paavise.
Min Opmaaling af Ruinen viste paa ét væsentligt Punkt en Afvigelse fra Magnus Petersens Opmaaling i Nationalmusæet, idet Murene, som udgaar fra Taarnet mod Stranden, paa hans Tegning er vist ganske lige, medens de i Virkeligheden har et iøjnefaldende Knæk omtrent 10 m fra Taarnets Mur.
Resterne af de to nævnte Mure, som i divergerende Retninger fører ned mod Havstokken, er 2‘A m brede og endnu gennemgaaende henimod 3 m høje, men stærkt ødelagte, og kun Brudstykker af dem staar tilbage. I de fleste af disse ses endnu mer eller mindre tydelige, større Aabninger, formodentlig Skydeskaar.
Foruden disse Ruiner af selve Borgen findes her endnu i Stranden Nord for disse Rester af Pæleværket fra de gamle Beddinger. Da her for ca. 7 Aar siden var en voldsom Isgang langs Kysten, bragte Skruningerne en Del af det gamle Skibsværfts Grund tilsyne. Øens Beboere fortæller mig, at en Mand fra Nationalmusæet ved den Lejlighed kom herned og undersøgte Slotsruinen, og samtidig besaa han Resterne af den afdækkede Bedding. En Del af Hovedbeddingen med dens Tværliggere af Egetømmer var da synlig, desuden en Sidebedding, hvorpaa Afstiverne har gledet, naar Skibene løb af Stabelen; den sidste gik et langt Stykke ud i Vandet. — Undersøgelsen var dog rent foreløbig, og det blev ikke konstateret, hvor langt Anlæget strakte sig ud. Det synlige opmaaltes og fotograferedes. Det viste sig, at Tømmeret i den Del af Beddingen, som Isen havde lagt blot, understøttedes dels af store Sten, dels af Fasciner. De svære Tværliggere viste et Tværmaal af 11x13 Tommer, og Træet var fuldstændig friskt.
Ved samme Lejlighed fandtes i Klinten omtrent Vest for Bondegaarden Resterne af en lille Teglovn fra samme Periode. Dennes Tværmaal var 4 m, og paa dens Bund fandtes endnu baade Sten og Slagger. Øen har altsaa haft sit eget Teglbrænderi.
Det var efter Sigende Hensigten senere at underkaste hele Fundet en grundigere Undersøgelse, naar Lejlighed gaves. Men i de forløbne 7 Aar har Bølgeslaget atter dækket det meste af den gamle Bedding med Ler og Sand. Da Bunden for en stor Del bestaar af Blaaler, er det allerede grundigt gjort! Og Stormfloden i Efteraaret 1921 har hjulpet godt til; samtidig bortførte den Resterne af den gamle Teglovn, kun enkelte Brokker sidder endnu tilbage i Klintens Lervæg, visende brændte og ubrændte Sten mellem hinanden.
Desværre fik vi under vort Ophold paa Stedet paa Grund af bestandigt Højvande ikke Resterne af den gamle Bedding at se. En Smule af den rager endnu ved stærkt Lavvande op, saa man kan spadsere rundt paa Egeplankerne. Snart vil vel ogsaa disse Rester paany forsvinde.
At sætte de to gaadefulde Mure i Forbindelse med Skibsbyggeriet paa Øen, saaledes som det er bleven gjort, synes urimeligt. Værftets Rester ligger ikke udfor disse Mure og har tilsyneladende ingen Forbindelse haft med Borgens Anlæg.
Inde i Bondegaarden viser man os en gammel brun Munkesten, som for ikke længe siden er funden ved Taarnruinen. Den bærer paa den ene Sideflade Sporet af en Barnefod, som har traadt dybt ned i Leret, mens det endnu var vaadt. Stenen er bleven brændt sammen med de andre og har siden siddet i Borgmuren i fire Hundrede Aar; men Aftrykket er friskt, Stenen hel som var den fra ifjor.
Sporet af denne lille Barnefod fra Kong Hans’ Tid gjorde et mærkeligere Indtryk paa mig end mange af de Genstande, der i vore Musæer hænger som Minder om berømte, historiske Personer.
For øvrigt er denne Sten maaske endnu ældre end her angivet og hidrører fra det gamle Ravnsborg Slot. —
Paa Taarnets Østside ud mod Voldgraven staar to gamle Frugttræer med smaa, gule Pærer, og paa Voldgravens modsatte Bred ligger de to Bondehaver, som hører til Øens eneste Gaard. I denne bor Enken efter Øens sidste mandlige Ejer, en smuk Kvinde paa omkring 60 Aar. Hendes Slægt har ejet og beboet Øen i de sidste halvandet Hundrede Aar, og at der er Kraft i den endnu viser den Omstændighed, at Gaardens Ejerinde har 7 Brødre, som alle er Søfolk eller Fiskere og er kendte for deres Vikingebedrifter over hele Smaalandshavet og Storebelt. Enken har sine Dattersønner, et Par Smaadrenge paa 11 og 13 Aar, i Pleje hos sig. Hver Dag i de sidste to Aar har disse to Kærnekarle rigget en Jolle til med Sejl og krydset Fjorden frem og tilbage over til Lindelse, hvor de gaar i Skole! —
Med Stolthed fremviser den gamle Ejerinde sine to Smaahaver, men især ét bestemt Æbletræ, der er ét af de mærkeligste i Landet; thi fra det nedstammer alle de berømte „Slotøæbler“, som nu ved Podning herfra efterhaanden avles mange Steder i Landet. — løvrigt danner Havernes Træer sammen med et Par Smaagrupper ved Ruinen Øens eneste Træbevoksning.
Den lille, kun 34,6 Tdr. Land store Ø, som udenfor den ca. 6 m høje Banke, hvorpaa Ruinen ligger, er ganske lav og flad, er udlejet til „Saasædkompagniet" og næsten overalt dyrket. Markerne er forlængst afhøstede og Kornet kørt hjem; men overalt paa Stubben ligger Rivning tilbage i store Mængder og raadner, Aks ved Aks! Mangt et godt Neg ligger paa den Maade spildt paa Marken — „Kompagniet" tager aabenbart stort paa Tingene!
— Fra „Engelborg“s Fæstning til vore Dage, fra den Tid, da Kristian II.s arge Modstander sad som Fange paa Borgen, fra Øens Storhedstid ned til „Saasædskompagniet" — det er et langt Skridt i Historien. Om det kulturelt set er forlænds eller baglænds, kan der være delte Meninger om. Men Billedet af Forandringen her paa Stedet er det sædvanlige: en sølle, halvforglemt Murrest, „fredet" efter at der ikke er mere at frede, og med de klaprende Maskiner raserende Jorden rundt omkring den, nærmere og nærmere for hvert Aar .. .
Dagen efter er Blæsten bleven til Storm med fuldstændig klar Himmel og straalende Sol. Det er bidende koldt, Havet er sortblaat og bryder mod Kysten med glimtende, snehvide Skumtoppe. Det suser i Træerne omkring Ruinen, og gule og røde Blade farer fra de gamle Haver med Stormen vidt ud over Fjordens Vand. Stormmaager og Havmaager sidder paa Bundgarnspælene med Hovederne vendt imod Vejret, eller de staar paa stive Vinger over Kysten og spejder i Brændingen. Tavse Lærker letter hist og her fra Stubben med et Rusk og føres sidelænds bort med Blæsten. Muddersnepper og Ryler jager to og to eller i Smaaflokke ud fra Stranden, hvor vi gaar.
Her blinker Strandastersen med festlige Høstfarver og løfter sig højt over Sværme af Krageklo, Torskemund og Gaaseurter, mellem hvilke Soløje-Alantens gule Bægre lyser som flakkende Ildsluer. Bag alle disse inde paa Stubmarkens Rand svinger i Blæsten hele den graahvide Hær af vild Gulerod og Røllike, og Knopurterne bliver helt svimle i de violette Hoveder af at skrive tossede Cirkler i Luften over de lange Stængler.
Henover de graa Marker jager larmende Flokke af Stære og kaster sig med Huj og Skrat mellem Stubbene. De er allerede fuldkommen skøre i Hovedet af Rejsefeber, og længe varer det ikke, inden de samler sig i store Flokke og som sorte Skyer sejler ned over Østersøen mod varmere Egne.
Det er Opbruddets Tid. Musene begyndte at vandre ind i Bondegaardens lune Yderlænger, da de sidste Neg forsvandt af Markerne. Muldvarpene graver sig længere ned i den vaade Jord. Og Gaardens og Øens eneste Maar sidder og kigger, ud fra Lugen over Foderloen og synes det ser skidt ud. Den faar Lyst til at vandre tilbage til Fastlandet og se til sin halvforglemte Familie .. .
Efter Solnedgang lægger Blæsten sig til Ro. Det sortgraa Vand har kun pylrende Smaabølger, og i Vest staar en dyb, glødende Himmelrødme bag de lave Skybanker. Det er den klare, kolde, rene Septemberaften. Rundt om Fjorden ses intet Land, ikke en eneste Bakke hæver sig i Synskredsen, hvor Smaaøer og Smaaskove fortoner sig bag hinanden i Skumringen. Selve Lollands Jord ses ikke herude fra, den gaar i ét med Havfladen; kun fjærne Smaaskove og Krat derinde viser, at der er Land — de ligner Øer, der som Fortsættelse af Holmene omkring os svømmer i Havet. Man ser ligesom en Uendelighed af Holme nær og fjærn.
Ingen Lyd høres uden Smaabølgernes Mumlen mod Skibets Borde, ingen Fugl at øjne, intet Lys nogetsteds — „Meeresstille fiirchterlich!“ — Det mørkner hurtigt, og Høstmaanen stiger tung og klar op over Vandet. Nede i Kahytten dirrer Lysflammen fra sin Stage, underlig rød, og Røgen fra en Pibe stiger langsomt op gennem Lyskeglen, til den gribes af Vinden og føres agterud ind i Mørket.
Slotø. Skydeskaar gennem den vestlige af de divergerende Murrester.
Enehøje Ø. Engen ved Stranden Nordøst for Gaarden.
Vejrø. Morænelandskabet paa Vestkysten. I Baggrunden Træerne omkring Byen.