De Danskes Land -- Achton Friis

SØNDEN FOR ROSKILDE FJORD

Jeg kommer fra Egnene om Bramsnæs Vig i Retning mod Roskilde Fjords Sydside. Rundt om mig paa Aasene løfter Kæmpehøje deres runde Kupler mod den klare Septemberhimmel. Jeg er fuld af Forventning over, hvad jeg skal møde; thi jeg er aldrig kommen her før, skønt det er Sjællands berømteste Sted. Ja, det er selve Danmarks Hjærte, Egnen ved Lejre!

Fra en Bakketop faar jeg endelig Udsyn over Egnen. Her ligger det hele for mit Blik — Roskildefjordens Bund med dens utallige Bugter og smalle Fjorde som et mægtigt Delta, omkranset af aabne eller skovklædte Landtunger og Næs, og nedenfor min Fod Vigen ind til Lejre, den ældgamle Vikingevej, Skjoldung-kongernes Tumleplads, der som et vældigt Flodløb ligger gnistrende som Guld under Morgensolens Lys og peger lige ind mod det Sted, hvor Danmarks ældste Kongestol har staaet.

Naturligvis maatte her se netop saadan ud. Just saa betagende skulde dette Sted være — ikke noget storslaaet eller mægtigt, men yndefuldt, gribende ved sin milde, lidt vemodige Stemning. For det er selve gamle Moder Danmark, som smiler her, saa hjærtevarmt og blidt. Og Smilet rummer alle hendes skønne, gamle Eventyr, thi netop her er nogle af de smukkeste og stolteste bleven til. Og Minderne laaner hendes Ansigt en evig Ungdom.

Jeg staar nu her paa dette sjællandske Sted og tænker paa alt det andet, som jeg har set af mit Lands Natur i hele dens uhyre Forskelligartethed, lige fra Jyllands tunge, alvorsfulde Indlandsheder og dets strænge Kyster til Fyens yndefulde Landskaber og lune Hygge, til alle de Hundreder af blæsende Øer og Holme, der ligger som Svanereder spredt i de blaa Strømme om Landets Kyster. Alt sammen er det dansk, intet andet Land i Verden ligner det! -— Men dette Sted ved Lejrefjorden, her i Sjællands Midte, det rummer jo det hele som i een Sum! Bag dette Smil skjuler sig alt, hvad vi elsker, lige fra det frimodigste til det mest forborgne. Ogsaa det sidste. Thi vor gamle, evig unge Mor røber sig aldrig helt, hendes Smil dækker ofte over, hvad hun højest elsker.

De fine Træk i hendes Ansigt, fra de lune Folders lette Rynkespil om hendes Øjne, de blanke Søer, til Dalenes runde Smilehuller, er til for at skjule hendes lønligste Tanker. Ingen er nogensinde trængt helt tilbunds i hendes Mysterium af Minder. Men længe før hendes eget Kuld af kaade Drenge var naaet hen i Nærheden af Pogeskolens Tærskel og ikke var kommen videre end til at løbe i Strandsandet og bygge Skibe og lege med Knive, da sad andre med Prén og Tavle og skrev hendes Memoirer. Romere, Grækere og Angelsaksere har gæstet hendes

Gaard, set hendes Ansigt og vidnet om det. Og deres Ord har øget vor Stolthed over hende.

Og er det ikke mærkeligt, at denne Egn, som jeg her overskuer, maaske det mest udpræget danske Sted indenfor vort Lands Grænser, at det netop bliver dette, som første Gang i et Glimt dukker frem gennem Taagerne. Netop herfra har vi den første Beskrivelse af et dansk Landskab. Den er 1500 Aar gammel

— og den ligner endnu!

Det er i det oldengelske Kvad Widsið, vi finder de ældste Efterretninger om Lejrekongerne Rolf Krake og hans Frænder. Widsið, er hele den gotiske Folkestammes ældste Digtning, rummende en Liste over Fortidens Konger og Navne paa de berømteste Helte. Dankongernes Navne nævnes flere Gange, lige fra Sigar (Sighere), som længe raadede over „de søboende Daner“, til en Alver (Alevik), og endelig Rolf og Roar.

Men langt rigere Efterretninger har vi fra det store angelsaksiske Digt Bjovulf, som er nedskrevet omkring Aar 700, efter at det i et Par Hundrede Aar maa være vandret fra Mund til Mund. Helten i Digtet er Kæmpen Bjovulf „af Geaternes Folk“, hvis største Daad er at komme til Spyd-Danernes Rige og her dræbe den Trold, som hjemsøger Kong Roars Borg 1). Digteren røber glimtvis et forbavsende Kendskab til de nordiske Folk, en fyldig Viden, som grunder sig paa historiske Traditioner og Kvad. Han kender saaledes Skjoldungernes Stamfader Skjold (Skjold Skefing) foruden Roar og Helge. Han nævner Kongeborgen Hjort

— vel saadan benævnt paa Grund af dens høje og slanke Bygning og hornlignende Gavlprydelser.

Danernes Rige skildres som værende af stor Udstrækning og liggende ved „tvende Have" (jævnfør Widsiðs „Sø-Daner“); det er skilt af mange Havarme og Sunde, og Skjold har grundet Danevældet ved at undertvinge enhver af de omboende Stammer „hinsides Hvalernes Vej“.

Det pompøse Digterværk 2) begynder med disse Ord, der staar som hugget i Sten:

Bjovulf giver sig ud paa den lokkende Færd til Kong Roars Gaard; thi:

Bjovulfs Hensigt er at befri Kongeborgen for Sagn-Uhyret Grendel, som hver Nat overfalder og bortslæber en Flok af Kongens Mænd. I Hjorts Kongehal und-liver Bjovulf. Uhyret, og senere, i en Sump nær Borgen, dets Moder, en led Troldkvinde.

Optakten til Færden er pragtfuld. Vi ser Bjovulf og hans 14 Kampfæller stævne fra Geaternes Land til Danmark, ser dem forlade deres Hjemlands Kyst og komme ind til Stranden nær Lejre-Borgen:

Disse sidste Strofer er som før sagt mærkelige, ikke mindst fordi de rummer den første Skildring af et dansk Landskab, men fordi den er saa ægte. Den som i en Baad er kommen gennem Indsejlingen til Isefjorden, han kender Landet igen i dette Glimt. Det er dansk Kyst — og det er denne!

Skibet har saa velsagtens sat Kursen ind gennem Roskildefjord og er gaaet ind i Lejrevig til dennes Bund; thi overalt her har vi omtrent det samme Billede for Øje. Det kunde have været en Dansker, som havde brugt Udtrykket „mægtige Næs“ om de lave, gule Klinter, der overalt løfter sig mod den blaa Strøm paa Bjovulfs Vej.

Hør blot om de Søfarendes første Møde med de danske Krigere:

Og Vagten raaber de Fremmede an:

Mose ved Bavnehøj paa Tusenæs.

Kulbjerg kaldet „Børnehøj“ paa Tusenæs.

Tveje-Merløse Kirke.

Koret paa Nørre-Jærnløse Kirke.

Elverdams Vandmølle. Bemærk den gamle Trærende, som fører Vandet til Hjulet.

Sonnerup Kirkes Vaabenhus.

I Elverdams Aadal ved Vandmøllen.

I Rostmosegaarden i Rye.

Men Bjovulf og hans Mænd gør Rede for Herkomst og Ærinde. Saa viser Vagten Skaren Vej over Landet til Borgen, hvor den gamle Kong Roar med stor Glæde tager mod den vældige Bjovulf, som lover Kongen at overvinde hans Plageaander, og som gør det. Men selve denne Handling, ligesom Begivenhederne efter Bjovulfs Hjemvenden, er Digtets mest fremmedprægede. Jeg viser med Vilje kun i et Par korte Glimt, hvad der er faldet mig ind, naar jeg færdedes paa disse Steder, Billeder som dette Landskab vækker til Live i min Bevidsthed af Digtets mægtige Stof. Og saaledes rinder mig da ogsaa i Minde, naar jeg staar ved Lejrefjordens Bred det Sted i Digtet, hvor Bjovulf og hans Mænd efter endt Daad og med rige Gaver iler ned til Stranden og gaar ombord for Hjemfærden:

Der er et Drag af Vemod i de sidste Linier, ligesom et Farvel uden Haab om Gensyn. Hvem har ikke følt dette Sug for Brystet, naar han søværts drog paa Langfart bort fra dette Land, og naar dets lave, havskyllede Kyst svandt bort i Disen agterude ...

Baade Widsiðs og Bjovulfskvadets Fremstilling slutter sig nær til den historiske Virkelighed. Det førstes Troværdighed paa historisk og etnografisk Om-raade er bleven bevist bl. a. ved Sammenligning med antike Efterretninger om de germanske Stammer. Hvad Bjovulfskvadet angaar, kan man paa et enkelt lille Omraade se den overraskende Nøjagtighed i den historiske Tradition: de frankiske Krøniker bekræfter, at den danske Konge Hugleik faldt paa et Vikingetog til Hetvarernes Land ved Rhinens Munding, hvor en frankisk Hær overraskede ham. Dette skete mellem 512—520. Gaar man ud fra Hugleiks Dødsaar, maa man henføre Kvadets Optrin til ca. 500. Dette passer med, at Danerne, som hidtil har haft en tilbagetrukken Stilling, netop ved denne Tid har udvidet og hævdet deres Magtomraade, hvilket atter stemmer med fyldige historiske Oplysninger fra den tidligere romerske Kejsertid. Og den samtidige gotiske Historieskriver Jordanes siger i sit vigtige Kildeskrift til Gothernes Historie: „Danerne har, udgaaet fra Sveernes Stammer, fordrevet Herulerne fra deres Bopæle, og blandt alle Skandinaviens Folkestammer kræver de Forrangen paa Grund af deres høje Vækst. “ — Kort før 513 forekommer den første helt tydelige Omtale af Danerne hos Prokop. Danerne synes at være et Flertal af Stammer, boende fra den jydske Halvø til Gauternes Grænse i Sverige.

Det er Skildringer fra Nordens Folkevandringstid, en Epoke, hvor Germanernes Stats- og Forfatningsformer uddannes og staalsættes. Og det er den episke Digtnings Fødselstid. I dette Liv lever Danerne med, selvstændig, i egen Kraft og ikke i mat Efterligning af andre. Midt i denne Nyskabelsernes Tid staar Dane-rigets og Danefolkets Tilblivelse som en af de mærkeligste Kendsgærninger. Selv for de udvandrende Angler og Sakser tegner Skjoldungernes Kongeborg sig som Forbillede for ædel Livsførelse, rig paa beundringsværdige Skikkelser og fuld af store Bedrifter.

I Bjovulfskvadet nævnes Skjold, Danerigets Grundlægger, hvis Æt fortsættes i den „høje Halvdan'¹, som faar Sønnerne Hjargejr, Roar og Helge. Af disse er ved Digtets Begyndelse kun Roar tilbage, der endnu sidder lykkelig paa Hjort som en gammel Mand og raader for Riget.

Men allerede spores her Utryghed gennem Digtets Ord. Man aner de skæbnesvangre Begivenheder i Fremtiden, Ufreden som vil komme, da Rolf senere efter Roars Død støder den forsvarsløse Hrørik fra Tronen. Gennem Uvisheden skimter man, at Rolf selv senere bliver dræbt ved Overfald af Hjarvard — da Hjort nedbrændes og Rolf og alle hans Kæmper falder i den vældige Kamp.

Thi Lejrekongernes Række er kort. Og kun en stakket Tid, et Par Slægtled, staar det straalende Hjort, før det synker i Luerne for aldrig at rejses mere. Men herom tier Bjovulf. Denne storladne Svanesang har vi i vort nordiske Bjarkemaal.

Bjarkemaalet er vor ældste nordiske Kilde til disse Begivenheder og hele Nøglen til vor egen Heltedigtnings Tilblivelse. Det er ikke nær saa udtømmende som Bjovulfskvadet, men er først og fremmest en Lovprisning af Rolfs og hans Mænds sidste Kamp, da de paa Hjort forræderisk overfaldes om Natten af Kongens svorne Mand Hjarvard med en Hær af Sveer og Gøter, hvor alle Borgens Forsvarere falder til sidste Mand og Kongsgaarden brænder. Rolfs Fald er Kvadets Hovedemne. Vi mærker, at en stor Hærmagt er i Vaaben, at Hjarvard gaar i Spidsen for den, og at den efter en haardnakket Kamp bryder gennem Borgeleddet. Rolfs Kæmper vedbliver at stride efter deres Konges Fald, til de sidste af dem segner og Borgen tændes i Brand, vistnok af Kongens egne Folk.

Hele Digtet former sig som en Dialog mellem de to Helte Bjarke og Hjalte. Dette Hyldestkvad, som de to kvæder i Striden og ind i Døden, er det, som har skabt Rolf Krakes Eftermæle gennem alle Tider. Intet andet nordisk Digt har været elsket som det, paa Island og i Danmark; det efterlignes i norsk Heltedigtning og klinger igen i Færøernes Folkeviser. Det var dette Kvad, som Olaf den Helliges Skjald sang for hans Hær før Slaget ved Stiklestad.

Det er sørgeligt, at dette gamle danske Bjarkemaal, Nordens mest beundrede og hædrede Kvad, ikke mere kendes saadan, som det lød for vore Forfædre. Saxos Oversættelse af det til Latin og enkelte Genfortællinger i Sagaerne er alt, hvad der findes om det i dets Helhed. Af selve det originale Digterværk er der kun nogle faa, løsrevne Vers tilbage. Men paa Grundlag af Saxos Tekst og af Sagaerne er det lykkedes Axel Olrik at genskabe det gamle Digterværk baade i Indhold og Form langt nærmere Originalen end f. Eks. Grundtvigs kendte fri Digtning. Med sit overordentlige Kendskab og sin Kærlighed til Stoffet yder Olrik en Garanti for, at vi ingensinde vilde være kommen nærmere til Kunstværkets Sjæl end gennem ham. Ved denne Genskabelse føler vi os helt trygge.

— Vi er saa at sige tilstede paa Kamppladsen, straks da Striden begynder at rase.

Men allerede i Digtets Begyndelse føler man den tragiske Afslutning rykke nær. De faa Kongsmænd maa kæmpende vige for Overmagten. Forgæves søger Hjalte ved haanende, æggende Tilraab at mane den paa mystisk Vis søvnbundne Bjarke ud til Kamp. Imens falder Rolf. Saa endelig iler Bjarke ud i Kampen, vaagnet af sin Trylleslummer, tirret af Hjaltes Haan. Og idet han stormer frem, raaber han til sine Fæller, desperat over den Vending, Kampen tager:

Sent i den haabløse Kamp falder Hjalte, sidst Bjarke, med disse Ord til sin døende Ven:

— Saaledes ender Bjarkemaal.

Det er en stor Kunstner, som har digtet det! I høj Grad bevidst er dette Træk, at Hovedpersonen, den tilbedte Rolf Krake, ikke er mellem de optrædende; derved øges det Præg af Højhed, der er over ham. Vi erfarer alt gennem Bjarkes og Hjaltes Tale, den gør det hele levende, nærværende og mægtigt virkende.

Bjarkemaalet maa oprindelig være dansk, sikkert fra det 10. Aarhundrede, og det har i lange Tider været mundtligt overleveret, ogsaa paa norsk Omraade, indtil det er bleven nedskrevet omkring Aar 1200. Men Originalen er som sagt forsvunden.

Intet Kongesæde kan tilnærmelsesvis gælde for Lejres jævnbyrdige indenfor Heltedigtningen. Jelling nævnes kun et Par Gange, og aldrig i Kvadene. Ringsted nævnes én Gang i en islandsk Saga, og Sigersted kun i Forbindelse med Sigar-Ætten. Dette er intet imod Lejre, hvis Ry gaar helt tilbage til den dunkle Fortid med Begivenheder fra Frodefreden til Rolfs Fald, med Kongegrave, „Lejrestol" og „Lejrekonger" — de stærke Udtryk for Danernes Enhed og Magt. Selv den tyske Historieskriver Tietmar af Merseburg omtaler i Beg. af 11. Aarh. „et Sted i hine Egne Hovedstaden i Riget ved Navn Lederum, i den Landsdel, der kaldes Seion o. s. v.“.

— Men hvor har „Hjort" ligget, Kongsgaarden, som var det store Dramas Skueplads?

Den første, som omtaler Lejre efter Selvsyn, er Svend Aagesen (f. ca. 1645), der nævner Lejre som „en By af de ringeste nær ved Staden Roskilde". Og det samme beskedne Billede har alle senere Forskere bibeholdt. Det eneste Levn paa Stedet af Fortids Storhed er Mængden af Oldtidsgrave tæt om Byen. Men senere end Broncealderen er ingen af disse bleven til! Baade disse og Stenaldergravene har været ældgamle paa Kong Rolfs Tid. —

Stefanius (1599—1650) omtaler „Kongestolen" ved Lejre som en stor Sten, ragende op over en Del andre, og „den brugtes i gamle Dage til Kongevalg". En halvt ødelagt Dysse med en stor Sten kaldes paa Worms Tegning „Dronninge-stolen", og maaske har Kongestolen ligget i dennes Nærhed. Den midterste Gaard i Byen kaldes hos Worm og den Dag i Dag „Kongsgaarden".

Meget tyder paa, at det gamle Lejre har ligget paa det nuværendes Plads; men Kongsgaardens Sted kendes i Virkeligheden ikke.

Stedets Varighed som Kongesæde maa have været kort, har næppe varet mere end to-tre Menneskealdre, og de seneste Kongenavne, man med Sikkerhed kan knytte hertil, er Roars og Rolfs. Efter den sidstes Fald er ingen Begivenheder knyttet hertil; Kongsgaarden lagdes i Aske, og intet nyt Kongesæde er rejst her siden. Men Lejres mangehundredaarige Berømmelse hviler heller ikke paa mange store og forskelligartede Optrin. Der er kun et eneste: Rolfs Fald! Denne Begivenhed kendes i alle Kilder, i Lejrekrøniken, hos Svend Aagesen, hos Saxo, i Skjoldungesaga og Rolfsaga. Men det er fra Bjarkemaal, at den er vandret over i Berømmelsen, i Sagn og i Sang.

Kongeætten, som grundede Danernes Storhed, forsvandt for stedse, da Hjort sank i Luer.

— Kun gennem det dybt tragiske naas den mest ophøjede Skønhed. Og den Vej traadte disse Folkevandringstidens Helte. Deres store, døde Skikkelser staar lutrede, uforlignelige paa Baggrund af Lejres Kæmpebaal. De gik under i Livet, men de vil leve evigt i Kunst og Digt.

Fra Bjovulf ved vi, at man har kunnet sejle omtrent ind til Hjort; dog ikke nærmere, end at man rider derop fra Kysten! Men hvilken Vej har Skibene taget — har man kunnet dirigere dem derind ad den snævre og kringlede Lejre Aa eller ad Kornerup Aa? Geologerne mener, at ved Oldtidens Slutning har Vandstanden i den lille Lejre Aa kun været uvæsentlig forskellig fra den nuværende, det vil sige, at det har været vanskeligt eller rent ud umuligt, ialfald for de større Vikingeskibe, Langskibene, at ro derind. Ogsaa om Kornerup Aa, som ganske vist paa 3—4 Steder brydes af Smaasøer, er Dalfuren, hvori Aaen løber, overordentlig snæver paa lange Stræk.

Vigtigt forekommer det mig, at Landskabsbeskrivelse og andre Beretninger i Bjovulf slet ikke passer paa de lunkne Aaløb; det er vide Fjorde og Næs, der er omtalt. Digtets Billede af Landingspladsen minder ikke om en Aabred. Skibet kommer „ad Bølgernes Vej hid over Havet". Det lander „paa Bredden ved Vovernes Grænse". Og „da skued fra Skrænten de Skjoldungers Vagt, som Strandklinten vogted". De fremmede maa gøre Rede for, hvem de er „før her fra Kysten I frit tør fare". Skuden ligger „med grundfæstet Anker". Og Vagten, som fører Søfarerne op over Landet til Hjort, siger udtrykkelig, da han forlader dem dér, at han vender tilbage til Havet for at holde Udkig mod fjendtlige Flokke. Da Bjovulf vender tilbage til sit Fartøj, efter Eventyrene paa Borgen, rider Vagten ham imøde „fra højen Brink" og følger ham til hvor „bugede Snekke i Sandet stod".

Alle Billederne er fra aaben Kyst. Naar jeg sammenholder disse Skildringer med omhyggelige Undersøgelser af Landskabet, føler jeg mig overbevist om, at Landingsstedet har været ved Lejrefjordens Bund. Denne har i hine Tider haft en lille Fortsættelse ind over de nuværende lave Engdrag Øst for Borrevejle Skov paa det Sted, som nu kaldes „Vadet" og „Søen", og som ender i Vandløbet „Helligrende".

Stedet er et af de skønneste, jeg kender. Den tidligere, ganske jævne Fjordbund med dens fine Grønsvær er omgivet af skovklædte, lave Banker, og Egnen er trindtom bevokset med fritstaaende, pragtfulde Trægrupper, hvorunder stærke, røde Plage græsser. Det er den Dag idag et fuldkommen olddansk Billede og samtidig Typen paa det klassiske, heroiske Landskab. Faa andre Steder i Landet har jeg dvælet med en saadan Glæde som her.

Lavt hen over denne Slette har Kølen paa Lejrekongernes Drageskibe engang gledet. Og herinde maa Bjovulf være landet!

— Overalt er der paa disse Steder nok at undres over. Følger man fra Lin-denborg Kro Landevejen ned i Sænkningen mellem Vigen og Dalen, kommer man, omtrent hvor man naar Frederikssundsvejen, til et af Borrevejle Skovs mærkeligste Steder, det berygtede „Thyres Hul“, som ligger lige i Skovens nordøstlige Udkant. Her i „Røverskoven", hvor endnu den ældgamle Vej som en dyb Hulning strækker sig parallelt med den moderne Landevej, herinde havde Røverkvinden Thyre Boløkse sin Domæne, hun, som ved sin ældste Søn var bleven Moder til elleve andre Sønner og selvtrettende var hele Egnens Rædsel. Rejsende, som befor den mørke Vejstrækning, kunde pludselig blive en gammel fredelig Morlille var, som sad nær Vejsiden og røg Pibe. Men lige, naar de havde passeret hende, stødte hun i en Fløjte, og de tolv Karle kom styrtende til fra Hulen i den nære Skov og faldt over de Vejfarende. Undertiden dræbte de dem og slæbte Ligene ind i Skoven.

Det blev en ganske almindelig Skovhugger, som fik Ram paa Banden, idet han paa Herregaarden Lindholm samlede en stor Flok Folk, som han lod forputte sig i Krattet, og som kastede sig over Røverne og kneblede dem. De førtes til Roskilde og dømtes til at henrettes, og de stejledes i Borrevejle Skov lige uden for Thyres Hul paa et Sted, som kaldtes Stejlebakken. Thyre og hendes Sønner spøgede længe i Skoven ved Nattetid. Kom man kørende forbi Stedet, maatte man benytte det gamle, prøvede Trick at tage det ene Baghjul af, saa blev Gespensterne nødt til at løbe ved Siden af Vognen for at løfte Axlen — hvad der maa synes at være en højst uværdig Situation, selv for gemene Stratenrøvere.

— Dette er et helt andet Milieu end det, hvori vi mødte Bjovulfskvadets og Bjarkemaalets idealiserede Helteskikkelser. Fra disse og til Thyre Boløxes forhutlede Røverslæng, fra Døden paa Valpladsen under Alfaders personlige Tilstedeværelse til Hængningen paa Stejlebakken, hvor kun Mestermanden og hans Rakker gør Honnør — det er som at komme fra den aabne, soltindrende Eng derude, hvis Trægrupper er straalende som selve Yggdrasil, og ind i den sure, mørke Skov med dens Tudser og dens Røverkule, der virker som et Muldvarpebo.

Aristokrati og Demokrati — Hedenskab og Kristendom! Det er en stærk demokratisk Idé, der ligger til Grund for Forestillingen om at Folk, der i Digtningen har faaet saa forskelligt Ry som de ovenomtalte Repræsentanter for det blanke Slagsværd, der rammer lige i Synet, og for den rustne Brødkniv, der lister sig ind ad Bagvejen, skulde kunne mødes i det hinsidige paa lige Vilkaar, havne paa samme Trin paa Rangstigen, i Stedet for at fare til hver sin Side — „hesop aa hæhnier", som Blicher siger!

— „Thyres Hul“ er en oval, omtrent 3 m dyb Sænkning i Terrænet med aldeles plan Bund og med stejle Brinker om de tre Sider, mens den fjerde forløber jævnt ud i den tæt tilgrænsende gamle Hulvej. I Udstrækning er Hullet ca. 20x30 m. Det er en højst besynderlig Sænkning, uden Tvivl dannet af Menneskehænder — men med hvilket Formaal? At knytte Røvernes Bopæl, deres „Hule“, til dette Sted, vil være meningsløst. Men at dens Tilblivelse er gammel fremgaar af, at nogle mægtige, flerhundredaarige Bøge gror paa dens Bund. løvrigt er Stedet helt omgivet af tæt, gammel Bøgeskov, Bunden derinde er næsten helt uden Vegetation paa Grund af Mørket og dækket af et tykt Lag visne Blade. Det er ikke noget hyggeligt Sted.

Jeg var meget spændt paa at se den berømte Oldtidshøj, der er kendt under Navnet Set. Olufshøj, et Navn som den maa have faaet forandret i katholsk Tid efter det oprindelige Olafshøj. Saxo omtaler en Kong Olaf, identisk med en i franske Krøniker nævnet Anulo, nordisk Aleifr, der kæmpede om Riget efter Gotfreds Brodersøn Hennings Død i 812 med dennes Frænde Sigfred. De to Modstandere faldt begge i Slaget, efter Beretningerne sammen med 10940 Mand. Men Anulos Hær sejrede og udraabte den faldnes Brødre Harald og Regnfred til Konger.

Jeg fandt Højen nærved Landevejen mellem Roskilde og Lejre S. V. for Svo-verslev, ganske overensstemmende med Angivelsen paa Ole Worms Kort over Stedet. Det er det eneste af Lejreegnens Oldtidsminder, hvis Beboer man med nogen Sikkerhed har kunnet identificere. Og det er mere, det er Danmarks ældste paaviselige Kongegrav. Der er næppe nogen Tvivl om, at den virkelig har rummet Liget af den berømte Konge.

Det var derfor med ikke ringe Spænding, at jeg bevægede mig ind paa Gaar-den Mikkelslysts Marker, hvor den gamle Høj findes. Vel vidste jeg paa Forhaand, at den skulde være forstyrret af Bønderne, men ikke i hvor stort Omfang dette var Tilfældet.

Og hvad fandt jeg nu paa Stedet?

Den vældige Rundhøj, som oprindelig har maalt 25 m i Gennemsnit ved sin Fod og 8 m i Højden, er ikke alene aldeles plyndret for den Kreds af svære Kampesten, som har omgivet den, men den er ved Gravning lagt fuldstændig øde. Lige til sin Bund er den fra Nord til Syd gennemskaaret af en dyb og vid Grav, som deler den i to Stykker, af hvilke det vestligste nu tjener som Fundament for et Vandtaarn!

Ødelæggelsen skal forøvrigt have taget sin Begyndelse allerede omkr. 1840, da Bønderne gav sig til at slæbe Randstenene bort og gennemrodede Højen. Man ser Gang paa Gang, at vore Oldtidsminders sikreste Værn gennem Tiderne har været den Overtro, som Bonden knyttede til dem. Saasnart han blev „oplyst", d. v. s. mistede Troen paa Trolde og Spøgelser, og det gik op for ham, at de kun var Grave, der rummede Ligene af hans Forfædre, gik han løs paa dem med Hakke og Spade — trods Grundtvig og alle Højskoler.

Ikke langt herfra i vestlig Retning ligger nær Lindholm Forpagtergaard Voldstedet af Gammel Lindholm Slot. Borgbanken hæver sig fra en dyb Sænkning, en tidligere lille Sø, og er tæt bevokset med Storskov, hvor intet Sollys trænger igennem det tætte Bladehang. løvrigt findes der af Borgens Spor kun enkelte Grundsten og Munkestensbrokker i Grunden; de ses især paa en Forhøjning paa Voldstedets nordøstre Side og viser, at her har ligget en aflang Bygning; men ogsaa Nord og Syd for denne er der fundet Grundsten. Det menes, at Voldstedet har været bebygget endnu saa sent som i det 16. Aarhundrede. Men det er muligt, at det oprindelige Anlæg er langt ældre, og at Gammel Lindholm er identisk med den af Saxo omtalte Borg i „den lethriske Mose“ 4), som Ærkebisp Eskil anlagde, og som Valdemar I indtog.

Lejre er en af de herligste gamle Landsbyer, jeg har set; ældgamle Huse ligger paa begge Sider af Vejen igennem den. Enestaaende smuk er „Kongsgaarden“, som baade ind- og udvendig er holdt i fortrinlig Stand af sin Ejerinde.

Især udvendig er den endnu meget mærkelig, et fint Monument over typisk gammel, sjællandsk Byggeskik, omend den i Tidens Løb er forandret og det meste af dens Yderlænger er nedrevet. At den skulde ligge paa den Plads, hvor den gamle Lejreborg har staaet og af den Grund have „bevaret" dennes Navn er en Formodning, for hvilken intetsomhelst Bevis kan føres.

Med sine ældgamle Straatage og de hvidkalkede Mure, hvori de smaa Vinduer sidder helt oppe under Tagskægget, og halvt overskygget af vældige Træer ligger den bag sin fine Blomsterhave og den toppede gamle Stenbro som et Minde om svundne Tider.

Skønt der kun er et Par Dage tilbage af September, er det fuldkomment Sommervejr, da jeg en Dag starter fra Roskilde for at tage ud paa Bognæs-Halvøen. — Jeg gør en lille Rundtur omkring Boserup Skov og kommer derved op paa Parcelgaardens Marker Øst for denne, fra hvis højtliggende Bakkedrag jeg faar den ypperligste Udsigt over næsten hele den inderste Del af Roskilde Fjord og mod Byen med dens Kirke, hvis Silhouet ser vidunderlig ud fra dette Sted. Fjorden ligger synlig fra dette høje Stade omtrent helt til Eskildsø i Nord med alle de fremspringende Odder og Næs — et pragtfuldt Landskab. Ikke mindre smuk er Udsigten mod Nordvest over Kattinge Vig og dens blide, skovklædte Kyster.

Overkørslen ad den ganske smalle og lave Vej mellem Kattinge Vig og Kattinge Sø er højst ejendommelig. Mod Syd strækker sig umaadelige Rørskove, mod Nord breder sig den aabne, dybblaa Fjord, begrænset af Boserup Skov og af lave, græsklædte, aabne Banker. Udsigten tiltager bestandig i Vidde og Skønhed, naar man bevæger sig ad Vejen langs Vigens Vestside mod Nord ud ad Bognæs til, hvorfra man til begge Sider har frit Blik over Fjorde og Sunde. Lave Flader med ildgrønt Græs og blæstblaat Fjordvand, straalende under Septembermorgenens klare Sol. En let Morgenbrise kommer fra Øst, førende med sig de sidste fine Rester af Nattens lave Frosttaager. Uhyre Vibeflokke drager larmende over Engene og det azurblaa Vand — naar de kommer nær, de pragtfulde brogede Fugle, hører jeg det skarpe Sus af deres skovlformede Vinger. Tætte Maageflokke sværmer som vældige Snefnug over Fjordens rillede Bølger eller staar i Tusindtal i Strandens Græs saa stille som hvide Flintestensknolde.

Det er en salig Fornemmelse at færdes paa disse Steder. Hvor dansk er ikke dette Fjordlandskab, dejligt med sin overraskende Blanding af Sunde og Fjorde, Tanger og lave Næs, et Eventyr af Linjer og Farver, der naar sin Kulmination paa den smalle Tange mellem Kattinge Vig og Lejre Vig, som man ser samtidig fra Tangens Højder — et ganske pragtfuldt Sted, helt bedaarende i sin friske Ynde.

Fra Lejre Vigs gamle Fortsættelse mod Syd.

Fra „Røverskoven“ i Borrevejle Skov. T. v. den gamle Hulvej, t. h. Thyres Hul.

„Hellestenen", det fredede Dyssekammer paa Ledreborgs Mark.

Danmarks ældste Kongegrav, den ødelagte Set. Olufshøj nær Ledreborg.

Kysten af Smørvig paa Bognæs.

Udsigt over Søen i Herthadalen ved Ledreborg.

Vej -gennem Landsbyen Herslev.

Gammelt Hus i Brordrup, Byen med Sagnet om Smeden og Fanden.

Vejen herfra mod Øst gennem Bognæs Skov bringer ikke andre Oplevelser end enhver anden, forstdreven Bøgebevoksning.

To skarpe Vige skærer sig ind fra Syd og Nord og er lige ved at gøre Bognæs til en Ø, men besinder sig i Tide, saa der er et Par Hundrede Meter imellem dem. De bærer Navnene Smørvig og Ølvig, hvad der lyder fedt og godt og er ægte sjællandsk.

Overordentlig smuk er Kysten ud mod Smørvig, især ved dennes Vestside, hvor den lave Strandeng med dens grønne Græspolde strækker sig i smaabitte Odder ud i Fladvandet, langs Kysten dækket af en Bræm af mægtige Kampesten, der er strøet hulter til bulter mellem hinanden. Mægtige Ege, enkeltstaaende eller i Smaagrupper, løfter deres Kroner over den vide Eng, som inderst begrænses af det tætte Skovbryn. Landskabeligt er Stedet den rette Middelalder, Folkevisens Hjem, det klassiske danske Fjordlandskab, hvor man kunde vente hvert Øjeblik at se „Jomfruen i Hindeham“ komme flygtende fra Skovbrynet ud over den grønne Lysning, forfulgt af Svenden, der indhenter hende, hvor Stranden standser hendes Flugt.

Fra Vejen over Bakkerne Sydvest for Boserup Skov har man et fortrinligt, instruktivt Syn ud over dette gamle Fjordlandskab. Man ser det hele: yderst Kat-tinge Vig, indenfor denne Kattinge Sø, endnu længere inde den rørdækte Lille Kattinge Sø, derefter Svoverslev Sø og endelig Kornerup Aadalen med dens vældige Rørskove og dens lille glidende Strøm. Det er fuldkommen Anskuelsesundervisning, her ser man tydeligt, hvordan den gamle Fjord gradvis er bleven tørlagt; inderst er kun Dalen tilbage med sin lille Aa i de lave Enge.

Paa Vej herfra mod Syd kom jeg gennem den gamle Landsby Herslev, paa Grund af sine ældgamle, velbevarede Huse en af de mærkeligste Byer paa Sjælland. Hele dette Landsbybillede virker, som om man var sat tilbage til Jeppe paa Bjergets Tid. Med sine tjærede Fjællegavle, Straatagene med „Rytterne", de gamle Frugthaver og Blomsterhaver og de frønnede Plankeværker er Byen en næsten ubrudt Idyl, fuld af Hygge og en mærkelig fin Stemning. I næsten endnu højere Grad gælder dette den nærliggende Kattinge, hvor man især lægger Mærke til en usædvanlig smuk gammel Gaard bag Byens store Gadekær. Det er højst overraskende, at man saa nær ved København endnu kan møde saa uberørte, gamle Landsbyer.

Der ligger paa „Stendyssegaarden“s Mark, som hører under Ledreborg, et meget smukt Dyssekammer, som bærer Navnet „Hellestenen"; det findes omtrent 700 m Syd for Slottet, og det kan saaledes ikke være Ejeren helt ubekendt, hvad der hænder med det. Desuden er det fredet af Nationalmusæet, og man skulde saaledes tro, at det var i gode Hænder. Med Resultatet af „Fredningen" er det nu imidlertid saa som saa. Jeg vil bede Læseren om at se paa det tilhørende Fotografi for at overbevise sig om, hvad der kan hænde Danmarks Oldtidsminder efter Fredningen, selv om de hører under et Grevskab.

Et Mergelselskab har af Godset faaet Tilladelse til at bearbejde Bakken, hvor-paa Oldtidsmindet ligger, og denne er i de senere Aar bleven angrebet fra flere Sider. Den ene af Mergelgravene er allerede skaaret ind i Bakken til ca. 10 m fra den lille Høj, hvorpaa Dyssekamret hviler. Næsten lodrette Lervægge staar herfra ned mod Gravens Bund. Naar man engang nåar saa langt ind fra de andre Sider, vil det hele komme til at danne et mærkeligt Syn, thi Kamret kommer da til at ligge paa en 10 m høj Sokkel af Ler og Grus! Og det Resultat er der det bedste Haab om at man vil naa. Der er nemlig det mærkelige ved det hele, at Fredningen bliver overholdt! Man er ikke gaaet nærmere end man maa, tværtimod — det er tilladt at gaa Højens Fod nær paa en Afstand af 5 m. — Terrænet vidt omkring Højen er allerede næsten totalt ødelagt, og Ødelæggelsen vil utvivlsomt blive gennemført med stor Frimodighed.

— En 7 km lang Elmeallé fører nordøstfra ind til Ledreborg Slot; overalt er her dejligt, men det er først naar man er kommen forbi Slottet og tager Vejen op imod Herthadalen, at Landskabets Skønhed naar langt ud over det almindelige i disse Egne og bliver til en af Landets mest bedaarende Herregaardsidyller, hvor Natur og Kultur er smeltet sammen til et Hele af høj Rang. — Aabne, bakke-bølgende Sædmarker, hvorover træbevoksede Kæmpehøje hæver sig, omgivet af yndige Skove; og tilsidst Vejens Sænkning ned mod Herthadalen med dens lille bøgekransede Sø. Det er selve Sjællands Smil, der lyser mig imøde, et mere bedaarende Sted har jeg næppet set.

— Men i Længden befinder jeg mig nu altid bedre i det aabne Landskab, selv om det ikke er af højere Rang end det, jeg senere fandt mellem de to Byer med de mærkelige Navne Kisserup og Særløse. Byerne selv er fortrinlige; Kisserup med sine enkelte gamle, smukke Bygninger overstraales næsten af den lillebitte Særløse, hvis gamle Huse grupperer sig smukt omkring den meget højtliggende, ædle Murstenskirke, der svæver over det hele paa sin bratte Bakke. Et meget ejendommeligt, hyggeligt og saare gammeldags Sted.

— Jeg tog syd- og vestpaa omkring og igennem de vældige Skovstrækninger til Gyldenløves, Høj, Sjællands højeste Punkt, som er 126 m og altsaa 5 m højere end Vejrhøj. Men ak, hvor ringe er dette Landskab i Sammenligning med det nordvestsjællandske, pragtfuldt aabne, voldsomt formede Bakkeland! Vejen snegler sig saa langsomt op paa Gyldenløveshøj, næsten bestandig gennem tæt Storskov, at man slet intet Indtryk faar af at komme tilvejrs. Og naar man endelig er deroppe, skuffes man. Til tre Sider er enhver Udsigt fuldkommen spærret af en vældig Ring af Bøgeskov. Fra den aabne Græsmark paa Bankens Top er der kun Udsigt mod Sydøst gennem en smal Lysning i den evindelige Skov. Men denne Udsigt er det, som redder Stedet. Over det ene Fald bag det andet, over Oceaner af Trætoppe blaaner Højderne ud i det milevide Fjærne, helt til hvor Køgeaasen løfter sin finttegnede Bue og spærrer for Synet ud over Sund og Østersø.

Men iøvrigt er her trangt paa denne Bakketop. Man knuges af de høje Stammer med de tunge, tætte Bøgekroner. At her ikke bestandigt har været en saadan, men friere og med en anden Form for Bevoksning, viser en enlig Oldtidshøj nær Bankens øverste Top, nu begroet med Egetræer og Buske, men et Levn fra for Tusinder af Aar siden, da Folket med Forkærlighed lagde sine Stormænds Grave paa Steder, hvor de synede vidt og bredt i Landet.

Ude over det aabne Land mellem de vældige Skovstrækninger ser jeg sikre Tegn paa Oktobers Nærhed. Alle de store Stæreflokke er borte, blot det lette Kavalleri, de sidste Unger, er tilbage, et forsinket Bagtrav, som kun mangler et Haglskud fra en jagende Sky, der slaar Skrald paa deres Vinger, for at gaa paa den store Flugt mod Syd. Over Stubmarkernes gule Karréer trækker sorte Raage-flokke med Solglans paa de spillende Fjer. Deres Skraal er koldere og mere raat end før. Men over det hele er Himlen stadig sommerblaa, falmet af Varme, Vinden mild og blød som paa en Dag i August.

Østnordøst for Skjoldnæsholm Dyrehave fandt jeg anselige Rester af den gamle Kongevej mellem Skjoldnæsholm og Roskilde, den berømte Valdemarsvej, hvis Navn knytter den til Valdemar Atterdags Tid, men hvis Oprindelse sandsynligvis er langt ældre; thi den har Forbindelse med de vigtigste Landingspladser fra Oldtidens Slutning langs Sjællands Sydøstkyst.

Mer eller mindre tydelige Spor af denne gamle Vej findes endnu paa Strækningen mellem Egnen om Gyldenløveshøj og Lejre Stationsby, saaledes ved „Kongedamshuset" og „Pølsehuset" Nord for Mortenstrup Sø, paa en 95 m høj Bakke Vest for Hjortesø og paa Strækningen herfra til Ravnsholte Skovfogedhus langs Skovvejens østlige Side.

Overordentlig tydelige Spor fandt jeg af Vejen paa den før nævnte Strækning Nord for Morten'strup Sø, hvor den gaar over et aabent Højdedrag med herlig Udsigt over Egnen. Stenene fra den ældgamle Brolægning er i Tidernes Løb kastet ud til Siderne, naturligvis fordi Vejen, som her stadig er i Brug af Bønderne, er bleven ujævn og ufarbar paa Grund af Væde og Frostsprængninger.

Det er et aldeles dejligt Sted dette Højdedrag mellem de to Huse med de mærkeligt modsatte Navne. Hvor ensomt her er om den gamle Vej, som ligger her med sine brogede Minder og som aldrig mere befærdes uden en sjælden Gang af en Bondes Køretøj. Ikke en Lyd høres her uden et lille Fuglepip fra en af Egenes Kroner eller Vindens svage Hvisken i Røn’ens Blade. Saaledes ser dette Sted ud, saa beskedent i sin Skønhed, tiltrods for at det utvivlsomt har en længere og mærkeligere Historie end hele den oldenborgske Kongerække. Men dets Saga skal bestandig forblive uskreven, skønt den spænder over tusinde Aar i Danmarks Storhedstid.

— Man skulde tro, at der maatte være langt flere Spor tilbage af dette vældige Net af Oldtidsveje, som har krydset det sydøstlige Sjælland. Og de er ogsaa ofte paavist; men de fleste af Oldtidens Veje var anlagt paa Steder, som er hensigtsmæssige den Dag idag, og Regulering og Modernisering har udslettet de gamle Spor og udjævnet de mange parallele Hulveje, som de oprindelig bestod af. Ad disse gamle Veje samledes Folket til Offer og Fest ved de hellige Steder, her færdedes fremmede Handelsmænd for at købe og sælge — thi det er i høj Grad disse Købmænd og deres Varetransporter, som har været med til at slide Oldtidens Hovedfærdselsvejes dybe Spor. Gravhøjene grupperer sig om disse Veje, ligesom om Samlingssteder og Bopladser.

Den, som nutildags i sin Bil haster ud ad den brede og glatte Roskilde Landevej, tænker vel sjældent paa, at ogsaa den har været en Hovedaare i dette Net af Oldtidsveje, at der f. Eks. paa Kallerup Mark ved Baldersbrønde har ligget en Mængde anselige, nu forsvundne Stenaldergrave, „Jættetinget" kaldet, omtalt i „Danske Atlas" 1680, og at den berømte Kallerup Runesten fra omkr. Aar 800, som bærer Indskriften: „Svides Ætling Hornbores Sten" og er fundet i Nærheden af disse Stenaldergrave i 1827, netop har staaet her, fordi Odin havde befalet at „gæv Mands Bautasten" skulde rejses nær Alfarvej. — Roskildevejen, som allerede i Oldtiden maa have været et stærkt befærdet Strøg, blev i det 12. Aar-hundrede, da den dannede Forbindelse mellem to af Landets vigtigste Punkter, Absalons Borg ved Køpmannahafn og hans Bispesæde i Roskilde, en af Rigets mest trafikerede Veje.

De fleste af disse Veje var i gammel Tid altid i en yderst elendig Forfatning; noget bestemt Anlæg var der i Virkeligheden ikke Tale om, og de istandsattes saa godt som aldrig. Naar man paa sumpede Steder havde kørt Sporene saa dybt ned i Grundens Ælte, at der ikke mere var fremkommeligt, klarede man Sagen ved simpelthen at lægge et nyt Spor ud til en af Siderne. Ved denne Fremgangsmaade antog Vejene ofte paa udyrkede og ensomme Steder en uhyre Bredde.

Der hengik adskillige Hundrede Aar, inden disse Tilstande forbedredes nævneværdigt, det gjaldt baade her og i det øvrigt Evropa. Det kunde f.Eks. J. H. E. Bernstorff snakke med om, da han paa sin Rejse i 1737 kørte fra Dresden til Re-gensburg, paa hvilket Vejstykke hans Vogn væltede over tyve Gange og endte med at falde fra hinanden. — Tænk paa Fornøjelsen ved at „age i gylden Karm“ i Middelalderen, hvor det mandlige Følge paa Hesteryggene har ført en misundelsesværdig Tilværelse sammenlignet med f. Eks. Skønjomfruen, hvis Rester maa have set besynderlige ud, naar man samlede dem op af „Karmen" ved Rejsens Slutning.

Den sidste Dag i September drog jeg sydpaa fra Roskilde for at besøge den berømte Jættestue ved Øm, hvor jeg led en slem Skuffelse. Den anselige Høj, som rummer Graven, er ved sin Fod bleven indrammet af et stort, stensat Dige. Den er overalt tæt bevokset med Krat og paa alle Sider omgivet af kedsommelige Pløjemarker.

En Milsvej sønden for dette Sted fandt jeg Resterne af endnu et berømt Oldtidsminde, Langdyssen paa Baaldhavegaardens Mark ved Søster-Svenstrup. Næsten alle dens Randsten er forsvundet, men dens to pompøse Gravkamre er endnu i Behold. Ved sin Størrelse og Pragt og ved sine Omgivelsers Skønhed gjorde Graven et dybt Indtryk paa mig. Stedet minder i hele sin Stemning ikke lidt om den prægtige Langdysse ved Store Rise paa Ærø, men dets Kamre er langt større, smukkere og bedre bevaret. De ligger mærkeligt nær hinanden, kun med ganske faa Alens Mellemrum.

Dejlige gamle Træer, der gror tæt op ad de vældige Stenblokke, øger Stedets Skønhed. Et gammelt Æbletræ, en vild Abild, har sine Rødder dybt i Grunden mellem Stenene paa det ene Dyssekammer, og Jorden omkring de store, graa Grave er tæt overstrøet med smaa, rødkindede Æbler. Livet gaar sin Gang — og er det ikke en smuk Maade for de gamle Stenaldermænd at komme igen paa!

I Birkede, et lille Stykke herfra mod Sydøst, ligger ganske tæt opad et næsten nyt Hus en anden Langdysse med en Mængde anselige Randsten og med ét af sine fortrinlige Gravkamre endnu helt bevaret. Dens 30 prægtige Randsten er endnu næsten alle oprejste.

Dette fremragende Stenaldermindesmærke ligger i en Hønsegaard! Snavs og Ragelse af enhver Art dækker Grunden vidt omkring det, der er nedtrampet som et Logulv. Et hæsligt Staaltraadsnet omgiver det hele.

Den nære Landsby Kirke-Syv, hvor Peder Syv fødtes, er en lillebitte, meget gammeldags By, hvis faa beskedne Huse kryber sammen om dens højtliggende Kirke, som næsten er helt skjult bag Kirkegaardens vældige Træer.

Til den ganske lille By Brordrup, hvis 6—7 Boliger er kravlet sammen som en Flok forskrækkede Kyllinger paa Randen af den store, over to Kilometer lange Mose ved Gadstrup, er knyttet et af de sjoveste Sagn jeg kender. Helten i dette er Stedets Smed, som skal have været gift med et Kvindfolk, der var praktiserende Heks paa Stedet. En Set. Hansaften havde hun i Køkkenet en stor Gryde paa Ilden med en modbydelig Hekseret i, som hun satte Smeden til at passe paa, mens hun fjærnede sig et Øjeblik. Hun advarede han indstændigt imod at kigge under Laaget, og han lovede at parere Ordre. Men selv en Grovsmed kan blive nys-gærrig, naar Fanden er paa Spil — og det var han netop! Næppe er Konen borte, før Smeden forsigtigt letter lidt paa Laaget. Men ud slaar i samme Øjeblik en vældig Flamme, og selve den Onde farer frem og griber Smeden i Nakken. I næste Nu raser Djævelen ovenud af Skorstenen med sin Fangst, videre i susende Fart et langt Stykke gennem Luften og endelig gennem et sort Hul dybt ned i Jorden.

Da Smeden kom til sig selv og saa sig om, laa han i en Hule, der var hed som en Ovn og oplyst af røde Flammer. Fanden saa han ikke noget til; men da han fik sundet sig lidt, fik han Øje paa et Par vindtørre Mandspersoner, der sad ved Ilden og spillede Skak. Smeden syntes nok, at han skulde kende den ene af dem ; og ganske rigtigt, det var jo den velbyrdige Geheimeraad Meiercrone fra Roskilde! — Denne genkendte ogsaa straks Smeden og henvendte sig til ham med disse Ord:

„Ja — det er saamænd ikke for min Fornøjelse, at jeg sidder her og spiller Skak, mens jeg bliver halvt stegt. Men hør, min gode Smed, Du kunde gøre mig en stor Tjeneste, naar Du kommer tilbage til Roskilde." — „Aak,“ siger Smeden, „der kommer jeg vist aldrig mere." — „Vær bare rolig," svarer Geheimeraaden, „naar Natten er omme har Hans Majestæt ikke længere nogen Magt over Dig, saa man han aflevere Dig igen. Hør nu: naar Du kommer hjem, maa Du gaa hen til min Kone og fortælle hende, hvordan det staar til med mig og hvor nedrigt jeg har det, fordi jeg aldrig tænkte paa mine fattige Medmennesker. Sig, at hun skal bøde paa mine Synder ved milde Gaver i mit Navn! Til Bevis paa, at Du taler Sandhed, saa tag min Nathue med Dig, den kender hun godt!" Hermed tog han Nathuen af sit skaldede Hoved og rakte Smeden den; og denne lovede at bringe Bud for ham.

Straks efter var Fanden der, greb Smeden i sine Kløer og for paany afsted med ham saa hurtigt, at Vinden peb dem om Ørene. Tilsidst dalede de ned og strøg ganske lavt hen over Jorden. Og da lavede Fanden det saa ilde, at han huggede Smedens Tæer mod nogle store Sten. — „Gud Fader bevare mig!" skreg Smeden. Men det skulde han ikke have gjort, for ved Guds Navns Nævnelse maatte Fanden slippe ham, og det gjorde han ogsaa. Smeden faldt til Jorden og daanede.

Noget efter kom et Par Mænd gaaende og fandt ham liggende dér. Den Brordrup Smed fejlede imidlertid ikke mere, end at han kunde høre paa deres Tale, at det var fremmede; og da han spurgte sig for, fik han at vide af dem, at han var falden ned i Norge!

Efter utallige Genvordigheder naaede han tilbage til sin Hjemegn, og da han saa Domkirkens Spir og siden gik ned ad Algade, huskede han, hvad han havde lovet Geheimeraaden i Helvede. Han gik op til Enken, der til at begynde med

slet ikke vilde tro, hvad han fortalte hende. Men da hun saa Nathuen, forfær-dedes hun og lod sig overbevise.

Smeden naaede lykkeligt hjem til Brordrup, hvor man naturligvis troede, at han forlængst var omkommen. Om Gensynet med hans Kone forlyder, der intet, men stort værre end Luftrejsen i Fandens Klør kan det vel næppe have formet sig for Smeden.

— Geheimeraadinden reddede maaske sin Mand ud af Varmen ved at oprette „Meiercrones Stiftelse" for trængende Enker. Den ligger nede ved Domkirken, og man ved om den, at „den er oprettet 1739 af Enken efter Diplomaten Henning Meiercrone, som levede fra 1645—1707“. -— Geheimeraaden har da ialfald maattet spille Skak under saa pinlige Omstændigheder i hele 32 Aar! —

Jeg besøgte Brordrup, som Fanden og Smeden i Forening har gjort berømt. Nu findes der hverken Smed eller Smedje mere paa dette lille elendige Sted, der er noget af det mest uanselige, man kan tænke sig som Landsby betragtet, men hvis gamle Huse med deres spaantækte Gavle er af en rørende Skønhed og en Hygge, som man slet ikke havde turdet vente, efter hvad man har hørt om det!

— Ved at læse dette Sagn maa jeg mindes den vidunderlige fantastiske Fortælling af Gogol: „Julenat". Ogsaa her er det Landsbyens Smed, som bliver bortført af Fanden gennem Luften, men modsætningsvis er det til det kejserlige Palads i Set. Petersburg, hvor han henter Czaritzaens Sko til sin Elskede, hjulpet dertil af sine Venner blandt Zaporogerne. Gogols Fortælling kan tjene som Eksempel paa, hvilket herligt Stof et Folkesagn kan være i Hænderne paa en stor Digter. — Vi har Sagn i Tusindtal liggende som grove Slakker, opsamlede ved Vejkanten og oftest gengivet i en kluntet, helt ulæselig Form. Inderst har de en Kærne af Guld, som blot venter paa den rette Haand til at bringe den frem i Dagen.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela