STRYNØ
Sent en Eftermiddag ankom vi til „Grevebroen** paa Øens Østside. Broens fornemme Navn skriver sig fra den Tid, da Øen hørte under Grevskabet Langeland. Nu, efter at den er bleven Selveje med sin Kalv og alle sine Smaaholme paa et Par enkelte Lodder nær, kunde Broen nøjes med et Navn, hentet fra Benævnelsen paa de firbenede Landbrugsprodukter, som udskibes herfra. Grever ind-og udskibes sjældnere her nuomdage.
Øen ligger omtrent midt paa en Linje mellem Rudkjøbing og Marstal med en lille Mils Afstand til hver af disse, og den har nu Dampskibsforbindelse med de to Byer ikke mindre end to Gange daglig. Medens Øen selv er 894,9 Tdr. Land, er den tilhørende Strynø Kalv 83 Tdr. Land, og de rundt om den paa Nord- og Vestsiden liggende smaa Græsholme: Vogterholm, Bondeholm, Græsholm, Bod-diken, Bredholm og Grensholm, som ogsaa hører under Sognet, er tilsammen kun 79 Tdr. Land. Hele Sognet har altsaa et Areal paa 1057 Tdr. Land.
Man ser paa disse Øer straks, at man er i den østlige Side af det sydfyenske Hav. Her er man langt borte fra de yppige Former, som karakteriserer Øerne i dets vestlige Del — Øerne, som med deres „svulmende Bryster*' rager op af det dybe Hav. Hele Sognet er ærbart fladt, kedsommeligt og gudsforladt som de lave Vande, der omgiver det.
Da „Rylen** for Tiden var sendt ud paa sin egen Boldgade, begav vi os straks paa Ekspedition efter. Øens Afholdshotel, som man havde anbefalet os. Her var imidlertid ikke Spor af Hotel paa Stedet, det var forlængst nedlagt. Men Sognefogden, som vi senere fandt paa Marken udenfor Byen, henviste os til en Dame i denne, som var vant til at have Telefonarbejdere i Logi, og til hende henvendte vi os. Ikke lige straks med Held; hun betragtede os længe mistroisk. „Her render saa mange!“ sagde hun.
Men vi fandt dog heldigvis endelig Naade for hendes Øjne og vandrede taknemmelige ind i det af Telefonarbejderne forladte Pavlun, et Tagværelse med to Jærnsenge og Vaskebord. — Da Konen senere sendte os hen for at hente Æg hos Urtekræmmeren til Aftensmanden, opfattede vi det som Tegn paa, at hendes Hjerte nu var helt smeltet; og vi havde Ret. Vi blev fodrede som Hans i Pandekagehuset, og da vi et Par Dage senere rejste derfra, var det som et Par grundigt forkælede Herrer.
Vi ser snart, at Beboernes Fysiognomier kun i ringe Grad afviger fra den almindelige Type i Drejø Sogn, dog er lyshaarede Individer mere fremherskende her. Jeg har paa Øen kun truffet et Par enkelte udpræget mørke. Her findes ikke faa rødhaarede, men dog langtfra forholdsvis saa mange som paa Langeland. Mange fortrinlige, gamle Mandstyper findes paa Øen. Det barske Klima har sat sit Præg paa dem, men maaske i endnu højere Grad de usædvanlig haarde Kaar, hvorunder de i forrige Tider har levet. Trods deres ofte noget bryske Ydre forekommer de mig elskværdige og imødekommende, og deres Snaksomhed og Nysgærrighed gør det let at faa dem i Tale.
Strynø By gør som hele Øen ved første Øjekast et bedrøveligt Indtryk, og i de tre Dage, vi var der, blev dette ikke ændret stort. Her fattes næsten ganske det Indtryk af Skønhed, som følger med Orden og Nethed. De gamle Huse og Gaarde, her findes, ser næsten alle kummerlige ud og er for det meste slet vedligeholdt, og det nye er hæsligt og plumpt. Stilen i det gamle er Øboens sædvanlige, hvidkalket Mur og tjæret Bindingsværk; men det hele er langt mindre anseligt end paa de vestligere Øer i Amtet, hvad der naturligvis skyldes de elendige Tilstande, som tidligere herskede paa Øen. Et lille „Majtræ“ findes her endnu, „Stævnet" omkring det er en beskeden Træbænk, ikke en Stensætning som de fleste andre Steder. Men Skikken at samles om Majtræet, den rejste Flagstang, til Fest visse Gange om Aaret, vil Strynøboerne ikke slippe; de vil stadig herigennem hævde sig som det lille Samfund, de er. Og det er oven i Købet en Ungdomsforening, „Strynø Majtræ og Flagforening", som holder Traditionen vedlige.
Beboerne er ved at glemme de haarde Kaar, de gennemlevede, da de hørte under Grevskabet. Men deres smukke Traditioner glemmer de ikke!
Jeg gaar ud ad Vejen over den ganske flade Ø til Nordstranden; mellem Roemarker og graa Stubmarker gaar de snorlige Veje, alle paa begge Sider beplantede med stynede Popler og Pil, mellem hvis Stammer man i kort Afstand ser Skellene med levende Hegn af samme Træsorter — ikke andet. Et kedsommeligt, øde Indtryk!
Ude ved den aabne Nordstrand kan man igen trække Vejret. Nogle faa, af Vestenvinden forpiskede Træer staar yderst paa den aabne Strand som graasorte Silhouetter mod den disede Luft, hvor Solen viser sig som en gloende Kugle gennem Skylaget, inden den gaar ned. Paa de lave Holme i Nordvest gaar en Snes græssende Køer, og langt ude i Tykningen skimter jeg noget, der ligner store Kommoder og Dragkister, der flyder paa Vandet i Horisonten. Det er Husene paa Birkholm. Et enkelt Lys tændes allerede derude. —
En halv Snes Fiskerbaade ligger i Stranden og rykker i deres Fortøjninger, Søernes Smasken mod deres klinkbyggede Sider er den eneste Lyd, jeg hører, foruden Vindens Susen i Træerne.
Her er saa øde — ikke en eneste Fugl at øjne.
Jeg staar paa de lave Diger ved Sønderstranden en tidlig Morgen, hvor Sollyset falder blændende paa den urolige Havflade over mod Langelandskysten. Bukketorn og vilde Rosenbuske hænger ud over Digerne og svinger i Blæstens Rusk, og de enkelte høje Popler inde paa Øen duver som Sejlere over deres knagende Rødder.
Stedet hedder „Hagerne". Lidt herfra paa Østsiden fandt jeg nogle primitive Høfder, byggede af Kampesten, som var kastede i nogle uordentlige Stenhobe i Stranden med en Snes Meters Mellemrum. Sammen med de elendige, lave Diger maa det være et højst tarveligt Værn mod Havet. Men den flade Ø har et Værn i sin Højde — 12 m. som højeste Punkt. Beboerne fortæller, at Vandet under Stormfloden i 1872 ikke naaede synderlig højt paa Øen, hvorimod „Kalven" var helt oversvømmet undtagen Gaardens Længer. Men den Dag idag kan man paa Strynøs Marker tydeligt konstatere Grænsen for den store Stormflods Virkninger, idet Muldens øvre Lag smuldrer langt lettere indenfor denne Grænse end udenfor, hvor Saltfloden har dannet en haard Skorpe.
Ved Øens Vestside staar Stormen med krap Sø lige ned gennem Strædet over mod Kalven; men Syd for den lille Odde „Ørerne" er der Læ, og her ligger hvidmalede Fartøjer og Smaabaade fortøjede og hopper paa det af Blæsten riflede Vand. En Tanghytte ligger paa Stranden og lyser blændende mod det mørke-blaa, vandrende Hav, som strider sig sydover udenfor Strandens brede Bælte af Fladvand og store Kampesten. Langt borte paa den anden Side af de bølgende Masser lyser i Solen de hundrede Mastetoppe ved Marstal Red.
Lige overfor „Kalven" ligger paa Kysten en Mølle, og udenfor denne er Vandet saa grundt, at man ved Ebbe skal kunne spadsere den Kilometers Vej over til Kalven. Denne ses tydeligt herfra — det vil sige Gaardene, Telefonpælene og et Par Træer. Selve Øen er saa flad, at den herfra unddrager sig al Iagttagelse. Den ligner en fin, grøngraa Linje i Horisonten.
Overalt indenfor Stranden ser man det samme, fladbundede Landskab med Poppel- og Pilehegn og de snorlige, paa hinanden vinkelrette Veje. Huse og Gaarde er herude som Modsætning til inde i Byen næsten alle af nyere Dato, og de er alle af fremragende Hæslighed. — Til Trods for sin forholdsvis ringe Størrelse har Øen ikke mindre end 172 Beboelser med 694 Indbyggere, og de er udenfor Landsbyen saa temmelig jævnt fordelte over Øen.
Kun ved Østsiden, tæt Sønden for Øxenebbe Odde, findes et Par gamle, smukke og meget anselige Bøndergaarde, som er omgivet af prægtige Haver. Det er det eneste Sted paa Øen, som bærer Vidne om god gammel Bondekultur, om Boliger for Godtfolk — som Modsætning til Smaa-Almuens Rønner og de barbariske, nyere Udflyttergaarde.
— Inde i Strynø By er den store, moderne Skole med sine to Etager den altdominerende Bygning. Det er et smukt Træk hos Folket dette, at Skolerne og Alderdomshjemmene saa hyppigt er de dominerende „Pragtbygninger", det, hvor-paa man ofrer en stor Del af sin overskydende Kraft. Børnene og de Gamle skal der passes paa og hæges om, Resten maa klare baade dem og sig selv! De to Bygninger er en god Parenthes om et Samfund i Fremdrift. —
Kun saare lidt er optegnet om Øens Historie. Paa Ølisten i Valdemar II ’s Jordebog hedder den Stryn, og her omtales Hjort og Hors. Den har paa den Tid været uden faste Beboere og kun anvendt til Opdrætning af Heste, mens den var i Kronens Eje. Sandsynligvis er Øen temmelig tidligt kommen under Grevskabet Langeland; allerede 1560 ses den at være saa stærkt bebygget, at den har sit eget Thing. Og dens Kirke er opført af Erik Hardenberg i 1589 (ombygget 1867).
I 1664 hedder det, at 36 Familier bebor 34 Steder paa disse 2 Øer, deraf 4 Gaarde og 30 Boel. Men saa tarvelige Kaar levede Folkene under, at ingen af Gaardene kunde avle mere end ét Læs Hø, og at hver Mand kun kunde græsse to Bæster og to Køer. Havde man flere Kreaturer, maatte Foderet hentes fra Taasinge.
—- Hr. P. G. Jeppesen, Førstelærer ved Øens Skole, har under sit mange-aarige Ophold paa Øen samlet et righoldigt Materiale til Belysning af Tilstandene her under de sidste Aar før Udskiftningen af Øens Jorder i Aaret 1811, da den endnu var under Grevskabet. Han meddeler mig følgende Uddrag af sine mange Optegnelser, som man maa haabe, han vil faa Lejlighed til at udgive samlet; for de er utvivlsomt et Tidsbillede, som passer paa mange lignende Egne i Landet:
Før Udskiftningen fandt Sted, var her omtrent 50 Beboelser, af hvilke alle Gaardene og enkelte Huse laa samlede i Byen paa Øens Midte.
Gaarde og Huse laa tæt sammenbyggede, omgivet af et Virvar af smalle Smøger og Gyder, Indkørsler til Møddinger og Gaarde. Kun sjældent bestod Gaardene af mere end én Længe — der var ikke Plads eller Brug for mere. De faa Udhuse, her fandtes, var smaa og elendige.
Inde i de trange og lavloftede Stuer fandtes Kakkelovne af opmuret Ler, hvorfra Røgen gennem en Kanal af samme Materiale, „Grisen", førtes hen under Loftet og op gennem dette. Uhre og Klokker fandtes aldrig, man hjalp sig paa anden Vis: i Vindueskarmen var ridset en Skure, som angav Middagstiden, naar Vinduessprossen kastede sin Skygge derpaa. I Graavejr stod man altsaa hjælpeløs! —
Belysningen i Husene var mangelfuld; der brugtes Tranlamper, ophængte ved Kakkelovnen paa en Jærnstang. Undertiden anvendte man Tællelys, almindeligvis anbragte i en lang Træstage paa Gulvet.
Køkken kendtes ikke, Maden kogtes om Vinteren i Dagligstuen, om Sommeren i Bryggersets aabne Skorsten, hvor Gryden stod paa en Jærntrefod. I Stuen fandtes en Haandkværn, hvorpaa man malede Gryn.
En Bagerovn, bygget op af raat Ler og Halm, ragede undertiden et langt Stykke udenfor Muren. Bag Bryggerset laa et Kammer, hvor Husets „A’len“ fandtes, et stort, udhulet Stykke af en Træstamme, hvori der opbevaredes nedsaltet Kød og Flæsk; her fandtes ogsaa Øltønderne. I selve Bryggerset, der husede forskellige Kar af Træ, havde Gæssene hjemme; her laa de paa deres halmflettede Reder, de saakaldte „Gaaseløv", og udrugede deres Æg. Og her opholdt ogsaa Hønsene sig.
Mellem de faa og tarvelige Udhuse laa Møddingen og bredte sig ud til Gaden. Brønden, „Kjælden", var uden Pumpe, Vandet haledes op med en Spand i en Brøndkrog. En Foderlo vilde man forgæves søge efter her; Grisehuset var et lavt Skur af Kampesten, tækket med Tang. Selv de største Gaarde havde kun 3—4 Heste og et Par Køer, derimod holdtes en Mængde Faar. Medens Køer og Heste var i Stald om Vinteren, var dette sjældent Tilfældet med Faarene, som maatte ta’ Tørnen ude Aaret rundt!
Om Efteraaret blev Heste og Køer sluppet løs paa Markerne, „sluppen i Avre“. Til Kreaturfoder anvendtes iøvrigt af gode Grunde aldrig andet end Halm og Hø, og Køerne malkede naturligvis derfor kun om Sommeren. Disse stakkels Kreaturer var om Vinteren saa medtagne og kraftesløse, at de ofte maatte rejses op i Baasene om Morgenen.
Menneskenes Kaar var iøvrigt ikke stort bedre end Dyrenes. Ganske vist havde de fleste Folk noget Fisk om Sommeren og Flæsk til Vintermaanederne. Men Rugbrødet var bestandig iblandet Ærter og Vikker, og Smør produceredes aldrig til eget Forbrug. Frugttræer kendtes ikke paa Øen, og, hvad værre var, heller ikke Kartofler eller andre Grøntsager! — Man spiste Grynkager til Fisken eller til Flæsket.
Det er naturligt, at Søfart og Fiskeri dengang var almindelige Næringsveje, der gik Side om Side med det elendige Agerbrug. De unge Karle for som Regel — ikke altid — nogle Aar tilsøs, inden de overtog Faderens Gaard og blev Bønder. Fiskeriet dreves derimod om Sommeren af alle, ogsaa af Gaardmændene, og der fangedes en Mængde Flyndere og Aal. Der fangedes desuden Torsk om Efteraaret og Vinteren af de faa, professionelle Fiskere; men ogsaa disse ernærede sig iøvrigt som Landarbejdere, særlig Tærskere.
Strynøs Beboere omtales næsten altid — ogsaa af Folk, som skulde vide bedre Besked og har gjort vor Almues Liv til sit Speciale, — som en Sømandsbefolkning. Den samme Misforstaaelse gør man sig skyldig i overfor en Mængde af vore Øer, Børnene lærer det af deres Geografi overalt i Skolerne.
Der findes ikke længere paa nogen dansk Ø en virkelig Sømandsbefolkning. Og paa ganske enkelte Undtagelser nær har der aldrig været en saadan. Hvor Danskeren har kunnet dyrke Jorden, har han helst gjort dette, og saasnart en Øbefolkning har kunnet se sit Snit til at smedde et Anker om til et Plovjern, har den ikke tøvet!
Der har vel paa visse af vore mindre Øer været en Befolkning, som har set sig nødsaget til ogsaa at ty til Havet som Levevej, men de er næsten altid samtidig vedblevet at være Bønder. Saa godt som overalt, — med Undtagelse af paa Læsø — var det selv i tidligere Tider sædvanligt, at den unge Mand efter nogle Aars Sejlads, saasnart han blev giftefærdig, ombyttede Rattet med Haandtaget paa den fædrene Plov. Paa et Par enkelte Undtagelser nær — Thurø Skipperby og Marstal — er den danske Sømandsbefolkning knyttet til Købstæderne, Havnebyerne. —
En Landarbejders Løn var paa den Tid paa Strynø 12—13 Skilling om Dagen, og Fisken betaltes med Mælk, Brød og andre Levnedsmidler. Børnene blev ganske tidligt sendt ud at tigge, særlig Mælk, Brød og Halm — og de maatte ofte nøjes med tørt Brød til alle Dagens Maaltider. Et Sted var saa fattigt, at Beboerne maatte bruge Kampesten i Stedet for Stole, og Tang i Sengene for Dyner. Om én Familie fortælles det, at dens Kvinder kun havde et Skørt, som de skiftevis brugte — og det bestod af Sækkelærred. Andre gik halvnøgne. —
For at faa Brændsel om Vinteren brød man Tagene af Husene, ofte saa de nøgne Spær og Lægter stak frem. Om en Kvinde, der laa i Barselseng, fortælles, at hun for at skærme Børnene mod Regnen, der drev gennem Loftet, lagde Tagsten over Vuggen. En gammel Mand havde brændt Træunderlaget — „Ti-len“ — i sin Seng, saa han tilsidst sank ned mellem Stenene og døde! —
Om Sommeren, naar Høet var bleven slaaet paa Bredholm, førtes omkring Juli Maaneds Udgang Kreaturerne derover og opholdt sig dér til Begyndelsen af Oktober ved første Lavvande. Mændene tog da derover tilhest, indfangede Kvæget og drev det hjem foran sig. Fedning af unge Heste og Udførsel af disse, i det hele taget Hestehandel, var almindelig.
Men hvad der dreves i endnu større Omfang var Smugleri. Ærø hørte jo under Slesvig, og en Mængde Varer, Klædevarer, Kolonialvarer og Spiritus o. s. v. blev af Strynboerne ført i Baad fra Ærøskjøbing eller Marstal over Øer til Rud-kjøbing. Undervejs skjultes Varerne paa Øen eller dens Holme. Denne Virksomhed dreves temmelig uhindret og ansaas af Øboerne under ingen Omstændigheder for vanærende.
„Rylen" tørrer Sejl i Lohals’ Havn.
Thurø. Landingsbro ved „Gambet" paa Nordsiden af Thurøbund.
Thurø. Skibsværft paa Nordsiden af Thurøbund.
Vej gennem Thurø By.
Thurø. Stien langs „Gambet".
Thurø. Eremittens Hus ved Thurøbunds Nordkyst. I Baggrunden de døde Skibe.
„Døde Skibe" i Thurøbund.
Taasinge. Gadekjæret i Stjove.
Værre var det, at Tyverierne var meget hyppige; Klæder og Madvarer forsvandt, Tøj, som hang til Tørring, Lam, Gæs og Høns. Gamle Skippere rapsede Brændsel fra de omliggende Øer — ikke helt uforstaaeligt! — og Strynøboerne havde da foruden sin bitre Nød et ilde Ry at kæmpe mod.
Selvfølgelig var denne Befolkning meget gudfrygtig. Hvor skulde man vel henvende sig! — De gik da flittigt i Kirke, og naar Morgen- og Aftenklokkerne ringede, blottede Mændene Hovedet, Kvinderne lagde Hænderne paa Brystet „i Jesu Navn“.
— Overtroen var tidligere meget stor. Endnu i Beg. af 19de Aarhundrede tillagdes der Præsten Magt til at mane og „vise igen“. Trolde og Nisser saa man jævnlig, men fremfor alt huserede Spøgelser og Gengangere slemt paa Øen. „Kirkelammet", som var nedgravet i Kirkens Grund, før den rejstes, varslede Lig om Natten ved Hytterne, og Helhesten med sin løse, klaprende Sko havde man ogsaa at slaas med. Ved alle Dødsfald overhovedet saas eller hørtes Varsler.
I et saa lille Samfund er naturligvis slige Begivenheder stedfæstnede og kendte til de mindste Detaljer.
Angaaende den gamle Byggeskik paa Øen finder jeg i Lærer Jeppesens Optegnelser følgende:
Husene var Bindingsværk, Egetræsstolper med „Støjbevægge", saaledes at Mellemrummet mellem Fodstykket og Løsholter og Rem var dannet som et Fletværk af Pinde, oversnoet med Halmbaand, hvilket paa begge Sider var klinet med vaadt Ler. Alt blev lavet med de bare Hænder, to Mænd sad paa hver sin Side af Væggen og trykkede det sammen. Naboer og Familie, Karle og Piger hjalp hinanden ved Arbejdet.
Vægge og Stolper oversmurtes med Ler— det „svommedes". Ved hvert tredje Fag blev en stor Egestolpe rejst inde i Huset midt imellem Længdevæggene fra Gulvet op til „Røjlen", hvor der paa langs anbragtes et langt Træ, „Røjleaasen", fra hvilken Spærene hang ned, fastgjorte med en Trænagle, men løst hængende ned paa Remmen. Lægterne var forbunden med Spærene ved andre Trænagler.
Indgangsdørene bestod altid af to Halvdøre over hinanden. Gulvene var af Ler, kun Bryggerset af Kampesten. Lejligheden bestod af Forstue, Frammers, Dagligstue og Bryggers.
— Det er vel ikke sandsynligt, at Strynø har været ene om denne Byggeskik, men at den tværtimod har været almindelig i alt Fald paa de nærmeste Øer i Nabolaget.
Strynø er nu en Ø i stærk Fremgang, Forbindelsen med de store Naboøer Langeland og Ærø har udvisket gamle Sædvaner og meget af gammelt Særpræg. Den Skik, at enhver 14-aarig Dreng gik tilsøs i nogle Aar, er ogsaa forlængst gaaet af Brug. Det er en udpræget Agrarbefolkning, af hvilken endnu kun ganske enkelte driver en Smule Fiskeri.
Men har de sluppet Havet, slipper det dog ikke dem. Mod dets Oversvømmelser maa de bestandig være rustede, og hvor ofte er alle Forberedelser ikke forgæves. Nytaarsstormfloden i 1904 satte Vandet højere ind over Jorderne end selve den berømte i 1872, „Kalven" var helt under Vand til op paa Gaardenes Ydervægge og led mere Skade end nogensinde før.
Ogsaa de smaa Holme, paa hvilke Kvæget føres over til Græsning om Sommeren, er ofte ved stærkt Højvande i den Grad overskyllede, at man hurtigt i Baade maa bjærge Kreaturerne derovre fra. Køerne har gaaet i Vand til op over Yverne, og Faarene været ved at drukne Gang paa Gang. Dette gælder særlig paa Bredholm, som er den største og den fjærneste, vanskeligst at komme til.
Men Strynøbonden strider tappert paa de smaa 30 Tønder Land, der hører til hans Gaard.
— Og naar hverken Grevskab eller Armod eller Klima eller Hav har kunnet slaa ham ud, saa holder han nok en Stund til, nu, da han er over det værste.