SVELMØ
I hurtigt friskende Østenbrise gaar vi gennem Sejlløbet mellem Drejø og Hjortø og sætter Kursen mod Store Svelmø ovre under Fyens fjærne Kyst. Vi passerer efterhaanden de smaa Holme Græsholm, Grydholm og Flæskholm. Det klinger som en solid landlig Menu, men det er ialfald udpræget „flade Retter“. Og nu lægger vi endelig hele det lave Drejø Sogn bag os.
Der er det mærkelige ved Smaaøerne i det sydfyenske Øhav, at de alle er lave og flade i den østlige Del og bliver højere og højere mod Vest. Selv Taasinge er jo som en uhyre Pandekage, naar undtages Brejninge Kirkebakke; Strynø med sin Kalv, Siø og Skovø, for ikke at tale om hele Drejø Sogn med Undtagelse af „Skoven“ er jo saa lave, at de knap véd om de vil være Øer eller Havbund. — Men nu skimter vi forude i Vest Korshavns mægtige Banker, der fra Havet ligner en Kæde af blaanende Alpetoppe, Store Svelmøs skarpe Klinter, Bjørnøs tunge Krop med sin takkede Rygrad — og langt ude i det fjærne Lyøs kuplede Aase.
Det er som at komme til et helt andet Land, større, tungere i Linjerne, alvorligere.
Den, der vil høre de danske Lærker synge, skal komme til Svelmø en saadan Højsommerdag! Helt ude fra Havet, da vi løb mod Brisen ind under dens Vestkyst, hørte vi hele Øen tone os imøde. Og sammen med Fuglesangen kom den tunge Duft fra det nyhøstede Korn og Klangen af Leer, der hvæssedes, som en mild og hjemlig Velkomst os imøde.
Vi løber Skuden i Læ under Øens vestligste Fremspring, gaar i Land og klav-rer op paa de høje Klinter paa Sydenden, som staar skarp og stejl ud i Havet.
Øen, som hører til Aastrup Sogn i Svendborg Amt, er en Dobbeltø, bestaa-ende af Store og Lille Svelmø, forbundne ved et Drej. Den første er 48,9, den sidste blot 7,4 Tdr. Land, og mod Nord adskilles den fra Fyens Kyst ved et kun 72 km. bredt Sund.
Prægtig saå Øen ud fra Havet i Syd, men endnu mere straalende og mærkeligt er Synet heroppe fra dens Klinter over Øen og det omgivende Hav.
Som et underligt Dybhavsuhyre, der er kastet op paa Overfladen, bugter Øen sin lange Krop fra Fyenskysten ud mod Syd. Den har Form som en Rokke, men med en Snabel fremefter, den lange „Svelmø Trille" — Trille kaldes paa disse Kanter af Landet et Rev — der som en Føletraad rækkes over mod Korshavn, og med en lang Svans over mod Fyensland, vridende sig S-formet mod Nord-nordøst og endende i Lille Svelmø som Dusken paa en Kohale.
Lige foran os paa Markerne, der bølgeformet falder ned mod Nord, er nogle Høstfolk i travlt Arbejde med at sætte det nyhøstede Korn i Traver. Rundt om ligger for éns Blik hele den lille herlige Ø, og til alle Sider det vide, øopfyldfe Hav. Kun mod Nord begrænses Udsigten af Fyens Kyst, som løfter sig i mægtige Højder op mod Svanninge Bakker. Et prægtigt Stendige gaar her fra Øens højeste Punkt, som er 14 m. over Havfladen — ikke saa helt ringe endda af saa lille en Ø — og gennemskærer Øens Midte fra Syd til Nord, hvor det render lige ind paa Midten af den sydlige Længe paa Øens eneste Gaard.
— Langs dette store Dige, som er ca. en Meter bredt og halvanden i Højden og bestaar af mægtige Kampesten, gaar vi op til Gaarden. Denne viser sig at være en Dobbeltgaard, bestaaende af 4 sammenbyggede Længer, som rektangulært indrammer en vældig Gaardsplads. Stendiget, som rammer midt paa den søndre Længes Yderside, har ikke endt sin Mission her, men fortsætter ind paa Gaards-pladsen og tværs over denne, hvor det stopper op ved Stuehuset.
I Gaardene bor to Familier, som tilsammen ejer hele Øen med Lille Svelmø; men Ejendommen er besynderligt nok delt paa den Maade, at Manden i den østre Gaard ejer Øens vestlige Halvdel og omvendt. I Tilfælde af Fjendskab mellem de to Familier kan disse altsaa vanskeligt undgaa at krydse hinandens Vej. — Men Stendiget gennem Gaarden er heldigvis solidt, samtidig med, at dets Højde dog tillader, at man bekvemt kan kaste et Par Stinkpotter i Hovedet paa hinanden over det.
Efter alt at dømme lever de to Familier imidlertid paa den bedste Fod med hinanden og har altid gjort det, hvad der langtfra er noget sædvanligt Fænomen paa Øer med kun to-tre Familier paa. •—
Alle Gaardenes Beboere er paa Markarbejde idag. I den østre Gaard træffer jeg kun en gammel, 80-aarig Kvinde, Enke efter den tidligere Ejer, hvis Søn nu driver Gaarden.
Hun er født og har levet hele sit Liv paa Øen, og indenfor den gamle Gaards Længer har hun samlet alle sine Minder om godt og ondt. Hun fortæller om Livet her stille og smukt, hendes gamle fine Ansigt, der er mildt og vemodigt, lyser nu og da op i et lille Smil. Men mest er det alvorligt; thi er hun end langt borte fra Verden og de store Begivenheder, saa har dog ogsaa hun -— med det Maal, Livet har givet hende i Hænde — været ramt af en stor Katastrofe.
Mens Sommersolen idag fylder Stuen, og Gaarden ligger stille og fredfyldt, og Tonerne fra de syngende Lærker og Leernes Klang trænger ind ad det aabne Vindue, fortæller hun om dengang, da Manden med den store Le gik over Øen og paa et Par Dage tog fire af hendes syv stærke og glade Børn fra hende. De døde af Difteritis én for én med faa Timers Mellemrum. — Den Dag idag er det hende uforstaaeligt, at det kunde ske. Hun taler til mig, den fremmede Mand, om dette, som om hun i de tredive Aar, der er forløbet siden, bestandig har ventet paa af én eller anden at faa Besked om, hvorfor noget saa strængt dog egentlig skal hænde. Men hendes Væsen er Ro og Fornemhed, der kommer ingen Klage. Og da hun har fortalt, rejser hun sig og tænker paa sine Pligter mod Gæsten. Snart efter staar et Krus med herligt Gammeløl for mig, iskoldt, gyldent og fristende.
Det er Aarstidens Drik endnu her paa Øerne, og hun skulde vel nødigt glemme at have den tilrede for Folkene nu i Høstens Tid, hvor de slider saa haardt, eller for den sjældne Gæst!
En af hendes Sønner driver nu Gaarden, fortæller hun. Lige før Krigen brød ud, købte hun og den anden Fæster i Nabogaarden Gaardene med alle Øens Jorder og Lille Svelmø, d.v.s. ca. 56 Tdr. Land af ganske fortrinlig Kvalitet, for 10,000 Kr. hver. — Man har jo før hørt, at en Snes Tusind Kroner er siettere anvendt.
— Den idylliske gamle Gaard ligger lunt i Lavningen, paa tre Sider omgivet af Have med store Popler, Frugttræer og Buske. Gennem en malerisk, gammel Indkørselsport i den vestre Gaard har man Udsigt ned mod Drejet og over Havet mod Fyens nære Kyst. Saa stille er der herinde, at man bestandig hører den vedholdende Lærkesang ude fra Markerne. En Stenpikker sidder paa Taget og undersøger mig mistroisk skiftevis med det ene og det andet Øje; henne i et Hjørne slaas et Par Ænder tavse om et Aaleskind, der aldrig nogensinde vil gaa midtover. De skiftes til at gaa paa Rumpen i Støvet, men uden at afvente Resultatet af Kampen gaar jeg ud af Gaarden og ned mod Kysten.
Det er Højvande, og Hjulsporene, som fører over Drejet til Lille Svelmø, er vandfyldte og staar som skinnende Striber, der alle peger i én Retning. Smaasøer glimter overalt frem paa Jordsmonnet herude. Engen er blomsterfyldt imellem dem, her staar den gule Snerre, den vilde Gulerod og helt buskagtige Grupper af Krageklo.
Nogle Muddersnepper flygter ud fra Stranden over Fladvandet, hvor en lille Ryleflok tumler sig, og et Par Præstekraver faar travlt med at bortlede min Opmærksomhed fra det Sted, hvor de har deres Yngel. Oppe fra et Bukketornshegn ved Gaarden skræpper en Tornskade.
Brisen har lagt sig, og Dagen er igen stille. En skyløs Himmel spejler sin Opalfarve i det blanke Vand.
„Vestermanden“ fortalte mig, at man ved Lavvande kan køre fra Øen til Lille Svelmø og videre helt til Fyen. Men denne gamle Forbindelse med Fastlandet er nu kun lidet brugt, efter at man har faaet Motorbaade paa Øen.
Den næste Dag er Varmen saa dundrende som endnu aldrig før paa denne Rejse — og det vil sige noget! Luften er hen paa Dagen bleven svagt diset og graa, som før Tordenvejr; men vi tror ikke mere selv paa de ufejlbarligste Varsler. Disen gør Sollyset blot endnu mere blændende og Heden mere trykkende, saa Hjærnen svimler.
Jeg forsøgte at staa paa Stranden og male, men Sandet brændte saadan igennem mine tyndsaalede Sejldugssko, at jeg maatte opgive at staa der.
Over Rugens gyldne Bræm paa Klintens høje Rand blinker nu og da en Le, og jeg hører da den raspende Lyd af Strygestikken i Tofjerdedels-Takt henover det genstridige Jærn. Engang imellem glimter et hvidt Pigeærme vildt opimod den dybe Luftfarve.
— Fjærnt bag Bakkerne rasler Østermandens Mejemaskine hen gennem Rugmarkerne. Dette moderne Apparat har han nylig hentet til Øen som Forløber for en ny Tid og en Trusel mod Vestermandens gamle Leer.
Men ned imod mig ad Bakkehældet skrider Vestermanden forrest i sit Hold, fældende det tunge Korn med Leen; det segner ved hans Side i digre Bølger formedelst hans Armes brede Sving; hans Lænder og Skuldre falder ind i Rythmen fra det dybe Rusk af Leen gennem de frodige Straa — og i hans Fodspor træder Følget, Karl, Pige og Dreng, som Kæmperne i Braavallaslaget.
Da de naar Skaarets Ende ved Klintens Rand, standser de, og Vestermanden tørrer sig over den svedige Pande med Skjorteærmet. I det samme kommer 6 store Regnspover trækkende hen over Himlen, og Vestermanden lader Armen synke og stirrer efter Fuglene.
„Gudskelov," siger han, „saa faar vi da endelig Regn!"
Synet af „Regnspurvene" er for ham et ufejlbarligt Varsel. — Og han gav gærne et Par gode Høstdage hen, hvis Himlen saa længe vilde aabne Sluserne over hans Ø.
Drejet mellem de to Øer er ved Højvande paa Midten oversvømmet af Havet paa en lille Strækning, hvor man med lidt Held kan balancere over paa nogle store Sten. Lille Svelmø hæver sig mod Øst til en lav, græsklædt Skrænt, hvis højeste Punkt er 3 m, mens den mod Vest skraaner jævnt ned i Stranden. Dens nordre Halvdel er under Plov, mens den søndre Del er udyrket og bevokset med vilde Roser og enkelte store Tjørne. Johannes Larsen, som var derovre, fandt en Del ynglende Stormmaager og Hættemaager samt en Mængde mindre Fugle, blandt hvilke nogle Strandskader og Jordsvaler og enkelte Smaaflokke af Ryler og Præstekraver.
Vi forlod Svelmø om Aftenen og ankrede op udfor Kysten ved Dyreborg paa Fyen i Vindstille og Havbleg. Næste Morgen tidlig gik vi til Faaborg for at faa repareret vor Sjækkel, der gik i Stykker, da vi ankom til Birkholm.
Vor Ankomst til Faaborg og Anledningen dertil vakte noget rigelig Opmærksomhed at dømme efter den Velvilje, Dagspressen viste os Landet over i de følgende Dage. Et Faaborgblad begyndte med Dagen efter vor Ankomst at meddele, at vi havde brækket vor Gaffel og var kommen hertil for at faa en ny. Og denne Beretning for senere gennem alle Landets Blade, men blev mere og mere grufuld. Da nogle Dage senere et københavnsk Blad kom os i Hænde, saa vi, at Ø-Ekspeditionens Skib „Rylen" var indbragt til Faaborg Havn, „efter at have lidt et alvorligt Havari og var lagt i Dok for at repareres". -—
I Betragtning af, at Reparationen kostede 2 Kr. 75 og blev udført af en Smed paa et Kvarterstid, kunde vi jo ikke klage over Mangel paa Deltagelse. Vi købte alle de Blade, vi kunde overkomme, for at følge Udviklingen. — Kun vor gamle Skipper rasede: „Her har man ført Skib i halvtredsindstyve Aar uden ét eneste Havari, og saa skal det hænde mig at faa den løgnagtige Skandale spredt ud over hele Landet. Hvad maa man tro om mig — at faa Havari Sommerdage som disse her!"
Næppe er vor Sjækkel repareret, og vi er klar til at gaa til vort næste Maal, Bjørnø, før Vejrforandringen indtraf — ikke Torden, som ventet var, men en vestlig Kuling med graa Skyer, der friskede mere og mere og endte som en regulær Storm af Nordvest.
Vi snegler os ned i Læ af Dyreborgs høje Bakkeland, hvor vi lægger os ved Kysten under Skoven som i Mors Dragkisteskuffe og lader Storm og Regnbyger fare over os. Termometret falder omtrent en halv Snes Grader paa et godt Døgn.
Ærø. Klinterne ved Vejsnæs Nakke.
Ærø. Klinterne ved Nordrup Strand. Bemærk de forsk. Fald, af hvilke her ses to.
Ærø. Fra Klinten ved Vejsnæs Nakke.
Ærø. Hus i Skovby. Johannes Larsen som Maalestok.
Vandet piskes forbi, saa Skummet ryger, og det hyler i Takel og Tov. Men vi nyder Køligheden og den lille paatvungne Ferie.
Bjørnø saå vi ved Aftenstid, just da en kulsort Byge løftede sine Flige i Vest og lod den nedgaaende Sol ramme Øens knudrede Sider, der skinnede gule, grønne og røde i Flammeskæret og lyste som Ild mod det mørke Hav og den dommedagssorte Himmel. Dens Regnbuefarver glødede og sluktes langsomt, den laa der som en umaadelig Hestesko, som Gud har grebet med sine vældige Hænder og rettet ud — og lagt ned i Havet for at svale den.
Morgenen kommer tung og graa, og Stormen vedvarer. Da den bestandig blæser fra Nordvest, hindrer den os i at finde Læ under Bjørnø, og vi gaar ind til Landingsbroen ved Dyreborg, hvor vi holder Standkvarter i de paafølgende Døgn.
Stormen har jaget en Mængde Fiskerfartøjer herind, sammen med Dyreborg-fiskernes Baade danner de en hel lille Flaade, som opfylder Bugten udenfor Broen. En Mængde Søfugle holder til omkring Baadene, Hættemaager, Storm-maager og Terner er bestandig paa Jagt efter de udkastede Fisk, eller de sidder og hviler paa Baadenes Mastetoppe. Selv Graakragerne kommer til inde fra Land og tager Chancen herude; saasnart Aalefiskerne om Morgenen er kommen ind fra Bugten og gaar iland, stiller Kragerne som Afløsning ombord og undersøger Vaaddet og Baadene.
Hele Natten kan vi med Mellemrum høre Muddersneppens Fløjten — og hver eneste Morgen, nøjagtig Kl. 330, vækkes vi af en Forstusvale, der kvidrer paa Bolværket lige over Nedgangen til vor Kahyt. Det er meget venligt af den; men desværre lyder det for os i vor søvnige Tilstand, som om nogen bestandig forsøger at skrue en rusten Proptrækker ned i en genstridig Prop i en Petroleumsflaske, og det ender altid med, at vi farer ud og jager Bæstet væk. Det maa være den Følelse, der besjæler et Sølvbrudepar, naar det ved Daggry rives ud af sine lykkelige Drømme og møder den raa Virkelighed:
Musik wird oft nicht schon gefunden
weil sie stets mit Gerausch verbunden.....
Om Dagen hører vi inde fra Land Gulspurvens lille traurige Melodi — en Oplevelse, vi ikke har haft, siden vi var paa Thurø og Taasinge — og fra Skoven Ringduens dybe Kurren.
En Dag kom en Lærkefalk sejlende over Skovbrynet; en Mængde Jordsvaler kom straks til fra alle Sider og forfulgte den, til den forsvandt bag Skoven. Svalernes Skrigen hørtes længe efter, at de var bleven borte inde over Land. Lidt efter hørte vi paa Larmen, at Jagten nærmede sig paany, men denne Gang kom Falken blot i et eneste Kast op over Skovbrynet, saa forsvandt den endelig med hele Meuten efter sig bag Skovene.
— En lille Passagerdamper anløber af og til Broen. Saa sidder vi paa Dækket og lytter til de belærende Samtaler, som Turisterne fører med Søfolkene — og vi faar næsten altid fat paa et eller andet Emne, som kan drøftes videre. En Morgen skal én af det stedlige Pensionats kvindelige Gæster forlade Stedet, og mens hun paa Broen venter paa Dampbaaden, der viser sig ude i Farvandet, henvender hun Ordet til Havnefogden:
— „Det er dog et forfærdeligt Lavvande idag,“ siger den venlige Dame, som er morgenduelig og oplagt til Samtale.
— „Saa—aah! Hvorfor tror De det?“ svarer Havnefogden.
— „Jo, kan De ikke se hvor højt Damperen ligger!" forklarer hun opmuntrende.
— „Det gør den sgu’ osse! Det har jeg ikke tænkt paa før!" sagde Manden. Trods disse kontrære Naturforhold naaede Damperen Broen, og Damen kom
ombord. —