TAASINGE
Dersom ikke en eller anden lunefuld Bræ engang i Tidernes Morgen havde afkastet den mægtige Grusdynge paa den flade Bund, som nu danner Øen Taasinge, og lavet den Banke, som bærer Navnet Bregninge Kirkebakke, er det højst usandsynligt, at den havde faaet sit Ry for landskabelig Skønhed. I Virkeligheden er det slet ikke det Punkt paa Øen, som bærer Prisen; men det reklamerer kraftigt og allerede paa lang Afstand for den ellers udefra lidet iøjnefaldende Ø, som mest er lav og flad. Fra Farvandene til alle Sider ser man langvejs fra over blanke Sunde, over Skove og Aaser og tværs over andre Øer den blaanende Kegle af dette det sydfyenske Øhavs Fuji-Yama.
En skønne Sommermorgen var vi ifærd med paa vore Cykler at hale ind paa dette Maal ad Vejen fra Vindeby. Det er en skrap Bakke at tage paa Cykle. Lad os, mens vi aser i Pedalerne for at naa Udsigtspunktet, tage et ganske kort Overblik over Taasinges Geografi og Historie.
Øen har Form af en uregelmæssig Firkant, hvor paa Østsiden Lunkebugten gør en dyb Indskæring og danner den store Halvø Vemmenæs. Den har en Længde af 13 km fra „Ørerne" i Nordøst til Vaarø Knude i Sydvest, og 12 km fra Vornæs Pynt i Nordvest til Vemmenæs Færgeodde i Sydøst. Medens Øens nordlige, smallere Del er næsten én eneste, stortformet Bakke, som ved Bregninge Kirkebakke naar den imponerende Højde af 74 m, er den langt større sydlige Del helt igennem en temmelig jævn og lav Flade, der hist og her naar en halv Snes m.s Højde. Kun et enkelt Punkt, Syd for Lundby, naar her 22 m. Syd for Vornæs Skov paa Vestsiden findes en udstrakt Vejle med store, rørbevoksede Fladvande og Laguner. — Sydenden løber ud i den flade Halvø „Maanen" (med langt a) og Langodde, der ofte ved Højvande oversvømmes, saa Vaarø Knude yderst ude rager op som en lille Holm. Ved Sydøstsiden nær Stjovl Knude ligger de to ganske smaa Holme Store og Lille Rallen, og i Svendborg Sund to andre Holme, Iholm og Marholm, som hører under Bregninge Sogn.
Som Modsætning til alle sine vestlige og sydlige Naboer har Øen ganske betydelige Arealer af Skov, saaledes Pederskov paa Østsiden Syd for Valdemars Slot og Vornæs Skov paa Vestsiden, paa Vemmenæs Tvede Skov og Stenodde Skov, samt flere mindre Skove, som Bregninge Skov og Horse Skov paa sin nordlige Del. Hele den store, flade, midterste og sydlige Del er derimod helt blottet for virkelig Skov. Som næsten alle vore mindre Øer mangler den Vandløb og Søer.
Mod Nord skilles Øen fra Fyen af Svendborgsund, mod Nordøst fra Thurø ved Thurøsund; sin Vestside vender den ud mod det lille sydfyenske Arkipelag ved Højsteneløb og Knudedyb, sin Østside har den sydligst begrænset af Siøsund og ovenfor dette af det brede Belt mellem Langeland og Fyen. Øen, som hører under Svendborg Amt, har 3 Kirkesogne, nemlig Bjerreby (5497 Tdr. Ld.), Landet (3470 Tdr. Land) og Bregninge (3657 Tdr. Ld.), ialt 12624 Tdr. Land. — Øens enestaaende Frugtbarhed anskueliggøres bedst ved den Kendsgærning, at der paa dette forholdsvis ringe Fladeindhold rummes ikke mindre end 27 Landsbyer foruden Ladepladsen Troense, 3 Færgesteder og Hovedgaarden Valde-marsslot!
Øen forekommer allerede i Knytlingesaga under Navnene Thorslund og Thios-lund. I Valdemar II’s Jordebog kaldes den Thorsland. Det romantisk klingende „Thorseng" er en senere Tids Opfindelse.
Efter en tidlang at have været i Kronens Eje blev Øen i 1337 pantsat til Grev Geert, men kom under Dronning Margrethe paany under Kronen for dog kort efter at vandre over i de fyenske Bispers Eje. Herfra kom den efter Reformationen atter i Kronens Besiddelse. Tre berømte Kvinder har senerehen efter hinanden ejet Øen, nemlig Ellen Marsvin, som 1618 købte Godset her af Erik Rosen-krantz, hendes Datter Kristine Munk og dennes Datter med Christian IV, Fru Ebbe Ulfeld eller, som hun her bestandig kaldtes, Frk. Hedevig. Efter Øens Fallit under den sidstnævnte Dames Regimente var den fra 1664—1678 udlagt til Rytterdistrikt, da Niels Juel købte en Del af den for sine Prisepenge efter Slaget i Kjøge Bugt. Hans nærmeste Efterkommere købte efterhaanden hele Øen og samlede den til et Stamgods for den Juelske Familie, hvis Navn i Beg. af 19. Aarh. forandredes til Juel-Brockdorff. I Løbet af forrige og dette Aarhundrede er Øen efterhaanden købt fra Godset af Beboerne med Undtagelse af 400 Tdr. Land Ager og Eng og 1440 Tdr. Land Skov.
Paa nær Færgegaarden i Vindeby og nogle faa Smaahuse er alt det øvrige nu frit Bøndergods. Og det er adskillige Aar siden, at den Troense Smed, som dengang var den eneste paa Øen, der ejede Hus og en Stump Have, med Rette kunde hævde: „Mig og saa Baronen vi ejer hiele Øen!" —
Godset har siden 1902 været under Administration.
Øen har indtil for et halvt Hundrede Aar siden kunnet opvise ikke mindre end 40 jordfaste Oldtidsmindesmærker, deriblandt 26 Gravhøje. Siden er langt den største Del af disse forsvunden, idet Bøndernes respektløse Udslettelse af saa-danne Fortidslevninger, der ikke udtrykkeligt er fredede, her som alle andre Steder i Landet bliver mere og mere hyppige — et Fænomen, der paa besynderlig Vis indtræffer samtidigt med denne Klasses stigende Kultur!
Om det gamle, forlængst nedrevne Kjærstrup Slot og om Øens sidste Hoved-gaard Valdemars Slot vil der blive berettet, naar vi besøger disse Steder.
Kommen omtrent midtvejs mellem Vindeby og Bregninge Kirke saå vi Østen for Vejen en Gravhøj af mægtige Dimensioner rage op over Aasen, som her er 50 m høj. Selve Gravhøjen er omkring 5 m høj og synes viden om i Landskabet. Det er den bekendte „Ingers Høj", og vi stod af Cyklerne og gik over Markerne hen til den.
Folkefantasien har fra gammel Tid beskæftiget sig stærkt med dette Sted. Almuens Overtro knytter sig ofte med Forkærlighed til Steder, som paa en eller anden Vis gør sig kraftigt bemærkede i Landskabet, enten ved deres storslaaede Udsigt, ved deres Uhygge eller deres Skønhed, undertiden ogsaa til uforklarlige, landskabelige Fænomener, hvortil „Kæmpehøjen" med dens mystiske Oprindelse maa henregnes. Den prægtige Ingers Høj har været en fremragende Stimulans for Bondens Fantasi ved sin vældige Størrelse og sin ejendommelige skønne Udsigt. Ærø, Fyen, Langeland, Thurø, hele Svendborgsund og en Mængde af Smaaøerne vesterude øjner man herfra.
For den, der en Sommerdagsmorgen ligger i Græsset paa Højens Top, falder det vanskeligt at forestille sig, at selve den skinbarlige Fanden har haft en af sine mange Bagdøre i Højens Side — og dog har han benyttet denne i det mindste ved én bestemt Lejlighed. En Jomfru ved Navn Inger havde svoret, at hun vilde tilhøre den Lede, dersom hun blev sin fattige Kæreste utro. Men siden gav hun alligevel en rig Bejler sin Haand. Allerede stod hun med ham for Kirkens Alter for at modtage Velsignelsen, da den Onde traadte ind ad Kirkens Dør; mellem Stolestaderne gik han op til Altret, greb Bruden og slæbte hende med sig over Markerne op til Højen, midt i den klare Dag! — Men Brudekransen bekyttede hende, og Djævlen mægtede ikke at faa Pigen med sig ind i Mørket under Grøn-sværet. Først da han tvang en forbigaaende Knøs til at rive Blomsterkransen af Brudens Hoved, fik han fuldkommen Magt over hende og slæbte hende med sig ind gennem Højen--
Sagnet forlenes med en besynderlig, næsten raffineret Uhygge derved, at dets rædselsfulde Handling udspilles ved fuldt Dagslys. Lige saa besynderlig, men af en egen hedensk Ynde er den Forestilling, at den Onde, som har trodset baade Alter og Kors, gyser tilbage for Berøringen med Brudekransen, Uskyldens Symbol paa Jomfruens Hoved. —
Endelig naar vi Bregninge Kirkebakke og stiger Traditionerne tro op i Taar-net. Sammenlignet med Omgivelserne ved Ingers Høj virker disse som et Arrangement for Turister, men der er god Orientering herfra Højden. Egnen om Ingers Høj er et Digt, dette er et Landkort. I en Bog om Øen skriver Pastor F. C. Lund (1823) om Bregninge Kirkebakke, at hans Øje herfra overskuer „8 Provindser og Øer, som er større end Thorseng, omtrent 20 mindre Øer og Holme, 5 Kjøb-steder, 2 Flækker, 65 Kirketaarne, 20 Slotte og Herregaarde, 30 Vejrmøller, foruden en stor Mængde Landsbyer, enlige Gaarde og Huse, Skove og Fartøjer."
— Sandet fra Kirkebakken har i gammel Tid haft Ry for at kunne fordrive Rotter, og langvejs fra kom man hertil for at bringe nogle Skovlfulde med sig hjem. De sidste Beretninger om Rotter, som flyede for det, har man fra Beg. af d. 18. Aarhundrede. Nu er disse Dyr desværre ikke mere overtroiske, ellers havde man jo haft en Anvendelse for Bakken.
Vi styrede videre for at opsøge det gamle Kjærstrup Voldsted. I Daniel Bruuns „Danmark" staar fejlagtigt, at dette er nedpløjet. Det befinder sig tværtimod i bedste Velgaaende paa Marken Syd for Vejen mellem Bregninge og Pederskov Huse. Som en yndig Oase, tæt bevokset med gamle, skønne Træer, ligger det stærkt synligt allerede paa lang Afstand inde paa de flade, graa Pløjemarker. Selve Voldstedet hæver sig 3 til 4 m op over Bunden af en endnu forholdsvis velbevaret Grav, som dog nu er uden Spor af Vand. Men en gammel Brønd i Gravens vestre
Del er dog endnu vandfyldt helt op til Randen, og her er tydelige Spor af, at Stedet ogsaa i senere Tider har været bebygget.
Enkelte svære Kampesten rager op over Grunden, men saa spredt, at vi ikke kan se nogen Plan i deres Anbringelse. Hist og her finder vi mørkerøde Brokker af gamle Munkesten og Stumper af Tagsten, de saakaldte „Munke og Nonner" — disse Tegl var anbragt skiftevis over og under hinanden, og Folkets Røst har gen-gennem Navnet fint antydet Verdslighedens Formodninger om Livet indenfor de hellige Mure.
Borgen nævnes første Gang i 1320, da den var i Hr. Peder Nielsen Stygges Besiddelse. Benedicht Ahlfeldt solgte den i 1387 til Dronning Margrethe, og det er højst sandsynligt, at det gamle Slot har huset Dronningen indenfor sine Volde. Thi hendes Interesse for Hertugdømmerne, der bl. a. gav sig Udslag i, at hun fik de holstenske Grever til at opgive Arveretten til Sønderjylland, har udentvivl ofte ført hende paa Rejser til denne Provins, hvortil den mest trafikerede Vej dengang gik over Taasinge og Ærø. — Slottet blev dog ikke længe i Dronningens Besiddelse, hun afstod det senere til Odense Bispestol sammen med alle sine øvrige Ejendomme paa Taasinge for ydet Pengehjælp under hendes mange Krige. I dennes Eje forblev Kjærstrup lige til Reformationen, og en Mængde Bisper kom herved i Besiddelse af Gaarden, blandt disse Jens Andersen Beldenak, som boede her i adskillige Aar. —• Er dette de sidste Rester af Bispens gamle Rede, disse graa Kampesten og røde Tegl?
Her sad han i sine sidste Aar og raadede bredt paa sin Bedrift, denne Mand med den besynderlige Blanding af store og smaa Egenskaber, dette haardtbrændte Konglomerat af en Statsmand og en Uldjyde, en emsig Prælat og en Grandseig-neur, kun aldrig Parvenu! — Men den gamle Jyde fik kun faa Aars Respit, før det, vi kalder Nemesis, slog sin Klo i hans Frakke. Og dette snedige Hoved, paa hvilket Studeprangerens side Hat har siddet lige saa faststøbt som Bispehuen — det blev dukket godt, den gamle seige Bælg blev klemt haardt, inden Vejret gik af den.
Det var Christoffer Rantzau til Quarnbeck, en holstensk Adelsmand og Slægtning af Otto Porsfeldt, som en Dag i 1533 brød ind paa Kjærstrup, kneblede Jens Andersen og førte ham indsvøbt i Sengeklæderne til et Skib, der bragte ham til Holsten. De Folk, der ventede paa ham, modtog ham som den Mand, han var, med formaaende og rige Forbindelser, der var istand til at betale gode Løsepenge! Derfor slog de ham ikke ihjæl, pinte ham blot efter Datidens Skik paa forskellig Vis, men langsomt og klogt. Tilsidst, siger Beretningen, indsmurte de ham med Honning og „satte ham ud for Fluer, Bier og Myg og Bremser og stikkes af den-nem!“
Hans Søsterdatters Mand, en Borger i Liibeck, fik omsider Tidender om hans fornedrede Tilstand og løskøbte ham. Det kostede 20 Pd. Guld eller saa meget som 17280 Tdr. Byg var værd i de Tider. — Han blev afleveret levende i Liibeck, men han stod det alligevel ikke ud; her døde han kort efter.
— Ellen Marsvin havde, som tidligere nævnt, købt Godset af Erik Rosen-krantz i 1618, og baade hun og Datteren, Kirstine Munk, har boet her. Men allerede 1629 lod Christian IV den gamle Gaard nedrive, og Materialerne herfra blev anvendt til Opførelse af det gamle, nu forsvundne Valdemars Slot. Desværre aner ingen, hvordan den gamle Borg har set ud.
C. G. Høgstrøm meddeler i „Taasinge paa Niels Juels Tid" (1916), at der i et gammelt Dokument fra Tiden omkring Niels Juels Ankomst til Øen siges følgende : „— paa det Sted, hvor tilforn har staaet en Herregaard, kaldet Kierstrup, og nu Cammelgaard, derpaa er et lidet Hus opbygt, som er 9 Fag, og som nu staar øde. Fiskedamme og Grave er tilgroede med Grøde og Flæg, saavel som og de Fiskedamme i Enemærket mod Stranden. Ved Gammelgaard er en god Frugthave, hvori Træerne dog er gamle.“ — Forf. tilføjer, at af de omtalte Fiskedamme mod Stranden er endnu Spor tilbage, og de gamle Træer er vistnok de samme, som endnu staar paa Kjærstrup Voldsted. -—
Hvor Vejen Øst for Voldstedet deler sig, kører vi mod Syd gennem Peder-skov, eller som den ogsaa kaldes Nordskov. Som en Mængde Steder paa Øen har ogsaa denne Plet sit Sagn. Her fandtes forhen en lille Bæk, „ Lindormebækken “, som skulde være opstaaet paa følgende Maade: En Fremmed, som kom til Øen, tilbød at ville ødelægge dens Mængde af Rotter, naar man vilde indestaa ham for, at her ingen Lindorm fandtes — thi man kunde aldrig være sikker paa, at et saa-dant uhyggeligt Bæst ikke var i Ledtog med Rotterne, man havde set saa galt før! Beboerne svor gladelig paa, at et saadant Utyske absolut ikke fandtes her — men det var imod deres bedre Vidende! Heksemesteren antændte nu et stort Baal midt paa Øen, og paa hans Lokken kom Rotterne fra alle Sider i store Skarer og styrtede sig i Ilden. Men midt under Forestillingen kom Øens Lindorm — en forskrækkelig stor Rad var det — op fra Lunkebugten gennem Pederskov og trak paa sin Vej den store Fordybning efter sig, hvor siden Lindormebækken randt. Ormen forsvandt i Baalet, naturligvis medtagende den ulykkelige Rottejæger. Derimod slap Resten af Rotterne for videre Tiltale — og der er endnu den Dag idag Masser af dem paa Øen. —
Nord for Lundby støder vi atter til Hovedvejen og følger denne mod Sydøst langs Lunkebugtens sydlige Bred. Fladere Land end dette har jeg aldrig set. Vejen gaar et langt Stykke paa en Dæmning, som adskiller Bugten fra de lave, saftige Engstrækninger indenfor denne, og som ikke synes at ligge det mindste højere end Vandfladen. Bugtens Vand ligger dovent og glat som Olje helt over til Valdemars Slot. Ude i Strandens Tang og boblende Dynd vader en stor Flok tamme Høns omkring; de gaar og fisker i Pytterne og gebærder sig i enhver Henseende som veritable Vadefugle. Men af og til gaar Naturen over Optugtelsen, de skraber bagud, saa Skidtet flyver omkring dem og forraader derved deres Afstamning. En Regnspove letter fra Strandbredden, og langt ude basker et Par Gravgæs op; og da vi naar Engene paa Vemmenæs udenfor Skovene, jager nogle Rødben-Klirer forbi, og en Mængde Viber tumler sig over Markerne.
Forbi Vemmenæs Færgegaard kom vi gennem Skovene til Halvøens Nordkyst, bestandig over ensformige, kedsommelige, dyrkede Marker. Overalt er Haver og Hegn, og man slipper næppe løs fra den ene Landsby, før man opsluges af den anden. Det er det fyenske, frodige Landskab om igen — men glattet ud som et Stykke Kagedejg.
Paa Tilbagevejen kom vi gennem Landsbyen Landet, hvis Kirke er et smukt Eksempel paa den romanske Type, som fra Jylland er vandret ind over de syd-fyenske Øer til Langeland, og hvis arkitektoniske Stamfader er Domkirken i Slesvig By. Den er opført af Kvadersten, og rundt om i dens Mure findes nogle ganske fortrinlige, indmurede Granitrelieffer, saaledes en Tympanon med en Kristusskik-kelse mellem en Kentaur og en Løve, og paa den søndre Mur en gaaende, brølende Løve med Tungen ud af Gabet — rimeligvis Djævlens Symbol — i kunstnerisk Henseende det bedste af alle Reliefferne.
Portalen mellem Vaabenhuset og Kirken er et romansk Arbejde af stor Skønhed. Den er ikke, som Trap paastaar, af Kamp alene, men af Kamp og Sandsten. Desværre er den restaureret paa ganske skandaløs Maade, thi ikke alene er de gamle Sten utvivlsomt bleven pudset af under Restaureringen, formodentlig for at gøre dem „pænere" paa Overfladen, hvad desværre er lykkedes til Fuldkommenhed, men Udbedringer og Reparationer er foretaget med Ølandskalk og — Gud hjælpe os! — med Cementstøbning. Forneden er enten Stenene helt nye, eller ogsaa har de faaet en saa grundig Afpudsning, at de ser saadan ud. Overfladen i baade de nye og de afpudsede Sten er grim og uædel, og har intet med gammelt Haandværk at skaffe.
Fra vor Ankerplads udfor St. Jørgen paa Fyenssiden tog vi næste Dag atter over til Øen og kom over Bregninge til Galgehuset paa Galgebakken, beliggende lige hvor Hovedvejen deler sig Vest for Pederskov. Det er Øens gamle Rettersted, og Huset, som ligger deroppe, er ikke hyggeligere end dets Navn; noget mere forfaldent og skrækindjagende skal man forgæves søge. Men en fortrinlig Udsigt er der herfra Højderne over de store Flader imod Syd og helt ned mod Lunkebugten. —- Hvorfor mon man forøvrigt altid slæbte de arme Syndere op paa høje Udsigtspunkter, før man hængte dem endnu højere op?
Hvornaar er monstro Overgangsperioden hertillands falden mellem Hængning og Halshugning af Forbrydere? I ældre Tider var der stor Forskel paa Rangforordningen ogsaa mellem Skarnsfolk, den fornemme rettedes med Sværd, den gemene hængtes op ved sin Hals. Efterhaanden blev jo imidlertid Øksen hos os et mere demokratisk Redskab, velsagtens som Følge af, at Adelsmænd i de sidste Par Hundrede Aar var saa sjældne Gæster paa de nævnte Udsigtspunkter — medens det i andre Lande (England, Rusland o.s.v.) endnu hyppigt er Strikken, der er i Gang. —
Egnen heromkring Galgebakken og sønden for denne er fuld af uhyggelige Sagn. Trods sin isolerede Beliggenhed var Taasinge i gamle Dage Alfarvej for mange Slags Folk, fra fornemme Personer til Bissekræmmere og Studeprangere, men hyppigt Folk med Mønt paa Lommen! Rejsende med Langeland og Lolland som Maal kom over Bregninge Kirkebanke, og ad denne Vej over Taasinge for Folk til Ærø, Sønderjylland og Holsten. Saasnart man fra Galgebakken kommer gennem „Leddet", der fører ind til Landet Sogn, er man paa de Omraader, hvor Skarnsfolk i de Tider laa i Mørket og ventede paa deres Ofre. Saa godt som alle Øens „Led" ved dens Sogneskel er berygtede, og endnu holder i sorte Nætter Spøgeri og Djævelskab dette Ry vedlige. Dette er Tilfældet med „Skilleleddet11 mellem Højby og Gjesinge og „Højemølle Led" mellem Lundby og Bjerreby. I Nærheden af Galgebakken ligger den mindre „Troels Banke", der har Navn efter en Bissekræmmer, som her dræbtes og udplyndredes af selve Lundby Mænd; Stedet her bag „Lunde Holme" maa have været godt valgt til Udaaden. —
Vi agede sydpaa til Bjerreby for at se Kirken. Hos Lærer Høgstrøm i Bregninge, som har skrevet et Par udmærket instruktive Bøger om Øen, havde jeg Dagen før set nogle af ham udførte Tegninger af den gamle Bjerreby Kirke, som nedreves 1904. Den var ligesom Bregninge Kirke opført af raa og kløvet Kamp — en Del af Bygningsmaterialet var hentet fra det gamle St. Olufs Kapel, som laa tæt sydøst for Lundby — og den saa efter de omhyggelige Tegninger ud til at have været fortrinlig. Der fandtes i den nogle Kalkmalerier, som at dømme efter de udmærkede Smaakopier, Læreren havde lavet efter dem, maa have været ypperlige. Hr. Høgstrøm udtalte som sin Mening — og han deler denne med adskillige andre Godtfolk paa Øen — at det var ganske unødvendigt at nedrive den gamle Kirke, som var solid nok til, at en Restaurering kunde have bjærget den. Men nu blev den altsaa for en Snes Aar siden jævnet med Jorden af nogle foretagsomme Folk! Og den har givet Plads for et højst uhyggeligt Monstrum af højrøde Mursten — et Slags Forsamlingshus med Taarn, der er en Fornærmelse mod al god Smag.
De pragtfulde, gamle Sokkelsten har man anvendt i Sokkelen til den nye Bygning, men spredte rundt omkring, og Mellemrummene er udfyldte med den almindelige Kostalds-Stensætning med Cementfugning. De gamle Sten, som er indtil 2 m lange, har en overordentlig ædel og skøn Profil, og paa enkelte af dem er indhugget det kendte Port-Ornament. Vi fandt i Stendiget omkring Kirkegaarden adskillige af disse Sokkelsten, sprængte for at kunne passe ind i de Huller, de skulde udfylde — vi fandt tydelige Spor af Sprænghullerne i dem!
Det var oprindelig min Hensigt, at jeg altid, hvor vi paa vor Rejse fandt, at Ukyndighed, Vandalisme eller Hærværk var gaaet ud over vore gamle Mindesmærker, vilde opspore de ansvarlige Ophavsmænd. Men jeg har maattet opgive dette paa Grund af de Besværligheder, det vilde føre med sig og af den sørgelige Aarsag, at Materialet vilde blive altfor stort!
Kirkens Indre er som det Ydre rædsomt. Det falder godt i Traad med alt det øvrige herinde, at det tarvelige Træværk er bemalet med den blaagrønne Farve, som er almindelig anvendt paa Køkkeninventar. Andagtvækkende er denne Lade ingenlunde!
— Gennem Skovballe By naaede vi ned til dennes Udskibningssted, hvorfra vi stirrede udover det sydfyenske Øhav som Israeliterne ind i det forjættede Land. Hele Drejø Sogn laa foran os med alle sine Øer synlige, tiltrods for, at vi stod saa lavt som i selve Strandkanten: Birkholm, Odden, Mejlholm, Hjortø, Hjelmshoved, Drejø og Skarø dukker op ved Siden af, foran og bagved hinanden. Den fine Søndenvind jager Havet i glidende Smaabølger nordover — det ser ud, som om alle Øerne er paa hastig Vandring mod Syd.
Fra Vejen Vest for Vaarø ser vi ud over „Maanen" i Syd, et uendeligt Græstæppe, flydende paa det blaa Hav, en underlig Gevækst paa Taasinges fede Krop, yderst endende i den skarpe Knop, Vaarø Knude. Vi kører videre mod Øst mellem levende Hegn over det bestandig flade Land og ser kun fra det ene Hegn til det andet. Det er som én eneste, afskrællet Oase, men alligevel — mangen en lille Plet derpaa har sit at fortælle, har sin ejendommelige Poesi.
Varmen overvælder os; vi staar af Cyklerne og smider os ved Kanten af et stort Vandhul ved Vejen og faar Piberne tændt. Røgen driver ud over den rolige Vandflade, ganske langsomt til den naar et bestemt Sted, saa løftes den pludselig tilvejrs og forsvinder.
Saadan en lille ensom Dam er en mærkelig Ting, noget ganske for sig. Her ligger den mellem de dyrkede Marker med sin egen, urgamle Vegetation, sit eget ejendommelige Liv. Bonden har endnu ikke kunnet faa Has paa den, seiglivet har den holdt sig fra længst forsvundne Tider; maaske er den den sidste Levning af en Sø, og alt, hvad denne har rummet, har trængt sig sammen paa denne lille Plet, som nu kun er 3—400 m2 stor. Men næsten alle Søens Særegenheder er bevarede.
Nogle kæmpemæssige, gamle Trærødder ligger mellem Vejens Dige og Vandet, næsten skjulende dette med sine forvitrede, krumme Arme. Dammen er paa alle Sider omgivet af smukke Pilebuske, Seljepil og en anden Art med sølvagtige Bagsider paa Bladene. Ned mod Vandet staar nærmest Vejen et pragtfuldt, bredt Bælte af blomstrende Spiræa, længere borte hælder en Krans af høje, mørke Brændenælder sig ud over en hel Skov af Pindsvineknop, der staar nærmest ud mod Vandspejlet hele Dammen rundt; ranke som tændte Kærter staar de med deres saftige, gyldengrønne Farve lysende mod det dybblaa Vand. Bittersød Natskygge gynger blødt paa sin bøjede Stængel, dens cadmiumgule Støvdragere sidder som smaabitte Julelys i de violette Blades Stager. Kattehalen staar lige tilvejrs, pralende med sit røde Blomsterflor, mens Dueurten beskeden og bly pipper frem hist og her med sine blide Farver.
Store Guldsmede jager over Vandet, og omkring de gamle Trærødder vrimler det af alt muligt Kryb og af summende Insekter. Det kribler og krabler omkring Planternes Stængler ude paa det dybe, lune Vand, dets Overflade stribes af hjulbenede Vandkalve og alle mulige smaa Uhyrer, der jager hinanden i fuld Krigsmaling og med Djævelskab ud af Øjnene. Mudderet paa Bunden sprager og sender Bobler tilvejrs, der brister som store, underlige Øjne.
Pludselig pusler det mellem Sivene, og 3 Lappedykkerunger kommer roende ud paa det aabne Vand, hvor de giver sig til at fiske. Moderen viser sig et Øjeblik bag et fremspringende Hjørne, men forsvinder straks igen, da hun ser os. Ungerne har endnu stribede Halse og lyse Dun paa Gumpen. — Et Øjeblik efter kommer en grønbenet Rørhøne i stor Hast tværs over Dammen med en lang Kølvandsstribe efter sig; saa forsvinder hun atter mellem Rørene. Vinden rifler det dybblaa Vand ude paa Midten og rasler sagte med Spiræaens og Nældernes Toppe. —
Gennem de smukke og velbevarede gamle Byer Vaarø og Stjovl — den sidste med et ganske henrivende Gadekjær — er vi naaet nordpaa ad Vejen omtrent til Lundby. Her, hvor Udsigten er smukkest ned over de faldende Bakker mod Lunkebugten, hvor bølgende Kornmarker, levende Hegn og grønne Skove veksler over den jævnt hældende Skraaning ved Bugtens blaa Vande — her, hvor endnu Navnene „Kimervejen" og „Kimergaarden" er Minder derom, laa i gamle Tider den gode St. Olufs Kapel. Den hellige Mands Billede hentedes hvert Aar herinde og blev efter Tilsaaningen baaret rundt over Markerne, for at Sæden kunde faa Lykke, Fremgang og Vækst og vorde rig og mangfoldig! For Slægt efter Slægt velsignede den gode Helgen det kære Korn og gav Bonden Brød i hans Ovn. Og saa endte han selv derinde i Ovnen!
En Bonde havde vandret med St. Oluf under Armen den ganske Dag, og skønt han gik, saa Sveden randt, tog det ham længere Tid, end han havde beregnet, thi Agrene laa saa spredt. Han kunde ikke naa at faa det hellige Billede bragt under
Tag i Kapellet, før Sol gik ned, hvad Loven strængt bød. Han tog da hemmeligt Helgenen med hjem og skjulte ham i sin Bagerovn om Natten, for saa snart Sol igen kom paa Himlen at bringe ham til sin Plads. Men træt af den lange Vandring sov Bonden over sig, og Tjenestepigen tændte om Morgenen Ild op i Ovnen til Bagning — da Bonden endelig kom paa Benene, var Helgenen forlængst gaaet op i Luer og faret til Himmels gennem Skorstenen. Intet Under, at i den Gaard vilde aldrig siden noget lykkes!
Men saaledes gik det til, at den hellige Mands Billede lige til det sidste var medvirkende ved Fremstillingen af det daglige Brød. —
Det lille Kapel nedreves først i 1634, og dets Sten anvendtes til Opførelsen af et Gravkapel ved den gamle Bjerreby Kirke, hvilket nedreves sammen med denne i 1904. Skal man derfor nu søge de gamle Sten, maa det vel være i Kirkegaardens Dige eller i Bøndernes Stenpikninger.
Ad den fuldkommen snorlige Vej, der fra Bregninge Kirkebakke jævnt skraa-ner ned mod Vornæs Skov, er vi en Eftermiddag naaet ned til Dæmningen Syd for denne mellem Vornæs Vejle og Havet, som her løber ind i en lille yndig Bugt mellem Bøgeskoven og Vejlens vide Flader. Her er saa stille som i Paradisets Have, før Adam og Eva lavede den om til Kolonihave og Nutidslejr.
Men saa snart vi træder ned fra Dæmningen og bevæger os ud over Vejlen, forstyrres det stille Landskab. Sværme af Hættemaager letter fra deres Kolonier paa de rørklædte Holme ude i Søerne, kommer i tætte Skarer op over én og fylder Luften med en Skrigen saa voldsom og øredøvende, som paa de rigtige, smaa Fugleøer. Klirer blander deres Skælden deri, mens de i vide Cirkler flyver om os, til vi er kommen tilstrækkelig langt fra deres Yngel, og Viber jamrer hæst og langtrukkent over de aabne, vaade Marker. Et Par Hejrer staar stille og kloge paa det flade Vand i en lille Bugt; med deres Spejlbillede staaende paa Hovedet under sig ligner de et Par mærkelige, lange Hieroglyffer, fuldstændig ubevægelige — indtil en rødhalset Lappedykker pludselig skal forbi og sender Bølgeringe over Vandfladen, som ødelægger hele Tegningen. Et Par Graaænder med Ællinger har travlt med at komme væk og sætter fuld Damp op i Spidsen for hele Flaaden af Smaakravlet i deres Kølvand. Engang imellem ser det ud, som de afskyder en Torpedo ud til Siden, men det er bare én af Ællingerne, der har faaet Øje paa en Flue og habser den. Mindst halvtredsindstyve Blishøns svømmer længst ude paa det blanke Vand og fodrer deres Unger.
Som vi gik ved Vejlens Sydkant langs et lille Krat, opdagede vi pludselig en Gærdesmuttehun, som fodrede sine Unger, der sad paa et Lægtegærde i Skovbrynet. Ungerne forsvandt ved vort Komme øjeblikkelig i Buskadset; men Moderen lod sig falde sammen paa den øverste Lægte, hendes Hoved sank ned til Siden med halvlukkede Øjne, Fjerene paa Halen og de slapt hængende Vinger var vidt udspredte — den var et fuldtro Billede paa en død Fugl. Saaledes laa den „todt“, til vi endelig kom altfor nær, saa stak den af! Ingen af os havde før set en Gærdesmutte opføre en saadan Film, der er saa almindelig at iagttage hos mange andre Fugle, naar de vil lokke en Fjende bort fra Ungerne.
Vornæs Vejle er det mærkeligste Sted paa denne ellers saa gennemdyrkede Ø, det er forlenet med alt det lave, vide Lands ejendommelige Skønhed, intet Hegn eller andet Menneskeværk rager op og forstyrrer Indtrykket af den fuldkommen uberørte Natur — det er lidet kendt og aldrig søgt, og derfor endnu fuldt af Fred og Ynde.
En straalende Sommermorgen kørte vi fra Svendborg sammen med Dr. Kjær og hans Frue, født Comtesse Adda Reedtz-Thott og Enke efter Baron Juel-Brock-dorff, den forrige Ejer af Valdemars Slot, for at begive os med Færgen til Taa-singe og bese Slottet, i hvis Administration Fruen nu havde Sæde. Kommen igennem det yndige Troense med dets gamle Bindingsværkshuse og træbeplantede Veje gled vi kort efter gennem Parken ind paa den mægtige Slotsplads.
Selve Hovedbygningen, som er énlænget, men af imponerende Dimensioner, og som langt ude fra Havet, navnlig ved sit vældige Tag, virker baade mærkelig og smuk, er paa nært Hold temmelig kaserneagtig og klodset. Men unægtelig virker det hele Ensemble storslaaet med de lange, symmetriske Sidelænger, der indrammer den uhyre Gaardsplads med dens Dam ud mod Stranden. Imposant er Indtrykket, men noget koldt og uindbydende.
Af det gamle, oprindelige Valdemars Slot er nu intet Spor tilbage. Dette, som opførtes i 1629—33 af Jørgen Scheffel og Andreas Ferch efter Tegning af Hans Stenvinkel, laa oprindelig paa et fremspringende Næs „Tronøret“, idet de bag Slottet liggende lave Engstrækninger dengang var en nordgaaende Arm af Lunkebugten. Det var en af Christian IV’s bekendte Renæssancebygninger („hollandsk Renæssance") af ret beskedne Dimensioner med Sandstensornamenter, Taarne og Spir. Tænker man sig dette Slot i dets daværende Omgivelser, har man et Landskabsbillede, som vanskeligt kunde være forskelligere fra det nuværende.
Slottet, som delvis opførtes af Stenene fra det gamle Kjærstrup, var tænkt som en Gave fra Kongen til hans Søn med Kristine Munk, den unge Valdemar Christian, som imidlertid aldrig kom i Besiddelse af Slottet, men hvis Navn det bærer. Efter Corfitz Ulfelds Fald gik Valdemar Christian nemlig i svensk Tjeneste og endte sine Dage paa Valpladsen ved Lublin under en af Carl Gustavs Fægtninger mod Polakkerne. Kristine Munk flyttede hertil fra Kjærstrup og boede her vistnok fra 1633—58. Efter hendes Død gik Godset i Arv til hendes Datter med Christian IV, Hedevig, gift med Corfitz Ulfelds Broder Ebbe Ulfeld, som efter Broderens Fald ligesom Valdemar Christian tog Plads under Sveriges Banner og deltog paa svensk Side i den skaanske Krig for aldrig mere at vende tilbage til sit Fædreland. — Saaledes kom „Frk. Hedevig", som hun bestandig vedblev at kaldes af Beboerne, i Enebesiddelse af Godset og Slottet.
Under denne lebendige Dames Regimente blev det store Gods i Løbet af faa Aar saa godt som fuldstændig sat over Styr. Hun har sikkert arvet en god Del af sin kongelige Faders blodrige Temperament, men det gav sig kun synlige Udslag i nogle dundrende Fester, og hendes Fremtræden har aabenbart ikke ved alle Lejligheder været helt royalement. Aarene fra 1658—64, da hun boede paa Valdemars Slot, blev de mørkeste i Øens Historie; men det maa lades den høje Dame, at hun ikke var ene om at lave denne Malheur, men som Forbundsfælle fik nogle Sværme af Carl X Gustavs Lejetropper, som i Aarene 1658—59 huserede frygteligt over hele Øen, brændte og plyndrede, udsugede Beboerne og totalt ødelagde næsten hele Slottet. Hvad Øen led i disse to Aar, skal man læse om i Synsforretningen, som foretoges i 1660 „af 8 af Øens Dannemænd". Efter denne at dømme maa man lade Svenskerne, at de har gjort sig Umage for at gøre rent Bord paa Øen og i Slottet. I det fuldstændig udplyndrede og tomme Slot er efter Krigen alt Jærn og andet Metal bortslæbt, Vinduer og Døre borte, enkelte Tage og mange Lofter forsvundne eller smadrede, Murene ødelagte og flere Steder brudt ned, Træerne i Parken omhuggede. Skorstenene var nedrevne, og Sol og Regn gik gladelig fra øverst til nederst gennem de øde Rum.
Og ikke bedre er det gaaet Godsets Bøndergaarde, hele Øen er et Billede paa fuldstændig Ruin.
Frk. Hedevigs Talenter gik ikke i Retning af at bringe Godset paa Fode igen efter Svenskernes Besøg, hun havde Mas nok med at holde sine Kreditorer fra Halsen. Det kom til sidst saa vidt, at Frk. Hedevig for resterende Løn maatte tilskøde et Par af sine Tjenestepiger Bøndergaarde i Melby og Strammelse. Da Stadshauptmand Jørgen Matthisens Arvinger i København fremkom med Fordringer paa 4809 Rdl. 5 Mk. 7 Sk., maatte selve Slotsbygningen overlades dem som Ækvivalent for denne Sum. Frk. Hedevig havde imidlertid været snedig nok til at pantsætte en Del af Øen pro forma til sin Svoger, Rigshovmesteren. Men af Frygt for, at dette skulde komme for Dagens Lys, flygtede hun endelig bort fra Øen, saaledes som der staar anført i én af Landet Sogns gamle Kirkebøger: „NB. d. 7. April 1664 rejste Frøken Hedevig fra Thossing med et Skibsrum.“ —
Ved Højesteretsdom over hendes Mand, Landsforræderen Ebbe Ulfeld, kom hans Gods paa Taasinge under Kronen og blev kort efter udlagt til Rytterdistrikt. Saaledes befandt det sig i 1678, da Valdemars Slot med en Del af Øens Jorder kom i Niels Juels Besiddelse. Det var en Ørken med en Ruin som Hoved-gaard.
Niels Juel kom i Besiddelse af disse Herligheder for Prisepengene for de 18 Skibe, han tog fra Svenskerne i Kjøgebugt — han fik altsaa ikke Godset af Christian V, saaledes som det i Almindelighed hedder. Slottets Jord paa 55 Tdr. Hartkorn, det herunder hørende Bøndergods paa 741 Tdr. Hartkorn, og Landet Kirke med 13 Tdr. Hartkorn betaltes ialt med 32,385 Rdl. 30 Sk. Slotsbygningerne maatte særlig købes for 3000 Rdlr. — Selve Hovedbygningen, som var pantsat af Frk. Hedevig, købtes for en Sum af 516 Rdlr. — hvilket bedst viser den Tilstand, hvori den befandt sig.
Slottet blev af Niels Juel fuldstændig ombygget; det opførtes fra ny uden Taarne og med en Frontespice, som dog senere er fjærnet, og i den sydlige Fløj byggedes et Kapel.
Den 8. April 1697 maatte den gamle Admiral og Gehejmeraad „i sidste Havn fortøje". Han døde i sin Gaard paa Kongens Nytorv, og Godset gik over til hans Enke, som ved sin Død 6 Aar efter overlod det til sine Børn.
Mange Gange senere er Slottet restaureret, sidst i 1880, da det gennemgik en Mængde Forandringer.
Under denne Restaurering opdagede man ovenover et Digt paa Væggen 1)en Indskrift, som kundgør, at Kongen skænker (!) dette Slot til „Hans Majestæts højtbetroede Søslagter"! —
Hvorledes var nu Befolkningens Kaar paa Øen i disse omskiftelige Tider? Hvordan saa der ud i et Bondehjem paa Svenskekrigens Tid paa denne rige Ø, hvis Herligheder Arennt Berntsen berømmer saa højt?
— Lad os se paa en almindelig Bondes Preciosa, f. Eks. Rasmus Hjulmands i Knudsbølle, ved hvis Død man fandt følgende Efterladenskaber:
En gammel, benløs Jærngryde, fire Trætallerkener, en gammel Trækande, to Lerfade og to Lerpotter. Det var Servicet! — Møblementet var ikke mere prunkende: et Bord og en Bænk, et Sengested „med fattige Indhold”, en Kiste og et Skrin, indeholdende de faa Klædningsstykker, som Stymperen ejede — og som han ikke havde paa Kroppen. Aldrig havde han været stærkt i Tvivl om, hvad Overtøj han skulde tage paa, naar han gik ud, thi Valget kunde kun falde mellem Hatten eller den „forede Lue“.
For Rasmus Hjulmands Skyld kunde det forsaavidt være revnende ligegyldigt, om der var Svenskekrig i Landet eller ej; det var ikke hos ham, man hentede Proviant eller Sold! Men om saadan en Stodder som Følge af Tidernes Ugunst alligevel skulde spille helt fallit, eller han blev utilfreds med sin Stilling i Samfundet, saa kunde han jo altid, om han ikke var for gammel, give sig til at være Tjenestekarl; da var han i hvert Fald i Fredstid saagodt som sikker paa at kunne regne med følgende Aarsløn: 1 Par Sko, 6 Al. Skjortelærred, 5 Al. Vadmel, 1 Par Træsko eller 6 Sk., 1 Par Handsker eller 1 Mk. samt Lærred til et Par Hoser. — Det var jo ikke store Sager, men betegnede dog et Avancement fra man var Tjenestedreng og maatte klare sig med Vadmel til en Klædning, et Par Sko og Lærred til en Skjorte!--
Intet Under, om Kniven en Gang imellem faldt saadan en Stodder i Haanden, og han rendte til én af dem, som var nærmere ved at tage for sig af den „fruct-bare Herlighed”. Og dog hændte det saare sjældent. Herremanden havde et godt Beroligelsesmiddel overfor opfarende Gemytter mellem Tjenere og Hovbønder, det var Træhesten! — Denne Quadrupede var indvandret fra Tyskland over Ejde-ren i 1634; den opdagedes snart af Godsejerne og toges i det intimere Landbrugs Tjeneste. Den var nem at anskaffe, den bestod simpelthen af en skarp Fjæl paa Højkant baaret af fire høje Ben.
Sammen med et andet Torturredskab, „Justitspælen” — en spids Egepæl, som Forbryderen maatte staa paa enten med Sko eller bare Fødder, mens hans Hænder var fastbundne til en Mur — blev „Træmæren” allerede i 1765 forbudt paa Øen af Herskabet. Sammenlignelsesvis skal det nævnes, at paa Sjælland var Træhesten endnu enkelte Steder i Brug saa sent som 1827! —
Det var Admiralens Søn, Kammerherre, Oberst Niels Juel, Stamhusbesidder fra 1714—66, som i sine sidste Leveaar var saa menneskekærlig og besynderlig fremskridtsvenlig. Og dog var det ham, som Bønderne, vel nærmest for hans kraftigt gennemførte Forbedringer paa Landbrugs- og Havevæsnets Omraade, kaldte „den gale Juel” eller „den onde Juel”. Kammerherren havde bl. a. engang ladet forskrive en Mængde Frugttræer, som han gratis uddelte til Bønderne. Han stødte her paa Bondens ikke usædvanlige Vrangvilje mod nye Foretagender. Kun faa skønnede paa Gaven, og mange var endog frække nok til at afhugge Roden af Træerne, før de plantede dem, for at Kammerherren, naar han red omkring for at tilse Beplantningerne, kunde se, at slige Narrestreger ikke vilde slaa an her tillands. Men Kammerherren, som fik Nys om Sagen, lod ved sine Jægere alle Træerne undersøge, og et nyt Kvantum blev forskrevet. Saa forsamlede han de genstridige Bønder i Slottets Flisesal, pryglede dem dygtigt igennem med sin Ridepisk, gav dem nogle nye Træer og lod dem gaa. Og saa slog Plantningen an!
Mange Bønder paa Øen, som nu har en rig Indtægt af deres store Frugthaver, ser nu noget anderledes paa „den onde“ Kammerherre.
Den høje Herres Navn sættes i Forbindelse med en anden af de berømte Skikkelser, som Slottet har huset — nemlig Digteren Ambrosius Stub.
Stub var „Skriverkarl" paa Valdemars Slot vistnok fra 1740—52; helt nøjagtigt kender man ikke Aarstallene, men det har altsaa været midt i Kammerherrens Régime. Vi finder dog ikke Digteren her under de samme sørgmodig-romantiske Forhold som i Skuespillet, der bærer hans Navn; der er sandt at sige ikke mange af de Molbechske Teaterrekvisitter at finde paa Slottet. For det første havde Kammerherren ingen Døtre, saa den skønne Abigael maa vi straks sige Farvel til! Som Erstatning faar vi ikke andet end følgende Uddrag af Lundby Kirkebog: „1753 d. 7. Marts døbt Karen, uægte Barn af Maren Hviid. Faderen sagdes at være Ambrosius Stub, som var Skriverkarl hos N. J.“
Den talentfulde Skriver skal have staaet i Yndest hos sin høje Patron, men har benyttet denne til at tage sig visse Friheder overfor ham, bl. a. ved i Versform at sige ham mange Sandheder, der efterhaanden blev saa drøje, at Kammerherren søgte en Lejlighed til at blive ham kvit. Da denne maaske har ladet vente noget længe paa sig, foregreb han Begivenhederne paa en Maade, som man har svært ved at sætte i Forbindelse med hans retlinjede og aabne Karakter: En Dag, da der var Gæster paa Slottet, sendte han Stub, som ogsaa var Slottets Bibliotekar, op i Biblioteket for at hente en Bog. Her modtoges han af et Par forklædte, haand-faste Karle, som slæbte ham og hans faa Ejendele ombord i en Baad og bragte ham bort fra Taasinge.
Der gaar Sagn om, at Obersten og Præsten engang skulde have tjæret Sadlen paa Ambrosius Stubs Hest, saa han hang fast med sine Fløjels-Permissioner, da han vilde stige af, og at Stub til Gengæld anbragte Naale med Spidserne opad i Prækestolens Pude. Det var Karlfolkeskæmt i de Tider — men det var ikke lige Børn, der legede her! Og er det rigtigt, da har det ikke været karakteristisk for alle Slottets høje Besiddere, hvad der staar paa Ligstenen over Christiane Henriette Lovise, f. von Schleunitz og gift med Carl Juel, nu hvilende i Slottets Kapel: Hun holdt sig fyrstelig med Gud og Mennesker! —
Af Kirkebogen i Verninge erfarer man, at Ambrosius Stub allerede d. 17. Oktober 1735 dér i Kirken var bleven „kopuleret" med Mette Katrine Schousboe. Han var altsaa en gift Mand, da han kom til Valdemars Slot — maaske Enkemand. Han døde i Ribe 1758.
Langt mindre romantisk, end den former sig i Skuespillet, har denne Digters Skæbne været, men næppe mindre trist.—„Aus meinen grossen Schmerzen mach’ ich die kleinen Lieder ...“ siger Heine. Det er ofte Digterens Skæbne — hans Skole! Men lad Molbech nægte ham Abigael — Livet skænkede ham efter Kirkebogens Ord, Karen, Maren og Mette! Maaske fandt han i Maren sin Highland-Mary.--
Godset er bleven i Juel’ernes Besiddelse til vore Dage. En Kammerherre Carl Juel blev i 1812 ophøjet i Friherrestanden under Navnet Juel-Brockdorff. Carl Frederik Sophus Vilhelm Baron Juel-Brockdorff døde som Ejer af Stamhuset Taasinge, d. 12/9 1900, og det overtoges af hans Søn Frederik Carl Niels Otto August Baron Juel-Brockdorff, men blev allerede i 1902 sat under Administration paa Grund af den gennem mange Aar ophobede Gæld. Baronen blev d. 17 Jan.
1902 gift med Adda Baronesse Reedtz-Thott, Datter af Baron R.-T. til Biskopstorp paa Fyen, men døde allerede i 1912. Hans Enke, nu gift med Dr. med. Kjær i Svendborg, er Medlem af Slottets Administration, hendes Søn, den 16aarige Baron Carl Juel-Brockdorff, er dets nuværende Ejer.
Ad den brede Slotstrappe kommer vi ind i den mægtige Forhal og vandrer herfra gennem Sal efter Sal i den vældige Hovedbygning, hvor vore Trin giver Genlyd i de tomme, ubeboede Rum. Henimod 20 Værelser findes her, og deres imponerende Dimensioner staar i Forhold til Bygningens kolossale Ydre. Alt herinde virker øde og forladt og er stærkt medtaget af Tiden. Der maatte høre en Formue til hvert Aar for at kunne vedligeholde og bebo dette Palads! Mest medtaget er den store Riddersal, vistnok det eneste Rum, som staar uforandret, fra Niels Juel byggede Slottet; den er nu i den Grad forfalden, at f.Eks. Loftet bogstavelig talt hænger i Laser paa flere Alens Længde.
Velbevaret er det omtrent 5000 Bind store Bibliotek, som rummer en Mængde sjældne og kostbare Værker, mest historisk Literatur, fra Niels Juels Dage eller ældre og til vor Tid. Og det samme gælder Slottets fortrinlige Malerisamling, i hvilken findes enkelte Perler af ældre, hollandsk Malerkunst. Her findes et saa pragtfuldt Arbejde som Carl van Manderns berømte Billede af Christian IV, et pompøst og imponerende Stykke Malerkunst, ikke alene ved sine Dimensioner, men ved sine Toners Kraft og Pragt — det er et Baal af Farver! Hvor virker ikke Trøjens og Køllertens dybrøde Gyldenlakstoner mod Omgivelsernes Brunt og Graat! — Ligeledes et mindre, men henrivende Portræt af den unge Niels Juel, rimeligvis af Wuchters, og et bedaarende Ungdomsbillede af Valdemar Christian, hin Søn af Christian IV, til hvem Slottet oprindelig er bygget.
Slottets mange svære Kister rummer bl. a. en Mængde gamle, ypperligt bevarede Dragter, som har tilhørt den Juelske Slægt gennem næsten 300 Aar, mest kvindelige Festdragter. End ikke disse Pragtstykker blev det os nægtet at se, Slottets Oldfrue aabnede Kiste efter Kiste paa sin Frues Anmodning, mens Stykke for Stykke blev trukket frem.
Og her, mens de gamle Tiders skiftende Pragt gled forbi mine Øjne — her var det, at jeg indenfor disse Mure fik det sikreste og mest levende Indtryk af at være det gamle Slots Beboere nær. Hver eneste af disse Dragter ser ud, som om dens Ejerinde just har lagt den tilside, som om det levende Legemes Duft endnu hænger ved den. Men hver for sig er de jo kun et Dokument om en svunden Tid, et Udtryk for en Kultur, som forlængst er gaaet under. De vidner for os om den lykkelige Forening af Rigdom og forfinet Aand, som ingen Klasse mere ejer, og som kun er en Magt, naar de er forenede.
Fra Slottets Vinduer ser jeg ud over den fornemme Park, som bestandig er under omhyggelig Røgt. Mellem mægtige Træers Stammer aabner Udsigten sig vidt over grønne Plæner og blinkende, runde Damme. Stille og verdensfjærnt er der herinde mellem Parkens Træer, hvor hist og her en hvid Bænk staar lysende under Løvets dybe Skygger, ventende paa, at Beboere igen skal tage den i Besiddelse.
— En Kjoles Raslen bag mig vækker mig af mine Tanker. Jeg vender mig om — og dér, lige indenfor den aabne Dør, staar Slottets Frue iklædt en af de gamle, fornemme Festdragter. I kraftige Folder falder den svære Silke om hendes høje, elegante Skikkelse, Farvernes Glans straaler som Smilet paa hendes Ansigt, idet hun nærmer sig og med en spøgefuld Gestus nejer for os.
Dér aabenbarer sig i et Glimt for os alt det, som er forsvundet for ikke mere at vende tilbage. Dér er Pragten og én af dem, som kan bære den! Og det er for mig, som om de to Sekler, der er svundne, siden denne Dragt første Gang vakte Beundring indenfor Slottets Mure, udviskes i et kort Øjeblik, og jeg føler et Pust af den Fornemhed, som kun toner frem i Følge med gammel Race, og for hvilken vi endnu har et Ord, der hedder Adel.
Saa gaar hun igen. —
Nede fra Slotsgaarden kommer Lyden af højrøstede Stemmer. Et Par Vognladninger ferierende Byboere er læsset af udenfor, de er paa Udflugt og skal ind og „gøre" Slottet.
Den ny Tid banker paa Porten......
Troense er ikke alene Øens, men en af Danmarks skønneste og ejendommeligste Landsbyer, og tillige — endnu — en af de bedst bevarede. Husene, af hvilke der vel er omkring et halvt Hundrede, liggende tæt mod hinanden langs Vejene, er nogle af de stilreneste Bindingsværksbygninger, vi har i Landet. Længerne mod Vejen er ofte forsynede med morsomme Fremspring og Udbygninger. Men desværre, ogsaa her begynder de altødelæggende Cementsten at holde deres Indtog. Ikke mindre end 3 Steder fandt jeg de gamle Huse under Nedrivning eller allerede jævnede med Jorden, mens Tomten var omdannet til Forhave foran et ækelt Cementskur af en Bolig, hvorved ikke alene selve Stedet, men den halve Gade var ødelagt.
Ingen behøver at raabe Vagt i Gevær hos vor Bonde, naar det drejer sig om en saadan Landeplage som Mund- og Klovsyge. Her er Sagen grej nok, for den rammer Pengepungen. Men hvem kan finde en Højttaler, som er stærk nok til at advare ham mod Cementpesten! — Denne ækle Syge hærger snart hver eneste Landsby i Landet, forvandler adskillige af dem fra at være Udtryk for vor høje, gamle Bondekultur til lige saa eklatante Beviser for slet Smag og viser den moderne Bonde i en kulturel Fornedrelsestilstand, hvor han al sin Læsning og Oplysning tiltrods skal passe svært paa, at han ikke bliver hængende. Ikke alene en Mands Omgang viser os, hvem han er, men i lige saa høj Grad det Hus, han bor i, hans Hjem. Saavist som Trang til Skønhed altid har været en Kultur-maaler, saavist er det ikke noget højt Standpunkt, vor Landbefolkning i Øjeblikket indtager.
Vejen, som langs Sundet fører gennem Troense By, er endnu af stor Skønhed, paa den ene Side de gamle Huse omgivet af herlige Haver, paa den anden Sundet med de store, forankrede Skibe.
En tidlig Morgen sidder jeg ved Ventepose Vandmølle for at tage den sidste Afsked med den skønne Taasinge. Det er mig noget af en Sorg at nævne netop dette Sted, at skulle tale vidt og bredt om det i Stedet for at tie om dets Yndigheder, saa det bestandig som hidtil kunde være i Fred for Per og Povl. — Jeg kan ikke beskrive det, det unddrager sig overhovedet Beskrivelse. Men jeg vilde gærne ligge her en saadan Sommerdagsmorgen som nu og læse Wilhelm Mullers Digte — og saa ganske stille og umærkeligt glide over i Nirwana, naar som nu ingen Lyd høres uden de hvide Andemødres stilfærdige Snakken paa den gamle, græsgroede Gaardsplads og Vandets sagte Susen under det frønnede Møllehjul, som nylig er gaaet istaa — naar Solen tindrer gennem Løvet paa det grønne, rislende Vand i Møllebækken og paa Dammen bag Broen, og det lysende, blaa Sund blinker mellem Skræntens Træer. —
Taasinge. I Voldgraven ved Sydvestsiden af Kjærstrups Voldsted.
Taasinge. Kysten ved Vornæs Skov.
Taasinge. Indkørslen til Ventepose Vandmølle.
Taasinge. Møllehjulet ved Ventepose Vandmølle.
Svendborg Sund udfor Set. Jørgens Præstegaardshave.
Svendborg Sund. Taasinges Kyst set fra St. Jørgens Præstegaardshave paa Fyen.
Skarø. Den gamle Mads Andersens Gaard i Skarø By. Til venstre den gamle Smedje og et Roehus.
Skarø. Gadekjæret i Skarø By.
En Høne hoverer pludselig højlydt inde fra en Lades Mørke. En Hund lopper sig ved Siden af en sovende, graastribet Kattekilling under en mægtig Enebærbusk midt paa Gaardspladsen. Nu tier Hønen Gudskelov igen, og jeg hører atter kun Vandets Susen — denne evige Lyd — fra hvor Strømmen i et bredt, lysende Bælte falder ned under Stigbordet. Og i mit Øre klinger den gamle Møllervise, Vandringsmandens Sang:
Herr Meister und Frau Meisterin,
Lasst mich in Frieden weiter ziehn Und wandern — und wandern!
Ak, om nu blot „die schone Mullerin" stod derhenne i Døren for at gøre Afskeden endnu mere sødmefyldt og tung......
Omme fra Haven bag Gaardspladsen kommer pludselig et vældigt Rabalder. Det er Møllerens lille Søn, som slaar paa en Blikkedel for at skræmme Fuglene bort fra Kirsebærtræerne. En Stæreflok, nogle Havesangere og en Munk styrter rædselsslagne ud fra Bladehanget. Drengen fortæller, at et Par Isfugle holder til ved Vandmøllen, og han tror, de har Rede under Rødderne paa nogle store Træer ved Skrænten. Men igaar tog Katten den ene, og han rendte efter Katten for at faa fat i Fuglen — han vilde gærne ha’ Vingerne af den! Men det mislykkedes, Katten løb med hele Stegen.
Og nu sidder Hunnen Enke. —
Terner og Hættemaager begynder Dagens Fiskedræt og svæver spejdende paa solbelyste Vinger over de lave Taager......
Det er vor sidste Nat i Svendborgsund; Vandet er stille og blankt til alle Sider. Maagerne ligger fiskende paa Vandet eller kredser lydløst over dette. Naar de har fundet et godt Sted, daler de sagte ned, sætter sig tilrette og folder langsomt de lange Vinger sammen.
Inde ved Badehusbroen ligger Præstens Jolle, dens hvide Maling lyser violet i Skumringen. En lille hvidklædt Pigeskikkelse kommer i den stille Nat ud af Havens Mørke, lister sig ud ad Badebroen og glider let og yndefuldt ned i Baa-den. Det er en Glut paa sejsten Aar. Hun sætter sig stille i Baaden med Hovedet hvilende paa Hændernes Flade, Albuerne støttende paa Knæene. Hendes Arme er bare helt op til de barnligt fine, lidt spidse Skuldre, den lille Pigebarm vover endnu knapt at runde sig under den tynde, hvide Bluse. Saaledes sidder hun ganske stille, en halv Time — en hel Time, stirrende uafbrudt i samme Retning langs Kysten ind mod Byen. Venter hun nogen? — Javist! — Men kommer han da ikke .....
Hvergang Lyden af fjærne Aareslag høres fra den Kant, hvorhen hun ser, løfter hun Hovedet og spejder, Hænderne foldes et Øjeblik under Hagen — men det var ingenting! Snart efter falder Legemet tilbage i dets forrige Ro. Taal-modig sidder hun længe; men endelig rejser hun sig, langsomt og tøvende, og gaar fra Baaden tilbage over Broen. Hele Tiden vender hun sig og ser tilbage mod Byen langs Kysten; hun haaber til det sidste.
Men saa gaar hun pludseligt stærkt til, springer fra Broen op paa Stranden og løber opad Skrænten mod Haven. Da hun naar Skræntens Top, staar hun et Øjeblik stille, løfter Armene over Hovedet og staar saaledes stirrende ud over Sundet. Hendes søde, lille Skikkelse lyser blidt mod Baggrunden af de vældige Træers Mørke. Og saa — saa kommer hun tilbage; forsigtig og nølende gaar hun ned mod en Bænk ved Stranden, og da hun naar den, sætter hun sig paa den — og saa stirrer hun videre i samme Retning som før — —
Klokken er tolv. Det er Midnat, men den lyse, lyse Sommernat er inde!
Næste Morgen tog vi Ankeret og lettede for at gaa vesterud til Øerne i Drejø Sogn. Lette Cirrusskyer drev højt mod en dybblaa Sommerhimmel, og inde i Præstegaardshaven paa en Gren ved Bredden sad Munken og sang som en gal. Den spredte Halefjerene ud, bøjede Halsen nedad og rejste Fjerene paa sin kulsorte Kalot, mens den gav hele sit Koloraturnummer fra sig baade forlænds og baglænds. Vi hørte den endnu længe efter, at St. Jørgens Kyst var begyndt at svinde agterude.
Lidt efter gled vi ud forbi Vornæs Pynt, og hele det sydfyenske Øhav laa foran os.
Har man sit Kendskab til dette lille Arkipelag udelukkende fra Kortet, da vil man nemt have faaet det Indtryk, at det nærmest maa være en hyggelig og lun Dam, begrænset til alle Sider og beskyttet af vore store Øer Fyen, Langeland og Ærø, i hvilken de Snese af Smaaøer og Holme ligger fjernt fra Alverdens Ondskab, et Sted, hvortil Elementernes Rasen sjældent eller aldrig naar.
Og selv for den Rejsende, som en Foraars- eller Højsommerdag fra en lille Passagerdampers Dæk ser ud over dette Havs Vrimmel af smaa, frodige Øer, hvorfra de straatækte Gaardes hvide Bindingsværkslænger lyser omkap med skinnende røde Plage, og hvor gyldne Agres Felter blidt skraanende strækker sig ned mod det blaa Vand, der som Flodløb slynger sig om de smalle, sandede Bredder, hvor Maager, Terner og Vadefugle har Reder og Yngel — ogsaa for ham maa dette blive et Billede af den mest udprægede Idyl.
De smaa, sydfyenske Øer kan ligesaa lidt som Resten af de henimod 500 danske Smaaøer, der ligger i Farvandene mellem Skagerak og Østersøen og de tilgrænsende Fjorde, prale af at være stærkt kendte. Deres Beboere og disses Livsførelse den Dag idag — for ikke at tale om deres Kaar gennem Historien op til vor Tid — er ikke stort mere kendt af den allerstørste Part af deres Landsmænd end den Side af Maanen, der vender bort fra Jorden.
Livet og Kaarene paa den lille, danske Ø er den Dag idag uhyre forskellige fra Fastlandsbeboernes eller Indbyggernes paa de store Øer. Øboen lever endnu bestandig isoleret fra Omverdenen, han er nærmere Elementerne og mere i deres Vold. Alt, hvad der skal komme til ham eller naa fra ham, maa over Havet, dette Hav, der næsten altid er ham fjendsk, og som han idelig maa værne sig imod og være paa sin Post overfor.
Fra alle Sider kommer Truslerne over Øboen. Han er Manden i den evindelige Paalandsblæst; og selv den blæser hans Hat i Vandet! —
Tal med Kvinderne fra én af disse Smaaøer, der ligger saa trygt paa Landkortet — hør dem fortælle om, hvordan Havet i hundrede Aar tog deres Mænd og Sønner, naar de i Vintermørke, i Storm eller Taage maatte ud i den aabne Øbojolle efter Læge eller Jordemoder; eller naar i Stormflodsnætter Øens Diger brast for Vandenes Pres, og Mænd, Kvinder og Børn druknede, mens deres Boliger skylledes væk, Kreaturerne forsvandt i Braaddet, og Jorderne blev lagt øde af Saltfloden for lange Tider.
Jo, disse Smaaøer har deres egen Historie, kraftig og dyster som faa andre Egne i vort Land. Men den er sjælden skrevet ned, og i Tidens Løb er det meste bleven glemt.
Gennem Bopladsfund og Gravfund ser vi, at en Mængde af disse Smaaøer har været stærkt beboede hele Oldtiden igennem. Men ved Middelalderens Begyndelse finder vi dem saa godt som alle fuldstændig affolkede, og Grunden hertil er uden Tvivl de hundredaarige Venderkrige, under hvilke i al Fald vore sydlige Øer bestandig var udsat for Overfald og frygtelige Plyndringer. Naar efter Saxos Beretning hele Lolland og Falster paa et bestemt Tidspunkt var saa godt som fuldstændig underlagt Vendernes Herredømme, naar Fyen paa Grund af idelige Hærgninger laa næsten helt øde hen, naar hele Jyllands Østkyst var én rygende Hob af ødelagte Byer og Landsbyer -— hvorledes maa der da ikke have set ud paa disse Smaaøer, hvorhen Røverne kunde naa paa nogle faa Timer, i én eneste Nats Mørke! Igennem et Par Hundrede Aar har Beboerne her levet i denne bestandige, overhængende Fare, er bleven dræbte i tusindvis, deres Ejendele er bortslæbt, deres Avl lagt øde, deres Kvinder voldtagne og bortførte — inden de tilsidst har givet op og er flygtede.
Efter Vendernes Fordrivelse kom de folketomme Smaaøer i Kongernes Besiddelse og anvendtes som Vildtbaner, paa hvilke Kongens Jagthus var den eneste Bolig.
I Aarhundredernes Løb er Øerne imidlertid dels ved Bytte, dels ved Salg, kommet i Adelens eller i enkelte Tilfælde i Borgerliges Besiddelse — mens Kongerne længe efter beholdt Jagtretten — og paa denne Maade er de efterhaanden atter langsomt blevet bebygget.
Kun glimtvis er de naaet til os gennem Historien. Det er næsten altid kun i Forbindelse med store Ulykker som Krig og Pest, Stormfloder og andre „Al Land-' sens Ulykker" at disse afsides Egne dukker frem af Mørket. Belysningen er da altid effektfuld, men noget ensartet — altfor ofte uhyggelig rød — og de agerende bærer hyppigst den tragiske Maske.
Efter Venderkrigene er det under saadanne Rædsler som Krigen med Hanse-stæderne, Grevens Fejde, Svenskeskrigen under Carl X Gustav og sidst Krigen med Englænderne, at vi møder Øerne og deres Beboere; eller det er i Beretningen om en eller anden forrygende Stormflod, som jager hen over de lave Jorder, raserende alt paa sin Vej, hvor vi i et Glimt ser disse Folk i Fjendernes eller Elementernes Vold.
Bisp Adam af Bremen, Svend Estridsøns Ven, har i sit Værk „Menigheden i Norden" givet en Skildring af dette Milieu. Værket omhandler Perioden fra 788—1072.
Hvad der meget forbavser Bispen ved de danske Skikke er, at naar en Kvinde bliver vanæret, bliver hun straks solgt. Og naar en Mand bliver strafskyldig, enten som Majestætsforbryder eller ved anden Brøde, saa lader han sig hellere halshugge end piske! — „Andre Straffe end Bøddeløkse og Trældom bruges ikke; og hvem der har faaet sin Dom sætter en Ære i at være lystig. Graad og Klage-maal og andre i vore Øjne gode Tegn paa Sønderknuselse er for Danskerne en saadan Vederstyggelighed, at selv over sine Synder eller for sine kære Afdøde har ingen Lov til at fælde Taarer. Øksen hænger paa Torvet for alles Øjne og truer Forbryderen med Dødsdom; og hvem en saadan Dom er overgaaet, ham ser man hovere over Dødens Komme og gaa til Retterstedet som til et Gæstebud." —
Det har altsaa efter Bispens Beskrivelse ikke været en Samling Bedemænd, som paa hans Tid har dannet de danske Øers Befolkning. At den har maattet fortrække fra de mindre Øer skyldes vel den Omstændighed, at den her har dannet altfor smaa og isolerede Samfund. Men Danmarks Øer var gennem 200 Aar den „Stødpudestat", som standsede og brød den rasende Fremtrængen af den mægtige, slaviske Stamme, der paa sin Sejrsgang havde underlagt sig store Strækninger af det sydøstlige og østlige Evropa, og som endnu danner et vigtigt Blandingselement i Befolkningen i de Egne, hvor den undertvang denne og bosatte sig. Det maatte være Folk med særlige Egenskaber, som var i Stand til at standse dem. Det var disse Øboer, der havde deres Røverreder, deres „vikinga-bæli“ paa hvert fremspringende Næs, som kendte Havet og alle dets Luner og var vant til at sejre paa Søen, hvis Efterkommere under Absalon drog syngende gennem Havtaagen til det store Slag ved Rygen, hvor de udslettede den fjendtlige Flaade og jævnede de vendiske Byer med Jorden, saa Svalerne kom og byggede Reder under de danske Skibsstævne (!), hvis Landsmænd under Magnus den Gode efterlod sig en Valplads med 15000 faldne Vender paa Lyrskov Hede.
Det er Efterkommerne af disse Folk, som paa Lyø under Grevefejden to Gange tilbageslaar Lybeckernes Angreb, som under Svenskekrigen med Carl Gustav Gang paa Gang med Held sætter sig til Modværge mod Evropas bedst disciplinerede Soldater og tilsidst slaar dem — som holder Nakskov i halvtredje Maaned med en ringe Styrke, mest bestaaende af Borgere og Bønder, mod de svenske Generaler Wrangel og Steenbock med 2000 Mand! Tidligt hærdet gennem Kamp mod hinanden indbyrdes i idelige Borgerkrige, senere mod fremmede Fjender, og helt op til vore Dage i bestandig Kamp mod en haardhændet Natur, er dette Folk bleven dannet gennem Aarhundredernes Forløb og bleven til det, som det nu er.
Man maa ikke glemme, at Forfædrene til den fredelige Ø-Bonde, som idag staar paa Toften udenfor sin Gaard og skygger med Haanden over Øjnene, mens han stirrer efter den fremmede, som lægger tilland med sit Fartøj, fra samme Sted har staaet og spejdet efter Skarnsfolk og Pak, som kom over Vandet til hans Fordærv. Selv har han endnu ikke glemt, at saa godt som alt, hvad der kom udefra, var ildesindet mod Folket paa hans Ø; det bunder dybt i ham. Endnu for blot en Snes Aar siden var det Skik paa et Par af Øerne i Drejø Sogn, naar under stærk og langvarig Frost Farvandene tillagdes med Is, saa Øen fik Forbindelse med andre Øer eller med „Fastlandet" Fyen, at der hele Natten igennem, saa længe denne Tilstand varede, gik Folk rundt i Byen og langs Stranden og slog Tromme, for at vise Skarnsfolk, at her var man vaagen!
Mens Fastlandsbeboeren føler Uhygge ved at blive isoleret, føler Øboen Utryghed, saasnart hans Ø gror sammen med Omverdenen.
— Nu forstyrrer Krig, Overfald og anden slig Djævelskab ikke længere Øboernes Fred; de er vel nok her mindre udsatte end Folk de fleste andre Steder. Men mod Naturen, som bestandig er den samme, maa de endnu stadig være væbnede. Og et hærdet og stovt Folk er det, som den Dag idag bebor de danske Smaaøer.
Drejø Sogn bestaar af Øerne Skarø, Drejø, Hjortø og Birkholm, de ganske smaa Holme Flæskholm, Grydholm og Græsholm Nord og Øst for Drejø, samt Vibeholm, Hjelmshoved, Mejlholm og Odden omkring Hjortø. Kun de 4 førstnævnte, større Øer samt Hjelmshoved er beboede. Sognet hører under Svendborg Amt.