THORØ
Det er bleven Tørvejr og varmt Solskin, da vi en Morgen ved 8-Tiden kaster Anker paa „Thorø Red“ eller Thorø Vig ved Øens Nordøstkyst.
Øen, som er 118,3 Tdr. Land, ligger godt 3 km S.S.V. for Assens og adskilles mod Øst fra Fyens Kyst ved det knap 500 m brede Thorø Sund. Øen er gen-nemgaaende meget lav, især paa Nordvestenden, der bestaar af Strandoverdrev med store Mængder af Rullesten, og dens højeste Punkt nær Midten er kun 9 m. — En lille Plantage af unge Naale- og Løvtræer strækker sig fra Østsiden ned mod Øens eneste Gaard nær den søndre Odde, hvis østlige Del dannes af lave Strandenge med ganske smaa Laguner.
Øens Navn, som allerede i Jordebogen skrives Thorø, maa afledes fra Mandsnavnet Thori eller Kvindenavnet Thora. Jordebogen omtaler Daadyr paa Øen, og denne har meget længe hørt under Kronen, men har ligesom Flertallet af vore mindre Øer næsten bestandig haft kongelige Fæstere, medens Jagtretten vedblev at være Kongernes. Efter siden hyppigt at have skiftet Ejere og vandret fra Haand til Haand, sælges den endelig i 1905 af Staten ved Auktion for 21,000 Kr. Køberen var Fabrikant Jeppe Lauridsen, Hejlsminde. Af ham blev den i 1916 solgt til Harald Plums Legatstiftelse, hvis Formaal med dette Køb har været at skabe en varig Familiebesiddelse for Slægten, hvor den kan mødes paa Ferieophold.
En omtrent 400-aarig Bondegaard, den eneste paa Øen, er siden bleven restaureret saaledes, at de fortrinlige Bindingsværksbygningers Ydre er bevaret, medens den indvendig er moderniseret til Beboelse. Samtidig er der foretaget betydelige Nyplantninger paa ca. 30 Tdr. Land, samt anlagt Høfder for at beskytte den stærkt udsatte Sydkyst mod Nedstyrtning. Markerne er sat i god Drift, og Øens gamle Stendiger er beplantede med Tjørn og Hyld.
Thorø har flere Gange været udsat for Ødelæggelser af Havet. Ogsaa Isgangen har været haard mod den. „Assens Avis“ har saaledes i en Beretning fra 2. Marts 1776 følgende:
Den 20. Februar sidstleden om Eftermiddagen imellem 3 og 4, var paa den liden Øe Thorøe, ongefær en halv Miil herfra, en meget stor Bemærkelse af et Jordskiælv; Beboeren der paa Øen hørde først en Lyd som af Torden, og da han gik ud for at see, hvad det var, fornam han, at Jorden rystede meget stærkt og blev da var, at paa den Søndre Side af Øen skiød lisen, som var 3 Qvarteer tyk, lige op i Vejret over Klinten eller Strand-Bakken, som er 6—7 Alen højt over Klinten, lige op i Vejret, indtil den faldt plat om paa Jorden, hvor den nu ligger i Breeden fra 4 til 10 Faune og i Længden henved 300 Faune. Ved denne elendige Hendelse blev Beboeren tillige med sin Kone, Tieneste Karl og Pige, samt Børn, sadt i en stoer Forskrækkelse, da ingen af dem kunde forestille sig andet end heele Øens Undergang, især Konen, som er Frugtsommelig, fik en meget stærk Alteration, som hun maaske seent vil forvinde. Denne forskrækkelige Rystelse varede, efter deres Gisning, 5 a 6 Minuter, i hvilken Tid al den Mængde lis, som er mange Tusinde Læs, blev skudt eller førdt op paa Landet, og er dette og en beklagelig Hendelse for Beboeren: at det Agerland, som med lis er bedækket, er af den beste Korn Jord paa heele Øen. —
Den daværende Fæster Niels Hansen, som ellers efter Beretningen „stod sig godt“ paa Øen, turde ikke blive her efter den Omgang. Han forlod kort efter med hele sin Familie Thorø. — En senere Fæster paa Stedet var saa fattig, at der af Høveder kun fandtes en Tyr paa Gaarden; en skønne Dag udvandrede han med hele sin Formue i et Reb efter sig til Sønderby, hvor han byttede Stilling og Opholdssted med en Husmand. Denne Mand og hans Kone var mere paa Hat med Elementerne og gjorde sig dem underdanige, han Jorden og hun Havet — Beretningen om dem siger, at „han støttedes godt af sin Kone, der var dygtig til at fiske“. Det gik dem vel her; en Datter af dem giftede sig med en Sømand fra Assens, som efter dem blev Fæster paa Thorø, og en Søn af dette Ægtepar, Jørgen Jensen, overtog senere Fæstet. I hans Tid led Øen atter gentagne Gange under Havets Angreb.
Ogsaa under Stormfloden 13. Novbr. 1872 gik det Øen ilde, Vandet brød over Markerne helt op i Gaardens Have, hvor flere Træer ødelagdes, og Jordens Ydeevne blev i mange Aar derefter ringe. Alligevel blev Jørgen Jensen og hans Familie paa Stedet. I 1832 havde han ægtet en Fiskerdatter Kirsten Jensdatter, som var født i Thorøhuse 1812, og efter Mandens Død i 1865 sad hun alene med Fæstet lige til sin Død som 92-aarig i 1904 — den sidste af en Slægt, der i omtrent hundrede og femogtyve Aar havde holdt ud paa Øen.
Vi er kommen iland paa Nordstranden, hvor en Flok Dværgterner holder Kysten besat og skrigende letter fra deres Reder foran os. Et Stykke indenfor Strandens østre Side strækker sig langs denne et smukt, højt Stendige, hvis Tjørne og Hyld just nu staar i fuld Blomstring. Diget indhegner Markerne og Plantagen ved Øens Gaard. Den smalle, græsklædte Strand mellem Strandvolden og Diget, hvor Solens Lys falder paa de blanke Græsstraa og de unge Træers Blade, der endnu glinser af den sidste Væde, og skinner over Digets Tjørne og Hyld, er et straalende, festligt Syn. Inde i Plantagen bag Diget, hvor Frugttræer veksler med Løvtræer af mange Arter, er Varmen ligefrem trykkende allerede i den tidlige Morgenstund; men det gør godt paa Rygstykkerne at lade dem ordentlig solbage efter de mange Dages Kulde og sure Væde, der er trængt os helt ind i Knoglerne.
Viber og Klirer larmer over os, da vi fra Plantningen træder ud paa Strandengens Flader øst for denne. Foran os paa Engen ligger Smaalaguner, uregelmæssigt formede og med skarpe, sorte Rande, hvor græssende Faareflokke spejler de gule Kroppe i det blanke Vand. Køer bisser rundt paa Fladerne og springer op paa hinandens Ryg i forsinkede Foraarsfornemmelser.
Af de solide Høfder, som for ikke længe siden er opført, har under én af de voldsomme Vinterstorme Isen fejet et af de svære Høfdehoveder bort og i Stedet anbragt en mægtig Granitsten af mange Tons’ Vægt paa dets Plads ca. 15 m fra Stranden.
Øens Jorder er overordentlig sandede og lette. Af 40,000 østrigske Fyr, som er udplantede i Løbet af de sidste 4 Aar, er hver eneste gaaet ud! Modsætningsvis er den lille Plantage af Frugt- og Løvtræer paa Østsiden helt lykkedes. — Alle de dyrkede Marker grupperer sig om den gamle Gaard og er sammen med den prægtige nye Blomsterhave ligesom Plantagen indhegnede af det førnævnte, mægtige Stendige, som vist er mange Generationers Arbejde.
De store Overdrev paa Øens Nordvestside er udprægede Strandvoldsdannelser, hvor den ene Bølge af Grus og Ral ligger bag den anden. De er af højst ulige Bredde, men gaar alle i Retning S. Ø.—N.V., følgende Sydveststrandens Linje. Yderst paa Nordvestkysten er et Sted, hvor Ral’en opgraves til Udførsel. Ffer arbejdes Dag ud og Dag ind, og Rækker af Tipvogne fører det udgravede Materiale til den lange Pælebro ved Udskibningsstedet paa Nordkysten. Mindst en halv Snes Tønder Land er i den Grad oprodet af Gravemaskinerne, at de hvide Sand- og Grusmasser, der rager op over Grønsværet, paa lang Afstand ligner et naturligt Klitlandskab, naar Sollyset som idag falder bredt derpaa, og Bankerne staar lysende som Ild mod den mørke, tordenblaa Himmel. Overalt paa Strandvoldene, hvor yderst Strand-Mandstro og Strandmalurt staar med blaa-grønne og irrede Farver, og Sølvpotentilen lyser mod Stenene, og paa de lave Strandenge bag disse græsser ogsaa herude Faarene i store Flokke.
Plantagen indenfor Stendigerne bestaar af en ældre og en yngre Del; den yngre rummer foruden Frugttræerne tillige saadanne Arter som Hyld, Røn, Selje-pil, Sortpoppel, Seljerøn, El og Slaaen, medens den ældre mest bestaar af Lind, Ær, Birk, Røn og Bøg samt forskellige Naaletræer.
Hvor man end kommer her paa Kysten, taler alle om, hvor glædeligt det er, at alt Landet, som man ser derude i Vest, nu atter er bleven dansk. Dette gælder fra Greven paa Wedellsborg til den mindste Husmand og Fisker. Trofast har alle disse Danske lige siden den ulykkelige, sidste slesvigske Krig gaaet og stirret over Vandet mod Kysterne af dette tabte Land og bestandig haabet paa, at det atter skulde komme tilbage. Vi, som har boet langt derfra, vil alligevel, naar vi staar her paa Stedet, fuldt ud kunne forstaa de Følelser og den Længsel, som har bundet de to Kysters Beboere sammen gennem det lange Tidsrum, og den Lykke, som har grebet dem ved atter at komme sammen.
Paa Grund af sin fremskudte Beliggenhed mod Vest kom Øen under de seneste Krigsaar til at spille en mærkelig Rolle, idet der fra de tyske Fangelejre i Slesvig og Holsten kom en uhyre Mængde Flygtninge herover, ganske som til Brandsø. Saaledes er henimod 3000 Russere landet her, saagodt som alle Fanger fra det store russiske Nederlag i „de masuriske Sumpe" i Foraaret 1915. De slap først bort fra Fangelejrene i den allersidste Del af Krigsperioden, da Tyskerne fik saa travlt andre Steder, at der ikke mere var tilstrækkeligt Mandskab til at passe paa Fangerne. De kom roende herover til det nærmeste Land i Baade, de kom sejlende i Trug, undertiden kom de drivende paa Tømmerflaader eller paa Høstakke ind til Kysten, Dag og Nat krøb de iland paa Stranden. Tre Tusinde Mand! -— For lettere at blive befordret videre havde de aftalt med hinanden, at de altid skulde kalde sig „Bolscheviker", skønt vel næsten ingen af dem endnu anede, hvad det betød. Men dette skrækindjagende Ord var virkelig paa mystisk Vis „befordrende" — man sendte dem hurtigst muligt herfra og videre til Assens, hvor der ved en bestemt Lejlighed var samlet henimod et Tusind af dem. Og efterhaanden kom de saa godt som alle hjem til Fædrelandet — for sent eller i altfor god Tid, hver efter sin Skæbne!
Men hist og her paa vore sydlige Øers Kyster kan man ogsaa fortælle en Historie om Baade med Bunden i Vejret, som drev iland med en Mand i, en Mand med et mærkeligt, fremmedartet Ansigt, og om andre Mænd, som laa og rullede i Havstokken med Paalandsstorm. Længere naaede de ikke! Men maaske har der da allerede længe ikke været et eneste Menneske tilbage, der har savnet dem. —
Inde fra Plantagen synger alle Thorøs Fugle, og paa en høj Ledstolpe ved Stranden sidder en Gøg og kukker, da vi tager Ankeret og langsomt glider bort fra Kysten med Stævnen vendt mod Nord.