De Danskes Land -- Achton Friis

THUNØ

Havnen paa Thunø er vidt berygtet for sine ilanddrevne Tangmasser, som ligger i og omkring den og raadner, og Luften er i den Grad fyldt med Svovlbrinte, at alle hvidmalede Skibe, som opholder sig herinde blot i 48 Timer, bliver camouflerede med en yndig, sortgraa Farve, især hvis det er paa varme Dage, de er søgt herind.

Vinden, som vi fik i Næsen derinde fra, sagde os i god Tid, at Havnen ikke var bedre end dens Rygte. Men det er Søndag og 2. Pinsedag, og ikke mindre end 6 Lystfartøjer ligger fortøjede derinde ved Molen. De Lystrejsende, som uden Gasmasker bevæger sig paa Dækket af Baadene, er allesammen fra Aarhus, hvad jeg straks hører paa Dialekten. De æder e’et i Slutningen af alle Ord. „Mine Øjne“ hedder paa aarhusiansk Sprog „min’ Øjn’“. Og de tilhører den ikke ukendte Type af Forretningsfolk, der altid ser ud, som om de lige har spist Frokost. I Øjeblikket er de tillige Sejlsportsmænd: Shagpiber i Munden, Hænderne i Lommerne, erfarne Blikke op i Riggen og derfra hen i Vindøjet, stærkt pressede Bukser og Sejldugssko. Da de henimod Aften startede, kom de bestandig uklar af hinandens Rig, og løbende frem og tilbage paa Broen for at faa Fartøjerne skubbet klar af den gav de hinanden Snese af gode Raad gennem venstre Mundvig — Shagpiben sad i højre.

Da vi havde fortøjet klods opad denne Armada, var det os ikke muligt at lokke vores Skipper med op paa Land. Ved Hjælp af en Kop The og en Pibe indrettede han sig et Serveringsteater paa Ruffet efter at have forsynet den Side af „Rylen“, der vendte imod de agerende, med alle de Friholter vi raadede over. Han fik en fin Aften ud af det. —

Foruden disse Fartøjer fandt vi Øens samlede Fiskerflaade fortøjet ved én af Molerne. Den bestaar af to Halvdæksbaade, bemalede med en graagrøn Oljefarve for at undgaa „Camouflagen" — og den ligger her efter Indbyggernes Udsagn bestandigt! Til Trods for, at Øen er omgivet af fiskerigt Hav, er her bogstavelig talt kun Agrarer paa den. Jorden er god nok, ialfald paa Øst- og Sydsiden; og da her kun er 225 Indbyggere paa 629 Tdr. Land, er det forstaaeligt, at man smeder sine Ankre om til Plovjærn og gi’er Pokker i det svigefulde Hav! Tidligere begyndte her som paa de fleste andre af vore Smaaøer Indbyggerne deres Livsbane som Sømænd og Fiskere, indtil de naaede den Alder, hvor der gik Bønder i dem, og Søen følgelig „kastede dem op“! — Nu undgaar de denne Proces ved at komme til Verden som Landmænd.

Thunø. Vej mod Øst fra Byen ned til Havnen.

Thunø. Baggaarden ved Jakob Hattings Hus.

Thunø. Gadekjær i Thunø By.

Thunø. Kirketaarnet, set fra Gaardspladsen i Præstegaarden.

Øen er kun fjærnet ca. 7 km fra Nordsamsøs Vestkyst. Ligesom næsten alle vore Smaaøer har den sin største Udstrækning fra Vest til Øst. Fra „Sønder-klint“ til Nordkysten er den kun 2^xl₂km, men fra „Stenkalven“ i Vest til „Revet" i Øst er den omtrent 6V2 km, og den fortsætter endda begge de sidstnævnte Steder et godt Stykke ud med undersøiske Rev, der ender i to Stenrøn, mod Vest i Vesterrøn eller Thunø Knob, der ligger 4 km udenfor Stenkalven, og mod Øst i Østerrøn eller Thunø Røn, en god km fra „Revet“s Spids. Dens Terræn har rolige Former, men Fladerne løfter sig et Par Steder til mindre Fløjder, saaledes ved Sønderklint til 24 m, ved Nørreklint til 18 m, og Thunø By, som ligger ca. 400 m fra Østenden, har sin „Fyrbakke" paa 18m’s Højde. Paa et Højdedrag, som gaar fra Sønderklint ud mod Nordsiden, ligger det højeste Punkt, en Bakke paa 26m’s Højde.

Baade paa Vest- og Østenden findes Strandoverdrev, dannede af gamle Strandvolde, som er bevoksede med lave Græsser. Fra Nordsidens Midte skærer en flad Dalsænkning sig dybt ind i Landet, dens jævne Bund ligger ca. 2 m over Havfladen, dens Forbindelse med Nordstranden er en lyngklædt Hedestrækning. Her findes naturligvis ingen Vandløb paa Øen, og dens største Vandsamlinger var et Par Gadekjær, af hvilke det ene, som laa Syd for Hovedvejen gennem Byen, dog nu er udtørret, mens det sidste ligger lige Vest for Byen og er ganske anseligt. Øen har som alle dens Jævninge været skovklædt i gammel Tid, endnu finder man i Stranden Nord for „Dyndmosen" ældgamle Egestammer. Eventyret beretter, at „en slem Mand" engang afbrændte alle Øens Skove for at kunne fange en Prinsesse, som havde gemt sig for ham her! •—• Folketroen har altid været tilrede for at lægge et Plaster paa, hvor Hærværk har gjort Ulykker.

Paa Ølisten i Valdemar II’s Jordebog kaldes Øen Thund, og her nævnes et „Hus", 0: Jagthus for de kongelige Herskaber. Derimod omtales mærkeligt nok ikke, hvilket Vildt Øen har rummet. Pontoppidans Danske Atlas siger, at „Øen er ikke stor, men dog et Kirkesogn, som alene bestaar af Byen Tunøe og Præste-gaarden. Paa en Herredag, som 1216 holdtes paa Samsøe, overlod Kong Valdemar II ved et Mageskifte imod andet Gods denne Øe til Domkirken i Aarhuus, hvilken ogsaa af den stærke Egeskov, der fordum fandtes paa Landet, men nu er ødelagt, skal have haft god Fordeel". — Det ser ud til, at „den slemme Mand" har været Domkapitlet i Aarhus, og at Eventyrets Prinsesse er en skøn, poetisk Omskrivning for den fede „Fordeel"!

Det var saavidt det kan ses især Domkirkens Byggefond, som havde Glæde af sin Forbindelse med Øen, og det paastaaes, at det fortrinlige Egetræsinventar i Kirken skriver sig fra de thunøske Skove. Kongen vedblev imidlertid bestandig at have Jagtretten paa Øen, efter at denne var overdraget til Kirken. Sakso fortæller, hvor han ender Beretningen om Magnus’ Forræderi, at Kong Valdemar fra Aarhus By drog paa Jagt over til en nærliggende Ø, som var rig paa Vildt, og dette maa sandsynligvis have været Thunø.

Lige siden Øen kom under Aarhus Bispestol har den aarligt til denne svaret en Odelsskat, som bestod af „1000 tørre Flyndere". I de senere Aar blev denne dog omsat i en Pengesum; man kan ogsaa blive ked af Flyndere, naar man har haft dem paa Bordet fra 1216! —

Det nævnte Mageskifte staar naturligvis i Forbindelse med det tidligere nævnte Dokument, som Kongen udstedte „in curia nostra Samsøe". (Se Side 135).

I sin Beskrivelse af Øen Samsø (1758) siger Thura følgende om Thunø: „Landet har imod 200 Indbyggere af begge Kiøn, men omtrent for 100 Aar siden vare ikke over 100 Indbyggere her paa Landet; nu er Landet saa peupleret (!) at hvor i Begyndelsen ikkun var een, ere kommen tre, ja seks Beboere." — Denne rivendes Vækst er dog ikke fortsat til vore Dage; thi i de sidste 164 Aar er der kun kommen 25 Indbyggere til!

Thura siger, at Landet ofte har været udplyndret af Fjenden, „— og sees der kiendelig Fiendens Hug og Stik paa et Skab i Kirken, hvor dens Ornamenter forvaredes udi." Hvornaar dette er sket, meldes der intet om; men det er troligt, at det er Carl Gustavs Tropper, der har hjemsøgt Øen.

Thunø hører under Aarhus Amt, og dens Kirke tilhører endnu Aarhus Domkirke. Men iøvrigt er Øen forlængst bleven Selveje. Dens lille Havn, som er af nyere Dato, anløbes to Gange ugentlig af Aarhusbugtens Smaadampere. Med Ka-lundborg-Aarhusdamperen har den daglig Forbindelse med en lille Sejlbaad, naar Elementerne tillader det. —

Et mere stille Sted end Thunø By har jeg aldrig set. Ad dens skønne og hyggelige Veje mellem de gamle Huse, hvor Lind og Elm gror sammen med Poppel og Pil, og hvor store Ege — maaske Levninger fra fordums Skove — kaster Skygge over Hæk og Bede i de fine Haver, her møder man næsten aldrig et Menneske! — Stiller man sig op og arbejder paa Vejen, vil de faa forbipasserende sjældent forstyrre én med et stilfærdigt Svar paa et „Goddag"! De ligesom lusker forbi den Fremmede.

Hvor jeg har gaaet og længtes efter et Smil paa et Menneskeansigt i denne lille smilende By!

Er det, fordi Missionen har lagt sin Haand paa Beboernes Nakke, at denne klamme Luft slaar ud fra dem? Og har de set, at vi har købt 6 Bajere hos den af Himlen udstødte Høker, der bor ude i det yderste Mørke i Byens Udkant, fjærnt fra sin store Konkurrent i Byens Midtpunkt, der med frelst Samvittighed kun udpumper guddommeligt Hvidtøl!

Men alligevel— hvor ser disse Folk fortrinlige ud! Det er en anden Type, end vi hidtil har set, den finder paa Øen sit bedste Udtryk i den gamle Jakob Hatting. Han er en raceren Østjyde, én af den Slags Skikkelser, man i Bjerre Herred kunde møde mellem „de stærke Jyder", den religiøse Sekt, som talte adskillige gode Slægter indenfor sine Rækker, men nu er forsvunden som Modsætning til sin Parallel, Grundtvigianerne. — Der er noget patriark-agtigt over den gamle Hatting, og adskillige af de andre er af samme ,.Slaw“. Det er brede og noget tunge Folk med renlinjede Raceansigter, uhyre forskellige fra de smaa, lette Øboere omkring Fyen.

Jeg besøgte den gamle og hans Kone i deres lille Hus ved Vejen. Mens jeg tegner Gamlingen, fortæller han mig lidt om Øen i ældre Tid. Han er jo født og opvokset her i en Tid, hvor alle endnu blev Sømænd og gik paa Langfart, før de kom paa Land og blev Jordbrugere, og da hver Mand kunde sejle sin Jolle. Engang var her Tyfusepidemi paa Øen, og han var med til i Løbet af Februar Maaned at hente Læge 37 Gange fra Samsøe i aaben Baad! Og man sejlede helt til Sønderlandet for at spare de dyre Befordringspenge over Land derovre. —

Mens vi holdt en lille Pavse, bænkede de Gamle mig ved et Bord, hvor de trakterede med Kaffe og „Blødbrød", paa hvilket der var strøet et tykt Lag

Puddersukker. — Den gamle Sømand lever paa Kant med Missionen, han kan ikke „falde til“, siger han, men er stadig paa „den gale Side af Merlespiret“. Bruddet kom under én af de tidligere Præster, som var ham altfor fanatisk.

—„Og saa disse her Prædikanter, som farer rundt og prædiker i Forsamlingshusene," siger den Gamle, „de er jo ikke Spor bedre bevendt som Taler end en hvilken som helst af os andre. De véd aldrig mere, sommetider knap saa meget som vi. De taler nedsættende om alle de Ting, der er „af denne Verden" — ok! Og saa har de altid no’en Mawer saa store, saa di ent ka’ slæb’ dem!" —

Mens jeg sad og tegnede, stak Konen Gang paa Gang Hovedet ind ad Døren fra Køkkenet, mens hendes Ansigt for hver Gang fik et mere uroligt, ja tilsidst ganske forskræmt Udtryk, efter som Tiden skred. Tilsidst busede det ud af hende:

— „Det blywwer wal faale dyr’, — saa læng’ som det varer!"

Og da jeg endelig var færdig med Tegningen og lagde den frem paa Bordet til Beskuelse, udbrød hun:

•— „Naa, hvor meget skal vi saa af med for den?“

Jeg gjorde hende forstaaeligt, at Tegningen ikke var tilsalgs, og at jeg ikke skulde have Penge, men tværtimod havde for Vane at holde Folk skadesløse for Tidsspilde og Umag. Synlig lettet udbrød hun:

„Ja — for aal’ di andre Fottegrafister, der kommer her, de’ vil aaltier ha Peng’ for dier Billeder, og jen ka’ sletent slip for aa kyef dem!"

Og tiltrods for saadanne Udsigter havde man taget vel imod mig og behandlet mig som en Ven! —

Det var meget vanskeligt at faa den Gamle til at modtage „Modelpenge"; men det lykkedes endelig hans udmærkede Kone at faa ham overtalt. Heldigvis — for de havde brugt en lille Formue til Kaffe og Blødbrød.

Det gamle Ægtepar er barnløst og lever ganske ensomt. De er begge oppe omkring de Firs, og hun, som har været en rask Kone til for nogle Aar siden, er begyndt at blive stavrasset; nu maa han hver eneste Morgen hjælpe hende ud af Sengen, hvor hun ligger med stive Lemmer, og saa gnider han hende en hel Time for at faa hende igang, fortæller han —• men saa skær’ den som Regel godt hele Dagen. Bare hun ikke gaar og stomler og kæntrer, for saa er det svært at faa hende paa ret Køl igen. —

Et pragtfuldt Ungdomsbillede af ham, et Fotografi, hang paa Væggen. Desværre turde de ikke laane mig det til Reproduktion — de var da „saa grusom bange for, at Glasset skulde gaa i Stykker!"

I Byen ser man ingen af de karakteristiske, sorttjærede Gavle af Træ som paa Samsø. Stilen er østjydsk; Muren fortsætter halvt op i Gavlens Trekant, og herfra skraaner det straatækte Tag indefter. Dette er her den almindelige gamle Type; men naturligvis findes her nu adskillige nye, hæslige Huse. Som Modsætning til paa Samsø er de gamle Bygninger som Regel forfaldne og slet vedligeholdte.

Øens Kirke er en stor Mærkværdighed, idet dens Taarn gør Tjeneste som Fyr. I gamle Dage var Stedets Sjælehyrde baade Præst og Fyrmester, hvad der har givet Anledning til den kendte Vittighed, at „paa Thunø sover Præsten hos Fyrmesterens Kone."

Hvis han gjorde det nu, var det ingen Vittighed længere; den stedlige Fyrmester vilde ihvertfald ikke grine af den!

Kirken ligger i Byens nordøstre Del paa en 17 m høj Bakke; den er kun ganske lille, men overordentlig smuk i sin Stil. Dens Opførelse skriver sig fra Begyndelsen af det 14. Aarhundrede; før den Tid søgte Thunboerne til Nordby Kirke paa Samsø, hvor de havde deres eget Vaabenhus, som endnu findes dér. Kirkens ældste Del bestaar hovedsagelig af raa og kløvet Kamp. I den seneste Middelalder fik den en Udvidelse mod Øst og blev forsynet med sit Taarn, alt dette af Munkesten.

Taarnet blev allerede i 1801 omdannet til Fyr, og dette er saaledes et af de ældste i Landet. For ca. 15 Aar siden blev det forhøjet 4 Alen. Denne besynderlige Blanding af Kirke- og Fyrtaarn er Bygmesteren sluppen udmærket fra, og det har ikke været nogen let Opgave. Han har forstaaet at give Gud og Kejseren hver sit! Over de gamle, højtsiddende Glamhuller er en romansk Buefrise af stor Skønhed, og lige over denne en stærkt fremspringende Gesims med et Tandsnit, bærende det Gelænder af Jærn, der omgiver Fyrets Lampehus. Der hersker fuldkommen Harmoni i alt dette. Hvadenten man ser Taarnet nærved i Samhørighed med den gamle Kirke, eller man paa Afstand, hvor Kirkens Skib er skjult, kun ser det som Fyr, er det lige seriøst og skønt.

Kirken har en lille, men fortrinlig Altertavle fra sengotisk Tid; dens Midte viser i udskaaret Arbejde den kronede Madonna, paa hvis Sider staar St. Jacob og St. Clemens, den sidste i Bispeornat. Sidefløjene, der bærer malede Portrætter af de 4 Evangelister, er temmelig tarveligt Arbejde. — Om den berømte Silkefane i Kirken siger Thura: Paa dens ene Side er malet et Skib, „hvoraf tages ved Hals og Haar et Fruentimmer, som slæbes i Land; dette betegner et Fartøi, der 1713 strandede, hvor iblant andre var en Captains Frue fra Norge, som af Tuen-boerne blev reddet, dog ei uden største Livs Fare, hvorfore hun 21 Aar derefter nedsendte fra Norge dette Erindrings Tegn med Inscription: „Til en Erindring for Guds beviste Hielp i Nøden, gives dette til Thunøe Kirke af Dorothea Swartz Ao. 1734.““

Billedet paa Fanen er naivt og langtfra smukt. Men det er kuriøst at se den norske Malers Forestilling om Thunøs Strand: det afbildede Skib strander paa et mægtigt Klippeskær! Kunstneren vilde sikkert være bleven forundret over at se Kysten, som den er — kan man overhovedet strande paa dette flade Land! Man mindes Bjørnsons Svar, som han skal have givet, da han for mange Aar siden var hernede og talte paa Himmelbjærget, hvor han hele Dagen af forskellige Lokalpatrioter var bleven belemret med Spørgsmaal om, hvorvidt Himmelbjærget dog ikke var ganske imponerende. Kogende af Arrigskab udbrød han tilsidst: „Nej — aldeles ikke! Men jeg har aldrig set saa imponerende Kokasser som i Danmark." •—

Lige udenfor Kirkens Indgangsdør staar rejst imod Muren et Par gamle Ligsten, som oprindelig havde deres Plads inde i Kirken, senere i Vaabenhuset. Den ene er til Minde om en Præst, der levede paa Øen for et Par Hundrede Aar siden og efter Sagnet blev stanget ihjæl af en rasende Tyr. Stenen bærer Præstens og hans Hustrus Portrætter i Basrelief, og den er af stor Skønhed. Jeg har sjældent paa nogen Gravsten set Ansigter med et saa besynderligt Liv i Udtrykket. Det er en Mesters Arbejde. Det burde reddes af Nationalmusæet, inden Vind og Vejr faar det lagt øde — eller det paa sin Vandring bort fra Kirkens Midte ender som Skærver paa Landevejen.

I Byen findes et stort Mejeri samt et Pumpeværk, hvis Opgave er at fylde Øens Vandtaarn. Dette, som ligger umiddelbart Øst for Kirken, er l'¹/® ^m højt (!) og omgivet af mægtige Træer, der fuldstændig skjuler det. Man opdager det ikke, før man render Næsen mod den pragtfulde Vejrfløj, som er anbragt ovenpaa det! —

Gaar man vestpaa udfra Byen, kommer man ad en jævnt og langsomt skraa-nende Vej til Hedebakkerne paa Øens Midte. Landskabet, som hidtil har været ret kedsommeligt, bliver her ganske smukt, og naår man op til det golde Højdedrags øverste Kupler, faar man et herligt Overblik over den lille Ø. Men ogsaa her er Krigen mellem Beboerne og Naturen i fuld Gang. Thi her, hvor før Gy-velens Buske var det eneste, som ragede op over de brune Bakker, og hvor den just idag staar i sin fulde Blomsterpragt, her har den nu til Nabo faaet Beplantningsraseriets ledeste Kjærnetropper, Bjærgfyrren, klods op ad sig. -— Lyngen og Udsigterne er lagt for Had i dette Land, og Resultatet er paa Forhaand givet! Allerede ligner denne Hede et koparret Ansigt. —

Sydkysten har ret høje Klinter af Ler og Morænesand og -grus, der som oftest er græsklædte helt ned til Stranden. Her ses ligesom paa Samsøs Nordland „Skaar“, der strækker sig fra Stranden ind i Landet, men i langt mindre Format end paa den store Naboø.

Ogsaa en stor Del af Øst- og Nordkystens lave Strækninger er tidligere Lynghede, som nu næsten overalt er beplantet med Naaletræer og enkelte Løvtræer, ialt vel godt 100 Tdr. Land. Her er dog nogen Mening i Galskaben, thi her kan Væksterne gro; og hvem kan saa fortænke Thunboen i, at ogsaa han vil ha’ en Skov med hvad dertil hører!

Paa Vejen gennem denne Plantage ud til Nordkysten hører vi baade Drossel og Solsort synge inde fra Tykningen, Løvsangere, Irisker, Bomlærker og Gulspurve holder til derinde, og en mægtig Forsamling af nyankomne Sortmejser holder et farligt Leven og Palaver mellem Buskene. Om det saa er Fasaner, trives de Vel her. Vi hører pludselig en Kok skraale op inde i Plantningen; det metalagtige Skru-rutt staar underligt til de hjemlige Sangfugles Stemmer, omtrent som en Motorcykles Blikhorn. •—-

Ved Mosens Beplantning har Forst-Uvæsnet i første Omgang trukket det korteste Straa, og Naturen er gaaet over Optugtelsen: gennem noget, der ligner en gammel „Sørende", er Havet i Vinter under de stærke Storme brudt lige igennem og har oversvømmet Mosens yderste Del, hvor Lyng og Bjærgfyr i skøn Forening har været overskyllet af Bølgerne. Men se, hvor forskelligt de er sluppen fra det: mens Bjærgfyrrene overalt er gaaet i deres Mor igen og staar visne og rustrøde paa de udgaaede Rødder, har Lyngen klaret sig stolt og staar med grønne, friske Skud. Der er dog altsaa ogsaa i Naturen af og til noget, som hedder Lands Lov og Ret! —

Nordkystens Klinter er baade landskabeligt og geologisk set Øens interes-santeste Sted. Her findes meget tydelige Lag afvekslende af Ler og Sand mellem hinanden, ofte stærkt foldede og med pragtfulde Farver. Hist og her bryder cirkelrunde Pletter af rustrøde Sandaarer gennem det blaa Ler. Et enkelt Sted er en 10 m lang og 4 m høj, lodret Lervæg bristet i Kvadrer paa 10—15 cm i

Kvadratmaal, liggende vandret i et regelmæssigt Mosaikmønster, rustfarvede og lyst jærnfarvede Rektangler mellem hinanden. Det ser ud ganske som om Skrænten paa dette Sted er bygget omhyggeligt op af smaa, tilhugne Granitsten, iblandet med ubrændte Mursten. Det hele var af en herlig Farvevirkning.

Et Par enkelte af „Stenene" var faldet ned ved Foden af Rovsen, og selv da vi samlede dem op og betragtede dem paa nært Hold, lignede de i den Grad en almindelig Brosten baade i Form, Farve og Stof og Tyngde, at vi først ved at slaa dem mod en Kampesten i Stranden, hvorved de brast, blev revet ud af Illusionen.

Klinten har været stærkt udsat for de voldsomme Efteraars- og Vinterstorme ifjor. Vældige Brokker er nedstyrtede og ligger paa Strandens Ral helt ud i Havstokken. Hist og her er Sandlagene af Braaddet vasket bort fra Leret og rovset skraat ud fra Klinten mod Stranden, mens Leret er bleven tilbage og hænger som vældige blaa, oppustede Buge udover Sandet. En lille Granplantage paa Nordvestklinten har tabt Fodfæstet og er styrtet med Blokkene ned i Dybet, hvor Træerne ligger hulter til bulter som halvraadne Knogler paa en Kirkegaard.

Men paa Trods af Menneskenes Færden lever de gamle Klinter Livet paa deres egen Maade! Højt oppe i deres øverste Kam har Digesvalerne deres Huller. Ofte er disse udborede saa store, at man faar Mistanke om, at Gravgaasen har været her og hjulpet til! Et andet Sted har en hel Stærekoloni slaaet sig ned i andre Huller, som Digesvalerne af én eller anden Grund har forladt. Af mindst et halvt Hundrede saadanne Aabninger for de travle Stæremødre ud og ind og bragte ustandseligt Orme til de skrigende Unger. Hele Klintekammen hvæsede og peb, hvinede og skreg — der var en bestandig Skræppen af de hæse, sultne Unger — for Mødrene den yndeligste Livsens Musik! Jeg tænker, at det klør godt og behageligt mellem Sidebenene paa den gamle Klint, og at den slaar Revner af Grin over, at den har faaet rystet Grantræerne af sig. —

Vi gaar ud til den ensomt beliggende Anløbsbro paa „Stenkalven" ved Øens vestlige Ende. Markerne er her dyrkede helt ud til Kysten, som er lav og flad. Det er et kedsommeligt og trist Landskab — intet kan være saa øde og saa nedstemmende for Sindet som saadanne magre, flade, dyrkede Marker uden en Pind, der rager op over Jordsmonnet. Ogsaa Vejret er trist, barskt og koldt. Vi har i dette Foraar endnu ikke kunnet gaa i Vandet udenfor vort daglige Morgen-Styrtebad paa Dækket.

Nogle faa, spredtliggende Gaarde og ensomme Huse er udflyttet hertil i de senere Aar. Deres nye Længer gør ikke Landskabet mere tiltrækkende. —

Det er her til Vestlandet, Sagnet var knyttet til en nu forsvunden „Kæmpe-Begravelse", omtalt hos Thura: „En Kiempe ved Navn Rhunes, som af en anden navnlig Balle blev ihielslagen for et Fruentimmers Skyld, og ligger der begraven, deraf skal komme den Jule-Leg, som af Peder Syv anføres i hans Danske Ordsprog:

Det er det samme Sagn, som ogsaa Thurø gør Krav paa, men som vistnok rettelig hører hjemme her.

Den lille Ø, som aldrig naaede at blive navnkundig i Danmarkshistorien og som næppe findes nævnt i denne uden i de faa allerede omtalte Tilfælde, har ligesom Hjelm set en berømt Jyde betræde sin Strand. Det er ingen ringere end Steen Steensen Blicher, hvis Ven Jens Lyngbye var Præst paa Øen fra 1811— 23, og hvem Blicher ofte besøgte for at gaa paa Jagt. Det siges, at man endnu paa Øen opbevarer det berømte „Kædebrev" fra Blicher, som blev afleveret til Præsten i en Konvolut med følgende Udskrift:

Jeg har forgæves søgt efter Brevet og Manuskriptet paa Øen, intet Menneske véd den mindste Besked derom. Men det er Blichers Digt fil en Thunbo, der er Tale om, det findes trykt bl. a. i hans samlede Digte og begynder saaledes:

Allerede saa tidligt som i 1804 havde Blicher første Gang været i Land paa Thunøs Vesterrøn, hvortil han sammen med en Skolekammerat var roet helt ovre fra Jyllandskysten for at skyde Sælhunde. Det er en anselig Rejse over aabent Hav i en Robaad, og den viser Blicher og hans Ledsager som et Par ganske forvovne Fyre. De fik imidlertid ingenting paa Tasken denne Gang, et optrækkende Uvejr jog dem hjem hurtigere end ventet.

Om et af sine senere Besøg paa Øen fortæller Blicher selv i sine Erindringer følgende:

„B. har engang været Medanfører i en Guerillakrig — et Tilbagetog, der rigtignok forholder sig til Xenophons og Moreaus som et Infusionsdyr til en Hvalfisk; men hvilket han dog ved Hjælp af et poetisk Hydro-Oxygen-Gas-Mikroskop vil fremstille for Læsernes Øjne.

B., hans Fader, som og har gjort af Jagten, den endnu levende Kæmner

G......g i R... og Herregaardsskytten paa Rodstenseje sejlede i Sommeren

1805 fra den førstnævnte Lilmose til Thunø paa Jagtens Vegne. Jagtrettigheden tilhørte Amtmanden i Aarhus; men han havde overladt den til Øens Præst; — den daværende hed Skaarup. Ham besøgte man, bad om og fik Tilladelse til at skyde, hvad man kunde, paa Nedgangen til Baaden, der laa paa Vestenden af Øen. Midtvejs omtrent er et lille vandholdigt Kjær, hvor den medhavende Hønsehund udspejder et Kuld unge, flyvefærdige Vildænder. Her blev Noget at bestille, og det gik Skud paa Skud.

Nogle Heste, som vare tøjrede i Nærheden, bleve herover sky, rev sig løse og foer omkring til andre, hvem de tildels forledte til lignende Uorden. Da den gamle B. ser dette, siger han: „Det er fortrædeligt; nu gaaer jeg, og seer til, at I Andre snart komme bagefter!" — Men der var endnu et Par Ællinger tilbage, som man umuligen kunde levne. Og da disse endelig vare komne i Jagttaskerne og de tre Jægere et lille Stykke bort fra Kjæret, saae de sig omringede af et Dousin eller flere Karle og større Knøse — Alle tilhest. — De skjældte og bandte — og det var da egentlig ikke uden Grund, da de løse Heste havde gjort Skade paa Kornet; —- men alligevel skulde maaske en høflig Undskyldning og Tilbud af nogle Drikkepenge standset Krigen i dens Udbrud. I det Sted var B. ubesindig og — for at bruge det rette Ord — kaad nok til at give et groft og opirrende Svar.

Virkningen udeblev ikke; En raabte strax: „Lad os tage Bøsserne fra dem, skyde deres Hund og gi’e dem selv, hvad de trænge til.“ Nu svingede alle deres Vaa-ben — Tøjrekøller — og lavede sig til at gjøre en ret alvorlig Choc. Men G. og B. spændte Bøsserne, hævede dem halvt til Anlæg og truede med Døden Enhver, der kom for nær. Det hjalp; men Skytten, hvis Hjerte sad i Buxerne, havde nær fordærvet Alt, idet han gav godt for og bad om Naade. De to andre Jægere havde en dobbelt Fjende at bekæmpe, da de fandt en Forræder i egen Hær — og denne var dog ikke større, end at den nok kunde behøve Enighed. Saa ofte Kujonen klynkede sit „Aah lille Folk! — Aah Herregud!" hævedes Fjendens Køller og forstærkedes hans Artilleri af Eder og Trusler; og G. og B. nødtes til at dele Mundammunitionen: „Tag Jer iagt!“ til Fjenden og „Hold Kjæft!“ til den upaalidelige Ven. Denne befalede man at føre Avantgarden, som vistnok var stratetisk rigtigt. De to Konsuler dannede Arriergarden; — Centrum var ikke værdt at tale om. Saaledes blev nu Retiraden fortsat nogle hundrede Skridt uden Tab. Da raabte En: „Vi kan ogsaa skyde — Jens Peer, og Du og Du! rid op til Byen alt hvad trække kan, og hent os Geværer hos Den og Den!" De Detascherede fløj afsted. Og kort efter skreg en anden: „Lad os ned at faae fat i Baaden! saa skal vi vel fange dem!" Dermed foer de andre ned til Landingsstedet. „Nu er’ vi ulykkelige," stammede Skytten. „Det kan gjerne være," trøstede ham de andre, „men Du behøver ikke at fortælle os det." Napoleon var virkelig ikke i nogen desperatere Forfatning ved Marengo. Dog se! Baadføreren, den snilde Ras Munk, havde itide lagt fra Land og taget den gamle B. ombord. De tre Allierede vadede da uden anden Hindring end Eder og Skjældsord ud til Fartøjet, der blev dem til en virkelig Redningsbaad; thi næppe var den under Sejl, før hint Detaschement ankom med Bøsserne fra Byen. Nu først vaagnede Skyttens Mod; han skød Viktoria over Fjendernes Hoveder. Thunøkrigen endtes da uden enten Blæk- eller Blodtab.

Saaledes sees her et mærkværdigt Exempel paa, hvorledes et godt anført Infanteri kan heldigen forsvare sig mod et langt talrigere Kavaleri.

Tre Aar efter var B. igjen paa Jagt paa Thunø; de ellers godmodige Øboere, af hvis Landværn fra Krigen 1805 den største Del vistnok endnu var ilive, syntes ganske at have glemt eller tilgivet."

Mangt og meget er forandret paa Øen siden Blichers Dage, men vel nok i ringest Grad dens Kyst. Endnu ligger Sælerne og soler deres Krop paa Røn’erne derude, endnu vilde deres glinsende Pels friste hans Kugle og faa ham til at klemme Fingeren om Aftrækkeren, om han listede sig ind under den stenede Kyst med sin Baad. Men kom han iland paa Øen, da vilde vel meget undre og forfærde ham: Bjærgfyrplantningerne paa Hederne, de nye Udflyttergaardes grimme Længer — Missionsfolkenes mørke Skare! I Stedet for de vilde Ande-flokke og Bekkasinerne i Kjærene paa de udyrkede Marker er kommen Fasaner i Plantager og langs Hegn. Han vilde næppe føle nogen Fryd ved at møde dette udenlandske Fabeldyr i et dansk Landskab, ikke den samme som ved Mødet med en „Konsistorialraad", hans Hjemlands pragtfulde Urkok!

Thunø. Altertavlens Midterparti.

Thunø. Kirkens Taarn, set fra Syd.

Endelave. Edelsholms tidligere Hovgaard. Den smukke Port.

Endelave. I Vænget bag Præstegaarden.

Endelave. Piletræer og Birke i Morgensol.

Endelave. Gadekjær ved Vejen nær Præstegaarden,

Endelave. Landpostens tangtækte Hus. Salturter paa Taget.

Endelave. Vænget ved Louisenlunds Vestside.

Foruden Øens Kyst er vel iøvrigt Dyrelivet det, som mindst har forandret sig siden Blicher for hundrede Aar siden færdedes her. I den lille Bys Haver møder vi en Mængde Sangfugle: Havesangeren fløjter i Præstegaardshaven, Gærdesmutten, Bogfinken, Gulbugen og Solsorten møder vi overalt i Haver og ved de beplantede Byveje, og paa Kirkegaarden Skovspurven og Gærdesangeren. Agerhøns og Harer ses endnu paa de aabne Marker, hvor Lærkesangen lyder, nu som dengang! Og Viberne ruger i Enge og Moser og tumler jamrende over deres Kuld, naar vi kommer for nær. —

Vi fangede en Dag i en Roemark en Vibeunge, den ene af to Stykker, som skrækslagne rendte afsted mellem de tommehøje Roeplanter, men øjeblikkelig trykkede sig, da vi løb efter dem. Ungen skreg gudsjammerligt, saa længe vi havde den i Hænderne; men næppe slap vi den løs paa Jorden, før den igen blev vigtig, nejede og kroede sig, og tilsidst igen stak af paa sine lange Stolper over Stok og Sten. —

Omtrent saadan vilde Blicher vel være flygtet for Missionsfolkene, om de havde været opfundne paa hans Tid og han havde mødt dem paa Stedet. Han var rendt længere for dem end for en Flok bovne Karle tilhest med Bøsser og Tøjre-køller i Hænderne.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela