THURØ
Jeg blev forbavset over øjeblikkeligt efter vor Ankomst til Thurø-Bund at faa et Bidrag til Øens Historie og Topografi af en af Beboerne. Det var Tolderen, der kom ombord paa Embeds Vegne. Han er en indfødt „Thuriner", den stedlige Betegnelse for en Beboer af Thurø, ogsaa anvendt af fremmede Søfolk og Beboerne af Øerne i Nabolaget — man siger „Thurinerskonnert“, „Thurinerbrød" o. s. v. — og er en overordentlig veltalende Mand. Da han i Samtalens Løb bemærkede vor uskrømtede Beundring for Omgivelserne, og Talen faldt paa de op-ankrede Skibe herinde, udbrød han med Begejstring: „Ja, er det nu ikke et stort Held for Thurinerne, at de, som er saadan no’en storartede Søfolk og har saadan en Mængde store, dejlige Skibe — at de ogsaa har faaet til Givendes en saa fortrinlig Naturhavn som Thurøbund at lægge Skibene i!“ — Og henrevet af en sund Lokalpatriotisme betroede han os, at hans stolte Landsmænd allerede for over hundrede Aar siden var bleven Selvejere paa Øen, og dette var gaaet for sig i 1810 paa den Maade, at de havde slaaet sig sammen og ganske simpelt købt hele Øen af en vis Fru Ellen Marsvin! — „Den Dames Navn er maaske hændelsesvis kommen de Herrer for Øre — naa, ja naturligvis! Aarstallet kan De læse paa Monumentet oppe i Byen ...“
Jeg skylder hans Landsmænd at tilføje, at Aarstallet ikke paa Monumentet er sat i Forbindelse med „den Dames Navn“ — men Navnet spiller ganske vist en fremtrædende Rolle i Øens Historie.
Den fede og velplejede Ø har en ganske besynderlig Form, omtrent som et Spisebord i „Hesteskoform". Aabningen mellem Fløjene dannes af den mærkelige Fjord Thurøbund, som skærer sig ind fra Vest i en Længde af 3 km og med en Bredde paa kun 1/2 km. Dens Dybde naar ude paa Midten i omtrent dens halve Længde henimod 9m — en ganske fortrinlig Foranstaltning fra Naturens Side til Fordel for Beboerne. Ingen Vinterhavn kan tænkes at være bedre. Den har da ogsaa skabt et søfarende Samfund, der som Modsætning til de fleste andre Steder i vort Land har fortsat Traditionen lige ned til vore Dage.
Øen er 1339 Tdr. Land med 1672 Indbyggere. Den danner sit eget Sogn indenfor Svendborg Amt. Mod Nord skilles den af det lavvandede Skaarup Sund fra Fyen, mod Vest af Thurø Sund fra Taasinge, mod Syd og Øst begrænses den af Storebelt. Paa Sydøstsiden gaar Thurø Rev omtrent 700 m i sydøstlig Retning ud i Beltet. Midt i Indløbet til Thurøbund, Syd for Sejlløbet, ligger den lille Ø Kidholm, der hører under Bregninge Sogn og nu er ubeboet. — Øens større, nordre Del er skovløs og stærkt bakket, „Kirkebakken" Nordvest for Byen er 24 m, og et Par andre Punkter naar en lignende Højde. Forbindelsen i Øst mellem den nordlige og sydlige Del er lav og tilsyneladende en tidligere Fortsættelse af Fjorden, som engang har delt Øen. Den søndre Del er mod Øst ganske lav, Vestsiden hæver sig og naar nærved Gråsten en Højde af 19 m; den bærer Skov paa to Steder, Østerskov og Fredskov. Paa den nordlige Del ligger Thurøby med sin Kirke og Tornehave Huse, iøvrigt er der spredt Bebyggelse over hele Øen.
Tværs over det vestlige Indløb til det kun paa dette Sted 400 m brede Skaarup Sund (eller Skaarupør Sund) har Øen daglig Færgeforbindelse med Fyen. Forøvrigt naar dette Sund kun undtagelsesvis en Dybde af over 1 m og er saaledes kun farbart for mindre Baade.
Det var en straalende Sommerdag, vi gled ind i Thurøbund. Men det var som at komme ind paa en Kirkegaard at passere alle de store, døde Skibe, der laa her for Anker paa Rad efter hinanden. En for en kastede de store Kolosser deres Skygger hen over os, en uendelig Række paa henimod et halvt Hundrede Monumenter over dansk Skibsfart ...
Kort efter, at vi havde kastet Anker, landede vi ved en af de smaa Pælebroer paa Fjordens Nordside. Saa træder vi op paa den lange Bro, og i næste Øjeblik kommer den tunge, søde Duft af blomstrende Hyld ud til os fra Strandens Haver. Da vi naar til Land, staar vi paa Bredden paa en tilsyneladende uendelig lang Sti, der gaar til begge Sider langs en Strand, hvor Skibsværfter, der ser ud, som de har ligget her fra Tordenskjolds Tid, veksler med idylliske Smaahaver og Skipperboliger. Værfterne er nu stille og øde, bare et enkelt Skib ligger kølhalet inde ved et Bolværk, og et Par Mand gaar og kalfatrer og tjærer det i Bunden. Her er saa stille som paa Torneroses Slot; kun faa Fugle høres — men Bierne summer over Gangene i de smaa Haver, og Blomsterne udsender en bedøvende Duft.
Aldrig i mit Liv har jeg set en Sti som denne! Store, tremastede Skibe ligger næsten helt ind til Stranden, deres Ræer stikker Nokkerne lige ind over Grenene paa de blomstrende Hyld. De smaa Haver med deres hvidmalede Stakitter ser ganske lilleputagtige ud under de mægtige Skrog og Master, hvis Skygger kastes henover gule Havegange, Græs og mosgroede Straatage, hvor Husløgene vokser i stive Klynger. Hist og her leger ved Bolværkerne og i Baadene en lille Flok lys-gullokkede Smaaunger; fremtidige Skibsførere paa 2—3 Aar kravler med Gumpen i Vejret rundt i Sandet og paa Broerne, men stivner og ligger todt som Skarnbasser, naar vi skrider forbi. De er født paa et Sted, hvor Historier fra Alverdens Lande og Have Dag efter Dag lyder i deres Øre — fra de kan kravle, er Søen deres eneste Tanke og Fremtids Haab; de er født til at arve den. Her biir alle endnu Sømænd, fordi Far var det!
Stedet hedder „Gambet". Mon ikke denne Nordkyst af Thurøbund er et af de yndigste Steder i Danmark! Tænk at komme hjem til denne Strand, naar man paa sit Skib maaske i Aarevis har faret Verden rundt — komme hjem fra Kuba, Haiti, Nova Scotia, Hvidehavet — for saa en skønne Forsommerdag som denne at løbe sin Skude ind under Kysten her og efter at have smidt Trossen ind over sit Havegærde kravle sindigt ud paa Nokken mellem de blomstrende Hyldegrene, hvorfra en broget Kat forfærdet flygter, og lade sig dumpe ned gennem Skorstenen til Mutter — hvis man ikke foretrækker at varsko Familien ved i overgiven Hjemkomstglæde at rende Sprydet ind gennem et af Vinduerne i Taget!
En Vej fører herfra op over Bakkerne forbi Møllen til den gamle Thurø By. Som Modsætning til den nyere Del af Byen omkring Møllen og især den ved Kroen østenfor er den gamle By overordentlig smuk, maaske en af de skønneste danske Landsbyer, der findes. Næsten alle dens Huse er gamle og fortrinligt bevarede. Hovedparten af dens Indvaanere er Skippere og Skibsførere, faa er Fiskere. Bygget paa et meget bakket Terræn med de smaa, sirlige Huse omgivet af yndige Haver og Hegn, oftest højere beliggende end Vejen imellem dem og med smukke Stendiger ud mod denne, med frodige Træer langs Vejen og bovnende Roser og andre af Sommerens Blomster i de smaa Bede eller op ad Murene, ja indenfor hver eneste Rude, med de straatækte, hvidkalkede Huse, bemalede paa Bindingsværk, Vinduesrammer og Døre med denne lysegrønne Farve, „Schweinfurter-Grønt“, som vi kender fra Skibenes Overbygninger — alt passet og hæget med den Omhu, som Skipperbefolkningen bringer med sig hjem fra Livet ombord — saaledes virker den paa Beskueren som den fuldkomne Idyl.
I 1910, paa Hundredaarsdagen for Øens Løskøbelse fra Godset Bjørnemose paa Fyen, rejste Indbyggerne til Minde om denne Begivenhed et Monument ved Vejen gennem Byen. Dets Inscription begynder med de smukke Ord: „Slægters Tak for Fædres Daad —“ og fortsætter med Data o. a. Oplysninger om Begivenheden.
En Dag foretog vi en Rejse Øen rundt paa vore Cykler. Fra „Kirkebakken" Nord for Byen er en henrivende Udsigt mod Nord til Fyen og mod Øst over det lange Skaarup Sund og Beltet til Langeland. Forgrundens højtliggende Marker, der bølgeformigt falder ned mod Sundet, var tæt dækket af græssende Kvæg af den røde, fyenske Race, som i lange Rader bugtede sig Bakke op og ned. Ad den højtliggende Vej cyklede vi gennem Byen og videre østpaa i lige Linje over aabne, dyrkede Marker med vid Udsigt til begge Sider, til Vejen et Stykke Sydvest for den lidet anselige Thurø-Klint brat drejer mod Syd til Landet Øst for Thurø-Bund. Dette er overordentlig lavt og for det meste moseagtigt, udentvivl er det gammel Fjordbund helt tværs over Øen til Østsiden. Forbi en ganske lille Skov paa den jævnt faldende Skrænt kommer man ind paa denne Flade, hvorfra der er en ganske mærkelig og smuk Udsigt mod Vest ind mod Thurøbund, hvis Masteskov, der ser ud som den bestaar af mægtige „Vandspir“, rager højt op over den jævne Flade med dens prægtige Mosevegetation, dens høje Græstuer mellem vandfyldte Huller, dens Egepurr og enkelte fritstaaende, høje Ege mellem spredte, lave Krat.
Ogsaa den sydøstlige Del af Øen mod Østskoven er meget lav og gaar ud mod Thurø Rev over i flade Strandenge med enkelte, spredte Tjørne, ikke lidt mindende om Romsøs Sydkyst. Disse Engstrækninger er endnu ikke udskiftede og anvendes i Fællesskab af Beboerne til Græsning af Kvæget.
Fra Odden ved Thurø Rev kørte vi senere vestpaa ad Vejen, som langsomt stiger til den ved „Fredskoven“ passerer en Banke paa 19 m.s Højde.
Skønt er her overalt; men hvad er det, jeg trods alt savner? — Er det ikke lidt Barskhed, lidt Fattigdom midt i alle disse Velsignelser, al denne frodige Over-daadighed! Lidt haard Jord, lidt Sand eller blot nogle faa Sten mellem alt dette lækre Brød! Ja, det er virkelig en paafaldende Ejendommelighed ved denne Ø, som næsten straks falder mig i Øjnene: her er ikke en eneste større Sten, ikke engang dens Strand har en saadan, der rager en Smule op over dens jævne Flade. — Enhver lille dansk Ø, som Havet æder paa, plejer dog ellers fra sine hældende Kinter af og til at spy en Sten i Gabet paa dette Hav, at vise Tænder til sit Forsvar. Det hører med til Billedet af Øens Strand, det er dansk! Men en saadan lille frodig Ø som denne, lidt for lækker, lidt for lunken, det er — ja, det er som fedt Flæsk uden Grovbrød.
Her er Tryghed, Frodighed, Ynde. Men Friskhed fattes — Uberørthed. Nogen Førstehaandsuskyldighed er Øen ikke. Men velplejet er den — som Ulla Wiinblad, der hver Dag staar Brud!
Allerede i Sagnhistorien har den lille Ø skaffet sig en Plads. Saxo beretter nemlig i „Danmarks Krønike", at Kong Halvdans Søn Helge „var saa hengiven til Løsagtighed, at det ikke var let at sige, hvad der brændte stærkest i ham, Overmod eller Løsagtighed. — Ved Øen Thorø voldtog han en Jomfru, der hed Thora, og avlede med hende en Datter, som han senere gav Navnet Yrsa. — Da han engang igen paa et Vikingetogt kom til Thorø, udpønsede Thora, som endnu bestandig sørgede over sin tabte Jomfruære, et skammeligt Anslag til Hævn for den Tort, han havde tilføjet hende. Hun sendte nemlig med Overlæg sin Datter, der nu var mandvoksen, ned til Stranden og magede det saa, at hendes Fader fik legemlig Omgang med hende." — Saxo harmes over Moderens taabelige Hævn: nu mistede jo Datteren ogsaa sin Jomfruære; og Moderen er Skyld i, at hun begaar Blodskam, hvorimod Faderen, der ingenting aner, kan have sin Samvittighed fri!
Men Sønnen, Yrsa fødte, var Rolf Krake.
At Øen er nævnet paa „Ølisten" i Kong Valdemar II’s Jordebog (1231) viser, at den har tilhørt Kronen og været Kongernes Jagtrevier. Her nævnes af Vildt paa Øen: Hjorte, Raadyr og Daadyr.
I det 14de Aarhundrede pantsattes den sammen med flere andre Øer til de holstenske Grever, og senere kom den i saa berømte Folks Eje som Korfitz Ulfeldts. Senest hørte den under Godset Bjørnemose paa Fyen, hvorfra Beboerne som nævnt løskøbte den i 1810.
Det er sandsynligt, at Thurø fulgte med i Handelen, allerede da Fru Ellen Marsvin i 1618 købte Kjærstrup paa Taasinge. I al Fald vides det, at Øen var i hendes Besiddelse omkring denne Tid og senere. Et Mageskifte viser, at Handelen dog først endelig afsluttedes i 1625 og tillige, at Øen dengang havde 2 Hov-gaarde, 11 andre Gaarde og 7—8 Huse. Der gik ikke mindre end 2200 Svin paa Olden i Skoven, hvad der svarer til et Skovareal af 1100 Tdr. Land. Da hele Øen kun er godt 1300 Tdr. Land, maa den altsaa have været saa godt som en eneste, sammenhængende Skov. I denne havde paa Nordvestsiden en lille Landsby trængt sig ind og ryddet sig Plads for et formodentlig kummerligt Landbrug. Nu lagde Ellen Marsvin Grunden til Agerbrugets Overvægt over Skoven, naturligvis paa det 17de Aarhundredes Methode — Hoveriet. Hun opførte en Ladegaard paa Øen, „Marsvinsholm" eller „Marsvinsvold", som laa Øst for Byen. — Bønderne, som saaledes fik en Hovgaard paa Øen, henrykkedes ikke over disse Foranstaltninger. Øens mange Tjørne blev sat i Forbindelse med den strænge Frues Navn: Et Sagn herovre siger, at Ellen Marsvin engang spillede med Kongen og tabte Øen.
Hun udbad sig at maatte beholde Øen, til hun havde høstet en Udsæd, og fik dette tilstaaet. Nu besaaede hun alle Marker med Tjørn og beholdt den! De Tjørnekrat, som indtil de seneste Tider i stor Mængde har dækket Bøndernes Jord herovre, er nu helt forsvundne. Kun Sagnet, der skulde symbolisere, at Hoveriet hindrede Bønderne i at dyrke deres egen Jord, er tilbage.
— C. T. Engelstoft fortæller, at Ellen Marsvin opførte mange Slags Bygninger rundt omkring, „saavel til Guds Ære som til Beboelse for Herskabet'1. Forfatteren synes her at ville antyde et Modsætningsforhold! —
At hun ogsaa kunde nedrive Bygninger til Guds Ære, viste hun paa Thurø, hvis Kapel blev nedlagt og jævnet med Jorden og Alteret bortført til hendes Gods Ellensborg paa Fyen; Bønderne paa Øen maatte herefter søge Kirke paa Taasinge eller i Svendborg, om de trængte til en indvortes Tvættelse. — Men engang, siger Sagnet, drømte den høje Frue, at hun brændte i Helvede; og denne Fornemmelse skal have været saa nederdrægtig, at hun gav Ordre til at bygge en Kirke paa Øen paa det nedrevne Kapels Plads. Materialerne var allerede samlede, men hvad sker: et Højvande tog dem bort, og Stormen førte dem med sig omkring Øens nordvestlige Hjørne til Nordsiden lige over for Bjørnemose, hvor de drev iland ved Foden af en Høj. Naturligvis saa den ædle Dame heri et Fingerpeg fra Himlen og satte sig ikke derimod. Kirken blev bygget paa Højen over det Sted, som nu kaldes Præstelandingen ved Byens vestlige Ende.
Den lille Kirke er god, men den maa have været fortrinlig, før den blev restaureret i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Gavlen til Vaabenhuset, som tilsyneladende er urørt, er i al sin Beskedenhed meget smuk.
Den indvendige Ombygning paa Kirken, Udvidelse og Tilbygning af et Kor, er arkitektonisk set meget god, Tilføjelserne harmonerer godt med det gamle. Det ældste Inventar med de fortrinlige Billedskærerarbejder er næppe udførte med dette Sted for Øje. De hos Trap omtalte 14 Stolestader indskrænker sig til 12 (Apostlene uden de nævnte 2 Doubletter); de er ganske ypperlige og tilhører uden Tvivl d. 17. Aarhundredes bedste Billedskærerkunst. Hvilken Følelse for Materialets Behandling, Knivens brede, dristige Tag er aldeles mesterlige!
Paa nordre Sidevæg findes et ypperligt Krucifiks af Træ. Altret, som efter Sigende er kommen hertil fra den nedrevne Graabrødrekirke ved Svendborg, er et ganske fortrinligt Arbejde, sandsynligvis fra 15. eller Beg. af 16. Aarhundrede. Det købtes i sin Tid sammen med ovennævnte Krucifiks for 18 Rdlr. (!) Altret, som har et bredt Midterparti og to smalle Sidefløje til at lukke fremefter, fremstiller i Billedskærerarbejde Episoder fra Kristi Lidelseshistorie. Paa Midterbilledet glæder man sig særlig over den fortrinlige Gruppering af Hovederne, men som Helhed er venstre Sidefløj ubetinget den bedste. Figurerne er bemalede med Temperafarver paa Baggrund med Forgyldning og med enkelte, forgyldte Detaljer paa Dragterne, alt af en ganske ypperlig Farvevirkning. — I Kirken findes desuden en ypperlig Prædikestol fra den sengothiske Tid.
Kirkens Inventar er i nyeste Tid kompletteret med nogle fæle Stolestader og Nummerplader, ligesom de i senere Aar tilføjede Kalkmalerier i Korbuen er helt ude af Stil med det gamle herinde.
Thurinerne har alle Dage været et lille udpræget søfarende Samfund. Allerede efter Krigen 1807—14 var her 30 Fartøjer hjemmehørende paa Øen, Galeaser,
Smaajagter og Kvaser. I 1870 fandtes her 60 Skibe, hvoraf 42 større Fartøjer, der befor baade Østersøen og Nordsøen; Resten var Jagter og Kvaser, tilsammen 2890 Tons, forsikrede for 460,000 Kr. Denne Flaade er i 1900 vokset til 93 større Skibe samt 7 Jagter og Kvaser, tilsammen 11,043 Tons, og endelig i 1910 94 store Skibe med 7 Jagter og Kvaser, nu i alt 14,800 Tons, assurerede for 2,304,000 Kr., og desforuden en Fragtdamper paa 762 Tons.
— Denne Udvikling af Øens Skibsfart, som den i første Række skylder sin fremragende Skibsfører- og Sømandsstand, fortsattes endnu under de første Krigs-aar, men har siden faaet en brat Ende.
Herinde i den idylliske Fjord, hvor vi ligger for Anker, og hvor vi paa alle Sider ser frodige, prægtige Kyster, ligger nu hele den store Flaade af opankrede Skibe rundt om os. De forrykte Tider efter Krigen satte dem ud af Spillet. Uge efter Uge, Maaned efter Maaned har de ligget her. Med et Anker for Boven ligger de ganske stille og svajer for Vinden; de har ikke andet at tage sig til end at svaje — og den Beskæftigelse forrenter kun daarligt deres Værdi! Dette er Resultatet af en af den uhyre Mængde Fejlregninger, man har gjort sig skyldig i ved Bedømmelsen af de Forhold, Krigen vilde føre med sig, her Troen paa den uhyre Tonnage, der skulde blive Brug for. Amerikanerne begyndte med at bygge Skibe i et sandt Feberraseri for at blive først færdige, og alle andre fulgte efter. Resultatet blev ti Gange saa megen Tonnage, som der var Brug for. De kloge og forudseende havde atter holdt paa et galt Kort, og her er det sidste Facit!
— Jeg sidder ombord paa „Rylen“. Det er sen Aften, Solen er forlængst gaaet ned, men den lune Sommernats Himmel staar lysende i Nordvest med fine, lave Skyrande. I den dybe Stilhed hører jeg dæmpet Aareslaget fra en fjærn Baad. En halv Kilometer til hver Side ser jeg Rækken af de store Skibsskrog, hvis Master staar som Gravkors mod den lysende Himmel. Det er, som de ligger og sover, de store Skibe — drømmer de om alle deres mærkelige Farter, om Nordkap og Det gode Haab, om Amerika og Levanten, om Middelhavet og Kap Horn, om Storm og Stille, brune Piger under viftende Palmer, om Brændinger og døde Mænd! — En Gang imellem, naar et sagte Vindpust kommer hen over dem, er det, som om de vender sig i Søvne; da farer en Gysen gennem deres Master og Rig, og underlige langtrukne Suk lyder ud fra de tomme Skrog ligesom fra store, sultne Dyrs Indvolde. Men af og til jamrer Vinden i deres Tove, og da kommer lange, spø-gelseagtige Toner ud fra disse halvhundrede Æolsharper.
Her ligger de, „Orient" af Svendborg, „Marie" af Thurø, „Concordia" af Thurø, „Garibaldi" af Svendborg, „Falken" af Thurø, „Noah" af Svendborg og mange, mange flere — allesammen fødte og baarne her eller i Nabolaget, alle hinandens gode Kendinge. — „Noah" trækker tungt i sin Kætting som for at komme væk ... vil han dækket af Mørket liste hen paa Siden af „Marie" fra Thurø, hvis svaje Rejsning vinker derhenne? Men „Marie" viser ham sit brede Agterspejl--
Da jeg en Morgen efter at have vadet et halvt Hundrede Meter over grundt Vand og slæbt Jollen efter mig, gik iland paa den lillebitte Kidholm, var jeg kommen ind i et andet Sogn. — Vorherre maa for Resten vide, hvordan det er gaaet til, at denne Underafdeling af Bregninge Sogn paa nøjagtig 1 Td. Land er havnet helt herovre i Gabet paa Thurø uden at blive opslugt af denne. Naa, stort er der
Taasinge. Kalkmaleri i Valdemars Slot med Motiv fra Bregninge Kirkebanke. 18.Aarh.s Midte. ca. 2X1,5 m.
Taasinge. Hovedvejen gennem Troense. Til venstre Thurø Sund.
Taasinge. Vej gennem Troense.
jo ikke ved den; men alligevel har Thurø sine Garn ude efter den, Vandet Syd for den bliver mere og mere grundt, og inden ret længe vil den vel gro sammen med Øen.
Her vokser en Hyldebusk og en Hybenbusk, begge to blomstrende, og paa Holmens Sydende staar en lille forknyt Gruppe Popler, ellers er den kun græsklædt. Paa dens højeste Sted, omtrent paa dens Midte, fandt jeg et lavt Jorddige, der indeholder en Rektangel paa 60x50 m; indenfor dette Dige var Jordsmonnet bevokset med tæt, ganske lav Lyng, ogsaa udenfor paa Grønsværet fandtes i Nærheden spredte Lyngpletter. En Mængde Mus for forfærdet i alle Retninger foran mig og sprang paa Hovedet i deres Huller, 4—5 Lærker og en eneste Engpiber — foruden et enkelt Muldvarpeskud, dette var de eneste Tegn paa Liv.
Maaske er den lille Holm heller ikke særlig fristende som Opholdssted, og dog har den haft en menneskelig Beboer. En gammel, underlig Knark landede her for et halvt Hundrede Aar siden og gav sig til at grave en Jordhule i Bakken. Han boede her i mange Aar, og sandsynligvis skriver det omtalte Dige sig fra hans Forsøg paa at indhegne en Stump Have. — Senere forsøgte Eneboeren at skaffe sig Indpas paa Landjorden Syd for Thurø By; men her blev han hurtigt hældt ud — man skulde ingen Fattige ha’ ind i Sognet og føde paa, ellers Tak; om han vilde holde sig til Bregninge Sogn, hvor han kom fra!
Men Eremitten fandt paa Raad; han rammede nogle Pæle ned i Vandet nær Stranden ved „Gambet“, hældte Jord paa ovre fra Kidholm og byggede paa denne ny Ø et lille primitivt Hus. Efterhaanden som Aarene gik, fyldte han mere og mere Jord mellem Huset og Stranden, og en skønne Dag var han „landfast". Senere voksede paa samme Vis Halvøen, han boede paa, og tilsidst ombyggede og udvidede han Huset og lavede Have omkring det. Han minder ved sin sejge Energi om de Paddehatte, der kan skyde op gennem et tykt Lag Asfalt.
Den selskabeligt anlagte Eremit er forlængst vandret heden og kanoniseret; men Huset staar endnu og er et af de mest idylliske Steder paa Kysten.
— Man kan ikke komme til Thurø uden overalt at blive mindet om denne navnløse Eremits Modsætning, Øens mest fremragende Mand i de senere Aar, Skibsbygger Bom — Bom den store! Han begyndte som jævn Skipper, men endte som Rheder og Ejer af Øens største Værft, og da han døde for faa Aar siden, efterlod han hvert af sine ti Børn en Formue, foruden at han havde været Øens Velgører og Mæcen. Overalt finder man Spor af denne Side af hans Virksomhed. Det er blandt andet ham, som har bekostet Kirkens seneste Restaurering, og vi maa haabe, at denne Omstændighed ikke er kommen til at skade for stærkt paa den velmenende Mands Regnebræt.