VAARSØ
Man har ikke nogen stærk Følelse af at befinde sig paa en Ø, naar man lander paa Vaarsø. Herinde er man helt oppe paa „tørt Land", kun adskilt fra dette ved det lille, lunkne Fladvand Nord for Øen. Røgen fra Horsens Fabrikskorstene driver helt herud med Vestenvind. Øen har ogsaa kørende Forbindelse med Fastlandet over Langøerne og kan selv daglig hente sin Post ad denne Vej, hvor man med Lethed vader over ved Lavvande.
Vaarsø selv er 102,9 Tdr. Ld., den tilhørende Vaarsø Kalv 5,9 og Langøerne tilsammen 2,8 Tdr. Ld. Hele Gruppen hører til Stensballegaard ved Horsens. Stamgodset Stensballe ejedes i sin Tid af Peder Griffenfeld, som ligger begravet i den nærliggende Vær Kirke. Hovedøen er næsten rektangulær af Form og har sin største Udstrækning, ca. 2 km, fra Øst til Vest. Ved dens sydvestre Hjørne ligger Kalven, og fra dens nordøstlige skyder Langøerne sig som en Række smaa, stenede Klumper over mod Fastlandet.
Øen er berømt for at være det Sted her i Landet, hvor Aalekragen først op-traadte som ynglende Fugl. — Allerede Peder Syv nævner i sin „Dyvr i Norden" fra Slutn. af d. 17. Aarhundrede Aalekragen som tilhørende Danmarks Fauna, og Pontoppidan nævner i Danske Atlas (1763) baade Aalekrage og Topskarv. Men først omkring Midten af d. 19. Aarh. hører vi den omtalt som dansk Ynglefugl. N. Fritz har i sin Bog „Aalekragens Optræden i Bognæs Skov“ (1860) skildret sit Besøg ved Kolonien paa dette Sted og nævner Fuglen samtidig ynglende i Kolonier paa Lolland, ved Nakkebølle, i Greve Skov, i Odsherred og flere Steder. Det besynderlige ved dens Forekomst her var dette, at Fuglen, som overalt i Nord-evropa og Storbritannien er en udpræget Skærfugl, som ruger paa Klippebund, hos os optraadte som rugende i Reder i Bøgetræer, ligesom i Tyksland langs Østersøens Kyster; og formodentlig er det denne mindre, mellemevropæiske Art, som derfra er emigreret hertil. Fritz fortæller om sit Besøg ved Kolonien, at denne havde tilhuse i 9 store Bøgetræer, der hver rummede 50—60 Reder. Fuglenes Udtømmelser havde berøvet Træerne ethvert Spor af Grønt og fyldt dem med Skarn, de nøgne Grene ragede som Koraller op i Luften; og Jordbunden viden om var askegraa af Ekskrementer og opfyldt af raadne, udkastede Rester fra Fuglenes Maaltid. En forfærdelig Stank opfyldte Luften, og Fuglenes Skraal, da de blev jaget op, var øresønderrivende.
Beskrivelsen minder i nogen Grad, omend forstærket, om Indtrykket af en Hejrekoloni. Man kan jo ikke undre sig over, at denne Invasion gjorde et ubehageligt Indtryk paa Bøgeskovenes Ejere, og Herregaardsskytterne rundt om i Landet kom da ogsaa i Virksomhed. Allerede faa Aar efter var Aalekragen som Ynglefugl igen kun et Minde. Man kan naturligvis beklage, at ikke én iblandt Skovejerne har haft Raad eller Lyst til at spare en Koloni af disse mærkelige Gæster.
Vaarsø siges at være det Sted i Landet, hvor Fuglene først slog sig ned. Hvor længe de har holdt sig her, vides ikke; men Stensballegaard har vel pillet disse Parasitter af sig omtrent samtidig med de andre Godser.
Da vi ankrede op ude paa Strømmen saa vi nogle Skalleslugere svømme under Øens nære Bred; to Agerhøns lettede inde paa Stranden, inden vi endnu var naaet til denne i Baaden, og at vi var paa herskabeligt, fredet Terræn viste sig straks ved Landgangen paa den behagelige Maade, at vi fandt Øen befolket med store Mængder af forskelligt Fuglevildt.
Øens Bestyrer, Beboeren af dens eneste Gaard, traf vi paa Marken. Han fortalte, at der findes Masser af Agerhøns og Fasaner herovre, og tillige at Skoven huser mange Slørugler. Derimod er Harerne bortskudte, og de Ræve, der er frække nok til at luske herover fra Fastlandet, biir straks taget paa Kornet. Han fortæller, at her er 75 Tdr. Land af Øens Jord under Plov, omtrent 25 Tdr. Ld Skov, og Resten, altsaa kun ca. 3 Tdr. Ld., er Eng og Strandeng. Vi finder flere Steder Fasanæg, som er tømte af Krager — de Ærkerøvere kommer her altsaa ogsaa!
En ikke helt almindelig Tilvækst til sin vilde Fauna har Øen faaet derved, at Ejeren i sin Tid paa Landbrugsudstillingen i Aarhus købte to Skildpadder og slap dem løs her. Den ene af dem døde snart, men den anden lever i bedste Velgaaende og er bleven en velvoksen, respektindgydende Kamerat. Af og til møder man den paa dens Promenader i Skoven, som er dens Ynalingsopholdssted — ma2ske kan den, om man skaffer den en Jvlage, blive Ophav til en Slægt, som acclimatiseres paa Stedet, indretter sig paa at leve under de Forhold, som Lokaliteten kræver og maaske endelig ved Krydsning med Kreaturerne, som græsser udenfor dens Domæne, faa Kalvehoved og Snohale og blive Stamfader til den forlorne Skildpadde! — Der er ingen Ende paa, hvad man kan vente sig af et saadant Dyr. Jeg har hørt fortælle om en Skildpadde, som boede hos en københavnsk Familie, hvor den forsvandt under Efteraarsrengøringen og først atter kom tilsyne under Foraarsrenselsesfesten; da man flyttede Møblerne viste det sig, at den hele Vinteren havde staaet under det inderste Ben paa Flygelet! Højtidelig som en indviet Bede skred den ud paa Gulvet og rystede Vinterens Støv af Benene, skiftevis. Hvorpaa den gik ombord i et Maaltid Mad!
Jeppe Aakjær havde en Skildpadde, som en Dag forsvandt i hans Papirkurv og først 3 Uger efter blev hældt i Skarnspanden sammen med Kurvens Indhold. Den befandt sig vel og forlangte Føde med alle de Gestus, der staar til en Skildpaddes Raadighed. Men om Sommeren vandrede den ud i en Havremark — og ak, netop Havren blev dens Bane! Tre Maaneder levede den her, kun af Poesi og Regnvand, til den i Høstens Tider blev grebet af en Mejemaskine. Den tililende Dyrlæge kunde kun — ogsaavidere!
— Tværs igennem Skoven strækker sig fra Vest til Øst et Bælte af høje Ædelgraner. Omkring dem grupperer sig en Mængde store Skovtræer, mest Elm og Ask, og i Skovbrynet store Elletræer og Bøge. I Bunden staar et næsten uigennemtrængeligt Virvar af Hyld, Tjørn, Slaaen og Benved, Bævreasp, Ær og smaa.
Ege, og rundt om disse staar tætte Flokke af Skvalderkaal, Burre, Gærdekørvel, Gederams, Bengelurt, Spiræa, nogle meterhøje Løg og mange andre. I Lysningerne er Bunden dækket af et pragtfuldt Blomstertæppe.
Fasaner flyver op rundt omkring os, Ringduer kurrer, og Sortmejse og Munk synger. — Mens vi sidder paa en fældet Træstamme i Skovbrynet og arbejder, kommer en Musvit med Næbbet fuldt af Mad til Ungerne og sætter sig tæt foran os. Den ser ganske rasende og edderspændt ud, men kan ikke komme til at skælde ud for det fulde Næb. Saa forsvinder hun omsider, og vi hører Lyd af Ungerne i Nærheden. Lift efter vender hun tilbage med tomt Næb — og nu fik hun Munden paa Gled! Noget lignende i Retning af Mundlæder skal man vist søge ved Gammel-Strand.
— Ude paa den aabne Mark finder vi en gammel, næsten udtørret Mergelgrav; den ligner en lillebitte Skovsø, som den ligger her med det dybe Vandhul omkranset af den ældgamle Vegetation. Yderst paa Skræntens Rand staar en Kreds af høje Træer, tæt som et lysende Bryn over et dunkelt Øje. Her staar Pilen og Birken med det blanke, haarfine Løv og Balsampoplen med de nye, blanke Blade skinnende i Solen; Elm, Ær og Skovæble rækker de fine Grene mod Himlen. Og under dem klynger Tjørn, Navr, Hyld og Enebær sig med Rødderne fast til Siderne af de bratte Skrænter. Dybt dernede, hvor yderst det mørke Vand spejler Himlen, og kun Hvirvleren med sin sære Flugt striber den blanke Flade, staar Natskyggens skælvende Stængler tæt i Kreds og rører sig aandeagtigt i den stille Brise.
Her er saa utroligt stille, sietingen Lyd høres. Naar en Guldsmed jager hen over mig, mærker jeg tydeligt dens Vingers Klapren. —
En Taarnfalk ser jeg højt kredsende mod den blaa Luft, dens Vinger gennemskinnes gyldenbrunt af Solen. Og fjærnt trækker en Hejre ud over Øen mod Fjordens flade Vande.
Dette er Øens skønneste Sted.
— Langs Stranden mødte vi de sædvanlige Vade- og Svømmefugle, blandt de sidste en Mængde Stormmaager, og paa Øens Vestende holdt en stor Flok Viber til. Ved et lille rørbevokset Vandhul samme Sted traf vi af Smaafugle baade Rørsanger, Sumpsanger og Sivsanger.
— En yndig lille Ø, idyllisk, lun og skøn! I Læ under mægtige Træer ligger den smukke, store Bestyrergaard, og i Læ af den herlige Skov græsser det fede, sortbrogede jydske Kvæg. Alt her er net, velholdt og passet som det sømmer sig et Godses Jorder.
Vaarsø Kalv viste sig at huse en stor Hættemaagekoloni, hvis voksne Medlemmer i tykke Sværme kredsede over dens Nordvestende, da vi naaede derover. Det viste sig, at Hættemaagerne i et Tal af flere Tusinde ynglede paa den lave, nordlige Del og paa Vestsiden. To unge Havmaager lettede fra Stranden, da vi gik langs denne, og paa Sandet fandt vi fritliggende et Æg af en Skallesluger. Holmen er uden Trævækst, men bevokset med Tjørn paa Østsiden og enkelte vilde Roser. Blandt dens Planter var Armeriaen talrig, desuden saas Blæresmelde, Kællingtand, Musevikke, Snerre, Gaaseurt, Vejbred, Syre, Høgeurt, Perikon, Gaase-potentil, Stenurt og Knopurt, samt de samme meterhøje Løg som paa Vaarsø.
Paa den nærmeste af Langøerne fandt vi foruden en Del mindre, ynglende Strandfugle ogsaa en Koloni af rugende Stormmaager og ca. 60 af disse Fugle i Luften, samt en halv Snes Terner og én Hættemaage. En Skallesluger fløj op fra en Rede med 8 Æg. Yderst paa Strandbredden, som var tangdækt udenfor et tæt Bælte af Strandmalurt, var der en Koloni af Terner, vistnok Sterna hirundo. — Paa en Sten ved Bredden overraskede vi en Ryle, som af Skræk for sin Yngel gav sig til at opføre et langt og rystende Drama for de slemme Mænd: Længe stod den først med hængende Vinger, et Billede paa den yderste Nød og Elendighed, og da vi kom nærmere, flagrede den en halv Snes Alen bort og faldt tilsidst halvdød i Vandet, hvor den svømmede rundt med dirrende Hale, lige til vi var kommen vel forbi.
Det er ikke nemt at undgaa at vække Sensation paa slige Steder mellem de retmæssige Indbyggere, og man føler sig bestandig inderlig uvelkommen!