VED AARHUS BUGT
Ingen anden dansk Provinsby har en saa pragtfuld Beliggenhed som Aarhus.
Mens alle de andre større Søstæder holder sig skjult dybt inde ved en Fjordbund eller ved et Sund, ligger den som den eneste ud mod det aabne, fri Hav. Faa Egne i Landet har jeg kendt bedre end Aarhusegnen; som tiaars Dreng kom jeg til Byen, og som toogtyveaarig forlod jeg den •— en Periode, hvori man har Øjne og Ører mere aabne end i nogen senere.
Havet kendte jeg allerede baade mægtigere og friere fra Djursland, set fra Mols’ Bjerge, fra Katholm Strand og fra Hessel Hede. Det var Havnen, som blev det store Eventyr herinde, jeg var en daglig Gæst paa de store Sejlskibe, som dengang fyldte den efter deres Færd over Alverdens Have. Søfolk af næsten alle Nationer traf jeg her, deres uforstaaelige Tale klang som Musik fra fjærne Strande i mit Øre; min Næse bragte mig Syner fra alle Jordens Egne. Mærkeligt er det, at jeg ikke blev Sømand og drev væk en skønne Dag med et af de store Skibe, bort fra Treværelses-Lejligheden i Knudrisgade, der ikke var nær saa opløftende som den store Bondegaard, jeg havde forladt. Men under min senere Løbebane gennem Byens Realskole slog jeg mig mere tilro, og Byen selv og dens Borgere blev næstefter den vidunderlige Omegn inddraget under mit Opdagelsesomraade. Med Byen og Landskabet havde jeg iøvrigt mere Held end med Borgerne. Især da jeg senere kom i Malerlære og drog Gaderne igennem med Farvebøtter og Tapetserebræt paa en Trækvogn, var Adgangen helt spærret til dette sidste Observationsfelt; jeg iagttog det kun paa Afstand, fra neden og opad, saa at sige i Fiskeperspektiv. Og de vidunderskønne Borgerdøtre — ak, ja! Aldrig nogensinde senere har jeg saa inderligt som dengang ønsket at være Sekondlieutenant i Infanteriet.
Byen har forandret sig siden da fra en lille hyggelig Provinsby til at dække et hartad uoverskueligt Areal, hvor det ene monstrøse Termitbo ligger klods opad det andet. Om man flyttede hele Esbjerg hertil, vilde den paa enhver Maade have Beskyttelseslighed imellem Byens nyere Kvarterer. „Wallensteins Skanse", som før laa udenfor Byen, er nu skjult af Husene omtrent i dens Midte. Risskov ligger omklamret af Byens nordlige Udløbere, og den forhen saa fjærne Marselis-borg Skov løber nu i ét med de fremrykkende, tætliggende Villaers Haver. Og de loyale Jyder i Byen, hvis middelalderlige Landsmænd Halvøen over altid rendte efter de uvelkomne Øbokonger med en Fork eller et Leblad paa et Skaft, har bygget en pragtfuld Kongebolig paa en af Skovens smukkeste Pletter. Der er et langt Skræv i Historien fra Finderup Lade og Grathe Hede til Marselisborg.
Kulturelt hævder Morten Børups Stad sig naturligvis den Dag idag som Landets førende By udenfor København — ved sin gamle Latinskole, sin Universitetsundervisning, sit Statsbibliotek, sin skønne gamle Kirke, og ved at en Mængde af Byens og Omegnens Minder om gammel, fin Kultur er bevarede i det bedste Museum i Landet indenfor sin Art, „Den gamle By“. Man kan ogsaa nævne dens Scene og i den Forbindelse minde om, at den første sikre Efterretning om en Skuespilopførelse i Danmark skriver sig fra 1501, da Aarhus lærde Skoles Disciple spillede Tragedie og Komedie og holdt andre „sproglige Øvelser", medens Byens Borgere sad som Tilskuere med selve Kongens Kansler imellem sig. Det er første Gang, man finder Skuespillet udvandret fra Kirkerne til Latinskolerne, som fra nu af Landet over — sammen med Københavns Universitet — bliver Centrer for Skuespilopførelser i mere end hundrede Aar, indtil disse „Skolekomedier" med deres klassiske og nylatinske eller danske Skuespil afløses af Renæssanceskuespillet.
Og Byen kan vokse saa galt den vil, den har stadig sin herlige Beliggenhed ved den friske Bugt i Behold, endnu svinger de aabne Banker deres mægtige Linjer omkring den til alle Sider, med Udsigter saa vide og blændende som faa Steder i Landet. Men ved at afsøge Omegnen maa man dog, naar man har kendt den for fyrretyve Aar siden, hist og her være beredt paa Skuffelser. Den første af disse mødte jeg, da jeg nylig opsøgte det Sted ved Aarhus-Silkeborg Landevejen, hvor det smukke Dyssekammer ved Aarslev ligger. Ofte har jeg staaet ved dette som Dreng paa mine Udflugter fra Aarhus, da det endnu laa helt aabent med vide Udsigter over Bugten og Landet, saaledes som det endnu misvisende findes afbildet i enkelte Værker. Det smukke Oldtidsminde er nu fra Vejen fuldstændig skjult af Træer, og man skal det paa 3—4 Meters Hold for overhovedet at faa Øje paa det.
Det var her, saaledes som det er hændet baade før og siden, en Sorg for mig at se, hvor vore Oldtidsmindesmærker ofte mishandles. Hvad nytter det, at selve Stenene er fredet mod at blive slaaet til Skærver, naar Roe- og Kartoffelmarker gaar lige ind til Højens Fod, eller Stedet er saa tilgroet med Træer, at Mindesmærket helt skjules. Hvor en saadan Grav kroner en Bakketop, skal den ses viden om som Landskabets Kernepunkt.
En anden Skuffelse led jeg ved mit Besøg i de forhen berømte Skaade Bakker ved Landevejen mod Syd til Beder. I mere end en Time vandrede jeg rundt paa Stedet og søgte at opfriske mine mange Minder fra tidligere Besøg. Men de bedste af Bakkerne er nu ødelagt af en Mergelbane, som skærer en dyb Kløft paalangs igennem dem og foruden at grise dem til har brudt deres Form fuldstændigt. Synet over Bugten til Hels, Mols og Samsø fra deres højeste Punkt er dog endnu bestandig det samme som før.
Men for at faa et godt Overblik over Egnen behøver man ikke at slaa sig tiltaals paa dette skændede Udsigtspunkt, Egnen vrimler med Højder. Jeg skal blot nævne et saa fremragende Landskab som Egnen om Lading Sø med den højt beliggende Eshøj, hvorfra der ses milevidt over det rige, bølgende Aarhus-landskab med de bugnende Kornmarker og solide Bøndergaarde.
Blot et Par Kilometer mod Sydvest fra Skaade Bakker, hvorfra Vejen bestandig stiger som gennem et veritabelt Bjerglandskab, naar man til den Banke, som øverst bærer den fredede Gravhøj Jelshøj. Her finder man hvad Udsigt an-gaar alt, hvad en Danskers Hjærte kan begære. Det er uden Tvivl ikke blot en af de videste Udsigter i Landet, men man ser alt fra Stedet, hvad det østjydske Land omkring Aarhus pranger med, Søer, Skove, Moser, dyrkede Marker, Landsbyer og aabne Egne, hvis tætte Bebyggelse kulminerer med Myriader af Huse henimod den jydske Hovedstad. Alt er under Kultur, men hvor herligt virker ikke dette Landskab med dets Frodighed, hvor Markernes Felter løber Bakke op og ned som et spraglet Tæppe mellem de rige Gaarde og Landsbyernes gamle, hvide Kirker. — Nu synes alt andet dybt nede og jævnt, som før var højt og bakket. Det er Holme Bjerges højeste Punkt, jeg staar paa, og sandelig fortjener Stedet Navnet lige saa godt som de fleste andre „Bjerge" i Landet. Hvad der medvirker til at gøre Udsigten saa fremragende er Slettens og Havets Nærhed — man føler Højden her! Intetsteds begrænses Synet ud mod de fjærneste Horisonter. Det er et mageløst Sted — man skal kun sørge for at komme hertil, før man besøger Agri Bakker paa Mols! Det er det typiske Aarhus-Landskab med de højtsvungne, aabne Bakker og de bløde Fald, som ikke har nogen Hast, men langsomt og sindigt skrider ned mod Kysten.
Brabrand Sø, som er en Mil borte mod Nordvest, synes fra denne 128 Meters Højde forbløffende nær; man ser Konturerne af dens Bredder til alle Sider omtrent som fra en Flyvemaskine. Møgelhøjlandet og Skjødshoved paa Mols skiller sig tydeligt ud fra Landet bag det, Tunø og Samsø løfter sig højt i Horisonten, og vidt ud over det jydske Land ser man over bølgende Sletter og blaanende Skove Ejer Bavnehøjs fint fortonede Bjergformer derude i Sydvest, og mod Nord langs de svungne Kyster helt ind til Bunden af den fjærne Kaløvig.
Men det allerskønneste ved denne Udsigt er dog Fladen -— Fladens Farve-perspektiv ud mod Vest. Nærmest under mig ligger Eng bag Eng, hvor Høet staar i Stakke; de ligner smaabitte røde Knapper, der er syet i Rækker paa Markens grønne Kjole. Skyggen af en tyk Tordensky ligger endnu som en mørk Dug ude paa Fladen, Spejlingen af Skyens tunge Bug faar et Mosevand, som før blinkede af Lys, til pludselig at sortne og slukkes, mens Markerne omkring det endnu gnistrer under Solens Straaler. -— En Stork letter fra Engen og flyver ind i Skyggen af Skyen og bliver graa. Bygmarkernes Bølger, der glinser i Lyset som Atlask og Silke, gyser under den store, vandrende Skygge, og deres Farver dør, da den lægger sin Klamhed over dem. Men snart er Blaanen faret forbi med sin Tragt af Mørke, og Markerne ligger atter badet i Lysglansen under Himlens aabne Skyporte.
Men længere borte dæmpes de stærke Toner af Disen, og endnu fjærnere staar hele Verden som en blaalig Ring om Forgrundens friske Farver, Mil efter Mil fortoner den sig og bliver saa til en Anelse, til sietintet — og smelter endelig sammen med den varme Lufttone og gaar umærkeligt over i Horisontens lette Skybjerge med Sne paa deres gyldne Tinder. Ejer Bavnehøj selv staar let som en Sky — eller er det en Sky, som har byttet Plads med Bjerget--
En ny hastig Tordenbyge trækker op fra Sydvest, og det begynder at bumre derude som af fjærne Kanoner. Men længe efter at hele Landet omkring mit Stade paany er hyllet i Regnens graa Slør, ligger Bugtens Vande derude i Øst saa blaa, som Neapels Golf aldrig var det — denne kolde, intense Cobalt, som hører Nordens Havarme til, ikke Sydens „vinblaa Hav“. Ren og sval ytrer den sig gennem den silende Regn, og gennem denne ser jeg Ellemandsbjerget fange Solglansen paa sin Ryg under Foden af en straalende Regnbue.
Faa Steder i Byens Omegn har forandret sig stærkere i de senere Aar end Strækningen fra Brabrand Sø ind til den gamle Bys Grænse, hvor det nu over-bebyggede Landskab tidligere laa fuldstændig aabent med den slyngede Aa som et Baand mellem Søen og Havet.
— Helst mindes jeg Landet her ved Vintertid fra mine Knøseaar, naar Aaen laa islagt fra Byen til Søen, og hvor i de klare Aftner efter Solnedgang Skøjte-jærnenes Sang var den eneste Lyd der hørtes foruden en sagte Hvisken til en quelqu’une, hvis Haand man bævende af Lykke turde holde, men aldrig vovede at trykke — afventende i Spænding det Øjeblik, da en venlig Skøjterem skulde løsne sig om hendes Fod, og man kunde faa Lov til at knæle foran hende paa Isen, der sukkede med en Lyd, som naar et 18-aarigt Hjærte gaar i Stykker.
Det var dengang, da Stjærnerne var smaa Huller i Himlen og Maanen kunde naas med Hænderne, men da Aaen var Volgafloden og Troskab var evig.
— Hvis man fra Jelshøj tager Vejen mod Øst ind i Skovene ved „Ørnereden" og Moesgaard, da vil man herinde møde denne Kysts Skovlandskab i dets smukkeste Form. Inde i den tætte, højstammede Bøgeskov, hvor Bankerne svinger sig op til 85 Meters Højder, er Jordsmonnet i bestandig, næsten konvulsivisk Bevægelse; man sidder som i en Kastegynge og svinger fra kegleagtige Toppe ned paa Bunden af dybe Raviner.
Idyllerne paa Stedet naar deres Klimaks i Moesgaard Skov ved Skovmøllen, hvor endnu de gamle Bindingsværkslænger staar med deres Kværnhus og det vældige Møllehjul — selv om det hele nu er forvandlet til et folkeligt Traktørsted, saa er det dog bevaret. Fra den store Mølledam skrider Vandet i et bredt, syngende Fald ned i et stenet og knudret Leje, der ligger i en dyb Kløft, omgivet af tæt Bøgeskov.
Alt er her endnu, som da jeg var Dreng. Jeg sætter mig ved den kendte Sluse, lytter til Vandets Brusen og ser paa Ørredernes Spring op gennem Faldets tykke Straaler. De ligner Flinte-Spydspidser, der bliver slynget op fra Bunden af Hvirvlerne. Gennem de lodret faldende Vandmasser havner de i Strømmen ovenfor disse, hvorfra de lynsnart bringer sig i Sikkerhed i den rolige Dam bag Faldet. Hvilken Kraft og Ynde i saadan et Fiskespring! Flere ser jeg komme op gennem en tyk Straale, staa fuldstændig stille et Nu øverst i denne, hvor Vandet bryder, og derfra med et Kast sætte over den skarpe Rand og svømme ind i Suset under Broen. Et Par Forbiere, som kommer for nær til Straalens Yderkant, ryger højt op i Luften og dratter tilbage i Skumhvirvlerne. To, som klasker sammen i et Spring og ikke rammer Straalen, gaar samme Vej.
Ovenfor dette Fald er under Broen et nyt, men mindre, som Fiskene maa tage i næste Øjeblik uden mindste Forberedelse. Men jeg saa ikke en eneste, der klarede det første, som ikke ogsaa tog det andet. — Det er lige saa morsomt som at se et Fugletræk.
Herude i Klinten ud mod Stranden havde vi Drenge vores Sted! Ingen andre kendte det, kun vi tre, som holdt sammen. Sommeren igennem udenfor Skole-
tiden valfartede vi dertil, og et mere eventyrligt Sted har jeg ingensinde mødt. Der var en lille naturlig Hule ind i Klinten under Bøgerødderne, som vi udvidede og tog i Besiddelse. Vi monterede den med et Par Løjbænke, et Par gamle Forladepistoler, nogle Stearinlys og en Mængde Bøger — især Bøger. Her læste vi Cooper, Marryat og Stevenson højt for hinanden. En læste, mens to holdt Vagt ved Indgangen, udenfor hvilken alle Farer lurede. Her spiste vi vor medbragte Mad, stegte Kartofler i Gløderne fra et Indianerbaal, og her badede vi mellem Strandens Hajer og Krokodiller og gyste over mystiske Fodspor i Sandet.
Her blev vi ved at holde sammen, mens vi fra store Drenge blev forvandlede til „Præliminarister“. Saa skiltes vi og har aldrig set hinanden siden. Men Gud véd, om Eventyret nogensinde helt er forsvundet af vort Sind?
Stedet fandt jeg nemt igen, men Hulen er styrtet sammen og forsvundet, og Klinten er overgroet af Krat.
Hvor er I henne? Skal jeg sætte mig ned og vente paa Jer, som jeg saa ofte har gjort i gamle Dage. Men I kommer jo ikke, I kommer jo aldrig igen — og hvad hjælper saa det hele!