VED DEN GAMLE VEJ
Saaledes gik det til, at jeg en skønne Dag fandt mig liggende ved Siden af den gamle Vej, som fører over Immervad Bro et Par Kilometer Syd for Vedsted nær Haderslev. Det er den gamle Studevej, Sønderjydernes „Oksevej“, i Hundreder af Aar før den benævntes saaledes kaldet „Gammel Viborgvej“, „Adelvejen*4 eller „Kongevejen*1 — Oldtidens og Middelalderens Hcervej. Mod Nord og Syd peger den her fra mit Sted med sin skæve Finger, bred og tilforladelig og sikker i sin Sag, mod de samme fjærne Maal, som den har gjort i Tusinder af Aar.
Det er Danmarks ældste Vej, og hvad har den ikke set! Den synger for mig en dyster og mærkelig Vise, mens jeg ligger og lytter i Læet af den underlige Stenbro over det udtørrede Aaleje. -— Her har et helt Folk vandret fra sin tidligste Barndom, det er Slægternes Spor fra det første Gry i vor Historie, ja endnu længere tilbage, thi fra Oldtidens Mørke er vore Forfædre bogstaveligt vandret ud i Lyset ad dette brede Spor, som de lagde ad det store Vandskel, og som de først fandt efter Famlen og Søgen, men lagde saa fast, at det kendes endnu. Ad dette sprang deres kampglade Skarer ud og satte Verden i Skræk.
De lagde deres Gravhøje langs dets Sider og deres Digevolde til Værn mod Fjender tværs over dets Bane. Ad de gamle, brede Spor drog i Freds- og Ufredstider Sejrherrer og besejrede, Forfølgere og Flygtninge, kampivrige og kampmæt-tede, til Forsvar eller Angreb. Vejen har raslet af Vaaben, dundret af Vogne, dun-stet af svedigt Læder og Jærn, af Mennesker og Dyr. Støv fra dens Skarer stod som lange, gule Skyer over dens sommerlige Hede, dens vaade Spor trampedes dybe under Efteraarets tunge Regnhimmel. Som en skiftende Strøm i Flod og Ebbe bankede Jyllands Puls her i Aarhundreder. Intet andet i Landet kunde fortælle som denne gamle Vej, intet har oplevet saa meget som den. Alle Slægter har den kendt fra Kimbrernes Tid til de sidste Studedrifters Dage, fra hærgende Horder af Hær-mænd til fromme Pilgrimsskarer, fra Konger og deres pragtfulde Følge til Taternes lovløse Slæng — dragende stoltelig og forvovne ad dens slagne Bane, eller synkende i den sidste Søvn ved dens Side.
Den gamle Bro har gungret under Studedrifternes Skarer og givet Genlyd af Holstenskræmmernes tunge Støvler, naar de drog ind med deres Varer eller vendte hjem med fyldte Pengekister eller klingrende Støvleskafter — mens Stimanden lurede paa de fede Bidder i Moser og Heder eller forkrøblede Krat langs Vejens Sider.
Oldtidshøje og Runestene fulgte dens Spor gennem Landet. Den havde været Landets grande route, intet andet Strøg havde set et saadant Opbud af Kraft, alle maatte den Vej, paa godt eller ondt. Som en Hovednerve langs Jyllands Rygrad førte den fra Viborg, hvor de gamle Landsting holdtes, og som fra gammel Tid var Sæde for Landets Hjærne, ned over Jelling til Urnehoved — det andet Hovedfing-sted i Jylland — og videre ad Højderyggen gennem Landet over Flensborg og Hedeby helt til Slesvig, ja endnu langt videre, ud over den ældgamle Grænse gennem „Danevirke", den sydligste og største af vore Folkevolde, for at forene sig med Oldtidens Net af Handelsveje ned gennem Evropa — undervejs sendende sine Forgreninger ud til Siderne til andre, ædle Dele i Landets Krop. Omhyggeligt undgik den Vandløb og Sumpe, bevægende sig maalbevidst og fintmærkende nøjagtigt ad Vandskellet, hvorfra Strømmene gaar mod Øst og Vest. Saa prøvende og forsigtigt har den lusket sig frem, saa sikkert og klogt er dens Bane lagt, at den kun et eneste uundgaaeligt Sted passerer et større Vandløb, Skodborg Aa.
1 Aarhundredernes Løb forandredes Landskabet omkring den og skiftede Karakter. Tykke, uigennemtrængelige Skove fra Landets Urtid faldt for Øksen, Sandflugten dækkede deres Sted eller hvirvlede ind over frugtbare Strækninger, der forvandledes til øde Egne, dækkede af Lyng og Pors. Endnu for et Par Menneskealdre siden førte Vejen milevidt gennem saadanne Strækninger, da Studedrifterne var de sidste Karavaner, som drog ad denne Ørkenvej, der bestandig som Modsætning til de nye Veje vedblev at være god og blød for de ømfindtlige Klove. Nu forsvinder aarligt Lyngen mere og mere for Ploven, Sumpen for Dræningen, og Plantage efter Plantage skyder op omkring Vejenes Sider. Store Stykker af den er helt forsvundet, paa lange Stræk dækkes den af den moderne Chaussé. Men hist og her trækker den endnu sine dybe, gamle Furer, pegende mod Maal, som ingen mere kender. Især finder man disse Spor inde paa Resterne af de gamle Heder, brede som de engang var, eller smalle og indknebne af de voksende, dyrkede Markstrækninger. — Den som har set den paa dens ensomme Gang over den mørke Hede, gribes ved dette Syn, og han vil Gang paa Gang vende tilbage for at drømme ved dens Side.
Ofte har jeg krydset den paa min Vej gennem Jylland, og Stykke for Stykke har jeg fulgt den i hele dens Længde. Jeg vil i det følgende af og til komme til at beskæftige mig med den; men med det samme vil jeg kortelig redegøre for, hvor jeg har fundet den bedst og endnu i nogen Samklang med Landskabet omkring den; thi maaske vil ogsaa andre søge den og ikke nøjes med at følge den paa Prent. Men forinden man gør dette, vil jeg raade enhver til at læse Hugo Matthiessens fremragende Bog om dens Historie.
Fra Viborg og det første Stykke mod Syd dækkes den nu næsten helt af den moderne Viborg-Vejle Landevej. Ved Katballe bryder den dog af fra Chausséen og gaar Vesten for denne ned til Lysgaard. Ved Over-Frederiksmose Syd for Tor-ning deler den sig i to Arme, hvoraf en østlig gaar over Kragelund til Funder, svinger herfra mod Sydvest og støder til Hovedvejen paany Nord for Hjøllund efter at have passeret Christianshede. Dens vestlige Arm mellem de to nævnte Steder dækkes helt af Chausséen. Fra Hundshoved bryder den af fra Hovedvejen og bugter sig nu paa sin egen Gang mod Syd helt til Skodborg Syd for den forrige Grænse. Her falder den atter sammen med den moderne Vej, denne Gang Haders-lev-Chausséen, som dækker den i dens sydøstlige Retning over Jels og Oksenvad til Magstrup. Men fra dette Sted river den sig helt løs og fortsætter uanfægtet lige til Grænsen Syd for Bov, hele Tiden Vest for Chausséen Haderslev-Flensborg.
De mindst forstyrrede Dele af den fandt jeg hist og her paa Strækningen mellem Hundshoved og Skodborg samt mellem Magstrup og den nuværende Sydgrænse. Jeg angiver de Hovedpunkter, den paa disse to Strækninger bevæger sig over:
I. Hundshoved, Øster Nykirke, Kollemorten, Østen om Givskud til Harresø Kro, hvor den deler sig ved Krydset med Chausséen. En østlig Gren følger denne til Jelling, medens en vestlig gaar direkte til et Sted Nord for Nørup, hvor den paany forener sig med den østlige. Det sidste Stykke mellem Vejenknude og Skodborg gaar den paa en Strækning af ca. 2 Kilometer østen for Chausséen parallelt med denne.
II. Fra omtrent 1 Kilometer Syd for Magstrup, hvor den forlader Chausséen, gaar den mod Sydsydvest over Vojens og Arnitlund til Abkjcer Mose, herfra Vesten om Pothøj til lmmervad, over Hovslund og Vesten om Øster Løgum til Røde Kro og Nybøl. Mellem Nybøl og Poulskro deler den sig i en vestlig og en østlig Arm, den første gaar lidt Vesten om Urnehoved, den anden over Bolderslev og Uge. Fra Poulskro gaar den over Gejlaa, Bommerlund og Bov og videre over Grænsen til Flensborg.
Højst forskelligt har Tiderne faret frem imod Vejen paa dens forskellige Steder. Bedst i Sønderjylland er den fra Padborg til Nord for Vojens, hvor den enkelte Steder er fredet, og hvor den især er mærkelig i sin Virkning sammen med Landskabet paa Strækningen mellem Øster Løgum og Hovslund, et af de Steder, hvor den dog landskabeligt set ikke kan taale Sammenligning med visse Steder i Midtjylland, f. Eks. over Randbøl Hede.
Et Par Mil Sønden for lmmervad Bro naar Landskabet dog et enkelt Sted en storslaaet og ejendommelig Skønhed, det er paa Højdedraget ved Urnehoved omtrent Øst for Bolderslev. Højderne er set udefra ikke imponerende, men saa meget mere forbavser den vide Udsigt herfra til alle Sider, mod Vest til Tønderfladerne med Byens Kirkespir, mod Nord til Bakkedragene ved Hovslund; sydpaa følger Blikket den bugtede Hærvej ned mod Grænsen. Vi befinder os paa det Sted, som endnu af Almuen kaldes „Hvornhøj Stenvase'1, en brolagt Del af Hærvejen. Stedet har blød Lerbund, og Brolægningen findes i tre svære Lag ovenpaa hinanden, idet man to Gange har lagt et nyt Dække ovenpaa det gamle, naar dette er sunket. Flere Steder over Vasen er den fortrinlige Brolægning endnu synlig, den dannes af flade, rundagtige Stenfliser paa 9—12 Tommers Diameter, overordentlig smukt sammenlagte.
Ikke alene er Udsigten herfra herlig og vid, men Stedet er historisk meget berømt. Her paa Urnehoved Ting samledes Folket fra Arilds Tid, naar vigtige Sager skulde drøftes. I Nærheden paa Højdedraget laa „Løgpold", en fra Terrænet højt fremspringende, isoleret Knude, som for ikke længe siden er sløjfet og forvandlet til Pløjemark -— sikkert engang det gamle Tingsteds Hovedsamlingsplads, skønt dette maaske i Tidernes Løb har skiftet.
Her var det Erik Emune blev dræbt efter længe at have huseret med Mord og Drab og Halshugning paa Frænder og Fjender rundt om i Riget. Han kom til Tinget paa Urnehoved i 1137 og mødte sin grimmige Skæbne i den lille jydske Herremand Sorteplov, der rendte sit Spyd igennem ham og sagde en slem Vittighed til den eneste, der vilde forsvare Kongen, saa han standsede og lyttede. Han gik fri og frank fra Tinget og levede siden som en anset Mand i Jylland. Jyderne har af og til slaaet Øbokonger ihjæl, naar de blev for anmassende. Det er om denne Begivenhed Verset handler:
„Paa Urnehoved, Jyllands Ting,
Da jeg blandt Folket stod i Ring,
Mig vog hin Plov den sorte . . .“
— Det var ogsaa herfra Herredsfogeden Niels Nis Hendriksen fra Hajstrup-gaard ved Bylderup maatte flygte, da han paa Bøndernes Ting 1523 talte Frederik I’s Sag overfor Forsamlingen, som holdt med Christian II. — Hans Kappe sad fuld af Pile som et Pindsvin, da han paa sin Hest naaede udenfor Forfølgernes Rækkehold.
Allerede 1134 var Harald Kesja, som senere myrdedes af Erik Emune, bleven hyldet paa Urnehoved Ting, og 1170 kaaredes Knud VI her af Sønderjyderne. Lige til vore Dage har Gaarden Urnehoved paa Højdedragets Sydrand bevaret det gamle historiske Navn. Her paa Højderne støder „Gammel Ribevej“, allerede fra ældre Middelalder til Hovedfærdselsaaren mellem Ribe og Slesvig, til Hærvejen ude fra Nordvest.
— Syd og Vest for Stedet er Landskabet saa vidt Blikket rækker fuldkommen fladt. Det maa have været et ganske vildt og øde Hede- og Mosestrøg i gammel Tid, ensomt og uhyggeligt. Jorderne synes den Dag idag magre og fattige, et trøstesløst Syn; kun ved Gaarde og Huse findes enkelte Løvtræer. En lille overraskende Oase findes ved den gamle Bro over Gejlaa, hvor det strænge Land samler sig til et lille yndefuldt Smil, der møder den rejsende i et Glimt, naar han drager forbi. Alle de udstrakte, ensformige Naaletræsplantager, som breder sig til alle Sider, øger kun det flade Landskabs triste Præg og gør det endnu mere kummerligt end det har været forhen. En Kilometer Øst for Stedet ligger Bolderslev Skov, som endnu rummer et vindhærget Egekrat, den sidste Levning af de store Skove, som engang har dækket Egnen til denne Side.
Især paa Strækningen mellem Hovslund og Øster Løgum finder man Levninger af de ofte anselige Diger, som har strakt sig langs Vejens Sider, og som nøje viser den Bredde, som den i Tidens Løb har naaet. Hvorledes disse milelange Stendiger, der oftest er dækkede af Jord, og som formodentlig har fulgt Vejen paa største Delen af dens Forløb ialfald gennem beboede Egne, er bievne til og med hvilket Formaal, er der kun én Forklaring paa, nemlig at Lodsejerne langs Vejens Sider efterhaanden har opført dem for at værne deres Marker mod Studedrifterne. Spor dannedes ved Spor i Tidens Løb; thi naar Vejen var opblødt af Regnskyl og bleven et ufremkommeligt Ælte, var det en simpel Sag for Oksedriverne at lade Dyrene danne et nyt Spor ved Siden af det nedtrampede Morads. Derved har Vejen faaet sin paa enkelte Steder fantastiske Bredde paa op mod 30 til 40 Meter.
Ogsaa ved andre Vejspor, som tydeligvis skriver sig helt fra Oldtiden, er Udvidelser sket af samme Aarsag: naar et Vognspor blev for dybt, dannede man et nyt parallelt med det gamle. Men Digerne langs denne gamle Hovedfærdselsaare skriver sig fra Studedrifternes Tid, Hcervejen har ikke kendt dem. De følger den kun, hvor den i Tidens Løb er bleven Oksevej. Man studser Gang paa Gang over disse Digers Størrelse; hvilket Slid at slæbe de vældige Sten sammen og stable dem op! Fra Sogn til Sogn kan man ofte følge dem, de har sikkert dannet sammenhængende Rækker paa Miles Længde gennem de beboede Egne. Selv hvor de er nedpløjede kan man ofte have et tydeligt Indtryk af Vejbredden, idet der ikke sjældent er tilbage en lille Forhøjning i Jordsmonnet, visende deres Plads, med svage Rester af de gamle Vejspor, nu overgroede af Græs eller Lyng.
Højst mærkelige er de saakaldte Lejesteder eller Lejersteder, halvcirkelformede Udvidelser af Inddigningerne, der oprindelig har været at finde med Dagsmarchs Mellemrum, især vist paa Steder hvor ingen Kroer fandtes, og som var bestemt til Hvilepladser for Kvæget om Natten. Et saadant særlig velbevaret findes Vest for Øster Løgum paa et fredet Vejstykke, der fører gennem et Landskab, som skønt stærkt opdyrket endnu har bevaret meget af sin aabne, hedeagtige Karakter.
Paa Jærnhøt Mark, omtrent midtvejs mellem Vojensgaard og Lilholt, ligger et mærkeligt lille Stykke Hede, en Plet paa maaske højst 3—4 Tdr. Land. Det findes et Stykke ud til Siden for Hærvejen, men maa have været knyttet til denne Trafik-aare, for det er gennemfuret af dybe, ældgamle Vejspor, som alle peger mod de to nævnte Punkter i Retningen S. V.—N. Ø. Vejen synes da paa dette Sted at have delt sig i to omtrent parallelt løbende Spor. Denne lille Stump Lynghede er et af de forunderligste Steder, jeg har mødt. Som en ren og urørt Prøve paa Vejen og Landskabet, maaske helt fra Hedenold, ligger den her. Ensom og trængt fra alle Sider af dyrkede Marker er den endnu ikke ramt af Ploven, uskændet gennem Hundreder af Aar. Denne Plet bør fredes, inden det bliver for sent!
Et Speciale for de gamle sønderjydske Veje er de pragtfulde Stenbroer, af hvilke godt et Dusin Stykker endnu er bevarede. Ved Hærvejen finder vi saaledes Broerne ved Gejlaa Nord for Bommerlund, ved Poulskro Nordvest for Kliplev, over Ugebæk ved Uge paa den vestlige Arm af Vejen mellem Povlskro og Nybøl, og endelig ved Immervad.
Ved Gejlaa har man endnu baade Resterne af det gamle stensatte Vadested og den senere Bro lige opad hinanden. Det berømte Vadested, hvis Aaløb indrammes af frodige, grønne Enge med Pilebuske ludende ud over Vandet og i yndige Grupper over Engene, er en aldeles vidunderlig Plet, mærkeligt virkende i de sørgmodige, fattige Omgivelser. Broen er dobbelt ligesom Immervadbroen, men modsætningsvis til denne med Buer. Den er ikke ældre end fra 1770, men er mærkelig ved sit tunge, robuste Præg. Det ejendommeligste er dog selve Vadestedet, som er omhyggeligt stensat og fører tæt langs Broens Side tværs over den lille friske Aa, hvor Kreaturerne har kunnet svale de tørstende Struber efter Marchen over den lange, tørre Hedestrækning — mens Driverne læskede sig i Kroen, der som Modsætning til den nærliggende Bommerlund Kro endnu eksisterer, men ligger stilfærdigt og forglemt og drømmer om Studedrifternes gyldne Tid.
Følger man Vejen fra Gejlaa mod Nord, passerer man ved en vidtstrakt Slette Syd for Urnehoved, omtrent hvor Vejen deler sig, den smukke Bro ved Povlskro, som med sin enkelte Rundbue spænder over den smalle Bjerndrups Mølleaa. Den skal være opført omkring 1750.
Tæt herved, hvor den vestlige Arm af Vejen passerer Uge Bæk, har vi en tredje Bro, som i sin Bygning minder om Immervadbroen, men uden dennes morsomme, høje Midtersøjle, og overhovedet ikke saa anselig i sin Arkitektur.
Endelig Broen ved Immervad, vel nok den berømteste af dem alle. Det var her de Danske led Nederlag mod Claus Limbek i 1422, da den danske, adelige Bannerfører Hogenskild opførte sig saa svigagtigt, at hans Slægt, de senere Huitfelder, efter denne Begivenhed skiftede Navn. Det er hertil der i adelige Slægtsbøger hentydes i det bekendte Vers:
Ved Immervad
Der fik de Danske et Fandens Bad.
Ved Hogenskilds Nid
Alt Folket laa bleg og hvid.
Aaløbet er nu paa et lille Stykke ledet Norden om Stedet; men baade Broen, som er opført 1787, og det tørre Aaleje under den er fredede. De overordentlig smukt tilhuggede Sten naar flere Steder en Længde paa henimod 4 Meter. — Stedet ligger i Grænsen mellem Haderslev og Aabenraa Amter, og de to lange lodrette Stenpiller, som bærer Aarstallet 1787 og staar ved Broens Ydersider midt i det gamle Aaløb, viser Skellet.
Den berømte Immervad Kro er forsvundet sammen med en stor Del andre af den Mængde Bedesteder, som betegnede Oksedrifternes Vej gennem Landet.
Et Par andre, smukke Stenbroer skal nævnes her, skønt de ikke knytter sig til Hærvejen. Ved Landevejen Flensborg—Løgumkloster fører en saadan over Terkels-bøl Aa 5—6 Kilometer Syd for Bredevad. Den har en enkelt Bue som Broen ved Povlskro, men er som Modsætning til denne spidsbuet. Den er overordentlig smal og nu sat ud af Funktion, fordi Vejen skal flyttes; men det er under Overvejelse at frede den. — En anden, som er velkendt under Navn af Kobroen, fører over Rebbøl Aa tæt Sønden for Bredevad. Dens enkelte Rundbue har den usædvanlige Spændevidde af 4 Meter. Ligesom den fornævnte er den ude af Funktion og Vejen flyttet til Siden.
Det er kun de færreste af disse mange Broer, hvis Alder man kender med Sikkerhed; men ingen af dem er næppe mere end et Par Hundrede Aar gamle, og kan man regne med de faa indhuggede Aarstal, er enkelte endda noget yngre. De knytter sig naturligvis til gamle Vadesteder, som de har afløst. Af saadanne talte Hærvejen som før nævnt yderst faa, da den ved at bevæge sig ad Vandskellet saa vidt muligt undgik Aaløb og Sumpe. Kun Broerne ved Gejlaa og Immervad er fredede. — De burde fredes hver og én! Der er en Stemning og Højtid over dem omtrent som over vore gamle Landsbykirker, og de har ofte oplevet langt mere brogede Ting. Hele Færdslen fra de vide Egne i Nord og Syd har været trængt sammen mellem deres snævre Sider, de bar deres Byrder med Fatning gennem Aarhundreder.
En af de mange Runestene, som har prydet Hærvejens Sider, har staaet ikke langt Sønden for Immervad Bro paa Hovslund Bymark. Den bar som Inskription Mandsnavnet Hairulf og var Nordslesvigs eneste tilbageværende Runesten. I 1854 blev den udtaget af et Stendige, hvori den oprindelig fandtes, og flyttedes til en Plæne i Nærheden, hvor den blev fredet. Men den blev i 1864 slæbt bort af Prøjserne og ført til Prins Friedrich Carls Jagtslot Dreilinden ved Berlin, hvor den findes endnu.
En fremragende Vejviser og Ledsager paa mine Ture gennem Sønderjylland havde jeg i Museumsdirektør Lund fra Haderslev, en Mand som har et enestaaende
Indkørselsporten til Boie Jørgensens Gaard i Sønderballe. Tværs over Gaardspladsen ses Stuehusets østlige Ende.
Fra Boie Jørgensens Gaard Sønderballe ved Gennerfjord. Stuehuset har 14 Fag. Opført ca. 1 800.
Broen ved Pouls Kro; ved Hærvejen mellem Petersborg og Bommerlund.
Den gamle Bro ved Immervad, set nede fra det udtørrede Aaleje.
Andreas Iversen i Ustrup.
Andreas Iversens Hustru.
„Kandelabergran“ i Stursbøl Hegns Vestside.
Skovfyrre i Stursbøl Hegn.
Kendskab til disse Landsdeles Historie og Topografi, og som bl. a. har gjort deres gamle Veje til Genstand for et indgaaende Studium.
Paa Almstrup Mark Sydvest for Uge i Tinglev Sogn førte han mig ud til en besynderlig Rest af en af de gamle Digespærringer eller Folkevolde, som ogsaa findes over Hærvejen, og som her er forlænget ud i en dyb, vandfyldt Mosestrækning med Pælerækker af mægtige Egestammer. Spærringen har her haft til Opgave at dække en af de gamle Folkeveje, som fra Hovedstrøget har ført mod Vest. Volden er kendt under Navnet Olgerdiget; Almuen paa Stedet kalder den „Olmers-volden“ (Oldmodersvolden), et Navn der ofte bruges i Folkesproget som Fællesbetegnelse for disse Værn. Worsaae saa den i 1840 og anslog den til at være 1000 Alen lang.
Pælene sidder synlige i Grunden nær Mosen og over Vandspejlet i to Rækker med ca. 2 Meters Mellemrum. De fortsætter et Stykke over det nu delvis udtørrede Moseterræn, og danner over dette Forbindelsen mellem det af Sumpen afbrudte Dige, som kommer ca. 200 Meter fra Nordøst ned til Mosens Rand og fortsætter paa dennes modsatte Side helt til den nu udtørrede Tinglev Sø, hvorfra det atter fører videre mod Sydvest. Dets Længde har da været betydeligt større end af Worsaae antaget.
Diger af denne Art er velkendte i flere af Jyllands Egne. De mest bekendte er Ramme Dige Sydvest for Lemvig, Kong Knaps Dige i Torning Sogn og Dandiget i Asfærg Sogn ved Randers. De er rejst i samme Hensigt som det berømteste af dem alle, Godfreds Danevirke, Vestervold og Østervold, nemlig som Værn mod Fjender, som en Vejspærring over et farbart Terræn af forholdsvis ringe Bredde mellem vide, uvejsomme Strækninger. De er i Danmark et udelukkende jydsk Fænomen, men kendes baade i Nordtyskland, Frankrig og især i England, og Tidspunktet for deres Opførelse maa sandsynligvis for de flestes Vedkommende være de urolige Tider i senere Oldtid og tidlig Middelalder. Værnene er dannede ved at man har gravet en dyb Grøft paa tværs af Vejretningen, hvorfra det opkastede Materiale er brugt til den parallelt løbende Digevold. Sandsynligheden taler for, at Forsvarerne har staaet paa Volden, saaledes at Angriberne har maattef passere Graven foran denne, hvad der naturligvis gav Forsvarerne store Fordele. Medens de Forsvarsværker af denne Art, som laa ved de store Hovedveje, ofte har maattet spille en fremtrædende Rolle i større krigeriske Begivenheder, maaske gennem Masser af Aar i de store Ufredstider, er de mindre Virker, der afspærrer ringere Omraader som dette, vistnok nærmest at betragte som beslægtede med Middelalde-ens Bondeborge, som f. Eks. Klejstrupvold eller Sjørringvold, hvortil Egnens Befolkning har kunnet trække sig tilbage, naar en Fjende nærmede sig.
Kun et Par Mil Norden for dette Sted findes ved selve Hærvejen Resterne af et anseligt Værn, som udentvivl har haft den største Betydning ved den Plads, hvor-paa det findes og ved sit storslaaede Anlæg. Det er Volden, som fra Hærvejen Syd for Øster Løgum strækker sig over Andholm til Lerskov. Nær Vejen er Diget paa et Stykke delvis dækket af en Naaletræsplantning, og en Markvej er for faa Aar siden af en Bonde i Nærheden anlagt paa Bunden af Graven. Men endnu er Graven og især Volden meget anselige. Et Par Hundrede Meter fra Vejen forløber Volden ud i den store Andholm Mose, hvor gamle Palisaderækker i Tidernes Løb er gravet op og viser Værnets Retning. Og paa den anden Side af Mosen, til hvor Resterne af den tidligere Landsby Lerskov ligger, fortsætter Digevolden i samme Retning som før.
I sine endnu utrykte Bidrag til Sønderjyllands Historie og Topografi er Museumsdirektør Lund gennem sine Undersøgelser af Stedet og dets Historie kommen til den Overbevisning, at i de gamle Beretninger om det berømte Folkeslag paa Lyrskov Hede er der Sandsynlighed for, at Lyrskov er en Fejlskrivning for Lerskov, og at det store Venderslag i Virkeligheden er udkæmpet her. En Mængde forskellige Ting synes at tale for denne Antagelse. Thi her paa Stedet, den gamle Lerskov Hede, findes ikke alene denne anselige Folkevold ved det gamle Hærstrøg, hvad der i høj Grad sandsynliggør, at Stedet har været Valplads. Men tillige findes Sagnet om Venderslaget endnu en Mængde Steder her paa Egnen, hvor det haard-nakket har holdt sig til den Dag idag. Modsætningsvis har Lyrskov-Egnen ikke blot intet Værn fra den Tid, men heller ikke findes ringeste Tradition paa Stedet i Form af Sagn om nogen Kamp af den Art.
De Sagn og Navne, som Folket har knyttet til Stedet her, virker ret overbevisende. For det første handler en Del forskellige Sagn om en stor Folkekamp, som skal have fundet Sted ved Volden. En gammel Mand fra Egnen kaldte i en Samtale med Hr. Lund dette Dige „æ Vendervold", en anden Gamling kaldte den „Bivolden", og begge hævdede, at det var dens ældgamle Navne. Netop den sidste Benævnelse knytter sig paa mærkelig Vis til Beretningen om Slaget, der fortæller, at de Danske straks, da Venderne anfaldt, indledede Kampen med at kaste Bistader med deres levende Indhold ned over dem fra Volden, hvorved der opstod voldsom Forvirring mellem Angriberne.
Intet tilsvarende Sagn eller betegnende Stednavn lever blandt Befolkningen omkring Lyrskov ved Slesvig. Denne Egn er fuldstændig blank for Minder, hvad der sammenligningsvis dog virker ganske besynderligt.
Men beviser disse Sagn nu nogetsomhelst ? Er det overhovedet muligt, at en mundtlig Tradition kan holde sig paa et Sted saa længe som fra 1043 til vore Dage?
Som Svar paa det sidste skal jeg henvise til en Artikel i „Mittheilungen des Anthropologischen Vereins in Schleswig-Holstein" VIII. Hefte (Kiel 1895), hvori der gøres Rede for et Højfund ved Slesvig og samtidig meddeles et Sagn, som knytter sig til Højen. Den omtalte Oldtidsgravhøj ligger ved Krydset Slesvig—Flensborg Jærnbanelinje og Slesvig—Husum Landevej nærved Hærvejen ved Værtshuset „Deckerkrug", omtrent en Mil Vest for Slesvig. Sagnet, som knytter sig til Højen og som bl.a. er udførligt berettet af Miillendorff, lever endnu mellem Egnens Beboere og lyder i Korthed saaledes:
Der var en Dronning ved Navn Swarte-Margret, som her med sine Krigere mødte en fjendtlig Fyrste til Slag. Men da Hærene allerede stod overfor hinanden, overtalte hun Modstanderen til at lade Sagen afgøre ved Tvekamp imellem dem, for at ikke saa mange Folk skulde lide Døden. Fyrsten og Dronningen trak deres Sværd og kæmpede med hinanden. Efter en Stunds Forløb bad Dronningen om et Øjebliks Vaabenhvile under Paaskud af, at den Hagerem, som holdt hendes Hjelm, var sprunget op. Hun bad Modstanderen om at stikke sit Værge i Jorden, for at hun kunde være tryg for ham imens. Fyrsten adlød; men i samme Øjeblik som hans Sværd stod med Spidsen i Jorden, drev Kvindfolket til ham, saa hans Hoved for et eneste Hug rullede hen ad Marken. — Den overvundnes Lig blev begravet i Højen, som indtil vore Dage af Egnens Befolkning kaldes „Dronningens Høj".
Saa kommer Efterspillet. I Begyndelsen af 90’erne i forrige Aarhundrede blev Højen aabnet og undersøgt af tyske Arkæologer, og Højfundet er der gjort detaljeret Rede for i Artiklen i ovennævnte Tidsskrift. Det viste sig, at Graven var urørt gennem Tiderne, fuldstændig intakt. Den indeholdt to Skeletter, hvoraf det ene af en Mand, hvis Hovedskal laa nede ved hans Fødder. Paa hans Bryst fandtes et smukt forarbejdet Spydblad af Flint, der sammen med flere Omstændigheder ved Graven viste, at denne stammer fra den yngre Stenalder. — En sælsom Bekræftelse af et Sagn, som ganske vist er stærkt ændret og har faaet Tilføjelser i Tidernes Løb, men som gennem Aartusinder har gemt det Minde i sig, at Graven indeholder Liget af en halshugget Kriger.
Sammenlignet med dette er Sagnet fra Lerskov jo forholdsvis ungt, har kun ni Hundrede Aar paa Bagen.
— De Døde bliver ved at komme igen paa sær Vis, de Gamles Grave er bestandig vor sikreste Forbindelse med deres Tid og med dem selv. Skade at Overtroen, som afløste Folkets gamle religiøse Tro, og længe var Gravenes eneste Værn, er forsvunden et Par Menneskealdre for tidligt!
Alting koster noget, ogsaa at faa en moderniseret Bondebefolkning. Og hvad er der at gøre andet end at betale Gildet.