VED MARIAGER FJORD
Ad Landevejen fra Spenfrup mod Nord til Mariager-Egnen kommer man den -l\. første Milsvej gennem et næsten fuldkommen fladt, dyrket Land, der falder ned mod Lavningerne om Kastbjerg Aa paa dens Vej fra Glenstrup Sø til Fjordens Østside. Aaens nordlige Landskab dannes endnu delvis af skarpe, gamle Hedestrækninger, godt karakteriserede gennem Navne som Vindblæs og Brødløs, den første By i det høje Bakketerræn østlig ved Fjorden, den sidste tæt ved Glenstrup Sø. Her har vi vestligt den udstrakte Katbjerg Hede med dens Moser, hvor Kjærulden staar saa tæt i Lavningerne, at den ligner store Snedriver, hvor Lyngen er lav og graa og Gyvelen kryber flad og kuet i smaabitte Klatter over den elendige Jord. Det er Dele af det store Hedeland, der strakte sig langs det gamle Fjordterræn fra Tjele Langsø over Glenstrup Sø og helt ud til Østkysten, nu brudt af store, dyrkede Strækninger.
Norden for disse Enge løfter Terrænet sig hurtigt i store Bølger, der endnu hist og her danner nøgne Lyngbakker. Men næppe kommer man ad Landevejen op over de sidste Banker, der naar omtrent 70 Meters Højde, før man skuer ud over skovklædte, venlige Aase, der løber ned mod den smilende Fjord ved Mariager By. Det er her, Østkystens Idyller har deres sidste Skanse. Paa den modsatte Fjordbred begynder det yderste Thule.
Naar jeg ser ud over dette Land fra den 110 Meter høje Hohøj, gaar det straks op for mig, hvilke Kontraster der her mødes. I et dybt Huk, mere som en vældig Flod end som en Fjord, skærer Mariager Fjord sig ind mod Vest og sætter Skel mellem to Verdener, der er hinanden saa ulig som Dantes Paradis og Helvede, men hver med sin Pragt. Sydsidens Bøgeskove løber ned til den lune Bred med dens blomstrende Enge, Nordsidens høje Lyngbjerge falder ned mod en barsk og bar Kyst. Her mødes Syden og Norden, Øst og Vest. Langt mod Vest følger Øjet Fjordens Krumninger, til den svinder mellem kæmpehøjklædte Aase, der skimtes endnu 10—12 Mil borte inde i Landet, hvor de endelig fortoner sig i Kimmingen, og mod Øst helt ud til hvor Kattegat glimter som en fin Sølvstribe i Horisonten.
Jeg er paa min Rejse i de sidste fjorten Dage undsluppet fra en halv Snes forskellige Tordenvejr, idet jeg er rejst fra dem. Her i Mariager har de indhentet mig allesammen. Fra alle Verdenshjørner er de dukket op og har styrtet sig over Byen, Lyn flakkede og Torden ramlede, og det smagte af Svovl i Munden. Regnen har væltet ned, og min Tobak lugtede af vaad Puddelhund. Nu svang Blæsten pludselig om i Vest. Men Himlen er endnu idag et Mylder af store, tunge Skyer, Vinden farer susende og hvislende over Lyngbakker og Skove omkring Hohøj og hyler gennem Udsigtstaarnets Bjælkeværk.
Smaabitte Bønderhuse kranser Bakkens lyng- og skovklædte Sider, deres mosgroede Straatage dukker knapt synlige frem mellem Bøgekronerne dernede om Taarnets Fod; man kikker lige ned i deres hvidkalkede Skorstene, hvorfra Røgen kastes af Blæsten i vilde Hvirvler højt tilvejrs eller ned mellem Træernes Stammer. Vældige Stormbyger, der som Plovjærn skrider hen over Himlen, fremhæver Strængheden i dette Landskab. Det er Jyllands haarde Ansigt, allerede her. Og er der ikke noget næsten middelalderlig barskt i Skovnavnene selv i dette Sydkystlandskab, Bugges Skov, Vesterskov og Himmelkold Skov, eller i Landsbynavne som Fladbjerg, Fjelsted, Katbjerg, Brødløs og Skalborg Huse. — Vi er paa Vej til Nordjylland nu!
Men Landet her søndenfjords kan endnu vise et lille Smil. Se blot den lille Mariager By, som ligger gemt dér dybt nede i sin lune Dal tæt opad Fjordens Vand. Her paa dette frodige, yndige Sted er den groet op omkring sit gamle Kloster, og den har endnu bevaret sit gamle, yndefulde Præg. Mariager er Nordøst-jyllands Smilehul. Den er vedblevet at være Danmarks mest idylliske Landsby, trods sine Købstadsrettigheder.
-— Her til Hohøj var det, Steen Blicher indvarslede til et Folkemøde i 1846, efter at det var gaaet istaa for ham med Himmelbjergfesterne, som han trods megen Modstand havde gennemført i fem Aar. Men paa Hohøj fik han aldrig sine Landsmænd i Tale. Den gamle Digter maatte aflyse Mødet af Mangel paa Tilslutning, og han døde allerede to Aar efter. Men det var til denne Lejlighed, han havde skrevet den Sang, som til alle Tider vil være Jydernes Nationalsang: Jyden han æ stærk aa sej ... ., og hvortil H. C. Simonsen satte sin ypperlige Melodi, der er som støbt om Sangens djærve, sindige Ord, i samme tætte og tunge Marschrythme. Blicher fik aldrig dens Toner at høre. Sangens Tekst glemtes, indtil Simonsen offentliggjorde den sammen med Melodien i et Musikhefte 1857. Men efter den Tid er den bleven det jydske Folks Eje og kendt af ethvert Barn i Landet.
Efter Forslag af Jeppe Aakjær i et Foredrag paa Hohøj i 1912 rejstes den smukke Mindesten for Blicher ved Foden af den store Broncealderhøj, som kroner Bakkens Top.
Intetsteds faar man dog et sikrere Indtryk af disse to Kysters Modsætninger end under en Baadfart paalangs ad Fjorden, naar man samtidig ser begge de nære Bredder fra Fjordens Midte. Ingen sydligere Fjord kan overstraale denne Sydkysts blide Skønhed. De kuplede Aase, der falder ned mod de smalle Engdrag langs Stranden, er omtrent hele Vejen fra Hobro til Mariager klædt med yndige Skove; paa den frodige Engbund under dem græsser det brogede Kvæg, og romantiske Smaahytter ligger i Læet under de mægtige Bøges Bryn. Men vender man Blikket mod den modsatte Bred, da ser man vilde, nøgne Banker, mest kun klædt med Lyng eller forblæste Enebærbuske, løbende i lange, skarpe Kæder med dybe Kløfter imellem helt ned til Fjordens Vand eller den fattige Forstrand, og ofte hævende sig til høje, besynderligt kegleformede Toppe. De store, lyngklædte Kupler med deres fantastiske brune Kroppe dominerer hele Landet der-
Urskoven „Brønden" i Mejlgaard Skov.
I Klitterne ved Fjellerup Strand, Djursland. En „Gryde" med Birketræer.
Gaardejer Peter Vester fra Allelev paa Djursland, 82 Aar
Den 83-aarige fhv. Godsejer Johannes Peter Ingwersen.
I Lyngbakkerne paa Mariagerfjords Nordside. Udsigt mod Sydøst.
Udsigt fra de højeste Lyngbakker paa Mariagerfjordens Nordside mod Fjordens Sydkyst.
Paa Tærsklen til Himmerland: Højgruppen ved Stensgaard nær Hørby.
Oldtidsvej gennem Rold Skov. Bøgebevoksningen ca. 250 Aar gammel.
ovre. Disse Banker med deres ofte sandede Fald ned mod Kysten og Lyngen paa deres Top ligner umaadelige Sigtebrød, brunbagte paa Ryggen og med Enden ud mod Fjorden, hvor en eller anden gigantisk Trold har skaaret en Skive af med sin Brødkniv, saa det hvidgule Indre er kommen for Dagen og staar friskt lysende ud mod Fjordens dybblaa Vand.
Virkningen af disse to Kysters Modsætninger kunde ikke have været stærkere, hvis man havde lagt Fænøs frodige, lune Østkyst ligeoverfor Furs vejrbidte Vestkystbanker. Det er Syden og Norden, som mødes Ansigt til Ansigt.
De to mest karakteristiske Steder ved Kysterne ligger omtrent lige overfor hinanden. Det er Nordkystens 65 Meter høje Bakkedrag ved Krogen og de skovklædte Fald ned mod Sydkysten lidt Vest for Gaarden Frandsbjerg. Jeg er kommen til begge Steder i samme Slags Vejr og paa samme Dag, saa de har ikke noget at lade hinanden høre. Det er en Sommerdag med Vestenvind, hvor Fjorden „læer“, som vore gamle Forfædre sagde, og dens vindrørte Vand suser ind mod Kysten og jager krappe Skumbølger ind over Stranden. Over de klintagtige Fald bag mig vokser et Vildnis af Bøg, Birk, Hassel, Ask og Elm, og paa Kammen hælder Tjørn og Brombærbuske sig ud over Skræntens Enere og Bregner. Udenfor dette kommer det lave Engdrag, som gaar lige ud til Stranden, der til-sidst skyder ud i et aabent, lavt Næs med Ral og store Rullestensblokke, hvor nogle løsgaaende Heste staar og sover opad hinanden. Det hele kunde være et Billede fra den klassiske „salten Østerstrand“. — Men over Fjorden ser jeg det andet Land med Lyngbakkerne plettet af Gyvel og Pors, hvorover Skyernes blaa-sorte Skygger, af Form som store udspændte Oksehuder, med Iltogsfart haster over Bakker og Dale.
— Det er nemt at komme herfra til den modsatte Bred; med Fiskerbaaden, som jeg har hyret i Mariagers Havn, naar vi Stranden ved Krogen paa nogle Minutter.
Paa Vandet tæt under Kysten derovre ligger en Snes Gravænder og dykker efter Føde uden at lade sig forstyrre af Baaden, som glider lige forbi dem. Og oppe under Bakkerne omtrent 100 Meter fra Stranden staar en halv Snes Hejrer og hviler sig i Lyngen. Det er mærkeligt at se dem saa højt oppe paa Land, hvor deres dejlige graa Farver lyser mod den brune, solbeskinnede Lyng. De har Koloni i Skovene nær Volstedlund paa Sydsiden, fortæller Fiskeren, som fører Baaden, men kommer ofte til Nordkysten for at søge Føde. Gravænderne derimod har Rugepladser inde under Nordsidens Lyngbakker.
Vi fortøjer ved den lille Landingsbro og gaar op paa Stranden.
Nær ved Landingsstedet ligger paa det lave Forland en lille enebærbevokset Oldtidshøj, og da vi fortsætter herfra et Stykke mod Øst, faar vi ganske nær ved Stranden i Randen af en nydannet Grusgrav Øje paa Skelettet af en Stenaldermand og Resterne af en lille Køkkenmødding, som Grusarbejderne har blottet. Det er en Skaldynge af Blaamuslinger under et Muldlag paa kun 25 cm’s Tykkelse. Der fandtes flere Spor af Ild paa Stenene mellem Skallerne. Skelettet var langtfra fuldstændigt, der fandtes kun tydelige Rester af Hovedskallen, en Hofte-skaal, en Laarknogle og en Stump Skinneben samt nogle Arm- og Benstumper foruden et Skulderblad og de fire øverste Halehvirvler.
Det er den første Himmerlænding, vi møder efter Landgangen. Vi kan ikke gøre noget for ham, vi er kommen 3000 Aar for sent. Men jeg tager et Par Stum-
per af hans Kranium med mig i Lommen og en af de Sten, han har skørnet med sin Ild. Han ligger her foran mig paa Bordet; der er endnu fine, nydelige Spor af Hjærnemassens Aarer paa den indvendige Side af Skallen. Men stort har der vel næppe været ved ham Og hans Bopladsfæller, siden de har ladet sig jage væk fra de gode Østersbanker og maatte nøjes med Blaamuslinger, Stenaldertidens Fattigmandskost.
Oppe fra Bakkerne har man et herligt Syn over Fjorden, der ligger som et langt, straalende Bælte mellem de to Kyster og strækker sig milelangt i Øst og Vest. Dybt nede skyder lysegrønne Næs sig i yndige Linjer ud i det mørkeblaa Vand, omgivet af et rustbrunt Bælte af Tang indenfor Søernes hvide Skumstribe og med Bundens lysende Smaragdgrønt og dybe Ravfarver. En Himmel med vældige Klodeskyer runder sig over de tunge Lyngbjerge med deres dybe Kløfter, der gaar vinkelret ned mod Fjorden — gamle Tilløb til den mægtige Smeltevandsrende, nu med lidt Agerland hist og her paa deres smalle Bund.
Mængder af Enebærbuske og enligtstaaende Bregner er strøet mellem Lyngen, Blaamunke og gul Snerre, Agertidsel, Krageklo og Høstborst bryder det brune Tæppe. Hele Tiden hører jeg Gravænders Rappen nede fra Stranden; et Par Hejrer trækker med tunge Vingeslag hen over Bakkerne og svinger i en vid Bue ud over Fjordens Vand. De nysgerrige Kvier, som græssede nede langs Stranden, har fulgt mig helt op i Bakkerne, lige til Pigtraadshegnene standser dem. Nu staar de og siger Muh, fordi de ikke kan følge mig længere.
Mens den mørke Lyngbund nede i Kløfternes Læ udstraalede en mægtig Varme, er der heroppe i Højderne friskt og køligt, skønt det er bleven næsten vindstille. Det er som om Skyernes Snebjerge sender Svaling herned sammen med Lærkesangen. I Sydøst bag Mariager hæver Hohøj sig terrasseformet Trin for Trin over det blanke Vand, hvori den spejler sine Skove svimlende dybt sammen med Skyernes hvide Tinder. En Fiskerbaad paa Fjorden, et dybrødt Sejl som vaad Rust op under Solen. Baaden ligner en Bille, der langsomt kryber hen over Vandfladen, dens Kølvand slettes ikke ud, men bliver liggende som en lang Stribe fra Bred til Bred over den stille Flade.
Her bliver jo alligevel aldrig helt barskt paa disse Kyster. Altid har denne Natur en Smule Ynde at bedaare os med, selv naar den er tungest og mest alvorlig. Disse mægtige Banker har allesammen bløde, runde Linjer, det samme har Stranden om alle de svungne Næs — alle Farver er blide. Dansk Natur er mere kvindelig end nogen anden, jeg kender. — Og det samme er det danske Vejr! Dette herlige, altfor ofte smædede Klima med dets lunefulde, bratte Omskiftelser fra Latter til Taarer, fra voldsk Hede til et Haglvejrs Gys, fra en Morgens Syndflodsstyrt til en Solnedgangs stille Fred. Her har vi alle Nordens Aarstider, undertiden samlede Hulter til Bulter i én eneste Maaned — og her skal de aldrig aflade.
Dagen efter for jeg ad Landevejen langs hele Fjordens Nordkyst i et Dommedagsvejr. Jeg begyndte med at køre over Fjorden ved Hadsund og østpaa til den store, milebrede Lavning ved Kattegat, hvor den mærkelige Lavenkjær Skov strækker sig langs Fjordkysten mellem Moser og vide Engdrag, som en Fortidsrest med sin forvirrede Blanding af alle gamle Træarter, Ege, Elme, Aske, Birke, Hassel og Bøge, og med en herlig Underskov af Ramsløg og et Væld af Urter af enhver Art. Her i denne mærkelige Skov, hvor det sidste Havørnepar i Danmark havde deres Rede, ligger Vesten for Skoven Herregaarden Havnsø, lige saa for-tidsagtig som Skoven ved sin rene Bondestil med Bindingsværk og gamle Straa-tage. Man er flyttet tilbage næsten til Middelalderen ved dette Syn og kommer til at tænke paa de første Herremænd af den jydske Stamme, som selv gik i Marken og styrede Plovens Horn med deres stærke Hænder. Den gamle Vejrmølle staar paa sin lave Bakke tæt ved Gaarden som en indsovet Vagtpost i Panser og Plade med Hjelmen sunken ned over Panden, en blind Mand paa Udkik, med de støvede Ruder som slukte Øjne.
Saasnart man ad de elendige Biveje er kommen vesterud langs Fjordens Nordside, skifter Landskabet brat. Det bliver aabent og storladent med pragtfulde Bakker, mellem hvilke Vejen bugter sig op og ned. Selve Fjorden og den store Bræm af vældige Lyngbanker langs denne ser vi næsten ikke, Vejen har altfor travlt med at klare sig gennem dette Virvar til at tænke paa Udsigter. Men Bakkerne, vi kører imellem, har deres egen dystre Skønhed, der fremhæves af Kæmpehøjenes Rækker paa deres Toppe. Undertiden ser vi disse i Mængde, en enkelt Gang tæller jeg atten fra ét Sted, hvor vi holder nede i en Sænkning. Intetsteds langs Østkysten har jeg set saa mange Oldtidshøje bevaret som her paa Nordsiden af Mariagerfjord.
Pragtfuldt staar disse nøgne Bakkeprofiler med deres Gravhøje mod Vesthimlen i den sene Eftermiddagsbelysning. Det er begyndt at klare lidt op, og en gul Vesthimmel, skærende og vild i Lyset og med forrevne Skyer, danner den skinnende Baggrund. Med sine voldsomme Kontraster minder Landskabet om Rembrandtske Tuschtegninger, hvor Lyset og Skyggen er lige fyldte med Mystik, hvor intet er hvidt eller sort, men kun Glans og Dybde. Nu er vi i Himmerland og borte fra al Sentimentalitet!
Jeg lagde Vejen omad den berømte Jættestue ved Snæbum, men fandt Landskabet omkring den kedeligt og karakterløst. Men paa Vejen dertil, ad hvilken jeg kom forbi flere Rundhøje, undertiden i skønne Smaagrupper, fandt jeg ved Gaarden Stensgaard nær Hørby et Sted, som gjorde et uforglemmeligt Indtryk paa mig. Det er en lille Højgruppe paa sin Aas her ved Tærskelen ind til Himmerland. Næppe nogensinde har jeg set Oldtidshøje klæde et Landskab skønnere eller paa sikrere Vis understrege og fremhæve dets Karakter: Kvæget, som græssede roligt i Solnedgangsglansen, de legende Svaler over Forgrundens stille Vand, der spejlede de frodige Siv og Piletræernes lette Grene. Og bag alt dette de alvorlige, fjærne Høje, som kroner de bølgende Banker — det hele i sin dybe Ro og med sit lidt tungsindige Smil saa uendelig yndefuldt — og saa ægte dansk.
Jeg huskede Kommissionær Nørregaards Raad fra dengang jeg traf ham i Randers, og opsøgte den gamle Handelsmand Johannes Peter Ingwersen i Mariager. Den 83-aarige Mand er af Udseende og Væsen en udpræget „Grand-Seigneur“. Han har i en lang Aarrække været Godsejer, idet hans Fader, der i sin Tid forpagtede Højris paa Mors, senere købte Herregaarden Hegnet i Salling, hvilken Sønnen overtog i 1873 og først solgte i 1910. Salling havde paa den Tid tolv Herregaarde, af hvilke Hr. Ingwersens Morbroder Breinholt ejede Spottrup til ind i Halvfjerdserne. — Det er dog ikke Hr. Ingwersens Færd som Herremand, der her skal følges, men hans Vandringer som Fører af Studedrifterne ad de gamle
Hedeveje, som han i mange Aar af sin Ungdom sled med en Helsen, der tilsyneladende endnu paa hans Vej mod de halvfems ikke har forladt ham.
Han er Medlem af et gammelt Handelsdynasti, der stammer fra Fredericia, hvor hans Oldefader var Apotheker. Dennes Søn, den senere i jydske Handelskredse bekendte Major Ingwersen, „den gamle Major“, var oprindelig Kontorlærling i København, men kom siden til Militærvæsnet, hvor han havde en hurtig og eventyrlig Karriere. Han deltog som Kaptajn i Felttoget 1813—14, gik senere af med Majortitel og købte Viufgaarden mellem Vejle og Kolding. Men hans Avancementer endte ikke hermed; han svang sig op til at blive Jyllands Studekonge, en Titel han beholdt til sin Død, og han ejede et enkelt Aar ikke mindre end 10,000 Kreaturer. Sammen med to af sine Sønner var han længe Hovedmanden for al Kvægeksport til Tyskland. Dette Handelsdynasti grundlagdes i Tyverne i forrige Aarhundrede. Inden den gamle Major lagde op, købte han et Aar efter Hjemkomsten fra Udlandet fem Herregaarde — de stod dengang i en Pris fra 10—15,000 Rdlr. Men han havde ogsaa tjent 300,000 gode Dalere paa dette ene Aars Handel! Hver af hans fem Sønner fik en af Herregaardene. Hr. Ingwersen husker endnu Navnene paa fire af dem, det var Lerbæk, Agersbøl, Stougaard og Lisbethsminde. Den femte, en Gaard ved Vejle, har han glemt Navnet paa.
Som Handelsmand slægtede Johannes Peter Ingwersen sin Bedstefar „den gamle Major" paa. Han begyndte dog som ganske ung straks paa Handelen og var fra sit 16de Aar med paa Valsen ad de gamle Studeveje. Det er den vestjydske Arm af Studevejen, som var hans Domæne, og det svirrer mig om Ørerne med klangfulde Kronavne, de gamle Bedesteder ved Vejen, langs hvis Sider han har kendt hver Sten og Gærdestolpe, og hvis Navne endnu efter tresindstyve Aars Forløb sidder fast i hans Hukommelse. Jeg lytter til hans Fortælling:
Fra Hanherrederne og Thy, ja fra hele Nordvestjylland, gik Studedrifterne ned over Mors til Sallingsund, hvorover Studene ofte maatte svømme efter Baa-dene, naar disse ikke kunde rumme dem. Over Holstebro og sydpaa gik Drifterne til Nørre Felding og Agerfeld Kro, som var det første Bedested sønden for Holstebro. Derefter førte Vejen forbi Hedegaard Kro, Sønder-Omme og Borris Kroer og over Grindsted til Vorbasse Kro, hvor den vestlige Studevej tangerede den østlige. Herfra gik den videre over Bække Kro til Foldingbro Kro, og siden over Gram og Toftlund til Løgumkloster. Et meget berømt Bedested var Giase (eller Glaser) Kro, hvor Drifter fra mange Egne mødtes, og endelig Jejsing Kro helt nede ved den tønderske Marsk. Fra alle Sider stødte Drifterne til Hovedvejens Flokke. Man undgik naturligvis Storbyer og Chausseer og drev kun, hvor der var bløde Sandveje, som var skikkelige mod Dyrenes ømfindtlige Klove.
Den af Ingwersen omtalte Vej var den mest befærdede vestjydske, men ogsaa andre Veje fulgtes; Ribekreaturerne kom saaledes ad Ribe—Tønder Vejen over Bredebro.
Berømtest af alle Bedesteder var Jæger Kro en halv Mils Vej Nord for Husum, hvor alle traf hinanden, før man mødtes til det endelige Slag paa Husum Kamp, og hvor der allerede lavedes mange Forretninger med Marskbønderne fra Omegnen. Men til de store Stævner paa Husum Kamp kom kun Købere fra Ejder-stedt i Ditmarsken. Disse Marskbønder var Folk, som kun havde noget at bestille de to—tre Gange om Aaret, da Markederne fandt Sted. Samme Dag, som Købet gik i Orden, drev de Kvæget ud paa deres Marskenge til Græsning og Fedning, og iøvrigt sad de udenfor deres Marskgaarde og røg den lange Pibe, som var stoppet med G-Tobak, der havde Navn efter det store, sorte G, der stod udenpaa Pakken.
Drifterne foregik som Regel i Dagsmarscher paa 3—4 Mil. En Drift paa 50—60 Stude førtes af en Fordriver og 2—3 almindelige Drivere. Rejsen, som varede 14 Dage til 3 Uger, gik stedvis gennem aldeles øde Egne, hvor der kunde være milevidt mellem Boliger; og ved saadanne standsede Driverne da af og til for at hvile og faa sig en Drik, der i Almindelighed var Mælk, serveret i en Jydepotte. For de ensomt boende Mennesker var Studedrifterne Aarets store Oplevelse, hvor man spurgte Nyt ude fra den ukendte Verden.
Kreaturerne var ved Bedestederne saa trætte, at de segnede, naar de havde ædt. Der var en Vagtsmand hos dem om Natten, og Kl. 5—6 om Morgenen startedes der paany. Saa drev man hele Dagen til om Aftenen med kun ét Hvil ved Middagstid med Fodring og Vanding, og der rastedes først ved 5—6-Tiden. Trods omhyggelig Røgt undervejs magredes Studene stærkt under den forcerede Marsch. Men de var godt opfedede hjemmefra, og Maalet var jo Marskens rige Enge, hvor de stod i Græs til op over Knæerne.
Naar Handelerne var afsluttede, maatte Sælgerne selv hente Pengene hos Marskbønderne, der boede i en Snes forskellige Kroer, som laa rundt om Kampen. Der var hos disse Folk en rodfæstet Hæderlighed, som aldrig svigtede, og et Tillidsforhold mellem Sælger og Køber, som næppe har haft noget Sidestykke. Man førte saa godt som aldrig Regnskab, alting huskedes, og et Ord var som et underskrevet Dokument. En Marskbonde, som engang havde talt nogle Hundrede Daler galt i sin Favør ved et Køb, kom ved Markedet 8 Dage senere hen til Sælgeren og rettede Fejltagelsen.
Selv om det var store Summer, det drejede sig om, kunde Hukommelsen af og til gaa i Knuder. En Breinholt paa Bodum-Bisgaard havde glemt at betale en Regning paa 80 Stude, som han et Foraar havde købt til Eksport. Da hans Pengekasse efter Rejsens Afslutning var bleven stillet paa sin kendte Plads oppe paa Loftet, toges dette af ham selv og alle andre som et ubedrageligt Tegn paa, at alle Regninger var klarede. Da Kreditoren langt hen paa Efteraaret diskret mindede Breinholt om den Ubetydelighed, han skyldte ham, blev denne naturligvis meget forbavset. Men der kunde lige saa lidt være Tvivl om Sælgerens Paalide-lighed, som om Breinholts egen. Altsaa gav man sig til at søge efter en Løsning paa Gaaden. Den fandtes ogsaa. Under en grundig Husundersøgelse traf man langt om længe paa en Bunke sammenbundne Pengesedler, 10,000 Dalere, Betaling for 80 Stude å 250 Rdlr. Parret. De laa endnu i Pengekassen paa Breinholts Loft.
Det var ofte anselige Summer, der sattes i Omløb nede paa Kampen; man kunde komme hjem med 100,000 Dalere i 5—6 Smørdritler paa sin Vogn, lutter klingende Sølv. I 1864 havde Fortælleren, som dengang var 16 Aar gammel, 67,000 Dalere i Sedler paa sin Krop, da han engang kørte hjem ad den østlige Studevej. Han laa en Nat i et Karlekammer i Skanderborg med Sedlerne paa sig; men han har ofte sovet meget tryggere end den Nat, siger han.
Svære Pengeværdier kunde undertiden tabes, naar saa store Mængder af Kreaturer var dreven sammen paa Kampen, undertiden 12—14,000 Stykker, og Efterspørgselen var ringe. Da var der den Udvej, at de enkelte Sælgere selv lejede
Jord til Græsning, eller de kunde gaa videre med Drifterne, undertiden helt ned i Ditmarsken eller i „det tyske“, hvor man dog oftest kun solgte med svære Tab. Det skete sjældent, men hændte dog i 1867 eller 69.
Fra Slutningen af Treserne til ind i Firserne var Ingwersen sin egen Mand, og han havde i mange Aar Hovedeksporten af levende Kvæg til England, lige indtil dette Land lukkede for denne Form for Import.
De forrygende Historier, han kan berette fra sin brogede Ungdomsbane som Handelsmand, virker ved deres Indhold mærkeligt til hans nuværende Ydre, saa-ledes da han fortæller, at han engang under Krigen havde smuglet Kvæg over Kongeaaen ved Foldingbro, og paa Hjemvejen under Flugt for forfølgende Tyskere maatte styrte sig ud i Aaen, med Lynets Hast „bjærge" en Hest paa den modsatte Bred, og med Pengesækken bag sig paa Hesteryggen galopere nordover for at slippe væk.
Det er svært at se paa denne gamle, fine Herre, at han har været en saadan Himmelhund i sin Ungdom. Bag sit rolige Ydre gemmer han Minderne om et broget og omvekslende Liv og om en Færden, som han snart er ene om at have oplevet.
Det er hele den store Landstrækning, som i det halve Jyllands Bredde rækker fra Kattegat i Øst til Løgstørbredning, Risgaards- og Lovnsbredning i Vest, og som gaar fra Limfjorden i Nord til Mariagerfjord i Syd, der bærer dette Navn. Det er det middelalderlige Himber-Syssel, i Oldtiden Himbrernes Hjemstavn, et Folk hvis Navn af de gamle Historieskrivere forvanskedes til Kimbrer, fordi det gamle nordiske H var saa haardt, at det af Romerne opfattedes som et K. — Dette er symbolsk, alt hvad vi hører om dem har en haard Klang, lige fra Skildringerne af deres kampglade Hyl i Slagene til deres Takkeofringer for Sejrene, fra deres rasende Fremstormen gennem Europa til deres Hæres Udslettelse paa de romerske Slagmarker. Der findes ikke mere Sentimentalitet i disse Beretninger, end der har været i dem selv; den haarde Nødvendighed slap dem løs i Historien og gjorde dem til en Trusel mod Verdensordenen, og en lige saa haard Nødvendighed formede deres endelige Skæbne og jog dem ud af Historien igen.
Men der findes Respekt i de Beretninger, som det fine Romerfolks Skribenter har formet om disse Nordboer. Det var værdige Fjender, ikke alene paa Grund af deres Farlighed; i Rædslen for dem blandes dyb Beundring, Romerne udtrykker Begejstring for deres Heltemod og Karakter, modsætningsvis til Gallernes. Valerius Maximus skriver: „Gallernes Livsvisdom er karrig og aagergrisk, men Kimbrernes er kaad og kæk. I Slaglinjen jubler de over, at de med Hæder og Lykke skal fare til Valhal; under Sygdom og Sot jamrer de over, at de skal lide ynkelig Straadød og fare til Hel.“ — Ikke alene staar mange Steder i Italien Kimbrers og Teutoners Navne paa Mindesmærker, som deres Besejrer Marius lod rejse, men lige til det 5. Aarhundrede omtales de med Beundring i romerske Digte. I Byen Angora i Lilleasien staar til Minde om Romerflaadens Sejlads i nordiske Farvande, til „den opgaaende Sols Lande", paa en Søjle, som Kejser Augustus lod rejse, følgende Ord mellem Indskrifterne: „Kimbrer og Haruder og andre Folk i disse Lande søgte gennem Sendebud Venskab med mig og det romerske Folk.“
Paa Grækeren Ptolomaios’ Kort over Danmark, som er fra Slutningen af 2. Aarh. e. Chr., henlægges Kimbrernes Hjemstavn til det nordlige Jylland, Harudernes til midt paa Østsiden og Sabalingiernes til Vestsiden. Ptolomaios er den første, som bruger Betegnelsen „den kimbriske Halvø". Kimbrernes Plads svarer godt til det middelalderlige Himber-Syssel, det senere Himmerland; Haru-
dernes Navn lever muligvis videre i det middelalderlige Harz-Hæret, det nuværende Hads Herred, medens Sabalingiernes Pladsangivelse svarer nogenlunde til det middelalderlige Salling-Syssel, Nutidens Salling Herreder. Men Teutonerne maa have været disse jydske Stammers nære Naboer. Ptolomaios anbringer dem omtrent hvor Rugen findes, medens Pomponius Mela sætter deres Plads saa nordligt som Øerne i „Kodanbugten" d. v. s. Østersøen.
Kimbrer og Teutoner satte Europa i Skræk under hele deres Vandringstid. Det var en Oversvømmelse, en Folkevandring, sandsynligvis opstaaet af samme tvingende Grunde som nogle Hundrede Aar senere de nordiske Vikingetogter — en sund og kraftig Race formerer sig saa overdaadigt, at den sprænger Landets Grænser og søger sig en ny Plads i Solen, hvor den finder Stedet tjenligst. Vi hører bestandig gentaget i de romerske Beretninger, at „Barbarerne" vil have Jord til fredelig Nedsættelse, akkurat det samme, som gentager sig under Vikingetiden, men som da bliver fuldbragt, af Danske f. Eks. i Normandiet, i Danelagen i England, i Syditalien o. a. Steder. Derfor har Kimbrerne hele deres Husstand med, Kvinder og Børn, Præster og Guder — alt, hvad man behøver, det har hidtil vist sig at være af fremragende Kvalitet altsammen! Og med det stormer de Europa rundt og opfører sig hjemmevant og huserer — indtil de faar i Sinde at ville have Romerne til Naboer. — Der maa have været mange af dem. Vi hører fra Romerne selv, at Kimbrernes og Teutonernes Hær nedhugger de romerske Legionærer i et Antal af henimod 100,000 i Slaget ved Orange nær Rhoneflodens Udløb. Det var i Aaret 105 f. Chr., efter at de 10 Aar i Forvejen havde ødelagt Marseille, en Begivenhed, som mindedes i Historien i omtrent tusinde Aar, og efter at de i Aarene fra 113 til 105 havde hærget Europa fra Elben til de øster-rigske Alper og havde tilføjet Romerhærene 4 svære Nederlag. Det er Bojerik, som er Kimbrernes Anfører, en Jyde fra Himmerland.
Vi har fra Romerne pinligt nøjagtige Beretninger om, hvordan Nordboerne fejrede Sejren efter Slaget ved Orange. Alt det vundne Bytte ofres til Valhals Guder, Vaaben og Redskaber sønderbrydes og sænkes i Rhonefloden — de gebærder sig efter hjemmevant Skik, vi véd det fra vore Mosefund. Hestene blev druknet og en Mængde Fanger hængt for at skænke Guderne Liv. Andre slag-tedes, og denne Scene skildres meget nøjagtigt: Præstinder i hvide Linklæder smykkede Fangerne med Blomster og Baand som Offerkvæg og førte dem i festligt Optog til et Skafot, hvor Ypperstepræstinden modtog Ofrene, overskar deres Struber og lod Blodet løbe i en Offerkedel.
Det er netop en saadan Offerscene vi finder paa Gundestrup-Kedlen, som i 1891 opgravedes nær ved Aars, midt i Hjertet af Himmerland. Paa Kedlens Bund findes Billedet af en Tyr. Det er Kimbrernes hellige Tyr, hvis Malmbillede de bragte med paa deres Togter, og ved hvilken de svor. Det er næppe noget Tilfælde, at Tyrehovedet den Dag idag findes i Vaabenskjoldet for det Herred, hvor den kimbriske Offerkedel fra Folkevandringstiden fandtes.
„Den kimbriske Rædsel" bredte sig over hele det romerske Rige efter disse Sejre, og man troede, at dets sidste Time var kommen. Var Kimbrer og Teutoner i Fællesskab gaaet mod Rom umiddelbart efter Sejren ved Orange, vilde det udentvivl være bleven skæbnesvangert for Riget. I Stedet skiltes de. Teutonerne drog samme Aar under Teutobod ind i Sydøstgallien, hvor Marius slog dem ved Aix i Provence. Aaret efter mødte han Kimbrerne paa den raudiske Slette ved Byen
Vercellæ, hvor Kimbrerne efter en lang og morderisk Kamp, i hvilken den frygtelige Solhede var med paa Romernes Side, bukkede under for Romerhærens Overmagt. Ogsaa af denne Kamp har vi en Beskrivelse. Den siger, at Kimbrerne først bukkede under efter at de romerske Legioner længe havde vaklet for deres frygtelige Angreb. Da Bojerik og hans ypperste Mænd var faldne, dræbte mange Høvdinge og Mænd sig selv for ikke at blive gjort til Fanger. Bagefter værgede Kvinderne Vognborgen som rasende, og ombragte endelig Børnene og sig selv for ikke at komme i Trældom. Og efter dem værgede Hundene Vognene til det sidste.
Fangerne førtes til Rom, og Marius hædredes med Titlen „Roms tredje Grundlægger “. Men da 30 Aar senere den trakiske Fægter Spartacos rejste sit Oprør, gik de fangne Nordboer sammen med ham og dannede en hel Hærafdeling, trodsende Roms Magt i to Aar og hærgende Norditalien, indtil Crassus overvandt dem i en frygtelig Kamp, hvor Spartacos faldt og de overvundne blev korsfæstede. Dette er den sidste Dyst, Kimbrer og Teutoner har med Romerne. Men faa Aar efter drager 20,000 Haruder fra Jylland sydpaa sammen med Sveber fra Holsten for at tage Land paa venstre Rhinbred, hvor selve Cæsar i Aaret 58 kaster dem tilbage. Og 4 Aar senere maa Cæsar atter i Marken mod 50,000 Tungrer, Efterkommere af 6000 Kimbrer og Teutoner, som var bleven ladt tilbage for at vogte det tunge Tros, da Bojerik og Teutobod drog mod Rom. De maa have ynglet godt her paa Stedet i det halve Aarhundrede! — Endnu lever Tungrernes Navn i den belgiske By Tongern, hvor deres Hovedstad laa.
Bojeriks Navn udledes af Bojer-Rik, d.v. s. Herskeren over Bojerne, et gallisk Folk ved Øvre-Elben, hvor Kimbrerne optraadte og maa have opholdt sig i nogen Tid. Hos Gotherne levede Sagnet om ham i 700 Aar efter hans Død. Han opfattedes som deres Landsmand, skønt han var Kimbrer, og Historieskriveren Jordanes fortæller i 6. Aarhundrede, at han nævnes i Gothernes Kvad som deres Konge Bérik.
Strængt og haardt som Beretningerne om Kimbrernes Færden virker det Landskab, som rummede deres Hjem, fra det mystiske Mørke i Landets tykke Skove til det vilde Lys over det aabne Lands nøgne Banker, hvor de levede deres Liv i Kamp og Gammen, og hvor de lagde deres Dødes Aske under Jordsmonnet paa de aåbne Marker eller i Broncealderhøjenes Sider.
Og dog rummer dette Land store Modsætninger. Østligst mod Kattegat de yngre, af Havet dannede Flader, der nordligt gaar over i den lille Vildmose, som mod Havet er begrænset af de mægtige Flyvesandsdannelser Muldbjergene, og som endnu hist og her er dækket af ældgamle, mærkelige Skove. Indenfor dette Bælte det gamle Bakkeland med dets Kridtformationer, tæt bebygget med store Landsbyer, frugtbart og rigt, med yppige Frugthaver om Byerne, „Kirsebær-egnen“, der sydligst mod Mariagerfjord gaar over i vilde Hedebakker. Vestligere gaar dette Land ind mod Himmerlands Midte over i store Højder, som i deres Hjærte bærer det mægtige Skovkompleks Nørlunds og Statens og Villesfrups Skove, Lindenborg Skove o. s. v., der tilsammen under Navn af Rold-Skovene danner Danmarks største Skovstrækning med en Bredde paa 8 og en Længde paa 20 Kilometer, dækkende et Højland af storladne Former, som vestligst hvor Skovene slipper kulminerer omkring de pragtfulde Kløfter ved Rebild. Vesten for dette igen kommer aabne, barske Egne, der strækker sig lige fra Sønderholm ved Limfjorden ned forbi Suldrup, Aars og Kongens Thisted, mest karakteristisk omkring de to sidstnævnte Steder med det aabne Hedebakkeland, brudt af vide Mosestrækninger, om hvilke Oldtidshøjenes Vrimmel naar til gennemsnitlig halvandet Hundrede paa en Kvadratmil. Et eventyrligt og storladent Land. Det er Jylland for ramme Alvor.
Endelig det yderste Land i Vest ud mod Limfjordsbredningerne, ensomme, af fremmede lidet kendte Egne, mest dyrkede, men af øde Udseende, triste trods den ubestridelige Kraft, der er over dem. Og dog et Land af megen Skønhed, mærkeligst hvor den pragtfulde Fjord sætter sit Præg paa det og hvor det vender sin stive Ryg ud mod Vestenstormene. Skov findes saa godt som aldrig her, kun Bakkesiderne kan hist og her ned mod Dalene have lidt spredt og forkrøblet Krat, Rester af de Skove, som i gammel Tid dækkede Landet, nu et magert Land med dybe Dalfurer og vide Mosestrækninger, med alvorlige og strænge Linjer. Det maa huse et nøjsomt Folk! Næsten overalt ser man ogsaa her paa Bakkerygge og Aase Kæmpehøjenes Silhouetter, Minder om Himmerlands Storhedsperiode, da det var en af de tættest befolkede Egne i vort Land. — Og nordligst ud mod Limfjordens smalle Stribe, i Egnene mellem Næsbydale, Ovdrup Hede og Næsborg Kirkebakke, hæver Landskabet sig til en Stemning saa sublim, at det virker som en Højsang over dets egen storladne Natur.
Som Fører gennem Jyllands mest berømte og berygtede Skov var jeg saa heldig at faa den Mand, som kender den bedre end nogen anden, Statsskovrider Poul Lorenzen. Uden Fører vilde man her ikke være stort bedre stillet, end om man alene var havnet i det mørkeste Afrika.
Naar man færdes i Rold-Skovens skumle Dybder, forstaar man den Gru, som Bonden fra gammel Tid har næret for den. Dens dybe Mystik virkede voldsomt paa hans Sind, saaledes som en Mængde andre Steder, hvor den fri Udsigt var spærret og alle Farer upaaagtet kunde snige sig bag paa ham og overrumple ham. I dens Mørke trivedes Sagn om Troldpak, som Kulsvieren stiftede Bekendtskab med under sine ensomme Nattevagter ved Milen. Dens Utysker forbyttede Bondens gode Børn med sine egne Misfostre, Spøgelser færdedes ad dens krogede Veje ved Dag og Nat. Men værre end alt andet: her havde haandgribeligt Røverpak sit Tilhold, og fra dette sikre Skjul gjorde det Anfald paa ensomt boende Folk i Skovens Omegn, ja over det hele Himmerland. I næsten hele første Halvdel af forrige Aarhundrede red dette lovløse Pak Egnen som en Mare, saa frækt og aabenlyst, at det nu synes ufatteligt, at Befolkningen har taalt det, for ikke at tale om den saakaldte Retfærdigheds Haandhævere. Da efter adskillige Aars Forløb den sindige Øvrighed endelig rørte paa sig, fik man artige Ting at se. „Den store Aalborgske Forbrydersag" ender med at omfatte næsten alle Landets Jurisdiktioner, og hundredvis af Personer er indviklede i den.
Undersøgelserne strakte sig over 7 Aar, fra 1837 til 1844. Hovedbegivenhederne har fundet Sted i Aalborg, Viborg, Hjørring og Ringkjøbing Amter, hvor Forbryderne har trodset Øvrigheden saa længe, at de første Forbrydelser gaar tilbage til 1814. Det er Rold-Egnens Røvere, som giver Stødet til, at denne Sag endelig bliver taget op, og det er den af Blicher stærkt idealiserede Skinting Bitte-fanden, Johannes Jensen fra Stenild i Himmerland, som faar Lavinen til at rulle.
Man skrev ikke Skæmteviser om „Røverne fra Rold“ dengang. Men i halvtredsindstyve tætskrevne Protokoller, hver saa tykke som en Bibel, kan man følge denne mærkelige Sag, som ingen trykt Literatur har Mage til. Bittefandens Saga er en Bog for sig, et Sidestykke til Rocambole; men han er ingen Gentlemantyv. Sammen med sine mest berygtede Fæller, Skomager Lorenz Meyer og en ligesindet ved Navn Peter Hjorth foruden en Del menige Kjeltringer, plyndrer de overalt i Himmerland, binder Folk til Sengestolperne ved Nattetide, prygler og
mishandler dem og skraber Penge og Værdigenstande til sig. Saa langt som til Gjedhuset i Haderup Sogn strakte Bandens Operationsfelt sig, og et af de mest berømte Røverier blev udført her. I Ersted mellem Aalborg og Hobro bryder en Bande paa 5 Mand med Bittefanden som Anfører ind i et Hus og mishandler Ejeren Niels Simonsen og hans Kone, saa Manden ligger syg et Aarstid og endelig dør — han havde ikke mindre end 36 Saar, tilføjet ham med en brækket Hestesko og et Drejejærn.
Øvrigheden vaagnede endelig og fangede Banditterne. Bittefandens og hans Kumpaners Bedrifter gav Anledning til Afsløringer over hele Landet, og det viste sig, at der var begaaet Forbrydelser af lignende Art i samtlige danske Provinser, ene med Undtagelse af Lolland-Falsters Stift! Antallet af Personer, som fangedes og ansaas for skyldige, var halvtredje Hundrede. 27 af disse dømtes for Røveri, ca. 50 for Hæleri, og 156 idømtes Straffe for andre Forbrydelser. De skyldige er ikke alene fødte „Kjeltringer“ og Omstrejfere, men fastboende Husfolk og Gaard-folk. Det hele giver et godt Billede af Retstilstanden i Landet i første Halvdel af det 19. Aarhundrede. — Bittefanden havnede i Slaveriet paa Christianshavn. Efter udstaaet „livsvarig Tugthusstraf" vendte han tilbage til sin Fødeegn, hvor han først døde i 1870. Han huskes endnu af gamle Folk paa Egnen. Før sin Fængsling skal han have været en flittig Kirkegænger, især sikker at træffe i Stenild Kirke straks efter at han havde gjort et af sine heldige Kup.
Rold Skov er den Dag idag som en hel Landsdel. Over en voldsomt formet Grund strækker den sig tilsyneladende uendeligt med sin mærkelige Bevoksning, hovedsageligt af Bøge, der snart løfter sig til ranke Kæmper, snart er krogede af Stormene og paa de største Højder er bleven til lave, hærgede Krat. Endnu i det 18. Aarhundrede takseredes Skoven til 24000 Svins Olden, og helt fra Har-syssel og Ommersyssel drev man Svin hertil. Det er en gammel „Sejj“, at i Rold var deres Hyrdekald bedre end deres Præstekald. Hvilken af de to pastor es, der har haft det morsomst, bortset fra Indtægterne, er det vanskeligt at dømme om. Man kunde have forestillet sig et Samarbejde mellem dem, formet saaledes at Menneskehyrden havde drevet alle Stedets onde Aander, Bittefanden iberegnet, ind i Svineflokken. Den maa da have kunnet aflaste en hel Del.
Af Roids 16000 Tdr. Land Skov er nu 4000 under Staten; af Resten hører Størstedelen under Lindenborg, Nørrelund og Villestrup. Den er ikke som Himmerlands østligste Skove en Lavlandsbevoksning, hovedsagelig bestaaende af El, Ask, Røn og Birk, men ældgammel udpræget Bøgeskov paa vældigt bakket Terræn, efterhaanden iblandet indplantet Naaleskov. Kommer man herigennem ad Jærnvejen, dominerer Granerne i nogen Grad; som Gardister staar de Vagt langs Skinnerne som for at holde den gemene Hob af Løvtræer tilbage, stramme i deres ensartede Uniform som til en Parade. Man fristes ikke til at stige af her, tiltrods for at det er en af de mest velrøgtede Granplantager i Landet. Da det er denne Bogs Opgave at skildre Jyllands Natur, ikke dens Unatur, maa man tilgive mig, at jeg ikke omtaler Skovens Naaletræsplantninger. Stedets Skovrider er Skyld i, at denne ejendommelige Skov stedvis har bevaret sin Karakter af Urskov til denne Dag. Han fører mig ud til „Troldeskoven", en ca. 250 Aar gammel Bøgebevoksning i Skovens vestlige Del, hvor der er gennemført en total Fredning af disse gamle Træer, hvis Ved kun vilde kunne anvendes til Brændsel. Blandt andet udrydder han Graner og andre fremmede, selvsaaede Vækster, som vilde kunne ødelægge Stedets Præg og kvæle Bøgene.
I den vestlige Del af den ældste Bøgeskov finder vi frem til nogle gamle Vejspor, udentvivl Oldtidsveje, der ofte gaar som to, tre parallelt løbende Kløfter gennem Skovbunden og med halvtredjehundredaarige Bøge groende tværs over deres Skrænter og Bund. Stedet kaldes Lerhulen, og et nærliggende Skovløberhus har faaet sit Navn efter de gamle Veje, „Lerhulehus". Saavel Hulvejene som de Oldtidshøje, hvis Rækker følger dem, er nu fredede. Omkring de gamle Bøgestammer gror i Skovbunden den lille sjældne Kambregne, en fin og yndig Vækst paa 6-8 Tommers Højde, hvis bleggrønne, sarte Farve staar klar og lysende mod de mørke, mosgroede Stammer. Skoven rummer andre sjældne Planter i sine Tykninger, saaledes den røde Skovlilje og den pragtfulde Fruersko, en Orkidé, som her paa et lille begrænset og indhegnet Sted har sit eneste Voksested i Landet.
Ogsaa et rigt og mærkeligt Dyreliv huser denne Skov, saaledes baade Kronvildt og en stor Mængde Raavildt. Ikke mindre interessant er Fuglefaunaen; enkelte omstrejfende Ørne ses her af og til, og af ynglende Rovfugle findes her Ugler, Musvaage, Falke og forskellige Smaahøge. Et enkelt Ravnepar vides med Sikkerhed at ruge her, maaske findes der flere.
Mange Steder finder man blandt Bøgene Eksempler paa de under Sjælland omtalte „Hultræer", hvis Stamme har delt sig og atter er sammenvokset, saa den danner et ovalt Hul. Almuens Overtro gav sig her samme Udslag som andre Steder i Landet, idet man trak syge eller forgjorte Børn igennem deres Aabning for at befri dem for Sygdommen eller Trolddommen. Skovrideren fortæller, at i visse skovløse Egne heroppe var det Skik, at Jordemødrene medbragte sammenvoksede Grene, som en Slags Miniatur-Hultræer, der anvendtes med samme Formaal. I andre Egne af Landet findes forskellige Varianter af denne Kur, f. Eks. denne, at man trak Barnet gennem en hullet Græstørv, der var hentet paa en Grav.
Istiden har sat sine Spor herinde i Jordsmonnet bl. a. ved en Mængde smaa Jordfaldshuller, et Fænomen, som ved sin Uforklarlighed har været medvirkende til at forlene den gamle Skov med et uhyggeligt Præg i Almuens Øjne. De største Huller er kun ca. 50 m i Diameter, og det Par Stykker jeg saa var endnu mindre, men meget dybe og smukt tragtformede. Bevoksningen af tæt Underskov paa deres Sider og Bund fremhæver den sære Uhyggestemning, der hviler over dem.
Vest for Troldeskoven gaar Landevejen mod Nord mellem to Rækker gamle, monumentale Popler, som danner en herlig Ramme om Udsigten tværs over Dalen til den smukke Gravlev Kirke. Alléen kaldes „De gyldne Porte“, og Navnet har den faaet af de lyse Foraarsfarver og gyldne Efteraarstoner over Poplernes Løv. Men snart vil den berømte Allé synke i Grus, de gamle Kæmper er ramt ind til Marven af en faldende Syge. Den skyldes voldsomme Angreb af Rødormen — Sommerfuglelarven cossus ligniperda — et Asen, der naar en Længde paa 4—5 Tommer og som ved sin Graadighed fuldstændig gennemhuller Træernes Ved.
Udenfor et af de tætteste og mørkeste Steder i Nordvestsiden af den store Rold Skov har Lille Blaakilde sit Udspring. Ved sin Ejendommelighed og Skønhed er det et af de mest betagende Steder i denne eventyrlige Skovs Nærhed. Indtrykket af Skønhed stiger næsten for hvert Skridt, man paa sin Vej nedad
Skrænten nærmer sig Stedet, hvor Kilden springer. Man strider sig gennem et sammenfiltret Virvar af Roser, Slaaen, Tjørn, Enebær, Vrietorn og alle mulige Urter, Spiræa, mandshøje Nælder, Knopurt, gul Snerre og Røllike, et vidunderligt Urskovskrat, hvor intet Menneske nogen Sinde synes at færdes.
Pludselig staar man i en Lysning lige overfor Kilden, der vælder op af den rene Kalkbund. Kalken, som stedvis udenfor Kilden naar helt op til Skræntens Overflade, hvirvles som hvide Fnug rundt af Strømmen nede i det dybe fuldstændig klare Bækken. Det er som et Bud helt nede fra Jordens Indvolde, Sagn om Danmarks første Tider, der haandgribeligt bringes frem i Lyset.
En mere yndefuld Virksomhed af Naturkræfterne findes ikke i vort Land. Den lille rene, runde Skaal med det iskolde, perlende Væld midt mellem de krat-og blomsterklædte Skrænter — et vidunderligere Billede af Renhed og Enfold kan ikke tænkes. Som Kilden ligger dér med sin dybe, kalkhvide Bund, kranset af de blomstrende, hvide Vandranunkler, den sorte Mynte og Bjørnekloen med de mægtige Blade som en Vagt om Kildens levende Helligdom, saaledes ligner den et smykket Bæger, til hvilket Guder kunde komme i Ensomheden for at drikke sig evig Ungdom til. Er det underligt, at Kilden blev hellig og undergørende i vore Forfædres Tro, de, hvis Sind var saa modtageligt for de fineste Nuancer i den Natur, hvori de færdedes.
Lille Blaakilde er næstefter sin store Navne, den rigtige Blaakilde, Danmarks største Kildevæld. Der er, som Navnene røber, et Spring i Størrelsen. Den store Blaakilde, som ligger paa Villestrup Gods paa de aabne, delvis dyrkede Marker Sydøst for Skovene nær Madum Sø, præsterer ikke mindre 200,000 Tdr. Vand i Døgnet. Sammenlignelsesvis synes den lille som et Spædbarn, der væder en Ble. Ogsaa af Ydre og Kaar er de faldet forskelligt ud, selv om Oprindelsen er ensartet. Fælles har de et højst ejendommeligt Planteliv, betinget af den overordentlig lave Temperatur i deres Vand, der selv ved Sommertid kun naar en Højde paa+ 7 Gr. Blandt den lavere Flora i deres Væld skal findes Planter af helt arktisk Præg.
Mens den lille Kilde kun spænder over 3—4 Meter i Tværmaai, har det krater-agtige Hul, som den store Blaakilde vælter op igennem, en Diameter paa tolv Meter, og Tragtens 5—6 m dybe Bundflade er omtrent 4 m i Tværmaai. Landskabet omkring den er en aaben Slette nær Skoven, en Blanding af Mark, Eng og Mose af et trist og øde Præg. Men Kilden selv er et Mirakel at skue, vi har ikke her i Landet nogen besynderligere Plet. Det er ikke Dimensionerne alene, der forbløffer, ikke dette, at der her lige op af Jordens Skød vælter Vandmasser i en lodretgaaende Strøm som store, halvkugleformede Toppe, blanke Globusflader op mod Luften, og hvorfra den fuldfærdige Villestrup Aa skrider ud i Dagen, frisk fra Fad, og gaar sin Gang gennem Engene, 2 Meter dyb og 4 Meter fra Bred til Bred. — Det mærkeligste er dens Farver!
Kalkbunden, hvorfra Pudderet damper til Vejrs med den malende Strøm, er ikke hvid; den har en blaagrøn, fosforlysende Glans, et mystisk, transparent Skær — en iskold Ædelsten for en Rude ind til selve det gloende Helvede. Det er en Farvekulde som den, der kan slaa ud fra et Afgrundsdyb i Revnen i et Isfjeld. En Tone saa intens, at den næsten virker som en fysisk Vold paa Synsnerven.
Jeg har set denne Djævlekilde en Gang, da en Solnedgangsstund kastede sin Brand over Egnen. Dens Vandflade lod haant om alle de glødende Farver; midt imellem disse lyste den med sin egen haarde Klang, fremmed som en skærende vild Dissonans i en blød, dyb Harmoni. Mellem de rødmende Skove og Enernes Farvebaal over Sletten, de sortbrune Tørveskruer og det røde Kvæg lyste Græsset om dens cirkelrunde Bred som en Indfatning af grøn Ild; under denne en Ring i Vandet af rustsorte og kandisrøde, udgaaede Plantedele — men indenfor alt dette det fosforlysende, hvidblaa Væld. Det var som et Dødmandsøje, hvori der spøgede en Afglans af et mystisk Liv, der stirrede En i Møde fra den anden Side af Graven, de Dødes Kyst.
I Virkeligheden unddrager denne Kilde sig enhver Billedfremstilling. Man kan lige saa godt forsøge at fotografere en af de ni Muser.
Den nærliggende Madum Sø er landsskabelig af ringe Virkning, naar man ser den inde fra Skoven. Men fra Heden langs Søens Østside saa jeg den engang ved Aftenstide; Solen gik ned bag de vestlige Skove, bag Søen og den øde Hede, hvor enkelte selvsaaede Træer og Buske, der rager op over Lyngen og over Søens Siv, dannede sorte Silhouetter mod Vandet og den glødende Aftenhimmel. Til den modsatte Side, hvor den mørke Jordskygge allerede begyndte at hæve sin Bue over Horisonten, tronede Thorup Kirke frit paa sin høje Banke, glødende som mat Guld mod den dybviolette Luft. Jeg kom til at tænke paa, hvilket lille Glansbillede Furesøen er, sammenlignet med dette vilde, oprindelige Landskab — som vel aldrig nogensinde faar sin Digter.
Nordligere gaar denne Strækning over i den prægtige Ravhede, gammelt: Raulf Hede, der ligesom den endnu nordligere Strækning, som kaldes Fræer Purker, hører til de ejendommeligste Hedearealer i vort Land. Den sidste er en Blanding af Lynghede og sumpet Mose, bevokset med Enebær, Bævreasp, Birkeris og spredte Skovfyr — et dansk Urtidslandskab af høj Rang. I de senere Aar er en Del af dette Terræn beplantet med Naaletræer, men der er dog en saa stor Strækning levnet, henimod 400 Tdr. Land, at man endnu faar et fuldtro Billede af hvordan dette mærkelige Stykke Natur har artet sig, før Mennesker greb ind. Saadan omtrent maa Landet have set ud nogle faa Hundrede Aar efter at Bræen havde forladt det.
Fortsætter man herfra mod Nordvest ad Vejen over Skørping, har man kun en Bid Vej til Roldskovenes nordligste Udløber, den mærkelige lille Skindbjerg-lund, der ligger tæt ned mod Lindenborg Aadalen. Paa sin Vis virker den i sin Helhed ejendommeligere end den store Roldskov, fordi den som Modsætning til denne gamle Bøgeskov for Størstedelen bestaar af Eg. Den virker den Dag idag helt og holdent som en middelalderlig Naturskov. De vældige Træer, undertiden styrtede af Ælde og med pragtfulde Brud i de splintrede Stubbe, har en straalende Underskov, og mellem de stolte Ege gror et af vore ældste, nationale Træer, Bævreaspen, der her naar en Størrelse og Pragt, som jeg ingensinde har set Mage til. Den kappes undertiden i Højde med de anseligste, slanke Egekæmper. Hvor langt mere ejendommelig og rig er ikke denne Skov end den berømte Egeskov ved Hald, ved sin Stemning sine Træers fine Vækst og overdaadige Frodighed. Det er en Fortidsverden af stor og mærkeligt gribende Stemning, der næppe har noget Sidestykke i Danmark.
Naar man tager Vejen fra Skørping Stationsby mod Vest over det store Højdedrag, som langsomt hæver sig, til det en god Kilometer paa den anden Side af
Rebild kulminerer med sine 100 Meters Højder, bliver det iøjnefaldende, at de berømte Rebild Bakker slet ikke er Bakker, men Plateauets Grænserygge mod den store Istids-Floddal i Vest og mellem de dybe Skaar ned til denne, som er dannet af dens østlige Bifloder.
Efterhaanden som man nærmer sig den øverste Ryg, der løfter sig bar og haard mod Vesthimlen, stiger den Følelse i En, at nu vil der ske noget, man staar foran en afgørende Ting. Og den kommer i samme Øjeblik, som man faar Hovedet op over Højdedragets Rand. Dér ligger det vidunderlige Landskab som med ét Slag udbredt for Øjet, hele det pragtfulde, dystre Dalsystem med Vejen slyngende sig som en fin, støvgraa Stribe dybt nede paa Slugtens Bund. Indtrykket er overvældende. Stedet er udpræget jydsk. Her har jeg faaet et af de sikreste Indtryk af mit Hjemlands særegne Natur; en lille Plet er det, som endnu er sparet, og som intet Sidestykke har i Landet udenfor den jydske Halvø, med et Præg af Tynge og Barskhed, ja næsten Uhygge, men tillige af noget vemodigt, yndefuldt og blidt — Egenskaber, som disse Egne af vort Land er ene om at forene, og som næppe findes udenfor Danmarks Grænser.
Fra hvor Vejen gaar dybest ned gennem den store Kløft, stred jeg mig op over Nordsidens stejle Lyngskrænt. Enebær, Bævreasp og smaa Bøgepurr kravler tappert op ad næsten ufarbare Stejlskrænter, lave og ydmyge mod Vest, men høj-nende sig mod Øst eller i de smaa Fordybninger, hvor de finder Læ. Jo højere jeg stiger, jo prægtigere bliver Udsigten. Over en af de smukkeste Kløfter kommer jeg op paa Plateauets Rand. Herfra er Synet mod Syd over til Bankerne i den berømte Nationalpark aldeles pragtfuldt. Smukkere Terræn med en ejendommeligere Bevoksning kender jeg næppe. Naturen har artet sig paa overdaadig Vis over disse vældige, puklede Bankers fattige Jorder, hvor foruden Lyngen, Enebærrisene og andre lave Vækster baade Egepurr, Bævreasp, Birk og Smaabøge pryder den mørke Bund, hvor de hvert Foraar og Efteraar med deres levende Grønt faar Jordsmonnets Farver til at kulminere, og hvor deres Former ligesom Skumsprøjt fra vældige Braadsøer svinger sig forrevent ud fra de skarpe Bakkekamme. Ingen af disse Vækster vilde kunne undværes i dette Landskab, dets prægtige Helhedsindtryk beror paa, at ogsaa de er her.
Det er iøjnefaldende, hvor som helst man ser Stedet fra, men især naar man færdes paa Bankerne og mellem Kløfterne paa Vejens Sydside, at hele dette Terræn er en Del af det oprindelige Skovareal omkring Rold. Kortet viser, hvorledes dette endnu omspænder Stedet tæt paa tre af dets Sider. Baade Bøgene og Aspene er Rester af ødelagt Skov, hvor Lyngen er vandret ind •— ikke omvendt. Her findes ikke oprindelig, ren Lynghede. Om dette er Landets mest fremragende Botanikere enige.
Godt, at noget af dette er bleven fredet i Tide! siger man uvilkaarlig til sig selv. Nu kan man da være tryg for, at i alt Fald den Del af Arealet, som danner Rebild Nationalpark, og som er et af de ejendommeligste Stykker Danmark, vi har tilbage, faar Lov til at henligge i Naturtilstand!
Ja — kan man nu ogsaa være saa tryg? Vistnok ikke helt. I den senere Tid er der hændt det mærkelige, at der fra dansk-amerikansk Side har hævet sig Røster, som kræver, at Bøgen og Bævreaspen skal bekæmpes paa Stedet!
Dansk-Amerikaneren er vor gamle Moder Danmarks Hjertebarn, hun elsker ham for hans Trofastheds Skyld, og fordi han bestandig vender tilbage fra det
Et „ Hultræ “ i Rold Skov.
Egeskoven Skindbjerglund. I Underskoven Ørnebregner og Stubbe af styrtede Ege. Til venstre bag Egene to Bævreaspe.
Udsigt fra Dr. Max Henius’ Ejendom mod Syd til Rebild Nationalpark.
Blaakildes Udspring nær Rold Skov. Den bliver straks til Lindenborg Aa, som ses i Baggrunden.
fjerne og lister sig til at berøre hendes Kjolesøm, som han saa nødigt har sluppet. Alle vi andre, som er blevet i Huset hos hende, deler hendes Syn, og vi forstaar, at hendes Øjne dugges, naar hans Navn nævnes. Hun under ham ogsaa gerne et Stykke Legetøj, naar han vender hjem til hende. Men nu har han i sin lange Udlændighed og i sin Naivetet til Dels glemt hendes Ejendommeligheder og Særheder. Selv har hun endnu nogen Respekt for sit Ydre og sit gammeldags Klædebon, hvis Finesser nemt glemmes i det fremmede. Og naar Drengen i misforstaaet Iver begynder at fingre ved de ældgamle Prydelser paa hendes Kjole med moderne Patent-Pudsemidler, saa maa hun vel have Lov til at korse sig.
The Rebild National Park Board har besluttet, at Bøg og Asp skal lægges for Had i Rebild, det hele skal være Lyng — fordi det oprindelig er et „Hedelandskab" ! — Jamen i Gavebrevet fra Dansk-Amerikanerne i 1912 og senere i Deklarationen af 1930 staar der ordret, at „Parken for stedse skal henligge i Naturtilstand". Dette kan da ikke fortolkes derhen, at man nu skal hugge løs paa Bøg og Bævreasp, der henholdsvis er 4000 og 10,000 Aar gamle paa Stedet.
Det er slet ikke nemt at følge de førende Dansk-Amerikaneres skiftende Ønsker. Jeg ser i Jeppe Aakjærs: Fra Agermuld og Hedesand, at disse Herrers oprindelige Plan i al sin Originalitet gik ud paa at tilplante et Stykke Lynghede med Naaletræer, at lave en Amerika-Plantage, at det kostede megen Kamp at faa Sagen drejet i Retning af Fredning, og at dette navnlig lykkedes, fordi der blandt de mange Dansk-Amerikanere var Folk, som ikke vilde være med til en saa unaturlig Handling. Det var Hjelm Hede, som den Gang var truet, og i 1910 førtes en heftig Pressekamp om Sagen.
Men skal det endelige Resultat, den nuværende lykkelige Fredning af Rebild, nu atter glide ind i nye Faser, takket være Ukyndigheden hos de faa styrende? Rebild vilde da nemt kunne blive et mærkeligt Præcedens for dansk Naturfredning i det hele derved, at man først fredlyser, mens ikke et Øje er tørt af Rørelse, derefter voldtager efter ukyndiges personlige Smag: Første førende Herre vil plante Graner, anden synes ikke om Bøgepurr, tredie Herre er en personlig Uven af Bævreasp. Der mangler saa blot en Komité, som ikke kan lide Lyng. Man kan da maaske enes om at pløje og tromle Bakkerne, saa de kan faa deres allerop-rindeligste Form tilbage. Saa er Fredningen da endelig komplet og alt roligt i Rebild.
Taabeligt kan det være at ødelægge et Hedelandskab med Naaletræsbeplant-ning, i al Fald naar dette ingen som helst økonomisk Fordel giver. Men paa den anden Side: hvor er vi henne, naar vi laver et kunstigt Hedelandskab, hvor et ægte aldrig har været! Naturen i Rebild vokser og lever paa sin egen, naturlige Vis, og man maa være meget nænsom, naar man røgter den. At holde Bøgene og Aspene nede paa deres nuværende Stade, saa de ikke formerer sig, at rense de vigtigste Lyngflader for de mange smaa Bævreasp og Graner — og især Birke — der dukker frem dér, efterat stort Vildt og løsgaaende Kreaturer ikke længere besørger dette, alt det hører ind under simpel, daglig Administration, og det bliver udført i Stilhed, vel at mærke, naar Pengene dertil kan skaffes og Bevillingerne strækker til. Men de, der gør det, gaar ikke godvilligt med til at sminke og permanentbølge en Natur, som i Tusinder af Aar har kunnet skøtte sig selv.
Som Arealet nu henligger, er det af en herlig landskabelig Virkning. Men det samme gælder for øvrigt i endnu højere Grad om de 80 Tdr. Land, som Staten
for et Par Aar siden købte af Lindenborg, og som modsætningsvis ligger udenfor Alfarvej og endnu ikke er ramt af de Smaaforbandelser, der her til Lands synes at skulle følge i al Frednings Spor — i Nationalparken i Form af Nedtrampning af de bedste af Bakkerne.
Den uheldigste Plet man kan opholde sig paa i hele Terrænet, er den Bakketop, som danner dettes højeste Sted. For det første overskuer man herfra saa godt som hele Arealet og ser, hvor lidet dette i Virkeligheden er, og desuden opdager man altfor nemt dets stedvise Indramning af grimme Granplantager. Men dette er ikke det værste: Bakken er et typisk Eksempel paa, hvad en Festplads er for en Ulykke paa et saadant Sted, hvor Naturens Uberørthed skulde være en given Sag. Bakken er saa forslidt og nedtrampet, at den minder om en plyndret Kransekage, hvor der kun mangler det amerikanske og det danske Flag paa hver sin Stang, paa skraa ud fra Toppen, for at den helt kunde illudere som saadan.
Dette Sted i Forbindelse med Restaurationsbygningen, Iskageboderne og Arrangementet med Top-Karens Hus virker lige saa skæmmende som Arrangementerne paa Himmelbjerget.
Men gaar man langs Kløftens Rand bort fra Restauranten enten mod Nord eller Syd, da faar man Udsigter over de vildeste, ensomste og skønneste af disse Kløfter. Her er man fri for alle Spor af trampende Fødder, for tømte Iskagekopper, Madpapir og alt det, der kendetegner „Publikums uhindrede Adgang". Her ligger hele det skønne, uberørte Panorama for éns Blik med dets dybe, sorte Dale og Aasenes skarpe Rygge, hævende og sænkende sig bag hinanden i mægtige Folder. Her er man ene med Naturen.
Og her kæmper og trives paa hjemmevant Vis hele den ældgamle, vejrhærgede Bevoksning af Bøgepurr, Bævreasp, Egeris og Birk, Enebær og Hybenrose. Tyttebær, Sortbær og Blaabær spætter den brune Lyng, og Gyvel og Pors, Blaa-klokke, Høgeurt og Krageklo spreder deres straalende Farver over de aabne Steder mellem Krattene. Her færdes man i et Landskab, der kan have set saadan ud omtrent saa længe, som der har levet Mennesker i Landet. Og saadan bør det bestandig henligge. Ikke mindst fordi dette var vore gode amerikanske Lands-mænds Hensigt, da de første Gang lagde deres Haand paa Stedet.
Fra Skjørping Stationsby, hvor man bor udmærket centralt for Ture gennem Øst-Himmerland, tager jeg en Dag Vejen over Fræer Purker og videre over Bæ-lum og Solbjerg til Hurup. Maalet er den lille Vildmose, men selve Vejen dertil fører gennem et herligt bakket og aabent Landskab, kun brudt af større Skove ved Solbjerg: Fredenslund, Tved Skov og Sønderskov. Jeg passerer gennem Himmerlands frugtbareste Strækninger „Kirsebæregnen", hvor Frugthaver og Frugtplantager indrammer de rige Landsbyer.
Fra S. Hurup tager jeg Vejen mod Nord langs Kysten. —- En fuldstændig jævn Slette, som et mørkt Hav, viser sig foran mig, da jeg naar de lave Bakker ved Sellegaarde, hvor jeg faar fri Udsigt mod Nord. Man kunde tro, at det var hele Vildmosen, som allerede her ligger udbredt for Øjet; men en god halv Mils Vej nordude ser jeg Fladen begrænset af skovklædte Højder og véd, at dette er den saakaldte Tofthalvø, en forhenværende Ø i det Indhav, hvor senere Mosen dannedes. Først Vest og Nordvest for denne begynder den egentlige store Moseflade at dukke frem af Disen.
Vejen svinger mod Nordvest ud over Lavningerne, hvor spredt Bevoksning af Buske og Smaakrat begynder at plette Fladen, Udløbere fra selve Toftskoven. Snart begynder Stedets Dyreliv at vise sine Blænkere ude paa Sletten: paa en Lysning langt borte ser jeg i Kikkerten en stor Rudel græssende Kronvildt. De store Dyr virker majestætisk og mærkeligt — og først og fremmest virker de her som Vildt. Vi naar dem med Vognen ikke nærmere end paa 1 Kilometers Hold, før de bliver urolige; alle Hoveder er rejst, de vejrer, og alle de store Ører er vendt som Tragter imod os. I næste Nu rejser hele Flokken; i lange, sejge Spring sætter Dyrene over Lysningen og forsvinder bag det nærmeste Skovbryn.
Jeg naar ind i den ældste, sydvestlige Del af Toftskoven, en gammel, tæt Bøgeskov med for det meste ret tarvelige Træer; men den rummer en god Del mere Skønhed end de fleste velfriserede Skove af samme Art. Og dens Mystik øges ved at den huser nogle Gæster, der er lige saa fornemme som sjældne i Landet. Det er ingen ringere end den sorte Stork og Vildsvinet.
Den sorte Stork er vel nok den fornemste af de to. Foruden en enkelt Familie i Rold Skov er dette det eneste Par, der ruger i Landet. Selv har jeg kun set den sjældne Fugl en eneste Gang, en Sommerdag i 1919, da jeg observerede én vadende paa Lavvandet i Besserfjord paa Samsø.
— Jeg tør roligt sige, at jeg sjældent med mere Spænding har ventet paa nogen Oplevelse under denne Rejse end Mødet med Vildsvinene i Toftskoven. Men længe spejdede jeg forgæves gennem Tykningen efter et Glimt af dette hartad forhistoriske Vilddyr — ingen viste sig nogetsteds trods al min Søgen. Uden Held naaede jeg gennem Skoven til det Sted, som kaldes Toft, og hvor nu den sidste af de tre Bøndergaarde ligger, som her dannede en lille Landsby. Men her, minsandten, viste sig endelig det, som jeg forgæves havde spejdet efter inde i Tykningen — selve „die Finsterniss im Walde“ materialiserede sig lige foran mig paa Engen — Vildsvinet. En gammel So med to Grise efter sig kom traskende ganske roligt fra Skoven ud over Lysningen. Som den selvfølgeligste Ting af Verden skred den frem imod mig, rodende med sin lange, sorte Tryne i Grønsværen. Her gik den paa sin egen tilforladelige Maade og var Vildsvin, lige foran mig! Men dens ene vagtsomme Øje fulgte mig bestandigt, mens det andet passede Grisene, der som Modsætning til den gamle ikke gav fjærneste Agt paa mig. De var endnu ganske smaa og stribede som Hyæner.
I Farven virker Dyret næsten sort, som et dybbrunt Muldskud mod det solbelyste Græs. Det har saa godt som ingen Lighed med det dorske, vanartede Tamsvin. Det er et elegant Vilddyr, fuldkommen i sin Art, lynsnart i sine Bevægelser. Et Smæld med et Bagben op under Bugen for at fælde en Flue sker usynligt i sin Hurtighed; en hel Omdrejning om sin egen Højdeakse foretager den paa en Halvtredsindstyvendedel Sekund. Den er i høj Grad formaalstjenligt bygget; højrygget, saa den ser ud til at kunne stinde sig godt under et Anfald, med stærke Ben, smidige som paa en Dansemester, den svære Forkrop som en Rambuk, Trynen umaadelig lang, fortrinlig baade til Rodning og Angreb -— en næsten krokodilleagtig Snabel. Et fremragende Fjæs med poliske Øjne; den ser ud, som om den lige har sagt en god Brander, men den griner ikke af den selv, det overlader den til den elendige Tilhører. De smaa, faste Ører er i rastløs Bevægelse. Det er det uroligste Dyr, jeg har set, vild fra Tryne til Halespids. Den overvejer kort og handler som et Lyn, pludseligt, impulsivt. En ren Satan maa den være som Modstander. Jeg tænker paa Middelalderens Jagter, hvor Manden tog imod den med sit Spyd.
Ornen er endnu pragtfuldere end Soen. Den er et fuldkomment Fabeldyr, overdrevent i enhver Henseende. Dens sorte Rygbørster virker som Kammen paa en Drage, dens Tryne er en knudret, snabelformet Tingest, hvor Overlæben paa Midten er skudt op i en Bue af de vældige Hugtænder. -— Soen, som var sammen med den, havde 4 Grise, men de var allerede saa gamle, at Striberne var borte, og saa sky, at jeg ikke kom dem nærmere end paa 100 Meters Hold.
Den gamle Stamme af danske Vildsvin er forlængst udryddet i Landet. End-ogsaa de faa „Vildbasser", som fandtes her til op imod Aar 1800, maa vistnok anses for Efterkommere af Dyr, som er indført af Jagtkongerne. Den nuværende Bestand i Toft er indplantet af Grev Schimmelmann, som for en halv Snes Aar siden indforskrev 3 Stykker fra Hagenbeck og 6 fra Schlesien. De sattes i en Indhegning paa 10 Tdr. Land, hvor deres Antal i Løbet af 6—7 Aar kun steg til en Snes Stykker. Men efter at de i 1928—29 er bleven sluppet ud paa de ca. 6000 Tdr. Land, hvor Kronvildtet er indhegnet, er der kommen Fart i Forplantningen. Bestanden er nu steget til et Antal paa ca. halvandet Hundrede, plus en halv Snes Orner, som er bleven skudt.
Naar undtages Godset Ravnholt paa Fyen, hvor der findes en noget mindre Bestand, er Toftskoven det eneste Sted i Landet, hvor man træffer dem.
I Sommeren 1932 brød en gammel Orne ud af Indhegningen, stak tilsøs i Kattegat og satte Kurs mod Sverige. Et Par Fiskere hastede efter den i en Jolle, men indhentede den først efter to Timers skrap Roning. Man fik slynget et Reb om den og surrede den til Baadsiden. Efter de to Timers Roning var Mændene trætte og udasede, men Ornen bare rasende. Den maatte surres omkring Trynen, inden den blev sat paa Land; 4 Mand kunde knapt holde den, og den blev hejset op i en Hegnspæl, inden man kunde tage „Mundkurven" af den og slippe den løs.
— Hvad Hjortebestanden angaar, da findes her ca. 1000 Stykker staaende indenfor Indhegningen. Jeg saa paa Stedet to Rudeler; den ene, som var lutter Hjorte, var paa 16 Stykker; den anden var blandet og paa ca. 35 Stykker. Der er engang talt 150 Hjorte samlet i én Rudel.
Her findes desuden en Mængde Raavildt. Og mellem April og August 1932 er der i Distriktet skudt ikke mindre end 50 Ræve.
Ved Jagtpavillonen paa Tofthalvøens Nordside hæver Terrænet sig til 26 Meters Højde og falder med en brat Skrænt ned mod de lave, vide Moseflader. Paa Skrænten løfter sig en Bøgeskov med stolte, høje Stammer og brede Kroner, en pompøs Afslutning paa Skovlandskabet ud mod den milevide, ørkenagtige Slette. Besynderligere Modsætninger saa nær hinanden kan næppe tænkes end hele Tofthalvøen med dens gamle danske Skov, med Kronvildtet og Vildsvinene som den naturlige Staffage, dette udpræget heroiske Landskab — og umiddelbart opad dette den jævne, nordjydske Lyngmose, milevid og øde, indrammet af de gamle nøgne Klinter og Muldbjergenes Sandflugtsdynger.
I samme Øjeblik, som jeg drager herfra ad Vejen langs Stranden mod Nord, er jeg ude paa den smalle Sandstribe med det vide Lynghav til den ene Side og det brusende Kattegat til den anden. 6—7 Kilometer forude ser jeg Muldbjergenes Kæmperygge, den gamle Ø, der hæver sig mellem de to Flader, Mosen og Havet. Kun enkelte Boliger, smaa og gammeldags, ligger hist og her langs Vejen paa den sandede Grund med en Smule Ager omkring, alt uhyre fattigt og øde. Langt ude i Nordvest ser jeg Lille Vildmosegaard flydende paa Lynghavet, ensom som Noahs Ark paa Vandene. Jo længere jeg kommer mod Nord, jo højere løfter Muldbjergene deres bastante Former over Sletten. Snart naar jeg deres sydlige Udløbere, hvor den lille Landsby Dokkedal ligger tæt opad Bjergenes Vestside. Bakkekuplerne, der synes slængt hulter til bulter mellem hinanden, gennemfures af zigzagformede Kløfter, gamle Smeltevandsrender, hvorigennem Vandløbene under Istiden har banet sig Vej fra Bræen mod Vest og er faldet ud i den gamle Havbugt, som før indtog Mosens Plads.
Endelig naar jeg gennem det lave Krat af Eg, Asp og Ener, som klæder Højderne, op paa Bakkernes højeste Punkt.
Hvilket Syn! Det er begyndt at smaaregne, og en opalfarvet Himmel trækker sit lyse Slør over Land og Hav. Bakketoppene er 50 Meter over Havet og saa nær dette, at Kystens bølgende Linje synes at svinge sig lige ind under Skræntens Fod. Udsigten er saa mærkelig og skøn, at man blændes af den, desorienteres af de to Fladers Ensartethed. I Øst de bølgende, vandrende Masser med Paalandsvindens lange Bølgeslag, løbende i ét med Himlens Farver milevidt ude — Havets Slette. Til den modsatte Side Mosens Lynghav, som en Mil borte begrænses af den ældgamle Kyst, hvor de gulhvide Klinter ved Kjællingbjerg med deres stejle Brud lyser spøgelsesagtigt gennem Disen som et Fata Morgana. Imellem disse Flader strækker sig fra Nord til Syd Bjergenes takkede Drageryg. Det er det enkleste Landskab, jeg kender. Mellem Havets Blaanen og Mosens brune Fløjelstoner ligger Muldbjergenes Pukler med Græssets klare Smaragdfarver, indfattet i Havets Staal og Lyngens Bronce. Kun Hav, Klint og Mose. Men det er en rungende Dur-Akkord — Blaat, Grønt, Brunt.
Mod Nord og Syd synes Udsigten grænseløs, tiltrods for Regndisen. I klart Vejr ser man herfra Jyllands halve Østkyst, fra Bankerne ved Frederikshavn til Gjerrild Klint paa Djursland, en Strækning paa 15—16 Mil.
Men det er som at staa paa et Maanebjerg og se ud over den døde Klode. Thi intet Tegn paa Liv rører sig indenfor Synsvidde. Havet er uden et Skib, Mosen ligger øde, som forstenet. Kun Forgrundens levende Farver viser, at jeg staar med mine Fødder paa vor gode Moder Jord. Og her er da endelig ogsaa Tegn paa Menneskers Færden, saaledes den uhyrlige Restaurationsbygning, der ligner et kæmpemæssigt Nødtørftshus, og Udsigtstaarnet, som foruden at være hæsligt er helt meningsløst, da Udsigten ikke vinder det mindste ved, at man kommer den halve Snes Alen højere tilvejrs. Men hvordan skal man paa den anden Maade komme saadanne Steder tillivs, som ikke kan dyrkes? Man har taget Lære af Fluerne, der gør paa hvad de ikke kan æde.
Den lille Vildmose er ligesom „den store" oppe i Vendsyssel — der nu efter-haanden ved Dyrkning er bleven mindre end „den lille" -— en Højmose og dannet paa samme Maade. Den var endnu en Havarm under vort Lands ældste Bebyggelse, hvad Oldtidsfund har vist. Efterhaanden som dens Bund hævede sig, dæk-kedes denne paa Grund af den vanskelige Afvanding langsomt af Tørvemos (Sphagnum), af Omegnens Beboere kaldet „Hundekød", der udmærker sig ved sin overordentlig vandsugende Evne. Dette bløde Mostæppe, hvis nederste Del efterhaanden dør bort og danner Tørv, vedbliver at skyde opefter saa højt, som det kan suge Vandet med sig. Paa denne Maade er Mosens Overflade paa Midten, hvor den er højest, bleven hævet 25 Fod over Grundvandstanden og over Havfladen. Den 55 □ Kilometer store Mose danner saaledes en lav Kuppel. De nuværende frugtbare, grønne Oaser, som ligger ude i den vældige Mose, har gennemgaaet en højst besynderlig Udvikling. I Stenalderhavet laa de som ganske lave Øer, indtil Moseterrænet hævede sig over deres Niveau. De blev da forvandlet til Søer — i deres Navne Møllesø, Blegsø, Toftsø og Bittesø bærer de endnu Minder om denne Periode. Omkring Midten af det 18. Aarhundrede begyndte man paa deres Afvanding, og efter at denne med stort Besvær var gennemført, er de siden ved Dyrkning naaet til deres nuværende Udseende. De er da atter paa en Maade bleven til Øer i Mosen, men nu lavere end denne, og de danner tilsammen ca. 700 Tdr. Land.
Det var Grevskabet Lindenborgs daværende Ejer, H. C. Schimmelmann, som i 1767—68 byggede Vildmosegaarden derude paa „Møllesø", en hel Herregaard, som trives midt ude i Mosen. En fuldstændig lige Vej, to Hjulspor paa en Dæmning, der kun hæver sig ganske lidt over den omgivende, farlige Flade, fører tværsover Mosen fra Muldbjergene forbi Gaarden til den modsatte Bred nedenfor Kongstedlund. Naar man har krydset Mosen ad dette Spor, føles det som en Landgang, naar man havner paa Vestsidens Klinter, der endnu bærer Spor af Stenalderhavets Erosioner.
Nede paa den fuldkomment jævne Flade løfter sig mellem Lyngen kun nogle smaabitte, forkrøblede Birke, Bævreaspe og enkelte Pile — Øret Pil, som her kaldes Wirebuske — og Graapil, den sidste ganske lav og risagtig i sin Vækst. Gennem denne ørkenagtige Ensformighed bevæger Vejen sig ligesom mellem to smalle Baand af den mest straalende Farvepragt. Til hver Side gror i Grøfterne eller paa de lave Diger et Væld af vilde Planter, et frodigt Mylder af alskens „Ukrudt", hvis Farver fremhæves voldsomt mod den mørke Lynghede og den sorte Mosebund: Brandbæger, Perikum, hvid og rød Røllike, Agertidsel, Muse-vikke, Kjællingtand, Gaaseurt, Høstborst og hele Legioner af Gederams, som gul Ild og blaa Lyn mod den triste Bund, der kun hist og her brydes af lidt blomstrende Klokkelyng eller af nogle høje, lyse Græsser, hvis fine Straa svajer for Vinden under de lette Regnskyer.
Jo mere jeg nærmer mig Vildmosegaarden, jo skønnere løfter sig Muldbjergenes Kæde derude i Øst. Storslaaet bliver det hele Syn, naar man er naaet „iland11 og har besteget de gamle Klinter ved Kjællingbjerg eller Nørrebjerg, og herfra ser ud over Fladen. Over det tilsyneladende ubrudte, brune Hav rager kun to Øer op, skarpe som Klippeformationer, den nordlige Del af Tofthalvøen med dens Skove og de nøgne Muldbjerge, der ligner en Vulkanrække med sine forrevne, takkede Konturer. Mosen virker herfra som et fuldkomment Øde med en storslaaet Stemning af Uendelighed og Ørken.
En Taarnfalk ser jeg staa og „muse" ude over Fladen, det eneste synlige levende Væsen fjærn og nær.
Ved Landsbyen Smidie opsøgte jeg de gamle Limstenshuler, som endnu paa ganske primitiv Vis benyttes af Egnens Folk. Bevæbnet med en Lygte, som jeg laante i det nærmeste Hus, kravlede jeg rundt i de graa, skumle Gange, der gaar ind i Bakkesiden ved den lille Udflytterby. Koldt, fugtigt og kælderagtigt var der, med den lille Lygteflamme som eneste Lys. Men det hele virker ret elendigt, naar man sammenligner det med de storslaaede Gruber ved Daubjerg, der danner et helt underjordisk, forvirrende Landskab — for ikke at tale om de vældige, nyere Brud ved Mønsted. Men besynderligt er det dog at gaa rundt i disse snævre, lave Muldvarpegange, hvor Bonden har rodet Kalken frem af Jorden paa samme Vis gennem Hundreder af Aar, maaske lige siden han lærte at bruge Kalken som Bindemiddel til sine Boliger.
Egnene heromkring er rige paa Sagn og paa skumle Historier om Troldpak og Spøgeri. Dette synes især at gælde Strækningen mellem Nørre-Kongerslev og Smidie, hvis man skal dømme efter de af Evald Tang Kristensen indsamlede Beretninger. Det vrimler med Troldfolk i „Kjællingbjerg“, hvor store Skatte er opdyngede, og hvor i maanelyse Nætter en gammel Kvinde sidder og spinder paa sin Rok. løvrigt var Hekseri og Spøgelser usædvanlig talrige over det hele Himmerland, Trolde og Nisser vogtede Skattene i dets mange Høje, i Dalene færdedes Helhesten, hvor de hellige Kilder sprang, fra Luften stod Gny af „Knarvog-nens“ og „Wojensjægernes“ natlige Færd. Dræbte Bissekræmmere gik igen ad de øde Veje, og alskens Spøgeri færdedes i de gamle Gaarde.
— Der er meget Sind i Himmerboen, han er i den Henseende en værdig Nabo til Vendelboen. Jeg har hørt Frasagn om hans Lyst til Strid, som viser, at han kan dyrke denne ikke for en Afgørelses Skyld, men for Stridens egen Skyld. Han øger og nærer den for at holde Galden flydende.
Jeg skal berette en enkelt Historie, hvor Kampen drejer sig om Ejendomsretten til en Vejstrimmel paa et Markskel mellem to Nabogaarde. Den stod paa i Aarevis; man processede, til Procuratorerne blev lamme, uden at naa noget Resultat. Ingen af Parterne benyttede Vejstykket. Tilsidst gled Sagen mellem de to Fjender ind i en Tilstand af væbnet Neutralitet, der dækkede over et edderspændt, dumpt Had. Fra begge Sider ventede man paa, at Modparten skulde forløbe sig. Og en skønne Dag hændte det.
En Morgen, da den ene stod udenfor sin Port, saa han pludselig Fjenden komme kørende hen ad Vejen — han sad skinbarligen paa Vognen ved Siden af sin voksne Søn, mens Hestene roligt skred henad Vejen. Og Verden stod endda — Jorden revnede ikke, og der faldt ikke Ild ned fra Himlen. Der skete ingenting! — Ikke andet, end at den eneste Tilskuer til Udaaden gik ud og lagde sig tværsover Vejen foran Hestene i hele sin Længde. Det næste, der hændte, var at hans Avindsmand med et Svirp af Pisken drev de nølende Heste frem, saa de og Vognen og det hele gik hen over den liggende. Hjulene ramte hans Ben og grottede dem ubarmhjærtigt. Dér laa han; den anden kørte videre.
Efter at den tilskadekomne havde tilbragt et Par Maaneder paa Hospitalet, kom der en lynende Retssag ud af det. Dommeren, som havde Sagen i sin Haand, søgte at mægle mellem de to Kombattanter. Han henvendte sig først til den overkørte og foreholdt ham, at han burde prøve paa at leve i Fordragelighed med Naboen, som jo ellers var en brav og skikkelig Mand, og søge at komme til Forlig og Forstaaelse med ham. Dommeren endte med at sige: „Dersom Deres Nabo skulde finde paa en anden Gang at benytte den omstridte Vej, saa vil De dog ikke igen hindre ham i det paa en saa desperat Maade!“ Hvortil Manden svarede: „Naa, det trower Di ett! Jow — dersom den Kjeltring kommer jen Gaang te, saa skal A Fanden fo’ lissaa stell’ legg mæ der igjen!“
Saa henvendte Dommeren sig noget mere forhaabningsfuld til Gærningsman-den, som formentes at være rystet over det kraftige Resultat af Udaaden: „Hør nu — hvad han nu hed — De vilde dog aldrig nogensinde mere finde paa at øve en saa grusom Handling mod Deres Nabo, hvis han, som jo ellers er kendt for at være en god og skikkelig Mand, en anden Gang i Ubesindighed skulde finde paa at lægge sig paa tværs for Dem over Vejen!” •— Hvorefter den tiltalte rejste sig, lagde Næven i Bordet og sagde: „A vil ligh sejj Dem jen Ting, for at der ingen Misforstoeiser skal komm: at hwis den Slog en aaen Gaang legge sæ po min Vej, saa skal A ett nøwes mæ aa kyer øwer hans Fædder — nej, saa skal A Såten knaage mæ kyer ligh twat øwer ham!“
Saa opgav Dommeren at mægle. Sagen gik sin Gang; jeg husker ikke, hvad den endte med. Men Manden, som berettede Historien, sluttede med at sige: „Aa di tow, di war endda kun fra Øst-Himmerland!“
Dette hændte for en halv Snes Aar siden. Da jeg for nyligt berettede Historien for en jydsk Dommer, sagde han til mig, at den vanskeligt kunde gengives mere korrekt, og spurgte mig, hvorfra jeg havde den. Jeg fortalte det, idet jeg udtrykte min Forundring over, at han kendte den. „Det er ikke saa mærkeligt," svarede han, „det er mig, der var Dommeren."
— Det er Efterkommere af de stridbare „Rinds’ Herreds Knaber", mellem hvem Blodhævnen omtrent som i Sagaerne øvedes fra det ene Slægtled til det andet. En ringe Ting gav Anledning til Striden mellem Mændene fra Rold og Rindsherreds-Boerne, der endte med det berømte Slag i Leraa Sig Syd for Aalborg, hvor Kampene stod om en veritabel Vognborg og hvor 3 Mand dræbtes. Dette hændte omkring Midten af det 17. Aarhundrede.
I Skjørping Stationsby traf jeg den gamle Smed Lars Nielsen, en Kæmpe, som nu er 87 Aar, men endnu ser ud til at have tolv Mands Styrke ligesom Bjørnen i Folkevisen, og som hvad Sindet angaar udentvivl har været en god Him-merlænding. Jeg vilde tro, at denne elskelige, gamle Mand i sine unge Aar har været „en Smed, der farlig var naar han blev vred". Han laa tilsengs af en grumme Byld, da jeg besøgte ham, og kunde ikke sidde Model. Jeg maatte nøjes med at fotografere ham og hans lige saa statelige Kone, som er 83 Aar og har et pragtfuldt Raceansigt.
Ældgammel Sæd og Skik holdt sig længe mellem denne Befolkning. Saa sent som i 1755 fortæller Sognepræsten i Vive, at Fiskerne paa Mariagerfjord færdedes paa Fjorden i lange Truge, som var udhulede Bøgestammer -— det er jo Stenalderfartøjer!
Et stærkt Indtryk af, hvad Tradition vil sige, fik jeg under mit Besøg hos den gamle Ane Jakobsen, en 83-aarig Gaardmandsenke, som bor i et Hus paa Gravlev Mark nær Skjørping. Hun vilde som næsten alle enligtboende gamle Folk gærne snakke, og mens jeg tegnede hende, fortalte hun vidt og bredt; især fik jeg en udførlig Beskrivelse af det, som har gjort hende berømt mellem Fagfolk viden om — hendes mærkelige Form for Vævning. Hun er den sidste, der husker den ældgamle Baandfremstilling, som hun kalder at linke.
Til dette Arbejde benyttes ingen Væv, kun nogle Traade, som er udspændt omtrent i Albuehøjde mellem et Par faste Punkter, f. Eks. et Par Stolerygge. Traadene slynges paa en særlig Maade ind i hverandre, og efterhaanden skydes de linkede Stykker af Baandet ud mod Traadenes Endepunkter, saaledes at der samtidig fremkommer to fuldstændig ensartede Halvdele, der bliver ligesom et spejlvendt Billede af hinanden, og hvori f. Eks. selv den mindste Fejl gentages med fuldkommen Nøjagtighed.
Man har for faa Aar siden i en Oldtids-Kvindegrav i Borum Æshøj paa Aar-husegnen fundet nøjagtig Mage til denne gamle Kones Linkninger. Det var et Haarnet, som maatte være „linket“, da Fejlene i dets Vævning var nøjagtigt gentaget overfor hinanden, regnet fra Baandets Midte. Graven i Æshøj er fra den ældre Broncealder; dette betyder at denne gamle Ane Jakobsens Vævning maaske er den ældste Form for kvindeligt Haandarbejde, som er bevaret i Landet, og at Traditionen er 3—4000 Aar gammel.
Jeg saa i Østhimmerland adskillige udmærkede og særprægede Ansigter. Det allerbedste fik jeg Øje paa ved et rent Tilfælde, saaledes som det ofte gaar. Jeg kom kørende nordfra mod Skjørping Stationsby, da jeg fra Bilen forude øjnede en Mand, som bevægede sig i samme Retning som Vognen, og hvis Skikkelse straks fangede min Opmærksomhed. Lige da vi passerede ham, saa jeg i et Glimt hans Ansigt, og i samme Øjeblik standsede jeg Vognen. Jeg kom nemt i Samtale med ham. Det var den forhenværende Sogneraadsformand fra Skjørping; jeg fik efter et Øjebliks Forløb Lov til at komme ind i hans Stue og tegne ham.
Dette smukke, udpræget nordiske Raceansigt, et af de stolteste Hoveder, jeg nogensinde har set, maatte jeg desværre tegne under de uheldigste Belysningsforhold og i Løbet af kun en Time. Den gamle havde travlt -— det var Kreaturerne, der ventede —- „aa æ Kyer ska en pass’, ja det ska’ en!“ Han er nu 82 Aar gammel, og først for godt 40 Aar siden købte han sin Gaard og Grund for en ringe Pris, der stod i Forhold til dens Tilstand. Men allerede 20 Aar senere havde han ved et uhyre Slid sammen med sin Kvinde drevet den tarvelige Ejendom op til at være en Mønstergaard. Og da dette Resultat var naaet, overgav han den straks til sin Søn som Arv. De gamle bor nu i et lille Hus i Nærheden.
Jeg spurgte ham om, hvad han nu egentlig følte, da han overgav Resultatet af næsten en Menneskealders Arbejde i Sønnens Hænder, netop som dette Resultat var naaet. Han svarede: „Ja, det var jo sært nok. Men det var da det skjønnest’, der kund’ hænde!“
Og det er jo rigtigt. Arbejdet er i sig selv den største Lykke, og en bedre Løn end den han har faaet for det, findes vel ikke.
Det stærke Slid er næppe gaaet slet saa sporløst hen over hans gamle Kone som over ham. Mange af disse gamle Bønderkvinder maa slæbe altfor meget, de bliver magre og næsten helt misdannede af alt for tidligt og alt for strængt Arbejde, især naar de samtidig faar en Mængde Børn. Men det var altid Bondekvindens almindelige Lod. — Der staar jo, at Arbejdet adler; men der staar udtrykkeligt, at det adler Manden! Et Arbejde af denne Art gør sjældent Kvinden ædlere, ialfald ikke af Ydre. Hun er skabt til Sysler, ikke til kropsligt Slid.
I den nordøstlige Del af Himmerland ligger ikke mindre end fem bemærkelsesværdige Steder omtrent paa Rad fra Øst til Vest. Paa Nordgrænsen af Vildmosen den smukke Birkeskov Høstemarke Skov, Vesten for denne Stenalderbopladsen ved Gudumlund Skovhuse, oprindelig ved Stenalderhavets Kyst, nu flere Kilometer fra Vildmosens Rand. Mod Nordvest fra dette Sted de prægtige Lundby Bakker, historisk bekendt fra den sidste, frygtelige Batalje i 64-Krigen, Syd for Aalborg den berømte Svenstrup Mose, hvor Skipper Clement hin vaade Oktobermorgen i 1534 huggede Adelshæren ned; og endelig helt nordvestligt ude ved Limfjorden det Sted, som landskabeligt bærer Prisen fremfor dem alle, Bankerne ved Sønderholm med den pragtfulde Langdysse Troldkirken.
— Fra Aalborg følger jeg Landevejen mod Syd og Vest ud til Stedet. Det er en sval Sommerdag med Vestenblæst, men blændende Sol mellem Skyernes mørke Buge. Udenfor Gaardenes Læ paa Landevejen er Blæsten strid, og værre bliver den, da jeg gaar bort ad Stien over Markerne mod Nord for at naa det sidste Stykke frem til Dyssen. Jeg har længe set den over de aabne Bakker paa det højeste Knudepunkt i det storladne Landskab. Jo mere man nærmer sig den, des kraftigere bliver Indtrykket af dette Land; og naår man endelig Dyssen, har man herfra en af de vældigste Udsigter over Nordhimmerland i dets mest karakteristiske Form.
I Nord og Vest favner Limfjorden Landet baade nær og fjærn; dens stride Vandflade, som er mørk under Blæstens Pres, indrammer de vindhærgede, brogede Agre over de haarde Bakker. Gjøl- og Nibe-Bredning synes ganske nære fra dette høje Stade. Mellem de faldende Bankers Tavl ses til alle Sider mile-fjærne Landsbyer eller enlige Boliger. Langt mod Nord paa den anden Side af Fjorden blaaner Vendsyssels høje Aase. Vældige Skykroppe haster over Himlen paa Flugt fra Vest mod Øst og med farende Skygger over de gule og grønne Agre, hvor Kornet vælter sig hid og did som et fraadende Hav. Det høje, stride Græs paa Højen om Dyssens Sider svinger vildt for Blæstens Kast. Men øverst mod den blændende, urolige Himmel tegner Dyssens Stenkolosser sig, blinkende i Sort og Hvidt, som skaaret med en Gravstik i en skinnende Metalplade, Menneskeværket, staaende midt imellem Elementerne, fyrretyve Kæmpesten om det vældige Dyssekammer, som en Mur, rejst med Jættekræfter op under de farende Skyer.
Det er en stærk Slægt, som har sat sine Bomærker paa dette Landskab. Den taler til os med store Sten, uden Ord, men med sin egen magtfulde, tunge Gestus.