VED SMAALANDSHAVET
Hurtigt at flyttes fra Reersølandskabet ned til Sjællands sydvestlige Hjørne maa være omtrent som at komme fra det yderste Thule ned til Asgaards Enge. Men her paa disse Sletter gaar Einherjerne ikke rasende løs paa hinanden i raslende Ringbrynjer, men i Skjorteærmer fælder de sindige Bønder med blinkende Staal de frodige Rugstraa, og Galten Gyldenbørstes Efterkommere grynter gladelig i Indelukkerne ved hver Gaard, skønt Prisen paa deres Flæsk stadig stiger til deres eget Fordærv.
Landskabet er gennemgaaende det laveste og fladeste, jeg endnu har mødt paa Sjælland. Men fra dets enkelte Højdepunkter, som synes mægtige i Forhold til det vide Lavland, har man Udsigter, som baade er videre og smukkere end fra de tilsvarende i Slagelse-Landskaberne. Fra Højderne omkring Skelskør har man Udsigt over det skønne Nor, det friske Belt med dets Øer og vidt og bredt over Smaalandshavet. Til disse Udsigter kommer andre Faktorer, saaledes de mærkelige Strandskove langs Vestkysten, Sydkysten med de besynderlige, langstrakte Fed, der sammen med Glænø som en uhyre Barriere skiller de mange Fjorde og Nor fra Havet — endelig og ikke mindst de store Herregaarde, hvis Parker og Skove endnu er bevarede og danner det herligste Supplement til Landets Natur, ja ligefrem er en Fortsættelse af denne.
Den første Overraskelse over disse Egnes Skønhed mødte mig, da jeg kommende nordfra steg op paa den høje „Borgbanke" tæt Vest for Boeslunde Kirke. Banken er tvedelt i en sydlig og en nordlig Højde, af hvilke den første er den mindste, dækket med Sædmarker og bærende en smuk Vejrmølle paa sin Ryg. Den nordre og største har paa sin Østside en Grusgrav som et vældigt, gabende Hul; men fra dettes høje, skarpe Rand er der en mageløs Udsigt over Boeslunde Bys gamle, lave Huse med deres smaa Baghaver, dominerede af den store Kirkes Murstensmasser, der rejser sig mod en Baggrund af milevide Lande — umaade-lige Flader, som synes uendelige og breder sig til alle Sider.
Her ved det højtliggende Boeslunde tog Bisp Absalons sejrrige Kampe mod Venderne deres Begyndelse i det store Slag d. 12. April 1158, da en Mængde af Fjenderne maatte lade Livet, og Resterne af deres Hær reddede sig ved Flugt ned til deres Skibe. „Saaledes indviede han sin Bispe- og Krigergærning med den skønneste Sejr," siger Saxo om denne Begivenhed. Og efter denne første Sejr over de farlige og frygtede Fjender fulgte Bispens trofaste Sjællændere ham fra Kamp til Kamp, indtil Landet endelig helt var renset for disse talløse Røverbander.
Paa Volden om Trelleborg. Udsigt over Dalen med Vaarby Aa. T. h. skimtes en Del af den cirkelrunde Plads.
Tude Aas Udløb gennem Næsby Fed. Høns ved Bredden.
Ved en gammel Gaard i Kirke-Helsinge.
Mellem Reersø Bys gamle Gaarde.
Fra en Sidevej til Hovedgaden gennem Reersø By.
Reersøstuen i Bvens Museum.
Udsigt mod Øst fra „Borgbanken“ ved Boeslunde.
Borreby, set mod Sydvest fra Parken.
Det er ikke usandsynligt, at denne isolerede Højde, hvorfra man overskuer hele Egnen, har dannet et vigtigt strategisk Punkt for Danskerne under denne Kamp, og at maaske Absalon selv herfra har overvaaget Slagets Gang. Derimod er det ret tvivlsomt at denne „Borgbanke", trods sit Navn, har haft noget Borganlæg; thi af et saadant er aldrig fundet mindste Spor i Jordsmonnet. Men her er i 1842 og 1874 gjort pragtfulde Guldfund ved Pløjning af Bakken, det første Aar to Skaale, det sidste et Par Bægere og to mærkelige Øsekar med Hanke, formede som Dyrehoveder. Muligvis har Bjerget i Broncealderen været et „Vi“, thi i Karrenes Nærhed opdagedes Kullag, som kunde tyde paa, at her har været et Baalsted, hvor der er øvet religiøse Ceremonier; det er sandsynligt, at Guldfundene staar i Forbindelse med dette, og at Genstandene er henlagt i Jorden som Ofre til Guderne.
Overhovedet har disse Egne været tæt befolkede i Oldtiden, hvilket bl. a. frem-gaar af de forhen omtalte Gravhøje ved Slots-Bjærgby, af en Langdysse ved Øster-Bøgebjerg med 50 Randsten og af den prægtige Dysse ved det nære Neble med Gravkamrets kolossale Dæksten. I Slagelse Herred fandtes alene fra Stenalderen omtrent halvandet Hundrede Mindesmærker.
Tæt Syd for Boeslunde faar jeg ved Sønderup en ny, prægtig Udsigt over Egnen, smukkest over Skelskør Nor med dets skovklædte Vestbred. Her er man atter en Smule tilvejrs — der behøves ikke meget paa de vide Flader!
— Ogsaa de lave Flader her omkring har deres særegne Skønhed. Jeg finder paa min Vej herfra mod Sydøst over Egeslevmagle en fuldendt Lavlandsidyl omkring den lille Bjerge Aa, den som senere bliver til Vorsaa oppe ved Slagelse-Egnen og falder ud i Tude Aa ved Trelleborg. Her er den kun en smal, dyb Rende gennem det brede, næsten uoverskuelige Dalføre. Men herligt tager dette Landskab sig ud fra Broen ved Landevejen.
Her har Tiden staaet stille i hundrede Aar. — Gulspurven sidder i en Busk ved Vejsiden og synger sin lille melankolske Vise; og højt mod den blaa Himmel over Engene med den blanke Aa synger Hundreder af Lærker, kisteglade som paa en Foraarsdag. Fuglene er Herrer over Stemningen paa dette underlige Sted, de lader som ingen Ting til Trods for, at Vejene macadamiseres, og de gamle drumlende Hestekøretøjer er afløst af susende Biler.
Et aldeles storslaaet Billede af disse Flader og af Noret faar man længere mod Sydvest fra den store Kanehøj, Egnens gamle Rettersted, en Oldtidshøj, som ligger paa en 40 m høj Banke, og om hvilken H. C. Andersen beretter i „Mit Livs Eventyr". Udsigten herfra er mægtig over disse kolossale Flader, der virker saa lave og jævne som Havet derude; kun Vindmøller, Kirker og fjærne Skove løfter sig en Smule over det øvrige. Noret med dets dybblaa Vand ser dejligt ud i denne gyldne og grønne Indfatning af Agre og Enge, over hvilke den lette Røg fra Skelskørs Skorstene stiger lodret op i den stille Luft som fra et Takoffer til Guderne.
Til Herregaarden Borreby naar jeg gennem en prægtig, næsten 2 km lang Allé af kæmpemæssige, gamle Elme. — Jeg medtager ellers sjældent Herregaarde i dette Værk, thi et saa uhyre Materiale vilde gøre det sprængfærdigt. Men Landskabet langs denne Kyst trænger i høj Grad til dette Supplement. Den gamle Gaard er hvad Arkitekturen angaar næstefter Hesselagergaard paa Fyen utvivlsomt i sin Art den mærkeligste i Landet. De er begge opført af Kansleren Johan
Friis og har samme ejendommelige, donjon-agtige Form, bredest for oven og med smukke Udkragninger mellem de nederste og øverste Stokværk, indvendig forsynet med Skyttegange, hvorfra der findes nedadrettede Skydeskaar. — Rigsadmiralen Claus Daa ejede denne Gaard, som senere arvedes af hans Sønnesønner Christian og Valdemar Daa, af hvilke den sidstnævnte og mest kendte synes at have spillet Hovedrollen som Stedets Ejer — og som den, der satte det hele overstyr. Han beboede ialfald Hovedbygningen, og han ejede foruden Borreby baade Bonderup (Lerchenfeldt) og Hessel i Jylland. Han var lidenskabeligt hengiven til Guldmageri, og i sit skumle Laboratorium i Taarnkælderen arbejdede han Dag og Nat med sine kostbare Kemikalier, blandt hvilke rent Guld i Plader synes at have indtaget en altfor fremragende Plads. Han forarmedes til-sidst fuldstændigt, og han satte baade Bonderup, Hessel og tilsidst Borreby overstyr. Folkeviddet udtrykte dette saaledes, at han havde „bortdestilleret" tre Herre-gaarde! — En Dag vandrede han „med Kjæp i Haand og det alchymistiske Glas ved Barmen" som en ødelagt Mand sammen med sine to unge Døtre bort fra Borreby til det nærliggende Smidstrup, hvor han om Sommeren boede i et lille Hus, som han lejede for 10 Mark. Senere flyttede han til Viborg, hvor han døde 75 Aar gammel i 1691 og blev bisat i Domkirken.
Borreby og dets Ejers ulykkelige Skæbne er for H. C. Andersen blevet til et Stykke dragende Romantik, da han skrev „Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans Døtre." — Og hvilket Eventyrrige er ikke den Dag idag dette Sted, som jeg gennemvandrer sammen med den fine, gamle Godsforvalter, der viser mig det!
Fra de lave Terrasser paa Gaardens Sydside ser man ud over den mærkeligste Del af den store Park, over vældige Sivskove og Voldgravens grønlige Vand, hvor Rørhøns og Graaænder svømmer, et næsten aabent Landskab, kun brudt af enkelte, mægtige Trægrupper. Med store Mellemrum rejser de store Træer sig himmelhøjt over den aldeles jævne Flade, oprindeligt en Græsplæne, nu saa overgroet af Siv og mandshøje Nælder, at Stedet er næsten uigennemtrængeligt. Men det er netop dette, som er medvirkende til at gøre denne Del af Parken saa herlig; Naturen selv har trængt sig ind og taget Sagen i sin Haand. Det er et langt Mosedrag mellem Skelskørs Inderfjord og Øxnæs Fjord, som har sendt sine Forposter ind over den smalle Grænse. Stedet er meget lavt og særdeles gæstfrit overfor Mosens Vækster. Det menes, at dette lave Areal af Parken, som har en Udstrækning paa mange Tønder Land, i en nær Fremtid vil blive ryddet og atter forvandlet til Græsplæne. Men jeg priser mig lykkelig, fordi jeg har naaet at faa det at se netop i denne Skikkelse, hvor Kunst og Natur har indgaaet en saa henrivende Forbindelse. Hele den kultiverede Del af Parken, især de store, prægtige Blomsterrabatter omkring Gaarden, er saa frodig og velplejet, at jeg sjældent har set deres Mage. Paa Bygningens Nordside findes endnu to af de gamle „Hemmeligheder", som naar fra et Stykke under Taget helt ned til Grunden, og som nu er bleven forfremmede til at rumme Varmeledninger! —
— Det var næsten med Sorg, jeg forlod Borreby. Maatte Tiderne ikke blive saa onde mod dette Sted, at det gaar tilgrunde som saa mange andre af vore gamle Adelsborge, der omdannes til Sindssygehospitaler eller lignende, mens deres Jorder udstykkes. Vi kan ikke undvære disse store Kulturværdier! Vore Politikere burde en Gang imellem ogsaa se Sagen fra denne Side.
Ved Borrebys Sydside krydser jeg paa min Vej mod Stigsnæs det store Mose-drag, som rummer en lille Indsø nede ved Søhuse, og som fortsætter helt ned til Inderfjorden ved Øxnæs Fjord efter at have sendt en Blænker ind i Herregaar-dens Park. Og saa kommer jeg ud paa Sjællands sydvestligste Huk i Agersø Sund.
Landskabet videre ned mod Stigsnæs er kedeligt, og det faar først Interesse ude langs Kysten og stedvis inde i Strandskovene bag denne. Skovens vestligste Del bestaar iøvrigt hovedsagelig af Graner; men indenfor disses Bælte langs Stranden træffer man mange smukke Løvtræer, saaledes prægtige Eksemplarer af Eg, Ask, Bøg, Røn og Tjørn. Yderst ude er Træerne saa forblæste og kummerlige, at man ikke er i Tvivl om, det er en Strandskov, man færdes i; men malerisk og sært er dette Sted, paa sin Vis Skovens bedste Del. Sydligere hæver Landet sig lidt fra Stranden, og ogsaa her kryber Væksterne lave og forblæste yderst ude, indtil de længere inde kommer til Kræfter og bliver anselige Træer.
Men prægtigst herude er selve Stranden, hvor et kraftigt Bølgeslag staar lige ind for en kras Vestenvind. Bølgekammene lyser perlemorshvide i Solskinnet, og over deres stigende og faldende Masser løfter sig de grønne Øer derude, Egholm, Agersø og Omø. De ligner fjærne, smaa Eventyrlande, de „vilde Svaners Rede“, — og uforglemmelige Minder fra vor lange Sørejse til disse Smaaøer vælder ind over mig ved Synet af dem.
Paa min Vej herfra ud mod Basnæs spurgte jeg Chaufføren, en bramfri og venligsindet Mand fra Egnen, om hvem der nu var denne Herregaards Ejer. — „Naada,“ svarede han, „kender De ikke ham? Det er jo ham Riks!“ Det viste sig at være Egnens Pseudonym for Direktør Salomonsen — med Richs Kaffetilsætning — som for faa Aar siden købte Ejendommen. Gaarden er godt restaureret, og alt er velholdt og smukt paa dette yndige Sted.
Blandt dens gamle Ejere var selve Christian IV fra Aar 1620; men efter en saare omskiftelig Tilværelse finder vi den i 1809 i Hænderne paa en Hr. Fiedler, som var Sukkerraffinadør, og hvis Datter blev gift med Digteren Carl Bagger, som ganske vist ikke boede her, men dog nok glimtvis ved sin Nærværelse har givet Borgerligheden et kraftigt, bohémeagtigt Islæt. Senere kom Gaarden i Sca-venius-Slægtens Besiddelse. Dens Hovedbygning er oprindelig opført i 1629—33 og bar over sin Port ind til Borggaarden, der er saa stor som Torvet i en Provinsby, disse Ord:
Ørnen bygger paa højen Hald Avindssyg ligger i dyben Dal —
hvilket efter Traditionen skal sigte til Stridigheder mellem Gaardens tidligere, adelige Ejere og dem paa Borreby og Snedinge, og altsaa maa antages at betyde, at det er Basnæs, som var Tilholdssted for Ørnene, mens man ikke faar at vide, hvilket Væsen indenfor Ornithologien, der har repræsenteret deres hæslige Modsætning paa de andre Steder. Gaarden nedbrændte næsten til Grunden i 1758, og den nuværende Hovedbygning er opført saa sent som 1851. Som Bygningsværk er den uden Interesse, men med Hensyn til Omgivelser er den ikke ringere stillet end det nære Borreby. Bedst af alt er Udsigten fra Gaardens høje Taarn over den henrivende Park og Landskabet omkring denne. Hvad man ser heroppe fra er ikke blot det typiske, idylliske Herregaardsbillede, men tillige det typiske
Sydvestsjælland ud mod Smaalandshavet. Over Forgrundens fine Plæner og rige Blomsterrabatter og de mægtige Træers Kroner skuer man milevidt over Norets Vand og Østersøen udenfor dette, skilt af Odder, Tanger, Fed og Næs, som atter er delt paa Kryds og Tværs af Havarme, Fjorde og Sunde — yderst gaaende over i det aabne Hav, som synes uendeligt og svinder i Augustdagens Dis. Alt er saa straalende i Farverne og herligt i Linjerne — det er „den salte Østerstrand“ i én af sine skønneste Skikkelser.
Ad en Vej, som kaldes „Langelinje“ og fører rundt langs hele Basnæs-Halvøens Strand, kørte jeg omkring til Skovens nordlige Del. Det er en af de yndigste Strandpromenader, jeg har set, bevægende sig hele Tiden paa Strandklintens Rand langs et tæt Hegn af frodige Tjørne, og med Udsigt mellem disse over Havet og indefter over Markerne mod den store Skov.
I denne ganske nær ved Øststranden ligger et stort Bindingsværkshus, som sammen med sine Omgivelser danner den mest udprægede Skovidyl. Det kaldes „Porrehuset“ og ligger nu fuldkommen øde og forladt. Men én af Herregaardens tidligere Ejere, en Kammerherre Scavenius, levede længe herude i Ensomheden efter at han havde solgt Basnæs, og førte en fuldstændig Eremit-Tilværelse. Det er utvivlsomt et af de allersmukkeste Steder paa Halvøen, det burde fredes og Huset sikres mod Undergang.
Ikke langt herfra fandt jeg nær Vejen langs Stranden nogle Eksemplarer af den mærkelige og overordentlig sjældne Tarmvridrøn, som her i Landet foruden paa dette Sted kun findes paa Ulfshalehalvøen paa Møn samt paa Bornholm. Nær herved findes inde i Skoven en af de særeste Trævækster, man kan tænke sig, „den tobenede Eg“, der for neden bestaar af to adskilte Stammer, vokset op fra hver sin Rod og med ca. 21/2 m’s Mellemrum, men sammengroede omtrent 8 m over Jorden, hvorfra de fortsætter som ét Træ, en Kæmpeeg paa henimod 25 m’s Højde og stadig frisk og frodig, skønt den nu fra alle Sider trænges haardt af høje Graner, som dog utvivlsomt vil tage Livet af den, hvis der ikke skabes Lysning omkring den.
Basnæs-Halvøen er næsten overalt ganske pragtfuld. Det gælder ikke for Skoven alene, men ogsaa for dens Omgivelser og de fortrinlige Udsigter, der er i høj Grad medvirkende til at præge Stedet, saaledes især Synet over det skønne Nor ud mod Feddene og mod Glænøs Højder.
Modsætningsvis danner Glcenø, til hvilken Adgangen sker ad en Dæmning med en bred og magelig Vej inde fra Sjælland, i sig selv et ret kedeligt Landskab. Fra dens 26 m høje „Bavnebakke" tæt Syd for Byen faar man ganske vist en god, orienterende Udsigt over Øen og Vandene omkring den. Men Forgrunden — eller rettere hele Øen med Undtagelse af dens skovklædte Nordkyst -— er saa lidet særpræget, at den virker ødelæggende paa det hele. Byen er for en stor Del nybygget og meget grim, alt omkring den er aabne Sæd- og Roemarker.
— Nej, man skal ud paa Feddene, først og fremmest det lange „Vesterfed“, som sammen med „Østerfeddet" gaar ud til hver sin Side fra den runde Ø ligesom Tentaklerne fra en uhyre Blæksprutte. Nærmere kan man ikke komme paa Klingen af dansk Ø-Natur end her paa dette sære Sted, den smalle, underligt formede Tange med de vindhærgede Jorder, hvor kun løsgaaende Kreaturer og vilde Fugle har tilhuse. Snart er Marken herude saa lav, at den er gennem-furet af utallige Laguner med kulsorte Rande ned mod de smalle, blinkende Vandspejl, der ringler sig som Floder overalt i Lavningerne, snart rejser den sig til en lille brat Højde, som Havets Bølgeslag har hærget, saa den staar lodret ned mod Kysten som en Fæstning ud mod Sydveststormene. Fra de faa, lave Højder er der herlige Udsigter mod Basnæs Skove i Nord, mod Øst til det bølgende Glænøs Jorder med de gule Sædmarker. Vestenstormen gør Luften kold i Farven, den er skyet med svære, farende Byger, som sender skiftende Lys og Skygger over Land og Hav. Viber og Maager gaar i Drift med Stormen, især Viberne, som kun tør lette sig ganske lidt fra Marken og synes at have altfor mange Fjer paa Kroppen til det Vejr. Det suser og trommer mod Ørerne, Havet skummer blaahvidt mod Feddets Sydside i lange Dønninger, og Lagunerne derinde spejler de sortbrune og hvide, drivende Skymasser. Stormens Lyd er den eneste som mærkes foruden Maagernes og Vibernes halvkvalte Skraal og en enkelt lille løsreven Strofe fra en letsindig Lærke, der trods Vejret stiger lidt op fra Jorden, men snart tumler ned igen.
Ikke en Menneskebolig findes herude, kun et sortmalet Træskur, hvis Farve er den eneste mørke foruden Lagunernes sorte Rande. Lavt, elendigt Græs med faa fattige Blomster klæder Jordsmonnet paa dette øde, verdensfjærne Sted. Smaa-bitte Krageklo, Kællingtand, Tusindfryd som er mindre end en Enøre, ganske lave, forblæste Tidsler, Blaaklokke og Røllike — en lille Fattiggaard af vindhærgede og kuede Smaablomster, som knap tør løfte Hovederne op over det lave, stride Græs. Hvor Terrænet et Steds hæver sig og danner Klint, findes en Smule graa Lyng, som øger det barske Indtryk, Stedet gør paa Sindet.
Kreaturerne skyder Ryg og staar med Hovederne vendt mod Vejret, sure i Sindet over at være forvist til denne Djævleø, hvor kun Elementerne raader. Det er den Slags Steder, som bliver et Eldorado for Malere og for Himlens Fugle. Paa den gode Aarstid holder de sidste til herude i Tusindtal. Af ynglende Fugle findes her Stormmaage og Hættemaage, Gravand, toppet Skallesluger, Vibe, Strandskade, Rødben, Ryle og Præstekrave, Lærke og Engpiber. Hertil kommer den sjældne Klyde, som er set her i et Antal paa ca. 100 Stykker. Af Strejf- og Trækfugle findes Knobsvanen og Sangsvanen, Knortegaas, Ederfugl, Graaand, Pibeand, Spidsand, Havlit, Atlingand, Sortand og Fløjelsand. En Mængde Hejrer kommer hertil paa Fiskefangst fra en Koloni paa den nære Ormø, hvortil de er udvandret fra Glænø. Desuden den store Havmaage og Svartbagen foruden de to Ternearter macroura og hirundo samt Dværgternen. — Endelig Vipstjærten, Stenpikkeren og den sjældne Pirol, som yngler i Holsteinsborgs Skove. Dværglappedykkeren, der yngler i en Mose inde paa Glænø, ses ofte i Stranden ved Foraars- og Efteraarstid ligesom baade toppet og rødstrubet Lappedykker. Af Rovfugle møder man Rørhøge, Vandrefalk og Taarnfalk, af hvilke den sidste yngler paa Glænø.
Dette er endda kun det væsentligste af det overdaadige Fugeliv, som denne smalle Tange kan opvise, skønt her ikke absolut hersker paradisiske Tilstande, takket være at Fiskere har spækket Stranden med deres Redskaber, som bestandig skal tilses, og at Rovjægere ofte søværts kommer hertil og hjemsøger Kysten.
Hvilken Modsætning til dette Sted danner ikke den lune Glænø Skov ude paa Øens Nordside! Mange skønne Partier rummer den, især maaske hvor Landet er splittet af en Mængde smaabitte Fjorde, der skærer sig ind fra Kysten og ender i vide Mosedrag, som ofte fortsætter helt tværs igennem Skoven. Moserne er som Regel rørgroede langs deres Bredder og rummer iøvrigt en rig og mærkelig Flora. I en af de vestligste fandt jeg den inderste Del, et Areal paa flere Tønder Land, fuldstændig dækket af den sjældne Hindebæger, som netop blomstrede, og hvis violetblaa Kroner dannede et mægtigt, sammenhængende Tæppe. — Ligesom Basnæs Skov har et Speciale i Tarmvridrøn’en, rummer Skoven paa Glænø en stor Sjældenhed i den mærkelige Vinter-Eg (Quercus sessiflora), som her i Landet ellers kun forekommer i Jylland.
— Lige fra Borreby over Basnæs og Glænø til Holsteinsborg danner disse Herregaardsidyller en næsten ubrudt Række indenfor de langstrakte Nor med deres blide Vande, skærmede af Feddene mod det barske Hav — et Landskab helt for sig, afvekslende og rigt, og i alle sine Skikkelser bestandig et af de yndefulde-ste, jeg kender.
Skelskørs Havn er en af de smukkeste og hyggeligste Fiskerhavne i Landet, og Byen omkring det smalle Løb, som forbinder Noret med Havet, og hvor Vandet i Ebbe og Flod brøler omkring Bropillerne og bobler med store, vandrende Gloøjne, er især set fra Østsiden over mod Kirken aldeles herlig. Den Maade, hvorpaa Haver og Huse løfter sig amfiteatralsk over hinanden opad den bratte Skraaning derovre, øverst kronet af den gamle Murstenskirke, er et Unicum i Landet. Fiskerskuder og Lystsejlere ligger i Mængde ved Bolværkerne eller glider forbi derude i Løbet, hvor Maager i hundredvis svæver over den sydende Strøm.
I Spegerborggade paa Østsiden af Havnen bor en 78-aarig Sømand, Vilhelm Carstensen, som i de senere Aar har været Fisker, indtil han endelig for 7-8 Aar siden lagde op og gik paa Land. Han er en lille, noget svær og tung Mand, men med et af de smukkeste, nordiske Hoveder, jeg har set paa noget Mandfolk. Han er desuden veltalende, levende og spøgefuld og med en djærv og slagfærdig Replik. Fra sin tidligste Ungdom har han faret paa Søen; det var endnu i den store Sejlskibsperiode, da „Havets stolte Svaner" for for Vinden Jorden rundt og gæstede alle Kyster. Flere Gange var han i Østasien, en Gang paa Kinakysten og en anden helt op til Sibirien. Som Marinesoldat var han i Grønland, da gamle „Fylla“ gjorde sin første Rejse dertil — og første Gang et Dampskib gæstede Kolonierne deroppe. Den nævnte Rejse til Kina fandt Sted før Suez-Kanalens Aab-ning og gik sønden om Afrika til Australien og over flere af Stillehavsøerne. Da Skibet, som var en Bark, naaede sit Bestemmelsessted, havde det været 240 Dage undervejs. Hjemrejsen, som ligeledes gik over en Mængde forskellige Pladser, tog endnu længere Tid, saa Folkene kom først hjem efter henimod to Aars Fraværelse. — Det var den Gang!
— Det er velgørende at møde Kystboerne, baade Sømænd og Fiskere, naar man længe har færdedes i disse Indlandsegne. Sammenlignelsesvis er der hernede i Almindelighed noget indolent over Bonden i hans ydre Væsen, parret med en Forsigtighed overfor fremmede, som man nemt opfatter som Uelskværdighed. De søfarende Folk er ikke saa stavnsbundne, de har set noget mere til Verden, og de møder sjældent paa Forhaand Folk med Mistænksomhed. De ved desuden af Erfaring, at det gør godt at møde Venlighed hos fremmede, og af den Grund er den fremmede oftest sikker paa til Gengæld at møde et Smil, naar han kommer til dem. Havet præger dem ogsaa paa anden Vis; den bestandige Agtpaagivenhed baade Dag og Nat bevirker, at de sjældent bliver dvaske og trygge, det er mere levende Folk end Indlandsboerne.
Baade den gamle Carstensen og hans næsten jævnaldrende Kone er i den Henseende typiske. Hun, som er 74 Aar gammel, er endnu en ren Skønhed og ser ud til at være højst mellem de 55 og 60 — med sort, bølget Haar, en brungylden, ganske glat Hud paa det lille runde Ansigt med de ungdommelige og skælmske, mørke Øjne, der spiller af Liv som hos en ung Pige.
Han er af Ydre ikke nogen Sømandstype, ligner næsten en Lærd. Begge er de et Par af de muntreste og elskeligste Mennesker, jeg har mødt paa min Vej gennem Landet.
Har hun mon helt glemt de Tider, da hun ofte i maanedsvis itræk sad og ventede paa ham, uden Underretning af nogen Art, mens Uvisheden pinte hende Dag efter Dag? Man skulde næsten tro det. Hendes Ansigt bærer kun Præg af Lykken over Gensynet ...