VEJLEEGNEN
Det bedste Sted ved Vejlefjorden, ja i hele Vejleegnen, er utvivlsomt Treide Næs.
— Vejen fra Fredericia til Landsbyen Treide ude ved Fjorden gaar over højt, svagt bølgende Land, for det meste ret kedeligt og uden Særpræg. Men naar man kommer op paa dets største Højder Øst for Vejlby, hvor Landet hæver sig i et sidste Kast, før det falder ned mod Kysten ved Treide By, hvorfra Vejen følger Kysten helt ud til Næssets yderste Del, da gribes man Gang paa Gang af Egnens Skønhed. Treide By er i sig selv et lille Eventyr med sine udmærkede gamle Huse langs Vejens Sider.
Maaske leder Landet heromkring Tanken hen paa mange Steder ved de sydligere Fjorde; men paa alting føler man dog stærkt, at man er kommen længere mod Nord. Det er ikke alene Synet herfra ud over den brede Fjord mod dens Nordkyst med de stolte Skove omkring Rosenvold, der viser, at Karakteren er forandret og Dimensionerne større — det er først og fremmest Udsigten mod Øst over det aabne Kattegat, som jeg nu endelig er naaet til, der virker saa befriende paa Sindet med sine tilsyneladende ubegrænsede Vidder. -— Thi den, der hører hjemme paa det aabne Djursland, hvor Solen staar op af Hav i Øst og gaar ned bag Hav i Vest, som fra Barneaarene har Sind og Krop mættet med Saltvandsluft og Øjet fyldt af Syner mod fjærne Horisonter, han mærker altid lidt til Splinten fra Troldespejlet, naar han taber Havet af Syne.
Treide Næs er Navnet paa hele den yderste Del af den store Halvø, som vestligt begrænses af Randsfjord, hvis yderste Forbindelse med Vejlefjord er udtørret, saa den nu er en Ferskvandssø. Den alleryderste Del af Næsset, hvortil man i Almindelighed knytter Navnet, hedder Kasser-Odde. Halvdelen af Næsset dækkes af de anselige Skovstrækninger Vesterskov og Østerskov. Naar man ad Vejen er naaet igennem Østerskoven og staar ude paa Odden, da bliver man straks betaget af dette Steds ejendommelige og sære Natur. Med sin aabne Græsmark over den lave, frie Klint, og de spredtvoksende, vældige, vindhærgede Bøge og næsten helt udgaaede Egekæmper lige ud mod det aabne Hav er det det typiske, heroiske Landskab, et af de faa af den Art, vi har i Landet. Det er pompøst i sin fuldkomne Ro og Harmoni, kunde have ligget saadan siden Middelalderen.
Næssets mest iøjnefaldende Bevoksning, og den som karakteriserer det paa vid Afstand ude fra Havet, er alle de store, vindkrøgede Udløbere af Skovens Bøge og
Ege. Men under disse og indenfor dem har Sletten en vidunderlig Flora af mangfoldige Arter. Dominerende i Underskoven er Hvidtjørnen med Mængder af Brombærris om deres Fod. Selv en saa sjælden Vækst som Kristtornen findes her, spredt mellem de selvsaaede unge Bøge, der rundt omkring skyder op af Grunden.
Et mangefarvet Blomstertæppe dækker Underskovens Bund og Engens Grønsvær: Gul Ranunkel, Agertidsel, knoldet Saxifraga, Mængder af Violer, Anemoner og Kodrivere og den pragtfulde storblomstrede Hønsetarm. Usædvanlig store Gøgeurter med deres violette Blomster paa de bløde, svajende Stængler og de mørkplet-tede, grønne Blade, Mælkebøtter og Tusindfryd vælter op af Jorden i det solvarme Græs, mens alle Lavninger og Grøfter er fulde af vild Kørvel. Hist og her findes lave Ramsløg, som har fordristet sig til at udvandre fra Hovedkolonien inde i den tætte Bøgeskov. Stinkende Storkenæb staar i sin violette Pragt og anraaber om at blive lugtet til — men den kan man dog holde sig klar af paa Afstand. Anderledes med Ramsløgene, som inde i Tykningen staar i tætte Kolonner. Fælt lugter derinde, men det er en herlig Plante at se til, der er en egen Renhed over dens sarte, hvide Flor, svagt grønligt, naar Solen rammer det. Som Sne dækker den de enkelte Lysninger i et ubrudt, blændende Tæppe. — Faste Grupper af guldgule Kabbelejer følger en Bæk og løber rundt om en lille klar Dam i en Lavning, omkredset af nogle blomstrende Tjørne. Da jeg nærmer mig denne, ser jeg et Par Graaænder, der svømmer paa dens Vand, og som ganske roligt lader mig komme paa 10 Meters Hold uden at lette. Just som jeg føler mig overbevist om, at de maa være stækkede, klaprer de op og flyver bort langs Stranden.
En Flok store Havmaager ligger ude paa Vandet nær Havstokken. Engang imellem brydes Fuglesangen bag mig af deres Skoggerlatter: Ha — ha — ha — ha — ha! Næsten altid fem Gange i Træk. En enlig Strandskade jager skrigende forbi langs Kystens stenede Bred — en rigtig udpræget Rullestensstrand, hvor man trods det fine Vejr ikke fristes til at lægge sig ud og rulle med i Bølgeslaget. — Inde fra Skoven lyder Musvittens Sang ustandseligt, ind imellem løfter Løvsanger, Gærdesanger og Skovpiber deres fine Røster, og Gulspurven sidder i Tjørnene og skyder Undernæbbet frem og pipper med saa godt den kan, det Kræ. Fra det tætte Skovbryn kommer Solsortens og Droslens dybe Toner, med Obligatfløjte fra de lystige Bogfinker. En Tornsanger sidder ensom og tavs i Toppen af en Hvidtjørn og lader som den har Pause.
I Skovbrynet, halvt skjult under de høje Bøge, ligger et nyopført stort Bindingsværkshus, bygget af Stedets forhenværende Ejer. Det er overordentlig smukt i sin Stil med Straataget og de matrøde Mursten mellem Bindingsværksstolperne, og gør kun ringe Skade paa Landskabet. Den nuværende Ejer holder Stedet med hele det omliggende Terræn strængt af spærret for Publikum — en klog Forholdsregel, som det er at haabe, han bestandigt vil opretholde.
— Der siges, at det spøger paa Treide Næs. Paa en bestemt Tid af Aaret kan Nattevandrere se en ensom Mandsskikkelse skride frem og tilbage langs Stranden yderst ude paa Hukket, rastløs, mørk og vild. Og Sagnet, der knytter sig til Genfærdet, lyder saaledes:
For meget længe siden boede der paa Næsset en Sørøver, som dræbte mange Mennesker og brændte en Mængde Skibe, saa at alle Søfarende vogtede sig for at komme nær til denne Kyst. Men engang hændte det, at en Sejler kom ind under Landet, og paa denne var hans Moder ombord. Da han havde plyndret Skibet, dræbte han efter sin Sædvane selv hele Besætningen, og skønt han genkendte Moderen, lod han i sit Raseri hende lide samme Skæbne som de andre. Men hans første Hug dræbte hende ikke, hun rejste sig saaret fra Dækket og forbandede ham, inden hun døde, og sagde, at han aldrig mere skulde faa en glad Time i sit Liv. — Siden denne Hændelse gik han saa sært og drev omkring, og Aaret efter løb han ud i Havet og druknede sig. Men hvert Aar paa den samme Tid, da han slog sin Moder ihjel, gaar han nu og flakker omkring dernede ved Vandet om Nætterne, og tilsidst farer han ud til det Sted, hvor Moderen faldt for hans Sværd.
— Der findes mig bekendt ikke noget andet Sagn med et lignende Emne andetsteds fra Landet, i sin tragiske Gru er det helt enestaaende. Det er næsten for mørkt til alene at skyldes Folkets Fantasi; og udelukket er det ikke, at der ligger en virkelig Hændelse til Grund for denne Fortælling, som har holdt sig haardnakket mellem Befolkningen paa den isolerede Halvø.
Af de to Dale, som fortsætter fra Vejlefjordens Bund mod Nord og Vest, Grejsdalen og Vejleaa-Dalen, har jeg altid foretrukket den sidste. Den førstes skønne Frodighed og den pragtfulde Bevoksning af alle mulige Træsorter paa de høje Skrænter, der trykker fra begge Sider, bringer mig en beklemmende Følelse, som vokser til Ubehag ved den Vrimmel af uskønne Villaer, der ligger opad Skrænterne, og de Fabriksbygninger, som dækker Dalbunden. Dette gælder dog kun den yderste Del af Grejsdalen, som gaar fra Byen en halv Mils Vej mod Nord. I samme Øjeblik som Dalen svinger mod Vest, forandres Billedet. Herhen har endnu saa godt som ingen Ødelæggelser fundet Vej, og Dalen er her paa et mindre Stykke blevet værnet mod saadanne ved Fredning. Dette Areal er ganske overordentlig smukt med sin strømmende Aa gennem de saftige Enge og de smaa og store Trægrupper. Dalbunden, som yderst ude paa sine Steder kun er ca. 100 Meter bred, er herinde betydeligt videre og med mere aabne Sider. Ved det blinkende Aaløb gror blankløvede Pile og Popler tæt opad de bugtede Bredder. — Hvor kan en Junidag være finere end her! Paa ingen dansk Ø har Naturen et blidere og mere yndefuldt Smil end langs denne lune Strøm, hvorom alt hvad der er stilfærdigt og vegt og yndefuldt synes at have samlet sig.
Men alligevel — det er som den Stump Himmel, man ser over sig, er for snæver og for nær; man har en Fornemmelse af at bevæge sig under en blaa Osteklokke.
— For hurtigt at faa et Indtryk af Vejleaa-Dalen til Sammenligning, behøver man blot at tage Toget fra Randbøl til Vejle. Smukkest er denne Dal nuomstunder fra Limskov og østpaa; den vestligere Del er ganske vist ved sin større Aabenhed og Bakkelinjernes Storslaaethed oprindeligt friere og friskere, men er nu saa hærget af Granplantager, at den er ødelagt i Bund og Grund; det er stor Synd for dette fra Naturen saa fremragende Landskab. — Ved Limskov nærmer Banelinjen sig Aaløbet og bevæger sig herfra hele Tiden langs dette, krydser det endogsaa et Par Gange.
Paa disse Steder synes Dalen skønnest, aldrig saa jeg frodigere Græs. Blanke, livsalige Høveder pryder Engen, hvor de græsser i vældige Indhegninger eller ligger i det Fri og tygger Drøv langs den brusende Aa, hvis Stemme de synes at lytte til med de rastløse Ører, mens Velvære og Drømme lukker deres Øjne halvt i, og Foderbollerne stiger og synker i deres Halse som kartesianske Djævle, der bestandig af Nysgerrighed drives op i Koens Mund for at faa et sidste Blik over det
Landskab, som de først skal gense, naar de er bleven forvandlet til en ny kemisk Formel. Disse Betragtninger i Forbindelse med Stedet leder Tanken hen paa den lidt sentimentale Fabel om den lille Bi, som sad paa den duftende Kløver, helt beruset af dens Nektar, og uden at ane noget blev opslugt af den store, rare Ko. Sammen med Græsset kom den ned i Koens Mave, hvor den hensank i lyksalige Drømme, der gled over i et vidunderligt Nirvana, som burde have varet evigt. Men det gjorde det ikke — thi da den lille Bi vaagnede den næste Morgen, var Koen gaaet!
Vejle Bys borgerlige Forposter af Villaer advarer En stærkt mod at komme nærmere — denne By, som ved sin usædvanlig herlige Beliggenhed havde Chancer for at blive et af Landets mest tiltrækkende Steder, men hvis Beboere har handlet med Stedet som Klokkere. Næppe nogensinde har en uheldigere Bebyggelse vansiret en mere sart og idyllisk Natur.
En dundrende varm Forsommerdag rullede jeg paa min Cykle fra Byen langs Sydsiden af Aadalen til Jerlev, og brød herfra mod Nord over Fføllund til Haralds-kjær. Landskabeligt er der ikke meget nyt paa denne Strækning, overalt omtrent de samme Indtryk som de fleste Steder langs Fjorddalene i disse Egne. Fra Høllund er en smuk Udsigt over Dalen til Bakkerne paa den modsatte Side omkring Kjær-bølling.
Selve Aadalen mærker man ikke meget til heroppe, dens Charme faar man først Øje paa, naar man er kommen helt ned i den ved den fortryllende Aa. Fra Høllund bevæger en Sti sig brat ned i Dalen, og snart er jeg rullet forbi Havernes skyggende Træer og er ude i den aabne Eng, hvis Bund her har den prægtigste Bevoksning af lave Pile, Birke, Smaaege og Egepurr, enligtvoksende eller i tætte Smaakrat, et bedaarende Dalbillede. Mærkeligt virker det, at Vejen, selv dybt nede i Dalbunden, er umaadelig sandet.
Heden er voldsom hernede idag, ikke en Luftning naar ned i Dalen, alt synes at koge. En stor Frø kvækker fra et Vandhul i en Mose, det lyder som om hele Mosen er ved at revne. Men Frøen opgiver det snart igen, det er for lummert selv for Elskovs-Serenader.
Nærved Vejen faar jeg Øje paa en Stork, som staar i Græsset; da jeg kommer den paa tyve Meters Hold, spreder den Vingerne langsomt ud, render et Par Skridt frem og sejler saa hen over Engbunden. Men ved et Sving af Vejen opdager jeg den igen og lusker den ganske nær i Skjul bag nogle Pilebuske. Her sætter jeg mig ned og tænder min Pibe, mens jeg ser paa den.
Den er ivrigt optaget af at gaa paa Jagt og bevæger sig med Næbbet sænket og langsomme Fjed henover en sandet Plet med ganske lavt Græs tæt ved Vejsiden, 7—8 Meter fra mig. Pludselig staar den ganske stille og lurer, og et Øjeblik efter kommer der et lynsnart Stød fremefter med Næbbet — av, dér fik den et Firben! Den svinger det rundt i vældige Sæt med Halsen, slipper det saa pludselig ned paa Jorden og lader det sprælle og krølle sig lidt, mens den interesseret ser til, griber det atter og leger med det som Katten med en Mus. Den fanger det paany hver Gang, naar det har nydt Friheden lidt, og svinger det saa atter i Luften, tilsidst med en saadan Heftighed, at Hovedet ryger af det og bliver siddende i Næbet, mens Kroppen krymper sig i Græsset foran Morderen. Bagefter slider den Kroppen i Stykker og sluger den i smaa Bidder. Alt bliver udført med stoisk Ro, ingen over-
Thyras og Gorms Stene paa Jelling Kirkegaard.
Klokkestabelen paa Skibet Kirkegaard.
Restaurationen „Trædballehus" ved Vejleaa-Dalen.
Spjarup Aa, set fra Bakkerne nær Nybjerg Vandmølle.
ilede Bevægelser; med langsomme velovervejede Skridt følger den de hvirvlende Stumper gennem Græsset. Den nyder Synet fuldtud, mens søde Safter danner sig i dens Mave og gør den tjenlig til at modtage Reptilet som god Storkeføde. -— Da den er helt færdig, smækker den to—tre Gange haardt med Næbbet, piller sig lidt i den ene Vinge og henfalder i Drømme, staaende paa ét Ben. Den har et Udtryk saa vennesælt, som om den er Formand for Dyrebeskyttelsesforeningen.
Jeg lister mig væk uden at den ser mig.
Turen langs Aadalens Nordside ind mod Vejle er overordentlig smuk. Næsten bestandig kører man i Skygge under de store Løvtræer langs Vejen, og denne bevæger sig hyppigt ganske nær Engene, hvor rislende Smaastrømme løber ud gennem Elleskov og Egekrat ned mod Aaen. Efter en Tur, der trækker Sveden ud, naar jeg til Skibet Kirke, fra hvis Kirkegaard man endelig har en fri og næsten ubegrænset Udsigt mod Øst over Dalen, hvor Aaen i prægtige, vide Slyngninger glider under de skovdækkede Bakkehæld. Den kullede Kirke er yndigt beliggende paa sin fremspringende Bakke umiddelbart opad Dalen og har en fremragende smuk Klokkestabel, bedre end de pagodeformede Tingester af den Art, jeg har set nogle Steder i Sønderjylland, f. Eks. paa den smukke Broager Kirkegaard. Kirken ligger næsten helt skjult bag Kirkegaardens mægtige Trægrupper, som skygger over det ukendte Sted, der rummer den af Erik Emune myrdede Harald Kesjas Lig. Scipyng, senere Skibetorp, kaldtes Stedet i gammel Tid, og det var paa sin Gaard i det nære Jelling, at Harald faldt for Broderens Bøddeløkse.
En Mængde Fugle synger omkring mig herinde, Bogfinke, Gulspurv, Musvit, Solsort og Drossel. Et Par Stillidser gør alle deres Kunster, den ene bruger sin lille grødede Lokketone, mens den anden spiller den rigtige Stillidsmelodi med Smæld i fra Toppen af en høj Tuja.
— Et Sted ved Vejen driver jeg ind i en Kro for at faa noget Smørrebrød. En Nattergal synger udenfor, mens jeg sidder i Kroen og spiser nogle „Stykker med Paalæg“. Jeg burde beskæftige mig med Nattergalen hellere end med Smørrebrødet, men Spegepølsen smager af Tælle med Salt paa, mens Nattergalen er som den skal være. Overhovedet faar man i de fleste af disse Landevejskroer noget meget tarvelig Mad. Paalægget er næsten altid afskyeligt, og oftest smager det som her af Tælle; man faar Indtryk af, at Lysestumperne fra Vinterforbruget af Tællelys fortsætter som et naturligt Led i Husholdningen ved at vandre over paa Spisesedlen, naar Turistsæsonen indtræffer. Og det hakkede Kød, som under Navn af Bøf pryder Bordet, bringer ved sin Duft og sit Udseende Tanken hen paa længst forglemte Jernbanekatastrofer. Priserne derimod er hentet fra de fornemste Hoteller -— det skaber jo en Slags Balance.
Jeg er glad over, at jeg ikke skal bo der. Thi hvad maa man ikke opleve paa en Spidsrodsvandring gennem Allandsens Gæstgiversteder! Blot et Punkt som Sengene kan alene give Stof til en Afhandling. De Fejl man finder er i Kortfattethed følgende: 1) Skævhed, d. v. s. lavere i den ene Side end den anden, almindeligvis den yderste, saa man ruller ud. 2) For korte og 3) for bløde — svejryggede eller kølsprængte. Begge de to sidste Fejl giver hver for sig Krumslutning, den sidste tillige Anfald af Hoftelammelse. Paa Kroer og Tredjerangs-Hoteller finder man ikke sjældent to af disse Fejl samtidig. Støder de til alle tre er de et Mareridt, med hvilket intet af Middelalderens Torturredskaber kan sammenlignes.
Ved Efteraars- og Vintertid støder andre Faktorer til, naar Lagener og lispundstunge Dyner er fugtige. Jeg mindes, hvad en gammel hærdet Jæger sagde om Lejet i en Kroseng ude paa Vestkysten: „Det er Fandeme’ som at lægge sig til at sove i en Bekkasinmose og dække sig til med en Kampesten!"
Jeg drak Eftermiddagskaffe i Restauranten „Trædballehus", skønt der ligger en Advarsel i Navnet, noget som en Trusel om et Spark bagpaa. Men Stedets lokkende Ydre fik mig til at trodse denne Idéassociation. I Haven omkring den prunkende Bygning, der er opført af Brædder i imiteret tyrkisk Stil, staar under Minareternes Skygger en halv Snes udskaarne danske Gardister i Paradeuniform, dekoreret med blank Oljemaling i naturtro Farver, saa de illuderer som om de var udstoppede. Og omkring en Springvandskumme sidder seks tykke Matroser, ligeledes eftergjorte, som har til Opgave at sende tynde Vandstraaler ind paa en Havfrue i Bassinets Midte, en Opgave, som de røgter med Udholdenhed, men tillige med al den Delikatesse, som den fordrer. Havfruen vender Hovedet mod Himlen, da det ikke kan nytte noget at vende det til Siden — bort fra denne maritime Form for Hyldest, og betragter med et uudgrundeligt Blik en lille druknet Gris, som hun holder i den højtopløftede Haand. Gardisternes Tilstedeværelse maa være en Borgen for, at der ikke foregaar andet og mere i Kummen end godt er, og Hær og Flaade supplerer saaledes hinanden paa den smukkeste Maade i Haven.
Jeg gik derind og drak en fremragende god Kop Kaffe med dejligt Brød til. For Mennesket lever ikke af Skønhedsindtryk alene.