VEJRØ
Det var den 1. Juni om Aftenen Klokken halvti, at vi lagde ud fra Ballen Havn og satte Kursen nordpaa mod Vejrø.
Det er næsten helt stille, og det er Havbleg. Havet trækker Vejret under os, langsomt, i brede, blanke Dønninger. Mod den mættede, røde Himmelfarve skinner Fyrenes blege Lys fra Refsnæs, Sejrø og Hjelm. Kun enkelte, sene Nattevandrere af Maager er ude, de er ganske tavse og flyver lavt over Vandet — hvorfor mon allesammen mod Øst? — Kun en enkelt drejer af fra sin Kurs og følger os en Stund skrigende over vort Kølvand.
I den stille, dybe Skumring ankrer vi henimod Midnat op ganske nær under Sydstranden af Vejrøs Vesterrev. Vi hører Kvæget brøle imod os derinde fra Kysten, men se det kan vi ikke paa Grund af Mørket. Kun øverst oppe paa Klinten nær det gamle, forladte Stenhus bevæger noget sig, to kulsorte, hornede Spøgelser mod den blege Nordhimmel. Snart staar de helt stille. Men nede fra Stranden hører vi længe efter Trampen af mange Klove mellem Stenene.
Om Natten rejser der sig Brise fra Nordøst, og Brændingen begynder at dunke mod Revets Nordside. Gennem dens Susen hører vi af og til et enkelt Maageskrig, ellers blot nu og da Kvægets sagtmodige Brølen. Længselsfulde og nysgærrige gaar de hele Natten derinde paa Stranden og venter paa, at vi skal gaa iland.
Saa falder vi hen — og den langelige, vuggende Dønning giver os god Søvn. Klokken seks er det straalende Solskin med fin Brise af Øst; just som vi faar Hovedet op over Kahytsaabningen, svirrer to Tejster forbi omtrent lige ved Baa-den, og vi, som med Spænding havde ventet at faa opklaret, om denne Fugl endnu ruger her paa Øen, saa dem begge kaste sig under den lave Klint og siden forsvinde mellem de store Stenblokke af en gammel Hustomt lige ved Stranden.
Et Øjeblik efter roede vi iland. Men trods ivrig Søgen lykkedes det ikke at finde Spor af Fuglen eller Reden. Den Omstændighed, at det ikke var muligt at rejse dem igen, tyder dog med Sikkerhed paa, at de maa have Rede i et Hul paa Stedet.
Køerne er ikke mere nær saa dristige ved os, nu da vi er kommen i Land. De vejrer til os baade for og bag, men kun en enkelt naar vort Trøjeærme helt med den slimede Mule, mens dens Øjne ruller vildt til alle Vindhjørner af indre Rystelse. Saa farer hele Flokken under skæve Krumspring og med rejste Haler
opad Skrænterne, og siden iagttog de os hele Dagen fra sikker Afstand, medens de dog bestandig fulgte i vort Kølvand.
Huset deroppe paa Vestenden er trods sine alentykke Kampestensmure ved at forfalde, Cementkalken slaar allerede dybe Revner. Det beboes nu kun af Kvæget, som søger Ly herinde for Storm og Rusk og Kulde. Hvad er det, Stedet minder om — er det ikke om Billeder af Nordboruinerne i Sydgrønland! Landskabet heromkring er heller ikke uligt Grønlands lave, mutonnerede Kyster.
Vejrø, som er 98,3 Tdr. Ld., hører ligesom Kyholm (30,6), Lindholm (20,8) og Bosserne (13,9 Tdr. Ld.) under Brattingsborg Gods. De er ubeboede og udyrkede, og anvendes kun til Græsning.
Øen findes ikke i Valdemar 11.s Jordebog; men fra dens større Navnefælle i Smaalandshavet, som findes nævnt deri, véd vi, at Navnet dengang skreves Wce-thærø og altsaa er det samme Ord, som vi finder paa Svensk i „Hallands Vådero“ ved Skaanes Kyst. Øens tætte, lidt ovale Krop, som har Retning fra Øst til Vest, er 98,3 Tdr. Land stor. Den danner næsten overalt et lille Højland, kun stærkt faldende henimod Nordveststranden. Paa Sydvestsiden er den højeste Bakke 12 m, paa Nordklinten 25 m. Naar undtages Vestenden, veksler Højlandet med aabne Sletter og Bevoksning af Buske, undertiden i tætte, næsten uigennemtrængelige Krat. Paa Nord- og Sydsiden staar Højlandet med bratte Klinter ned mod For stranden.
Klimaet maa være barskt her. Dets Haardhændethed illustreres fortrinligt af det medtagne, forladte Kampestenshus, hvis hærgede Mure engang for ikke længe siden husede Øens eneste Beboer, en ensom Hyrde, som Godset holdt herovre. Han flyede snart herfra, efter Sigende fordi han ikke kunde udholde Ensomheden. Og siden er Embedet stadig vakant. Troligt nok — man maa have Egenskaber som en Søjlehelgen for ret mange Aar itræk at kunne leve paa dette Sted, selv om det kun er om Sommeren.
Nogle enkelte Foraars- og Sommermaaneder kunde nok friste mig. Maa jeg faa et Tilbud som Hjorddreng! —
Saasnart man er kravlet op over Skrænten her og kommer blot 200 m østpaa, møder man den første Bevoksning, allerførst naturligvis Tjørnene. De ligger som flade Tuer over Marken, senere højere og mere kry •—• men aldrig med den mindste Kvist ragende ud fra deres kompakte, af Stormen formede Krop. Nogle staar som store, skrækslagne Dyr med lav Bagkrop og Hovedet højt, stirrende ud over Klintens Fald.
Bag disse Fortropper kommer de smaa og store Grupper. Det er den sædvanlige Armé af haardføre Krigskarle, der sjældent overgiver sig og grumme nødigt dør, den gamle Garde af Tjørn, Slaaen, vilde Roser, Brombær, Brændenælder — alle væbnede til Tænderne, ja over hele Kroppen for at holde alle Elementers og Drøvtyggeres Rasen Stangen. Og det er, som de bliver haardere af Modgangen. Ikke alene bovner de selv, men ind under deres Fod holder et Væld af Smaakravl til, som ellers vilde være Dødens sikre Bytte. Men ud over de aabne Sletter gror Engelskgræs, Stinkende Storkenæb, Bellis, Mælkebøtter og ganske smaabitte Tidsler.
Det stærkt bølgende Plateau er i sine Lavninger opfyldt af en Mængde smaa, runde Damme, Smeltevandshuller fra Istiden. Yderst omkring dem, hvor Bunden endnu er tør, staar altid en Krans af lysende Bellis; indenfor den staar Græs-
Vejrø. Øens Nordklint. I Forgrunden til højre Kaninhuller.
Vejrø. Et af Øens mange, runde Vandhuller med Bellis, Vandranunkler og Vandaks. I Baggrunden Tjørne.
set frodiggrønt og fugtigt og ender i en Ring af Siv. Derefter kommer selve Vandhullet med en bred Krans af skinnende, hvide Vandranunkler, og endelig det aabne, dybe Vand, hvori den blaa Himmelfarve synes tungere og mere mættet. Men paa dettes Midte er et lille Areal af Vandaks med broncegrønne, blanke Blade fladtliggende paa Vandspejlet og med de smaa mørke, stive Aks strittende lige op i Vejret.
Fra enkelte Højder kan man se et halvt Dusin af disse Smaadamme, hver for sig et Eventyr af betagende Skønhed. Ensomme og næsten aldrig sete af Mennesker ligger de paa den stille, fjærne Ø og spejler Himlens skiftende Farver — som Øjne, hvori Sorg og Glæde veksler. Kun Kvæget, som kommer til dem for at drikke, skræmmer de grønne Frøer fra deres Bredder.
Gennem de tætteste Krat, der ikke sjældent naar over to Mands Højde, har Kreaturerne lavet mærkelige, portformede Gennemgange, der er saa regelmæssigt og glatslidte, som om de var klippede med en Havesaks. Disse Gange danner i de største Krat fuldstændige Labyrinther. Et enkelt Sted har man fældet Tjørnene opad en saadan Gennemgang og kun ladet de inderste staa. Et vittigt Paafund: den ligger nu paa den aabne Mark som en Æresport for Køer, en Triumfbue for Høveder! Man har set saa galt før. —
Køerne, disse store, skikkelige Klovdyr, hører for Resten slet ikke hjemme i et Landskab som Vejrøs, de passer ikke her. Lige saa lidt som en Pølsetysker paa en Gletscher. En Ko skal have en helt anden Indfatning; den kan bruges i en Kløvermark, og er den tilstrækkelig mager og tungsindig ogsaa paa en skaldet Hedelod uden at skade Harmonien. Paa Vejrø bliver den komisk. Nej se til Faareflokkene, der spreder sig græssende over de fattige Marker — de staar til Himlen, til Havet og den vilde Flora! De ser ud, som Øen har født dem. Eller de vilde Kaninunger, der sorte, blaagraa og gule farer fra Hul til Hul i Klinternes Kam eller fra Krat til Krat, med Ild i Enden som en Flok løsslupne Smaadjævle, der nylig er kommen op for at holde Sommerferie paa Jorden — ogsaa de hører hjemme her.
Dette Landskab er barskt. Hvor fjærnt er vi ikke nu fra Idyllen, saaledes som vi fandt den paa de fyenske Øer! Alt hvad vi her ser har en Grundtone af Alvor og Strænghed. Hvad her findes af Liv, synes at trives paa Trods af de haarde Kaar.
Alt, undtagen maaske Fuglene. De store Stæreunger sidder lige saa fede og veltilpas som andre Steder i Revnerne mellem Grundstenene i det gamle Hus eller i de gamle, forladte Kaninhuller i Klinten. Maagerne larmer som ellers over Kysten og skændes med Kragerne, Mursvaler og Jordsvaler jager om Klinterne, udfor Stranden svømmer Skallesluger, Ederfugl og Gravgaas, og Viben svinger sig over Bakkerne. Inde fra Krattene høres Bogfinke og Irisk, Tornsanger, Gærdesanger og Gulspurv, og Gulbugen fløjter fra Tjørnenes Top. Muddersneppen trækker langs Strandens yderste Sten, og Vipstjærten slaar Saltomortaler efter Insekter over Tangen. Har alle disse Fugle ikke selv valgt Stedet, og er de her ikke næsten alle dem, som vi traf Dag efter Dag paa de yndige Øer, naar vi sejlede rundt i Fladvandene Syd for Fyens Kyster!
Men hvad er det her mangler — hvad er det for en Tone, Øret forgæves lytter efter?
Det er Lærkesangen!
Vi finder her vistnok for første Gang en Ø uden én eneste Lærke. Det er i Juni Maaned — hvor Lærkesangen naår sin Klimaks over hele Danmarks Land, de Toner, som giver Danmarks Sommer dens lyse Lokalfarve. Vejrø er bleven glemt. Og vi mærker paa besynderlig stærk Vis, hvad det betyder.
Hvad Grunden er dertil, kan vi ikke vide. Det er ikke, fordi Øen er for fjærnt beliggende; vi har før truffet Fuglen paa saadanne Steder, som laa langt længere borte fra „Fastlandet". Men de var altid beboede, og Vejrø rummer ingen Menneskeboliger. Er Lærken mon efterhaanden ligesom enkelte andre Fugle bleven saa vant til de Forhold, der følger med Menneskers Færden, at den ikke mere vil undvære dem? Det er vanskeligt her at se nogen anden Aarsag.
Pragtfuld er denne Ø, som den ligger her og straaler midt i det aabne Hav med sin hvide Brænding langs Kysten. Men hyggelig — langtfra. Den er ligesom Hesselø, Anholt og et Par ganske enkelte andre ikke noget sædvanligt, udpræget ødansk Fænomen. Den er en fremmed Farve i Mønstret, men den er med til at give alle de andre Toner Relief. Den er som et Saltkorn i den fede Grød.
Jeg mindes fra første Gang, jeg besøgte den — en Sommerdag med et Lys som nu — at jeg svingede om en Pynt paa Øens Nordstrand og pludselig stod overfor et stort Vrag, hvis tunge Skrog med de splintrede Master ragede op over Stenene og det hvide Sand. Det ramte mit Øje saa pludseligt, dette døde, solblegede Monstrum paa den øde Strand, og det lignede et vældigt, dødssygt Havdyr, som var kravlet op her for at faa sin Crepence i Fred.
Nu er Vraget borte; men jeg mindes Synet som et Træk i Øens Ansigt. —
Vi er ved at komme ud paa Havet nu!
Kun 15 Minutter var vi om at komme fra vor Ankerplads over det ganske smalle Vejrøsund til Bosserne. Men vi fik paa det Stykke Vej 32 Meter Vand under Kølen. Det er det dybe Sejlløb, om hvilket allerede Kingo siger, at det er anvendeligt selv for „de største Kongens Skibe". Endnu er ikke den „Manovar" bygget, som kunde stryge Sundets Bund med sin Køl; men for en moderne Leviathan vilde det dog nok blive for fin en Sport at jage gennem den smalle Rende. — Vi fik kun Brug for én Meter af de toogtredive! —
Bosserne, der snarere er at regne for et Rev end en Holm, er blot hævet ganske lidt over Havfladen. Dens største Højde er henimod 2rn. Den vestlige Ende løber ud i en kun faa Meter bred, men omtrent 300 m lang Hale af Ral, Grus og Sand. Den østlige udvider sig til en ca. 200 m bred Strandeng, som paa alle Sider er omgivet af en Strandvold af Rullesten. Som Modsætning til den magre Hale, der af Bevoksning kun bærer noget kummerligt udseende Marehalm, har den østlige Ende med Strandengen en overraskende Flora. Hele Arealet indenfor Strandvolden er næsten overalt dækket af et eneste, sammenhængende Tæppe af Engelskgræs, hvis Blomster her naar en ganske usædvanlig Størrelse. Engen danner med sin fine, lysviolette Farve et pragtfuldt Syn mod det blændende hvide Strandsand og det dybblaa Hav. Det ligner en Ædelsten i en skøn Indfatning.
Nogle mærkelige, roelignende Planter, der ragede højt op over alt det andet, havde allerede før vi sprang paa Land tiltrukket sig vor Opmærksomhed. Det viste sig at være usædvanlig frodige Eksemplarer af Strandbede. De fandtes baade paa Engens Yderkant og Strandvolden, men paa den sidste naaede de en Højde af fra 30—40 cm med Blade paa indtil 8cm’s Længde. Her staar Bidende
Stenurt med dens friske, gyldengrønne Farver mod det mørkere Græs, Strandmelde, Salturt og enkelte Grupper af Strandkaal, alle paa Volden eller dens Nærhed. Og paa Engen, hvor Havgræsser tæt dækker Bunden, finder vi mellem Engelskgræsset baade Røllike, Fandens Mælkebøtter, Høgeurt, Vejbred og Stinkende Storkenæb foruden en lille, gul Korsblomst, som vi ikke kendte.
Alle disse smaa Landnamsmænd, de mest iøjnefaldende og letkendelige af dem vi fandt, har taget Revet i Besiddelse og staar her nu ganske trygt og godt. Lang og haard har Kampen været for dem, men de vandt tilsidst; og saaledes som her klædes overalt hos os det nyopdukkende Land, saasnart det blot er bleven lidt mere end Havbund. Blomsterne er der straks — ligesom Birken, der klædte Fjældet!
Og i deres Spor og Følge kommer Fuglene.
En Mængde Stormmaager kredsede over Revet, allerede da vi nærmede os, og vi fandt paa Strandengen og Volden en ynglende Koloni paa omtrent 400 Stykker af disse Fugle. Nogle Graaænder saa vi lette fra Stranden, en Terne fløj forbi, og et Par Præstekraver fandt vi paa Østenden, hvor de aabenbart havde Rede i Sandet. Om det saa er Viben, har den fundet Vej hertil, ganske vist kun én eneste; men den er godt paa Vej til at blive til flere, for vi fandt dens Rede med 2 fine Æg i. Hvis de firehundrede Stormmaager kan blive enige om at spare disse to Æg, saa er der jo altid et lille Haab for den. —
Paa dette mærkelige, lille Stykke Land, hvor man næsten aldrig naar højere med Hovedet over Havfladen end om man stod op i en almindelig Robaad, er der dog et Minde om Menneskers Færden. Det er et lille faldefærdigt, sorttjæret Træskur, som ligger paa Strandengens Sydside. Det er ikke nemt at gætte sig til, hvilken Anvendelse det har haft; maaske har det været Ly for Sælhundejægere. Det fortælles, at Sælerne endnu i August Maaned kan vise sig i stor Mængde ved den ensomme, lille Ø.
Hen paa Eftermiddagen forlod vi Bosserne og gik til Kyholm, idet vi tog Vejen ganske tæt norden om Lindholm. Denne er en lang, græsbevokset Holm, der ligesom Bosserne paa flere Steder ud mod Havet er omgivet af en Strandvold, som dog her naår 3—4m’s Højde. Den er bevokset med ganske enkelte højstammede, men stærkt forblæste Tjørne, og vistnok med Slaaenbuske. Dens østlige Del, „Rumpen", var idag af Højvandet fuldstændig adskilt fra dens større, vestlige Del, og laa som en isoleret Holm, der kun bestaar af Sand, Grus og Ral med sparsom Bevoksning. Paa Hovedøen gik nogle faa, græssende Kreaturer.
in.
13*