VEJRØ
Ingenting i Verden har en Aroma som de første, modne Brombær — før alle Bær paa Busken er bleven modne!
Jeg ligger i Læet bag et af de mægtige Stendiger med levende Hegn, som indgærder Vejr øs Marker; over mig hælder nogle store Rosenbuske med glorøde Hyben deres Grene, og til begge Sider kan jeg ved blot at strække Armen ud gribe Haandfulde af Brombærbuskenes friske, sorte Bær, hvis Kød brister i min Mund med en Lyd som Druens, men hvis Saft er lifligere og risler som en Blanding af Kølighed og Luer over min Gane. Bestandig øger de min Tørst efter mere.
I Digets Læ er en Varme som paa en Julidag; men det er Septembers Klarhed, der er i Luften over mig, dens Farver straaler fra Hegn, fra Stene og Marker. Lige foran mig ligger et mærkeligt Landskab, en vid Vildmark, bestrøet med vældige Kampestensblokke saa tæt, at jeg tæller henimod 300 fra det Sted, hvor jeg ligger, jævnt fordelte over Jordsmonnet, hvor de rager op med deres graa, mos-groede Rygge over det grønne og gule Græs. Marken er kun Græs, vilde Blomster og Kampesten. Det ser ud, som om alle Buskene er flygtet herfra og har reddet sig op paa Stendigerne — Tjørn, Roser, Seljepil, Bukketorn og Brombær staar deroppe og samler Skørterne op om sig for at undgaa Berøring med denne barske Jordbund, som de lykkelig er sluppen bort fra.
Men Ødemarken er derfor ikke helt forladt. Over dens magre Jord gror et Væld af vilde Blomster mellem de graa Sten: Røllike, vild Gulerod og Persille, Knopurt, Klokkeblomster, Rødknæ, Krageklo, Harekløver, Gaaseurt, Regnfang og Brandbæger, Torskemund og Snerle, de to sidste endda klatrende op over Stendigerne og flokkende sig om Buskenes Fødder. Paa nogle store Stenhobe nær Digerne staar Agertidsler med deres silkeagtige, hvide Uld viftende for Morgenvinden.
Fra en Spalte mellem de to Kampesten kikker saamænd et Par spæde Smaa-bregner frem — et lille Minde om de gamle Skove, som var paa Øen, førend Menneskene kom hertil og raserede den. —
Det er Øens Urtidsansigt, den viser frem ved denne Mark, saaledes omtrent har den allerede set ud kort Tid efter, at Bræen forlod den for mange Tusinde Aar siden. Og hvor dens Marker ikke er som her, hvor Menneskene har dyrket dem, er de overalt omgivet af mægtige Stendiger, hvis Materiale er hentet fra den af Bræen stenstrøede Grund.
Det har været et sent og trælsomt Arbejde at lokke et Smil frem paa dette barske Ansigt! —
Men se — jo længere jeg fra dette øde Sted vandrer østpaa ind over Øen, jo mere skifter Landskabet Karakter og bliver idyllisk og fuldt af Ynde, saa utrolig dansk i sin Blidhed. Øens faa Gaarde og Huse ligger næsten alle skjult under frodige Trægrupper og Haver; her er en hel lille Skov, hvor vilde Kirsebærtræer og Abild gror, omsluttende noget, der ligner en lillebitte Landsby. 3—4 Gaarde og en halv Snes Huse kryber sammen her i Læet under Træerne, ja endogsaa en Kirkegaard, det rene Legetøj at se til, naturligvis med sin Kampestensmur omkring, det eneste anselige ved den.
Kirke har denne lille Ø naturligvis ikke, Vejen til Himlen for dens knap 4 Snese Beboere gaar over Smaalandshavet og den fjærne Fæjø Kirke. Ensom og fjærn ligger den herude, nordvestligst af alle Smaalandshavets Øer, og med en Mil til sin nærmeste Nabo Raagø. Til Lollands Kyst er der VU Mil og til Knudshoved paa Sjællandssiden hele 2 Mil. Det er lange Afstande i en aaben, lille Sejl-baad, dens eneste Form for Forbindelse med Omverdenen.
Flad og jævn er den som de fleste af dens Naboer; dens højeste Punkt er bare 5 m (!) Men trods dette og sin ringe Størrelse — den er kun 283 Tdr. Ld. — har den et forbavsende afvekslende Landskab, i hvilket Kampen mellem Kulturen og den barske Natur bestandig springer i Øjnene, synligst maaske paa Sydvestlandet, hvor de magre, dyrkede Agre, blot de ligger brak et Par Aar, paany begynder at springe i Lyng! Yderst herude paa de aabne, stride Strandenge, hvor enkelte forblæste Tjørne ligger med deres knoglede Lemmer henad den magre Bund, hvor Rensdyrlav knaser under Støvlerne mellem Lyngens Buske — her møder man igen Øens barske Ansigt, men uhyre forskelligt fra det, vi saa paa de stenede Moræneflader paa Vestsiden, og en ny Modsætning til den idylliske lille trækranste By paa Øens Midte.
Gaar man ud Østen for denne sidste og „Skoven" naar man ud til en stor, vandrig Mose, som er af en ejendommelig Skønhed. I denne finder man endnu hyppigt, som forøvrigt flere andre Steder paa Øen, mægtige gamle Egestammer, jordsunkne Levninger fra de gamle Skove. Øen er forbavsende vandrig, ikke mindre end otteogtredive større og mindre, naturlige Vandhuller og Damme findes paa Stedet, jævnt fordelt overalt. Adskillige af disse rummer hver sin lille, ejendommelige Idyl. Et af de mærkeligste, et Ottetal-formet Vandhul nær Byen, omkranset af yndige Piletræer, bærer det mærkelige Navn „Radtoppegraven", en Benævnelse, som ingen af Indbyggerne mere er i Stand til at tyde.
Bemærkelsesværdigt ved Hegnene her er det, at de som Modsætning til de fleste andre Steder i Landet endnu mest bestaar af Pil. Det var jo ikke noget smukt Bytte, vore Forfædre gjorde for henimod et Par Hundrede Aar siden ved at indføre den kanadiske Poppel og i saa høj Grad anvende den i Stedet for Piletræet. Ganske vist kan Poplen som voksent, ubeskaaret Træ blive baade stor og monumental, men i Skønhed naar den aldrig Pilen. Intet Træ herhjemme kan i Farveskønhed maales med denne, det er Landsens pragtfuldeste Vækst, baade for sin skønne, fornemt kølige Farves Skyld og for Grenenes prægtige Arkitektur, den der altid fornemmes gennem det sarte, aabne Løvværk. — Dette vidste en Maler som Corot Besked om!
Gaar man ud til Øens Nordøstspids, da møder man her et helt nyt Milieu. Her hvor Fyret ligger ensomt og trist paa det yderste Huk ud i Havet, hvor Strandkarse og Strandmandstro, Melde og Sandarve, Marehalm og Strandkaal gror i den sandede, golde Strand, her er maaske Øens mest øde og uvenlige Sted. Det er Stedets „Skagen", man er kommen ud paa. —
Fyret er opført i 1846 og bærer dette Aarstal paa Muren sammen med Christian VIU’s Initialer.
Huse og Gaarde har her den samme Tækning, som vi iagttog første Gang paa Enehøje Ø: paa Tagets øverste Skifte er Straaenes Rødder vendt opad, og disse mødes fra begge Tagets Sider øverst oppe; samtidig findes der ingen „Ryttere" eller andet synligt til at holde sammen paa Rygningen. Denne staar da med en lysere Farve end det øvrige Tag, hvad der bevirker, at man tror Taget ikke er færdigtækket. Saaledes gik det os ihvertfald baade paa Enehøje Ø og her, indtil vi fik Oplysning om Fænomenet.
Jeg gaar op til Øens største Gaard, Nygaard, tilhørende Proprietær Klausen. Den ligger ved Byens vestlige Udkant og hersker sammen med Nabogaarden, som er Vejrøs næststørste Ejendom, over hele den sydlige Halvdel af Øen. Jeg var nysgerrig efter at stifte Bekendtskab med Gaardens Indehaver efter at jeg nylig paa min Vej var kommen over den lille Kirkegaard, som kun er 600 □ Alen stor, og hvor af de 15 Personer, som ligger begravet her, ikke mindre end 12 tilhører Dynastiet Klausen, som har sit eget Familiegravsted, der optager over en Fjerdedel af hele Kirkegaardens Areal.
Det viste sig, at det ældste, nulevende Medlem af denne Familie, som dominerer Øen ogsaa udenfor Kirkegaarden, er en Gubbe paa 72 Aar. Jeg finder ham siddende paa Straataget over Indkørselsporten, ifærd med at lave en større Reparation paa dette! — Ved mit Komme iler han ned, let og spændstig som en Mand paa fyrretyve. Han er en høj, smuk og statelig Gamling, fuld af Kraft og med et Par herlige Øjne — en Aristokrat at se til helt igennem. Hvilken Stolthed, der lyser ud fra denne Skikkelse, hvilket Racepræg! Det er den ideale, danske Bondetype. —
Egentlig bor han nu i Bandholm hos sin Søn, som ejer det derværende Skibsbyggeri; men han længes bestandig tilbage til sin Ø, og engang imellem, naar han ikke kan styre sig længere, rejser han herover og gør Arbejdet med hos Sønnesønnen, som nu ejer Gaarden.
Den Gamle fortæller mig i store Træk alt, hvad han véd om Øens Historie. Tidligere hørte den under Baroniet Guldborgland paa Lolland, men allerede for 100 Aar siden købte Beboerne den. Det begyndte med, at en Assessor Kastrup kom hertil fra Langeland omkring 1820 og købte „Nygaard", Klausens nuværende Ejendom. Han døde kun 55 Aar gammel, men fik forinden Tid til fuldstændigt at forandre Øens Udseende. Ved Hjælp af 3—4 bomstærke, svenske Tjenestekarle, som han bragte med sig, rensede han de fleste af Markerne for Kampesten og stablede dem op i de monumentale Diger, hvor vi nu finder dem. Det var den Gang da en voksen Karls Aarsgage kunde klares med en Snes Rigs^ daler, Tøj til en Frakke og to Par Hoser! — Man ser i Tankerne de svenske Orang-Utanger rase med 6 Hestes Kraft henover de gamle Morænemarker, slaa Forbenene om de genstridige Sten og løfte dem op saa Jord, Trevler og Rødder følger med, og slæbe dem til deres Plads paa Digerne. Det var været et Arbejde for Trolde. —
Foruden dette fik „Assessoren" Tid til at plante hele Øens Skov og bygge Gaarden her op fra ny!
Efter hans Død omkring 1840 kom den gamle Klausens Bedstefar hertil, og-saa fra Langeland, som ganske ung Mand og købte Gaarden. Dette hændte før det rigtige Fyrtaarn blev bygget, og han havde den Opgave sammen med en anden at passe det gamle Fyr, som bestod af en Lanterne, der kunde hejses paa en Stage. Hele Forestillingen fandt Sted for én eneste lille Dampers Skyld, som gik i Rutefart mellem en sjællandsk Havn og Kiel. Det var den eneste Damper, som i de Dage passerede Farvandet. Mændene sad og lurede paa dens Tilsynekomst i en lille Tanghytte nærved den omtalte Stage, og naar den kom tilsyne, hejstes Lanternen, indtil den var gledet forbi, hvorpaa Belysningen pilledes ned igen — det gjaldt jo om at spare! I usigtbart Vejr hændte det imidlertid, at Damperen ikke kunde observeres fra Stranden, og naar man da ikke havde Held til at gætte det rigtige Tidspunkt for Ankomsten, maatte Damperen undertiden ligge Natten over under Øen, indtil man næste Morgen opdagede den. —
Ligesom de gamle Landnamsmænd førte Højsædestøtterne med sig til Island, saaledes medførte Klausens Bedstefar sit „Brændevinstøj", da han landede paa Vejrø. Han kastede det dog ikke i Vandet inden han naaede Stranden, men førte det omhyggeligt og i dyb Hemmelighedsfuldhed med sig op paa Øen — nu skulde der laves Brændevin herovre i Ensomheden! Men en ildesindet Nabo meldte ham snart efter Ankomsten, og alle Remedierne blev konfiskerede.
Nu skulde man lige til at ha’ haft det saa rart! -—
Det siges, at „Assessoren" reddede sit Brændevinstøj fra samme onde Nabos Efterstræbelser; men den Karl, der havde som Opgave at grave det ned naar en overhængende Fare nærmede sig, blev en Dag Uvenner med Husbonden og stak af fra Øen uden at røbe de hellige Kars Gemmested til nogen Sjæl. -— De kom aldrig mere tilsyne. Og siden de Dage skal der ikke være brændt Brændevin paa Øen. —
Kastrup kom til Øen som en ganske uformuende Mand med Karlene, et Utal af Tjenestepiger og iøvrigt et mægtigt Folkehold, men selv sled han med i det fra Morgen til Aften. Et Glas Brændevin til at forsøde Hvilestunden med kunde Himlen gærne have undt den brave „Assessor" og hans Berserker. —
Livet paa den lille Ø gaar nu sin stille og jævne Gang og skifter kun med Aarstiderne. Meget at snakke om kan de 75 Beboere ikke have udover det Stof, som Avisen bringer dem engang imellem. De er allesammen Agerbrugere -— ikke en eneste Fisker findes paa Øen. Kun Fyrmesteren og hans Assistenter er Undtagelser fra Agrarerne. Her findes en lille Skole, og den Fæjø Præst kommer undertiden herover og holder Gudstjeneste i denne. Ellers er den store, tilbagevendende Begivenhed i Øens Historie denne, at Bispen fra Stiftet aflægger Besøg og ved saadanne Lejligheder samler Beboerne til Gudstjeneste i Klausens pragtfulde Have. Et skønnere Sted at tale kan ingen Bisp forlange.
Øen, som hører under Fæjø Sogn i Maribo Amt kaldes i Valdemar II’s Jorde-bog „Wæthærø" ligesom Vejrø ved Samsø, og der nævnes Jagthus paa den. 1) Den har efter Beboernes Udsagn ingen synlige Spor af Oldtidsminder, og her er
i Mands Minde intet Oldtidsfund gjort af nogen Art. Uden Tvivl maa dog Øen have været beboet i Stenalderen saavel som alle dens Naboer, den er for stor og for nær beliggende ved disse til at kunne danne en Undtagelse.
Paa Øen findes af Sagn vistnok kun dette, som den oven i Købet langtfra er ene om: Øen havde i længst forsvundne Dage en større, østlig Nabo, paa hvilken der var Kirke og Præst. Engang blev Præsten narret af Beboerne til at give et Svin Alterens Sakramente, idet de udklædte Svinet, lagde det i en Seng og udgav det for Gaardens døende Bonde. — Det maa have været en besynderlig Befolkningstype, der fandtes paa Stedet, for det lykkedes virkelig at føre Præsten bag Lyset! Men da den gudsbespottelige Handling havde fundet Sted, sank Øen og Kirken, Beboerne, Præst og det hele ned paa Havsens Bund, hvor det har ligget siden. — Ude fra „Kirkegrunden“ hører man endnu, altid som et ondt Varsel, den sunkne Kirkeklokke klemte, og Fiskere har i stille, klart Vejr skimtet Murbrokker af den sunkne Kirke ude paa Grunden.
„Kirkegrunden" ligger i Virkeligheden et godt Stykke Nord for Øen. Sagnet er forøvrigt almindelig kendt og heftet til mange Steder rundt om i Landet.
Man skal være forsigtig med at „konstatere" en bestemt Befolkningstype paa Øer, som ikke er større end denne. I det overvejende Antal Tilfælde har Beboerne kun været paa Stedet i højst et Par Slægtled. Det viste sig for øvrigt paa denne Rejse mellem Smaalandsøerne, at Befolkningen her i de senere Aar er overordentlig stærkt blandet, naturligvis især paa de mindre Øer. Folket er paa disse Kanter mere uroligt og omflakkende end f. Eks. paa Øerne i det sydfyenske Øhav, hvor man den Dag idag finder Slægter, som har levet paa ét Sted i Aar-hundreder. Her er Reglen en bestandig Tumlen rundt fra Ø til Ø, og paa de mindre Øer kan de fleste af Beboerne paavise deres Slægts Indvandring hertil fra „Fastlandet" Lolland, Falster eller en anden større Ø, ikke sjældent fra Langeland. Her findes en Mængde Folk, hvis Slægt hører hjemme paa denne Ø.
Hvis man saaledes f. Eks. i denne Lokalitet vil efterspore Rester af den vendiske Raceblanding, maa man op paa Lolland og Falster for at finde Stof •— herude er der ialfald intet, som falder i Øjnene, selv om man har den bedste Vilje!
Paa Vejrø mødte jeg det eneste Undtagelsestilfælde. Jeg traf en Dag en Mand, som arbejdede i den store Mose Øst for Byen; han havde et iøjnefaldende fremmedartet Ydre, netop som man kunde ønske sig det: ganske sort, glat Haar, tyndt, hængende Overskæg, kraftige, stærkt fremspringende Kindben og gulbrun Hud. Han saa ud, som var han sprunget lige ud af ét af Wereschtschagins Billeder af Tartarer eller Kalmukker. — Aha! tænkte jeg, nu begynder vi at komme ind paa de Omraader, som var oversvømmet af Venderne; her har vi den første Prøve!
Det blev den sidste og eneste, jeg mødte i hele Smaalandshavet. Og da jeg interviewede Manden om hans Hjemsted svarede han: „Jeg har været her paa Øen en halv Snes Aar; men jeg er født paa Fæjø — og mine Forældre og hele min Slægt er for Resten fra Korsør!" —
Derfor kan Manden naturligvis godt være af vendisk-blandet Afstamning; men hans Tilstedeværelse her er altsaa en ren Tilfældighed.
Med Hensyn til Øens Dyreliv oplyste Beboerne mig om, at her sietingen Form for Rovdyr findes, heller ingen Rotter eller Muldvarpe, men derimod en Del
Mus. Af Vildt er der kun nogle Harer, faa i Sammenligning med tidligere, da her var en Vrimmel af dem. Formodentlig er det her som andre Steder hensynsløs Beskydning, der udrydder dem. Her findes slet ingen Agerhøns, og et Forsøg paa at plante Fasaner mislykkedes komplet, efter Sigende fordi en Kat tog Flokkens eneste Kok straks efter Ankomsten! —
Da vi forlod Klausens Gaard saa vi i et Træ paa den store, smukke Gaards-plads en Træpikker, hvilket er bemærkelsesværdigt fordi det er første Gang vi siden vor Ekspeditions Start møder denne Fugl. Ikke en eneste Gang har vi set den paa de større, skovrige Øer •— og saa skal vi finde den paa en Gaardsplads paa denne lillebitte, fjærne Ø! —
Af Fugle saa vi iøvrigt kun de almindeligste Arter, saaledes ved Hegnet mellem Byen og Sydenden Solsort, Rødhals og Rødstjært, og ved Byen Masser af Spurve og nogle Bysvaler, samt ved Landingsbroen de obligate hvide Vipstjærter og nogle Præstekraver.
— Men Efteraarets Fugletræk begynder at præget Landet. En Dag saa vi ved Fyret mindst halvandet Hundrede Svenskirisker forsamlede paa en Roemark, og samme Sted en mindre Flok Bogfinker. En stor Svaleflok jog forbi en Dag, ivrig forfulgt af en Spurvehøg, der lavede vældigt Røre mellem de trækkende Smaa-fugle.
I alting sporer vi Efteraarets Komme. Jeg staar den sidste Aften paa den aabne Sydkyst og ser Solen synke bag røde, uldne Skymasser. De mange Blomsters Farve paa Heden omkring mig blegner i det røde Mørke, der sænker sig over Landet. Den lille „Grin til Middag" har forlængst lukket sit røde Bæger for Aftenkøligheden; Høgeurten og Høstborsten staar endnu med de blege, gule Ansigter vendte mod det Sted, hvor Solen synker. Kornblomsterne inde i den gamle Kartoffelmark synes helt blaahvide i Farven nu ved Solnedgangen, og selv Lyngens Blomster bliver blege under Skæret fra den tunge Himmelrødme.
Just som Solen gaar i Havet kommer den i et pludseligt Glimt frem bag Randen af den mørke Sky. Strandengens spredte, sortgrønne Tjørne staar skarpe mod det blændende Solskær og det fosforlysende Hav. I Stranden vandrer en Faareflok paa Rad, ganske langsomt, som var det en Ligbegængelse. — Saa gaar Solen i Hav, og i et pludseligt Gys graaner alle Farver. Skyerne løfter sig fra Horisonten og dækker Himlen.
Nede fra Stranden piber Muddersneppen. Men langt ude fra den gustne Havflade løfter sig noget som en sort Sky, der bliver til smalle, bølgende Baand, som langsomt glider vestover højt over Vandet. Det er Sortænderne, der trækker.
De fem Aalefiskere, som har ligget for Anker nær ved os hele Dagen, letter langsomt én for én. Deres sortbrune Sejl glider stille tilvejrs, foldes ud af den svage Østbrise og føres ud over det rolige, næppe vindrørte Hav, ud mod Vesthimlen, hvor Mørket langsomt sluger dem.
Nu begynder deres Arbejdsdag.
Mørket falder hurtigt. En stor, rund Sky kommer sejlende over mig, og der falder en stille Regn med en sagte Prikken paa Lyngens Buske. — Men efter at vi er kommen ombord og alt andet er bleven stille, staar der inde paa en stor Sten i Stranden to store, graa Unger af Havmaagen og skraaler op imod Maanen, som stiger rund og mat op bag Skysløret.