De Danskes Land -- Achton Friis

VENØ

Af Limfjordens mange Øer forekommer ialt kun 4 i Valdemar Sejrs Jordebog, . nemlig Egholm, Fur, Livø og Jegindø. At Gjøl og Øland, som dengang har været helt havomflydte, ikke nævnes deri, skyldes sandsynligvis at de har været i Adelens Besiddelse eller ialfald for tæt bebyggede til at de kunde falde ind under den Lov, som gav Kongen eller Kronen Ejendomsret til dem som øde Landstrækninger. Maaske har det samme været Tilfældet med Venø, som mærkværdigvis heller ikke nævnes deri. —

I et Dokument fra 1503 kaldes Øen Vennerholm. Den hørte gennem Hundreder af Aar under Herregaarden Wolstrup i Hjerm Sogn, lige til Beboerne omkring Midten af forrige Aarhundrede begyndte at købe deres Fæstegaarde og nu forlængst alle er bleven Selvejere. Øen var Anneks under Hjerm Sogn lige til 1750, da den fik egen Kirke og Præst, som tillige er Skolelærer.

Den 1162 Tdr. Land store Ø, som har en lille Landsby, rummer nu 52 Beboelser med 293 Indbyggere og danner eget Kirkesogn under Ringkjøbing Amt. Af Beboelserne er 8 Bøndergaarde og 5 Boelsteder. Foruden de ca. 50 Fiskere, af hvilke flere ikke selv er Husejere, driver ogsaa en Del af Jordbrugerne Fiskeri. Af Jorderne er 350 Tdr. Ld. under Plov, 250 er Kjær og Fælled og 60 er Eng. Omtrent 75 Tdr. Ld. er beplantet, og Resten er Hede og Strandarealer.

Vi har lagt os i Læ af Øen paa dens Østside, for det stormer nu paany af Vest. Iøjnefaldende langt ude fra Fjorden er Øens Mængder af Nybygninger, der her er af samme Lavmaal som alle andre Steder. Gud véd, om der noget andet Sted i Landet er saa faa af de gamle, gode Gaarde levnet som paa disse Limfjordsøer! Paa de fyenske og sjællandske er Landskabet dog ikke i den Grad lagt øde som her, og man finder hist en ikke ringe Veneration for det, som man nu med Rette kan kalde Fortidens Byggeskik. Paa de Limfjordsøer, vi hidtil har set, er saa godt som intet levnet af Værdi; og i disse aabne, skovløse Landskaber, hvor intet skjuler de ækle Cementstensbygninger, gør de sig ved deres ækle Farver og pakkasseagtige Form gældende paa uhyre Afstande.

Oppe i den sydlige Del af den lille Samling Boliger, som bærer Navn af Venø By, finder vi Øens lille mærkelige Kirke — den eneste Bygning paa Stedet, som kan nævnes med Hæder. Naturligvis er heller ikke denne gaaet Ram forbi; Vaabenhuset, som er noget nyere end det øvrige, men ellers falder taaleligt sammen med den ældste Del, er for nylig bleven tækket med Cementsten af den sædvanlige røde Kulør, der ligesom kan give én Valle i Munden. Det er en Skændsel for den lille Bygning, som ellers er tækket med ædle, gamle Tegl.

Kirken, som er bygget af raa Kamp med Hjørner af Munkesten, er mærkelig derved at den er Danmarks mindste. Dens indvendige Maal er kun 10,50x3,90 m! — Dens gamle Granitdøbefont har faaet en moderne Fod, som skader den stærkt. Altertavlen er en Kopi af et af Carl Blochs daarligste Billeder „Et er fornødent". En fortrinlig gammel Lysekrone og en moderne do. af grimt Fabriksarbejde er foruden et rædsomt Oljetryk, som formodentlig er skænket af en Velynder, det væsenligste af hvad der er tænkt som Pryd for det lille Rum, der med sit Bjælkeloft og de raa, hvidkalkede Vægge i sig selv er udmærket -— hvis blot ikke nogle nye Vinduesrammer, der ser ud som de er hentede fra et Køkken, var indsat i Stedet for de gamle. Den lille Klokke har sin Plads i den vestre Gavl, hvor Rebet hænger ned fra Glamhullet uden paa Muren; Sydsiden af Skibet bærer Spor af en tilmuret Dør, som muligvis har været Kirkens oprindelige Indgang.

Den gamle Præstegaard, som i 1873 nedreves og erstattedes af en ny, skal i sine beskedne Dimensioner have svaret godt til Kirken. Stuerne var saa smaa, at da man engang i Begyndelsen af 60’erne fik en meget lang Præst som hed Fyhn, maatte der brydes Hul i en Væg i Sovekammeret for at Sengeenden kunde stikke ud gennem dette og ind i det tilstødende Værelse. Gaardens Pigekammer blev dengang benyttet til Skolestue. Samtidig var her Rullestue, og Rullen havde foruden sin egentlige Bestemmelse saa forskelligartede Opgaver som at være Skolebord og Seng for Pigen!

Det siger sig selv, at Kaldet paa Venø ikke var særlig fedt — og da det var slaaet sammen med Skolelærerembedet har det sandsynligvis heller ikke dryppet noget videre paa Degnen. Misfornøjelsen med dette hos Kaldets Indehavere gav sig da ogsaa undertiden tilkende. I Forordet til Brorsons „Troens rare Klenodie med Svanesang" findes aftrykt et Brev fra Bispen til en misfornøjet Præst paa Venø ved Navn Wind, som søger bort fra Embedet i Utide, efter at hans Forgænger var kommen bort herfra ogsaa paa Grund af de slette Bolig- og Lønforhold. Brorson afslaar dette pure i sit Svar til Præsten og siger bl. a. deri, at den Omstændighed at en Præst i Utide forlader sin Post fordi den ikke er com-fortabel og indbringende nok, kunde „bestyrke politicos i den Mening, at Gejstlige aldrig er tilfredse, uden at have altid deres gode Kommoditet." Handelsmænd og Officerer har det virkelig ofte langt værre, siger Bispen. „Naar Frugten faar sin Modenhed eller sidder sin Tid ud, saa smager den ret", og „naar Tiden bliver Ham lang, kan Han tænke paa de gamle Propheter, som gik i Huler og paa Bjergene; ja, hvad mener Han vel, om disse dyrebare Guds Mænd maatte havt det saa godt, og i det Sted siddet i Ro i deres Huler". — „Lader os kun med Andagt efterlæse Pauli svare Arbejder, farlige Rejser, trange Logementer 2 Cor. 4, 6, 11, 23." Han paalægger den „kiære Hr. Wind" at tænke paa, at „for de arme Sjæles" Skyld maa jo nu En have disse Vanskeligheder!" Forflyttelse kan han søge, naar Tid dertil kommer, siger den vittige Bisp.

Venø By med den lille Kirke ligger omtrent nøjagtigt paa Øens Midte. Det langstrakte Land, som i Luftlinje fra Nord til Syd er 8 km, medens det paa det bredeste Sted knapt naar l¹/* km, har en højst besynderlig Form. Med den lille

Røn, som ligger inde i Klovvig paa Nordenden, ligner Øen paa Kortet en „Søhest", som er ved at sluge en lille Gopler. Den sydlige Ende, Venø Odde, er adskilt fra Revet „Klippen" paa Fastlandet ved det her knap 200 m brede Venø Sund, gennem hvilket den ca. 40 m brede Sejlrende skærer sig ned i Bunden til 14 m’s Dybde. Øen er ellers til alle Sider omgivet af lave Grunde, som østligst løber ud i den undersøiske Venø Tap. Dens nordlige brede Højland er bakket med mange Furer og Kløfter, medens den smalle Sydende falder lavere, men dog har enkelte Smaabakker lige til hvor den sydligst ender i en smal Odde. Ved Nordenden indeslutter den lange, lave Thorsodde med Bradsør Odde samt Øster-øre den lavvandede Klovvig. Øens højeste Punkt er den 27 m høje Forstow Bakke (Navnet har Eftertryk paa stow). Andre Bakker er paa Nordenden Risbjerg, Majbjerg (rimeligvis efter „Maden" ved Klovvig), Døtbjerg, Vejsbjerge (af Vejst o: Vest), Knakken (delt i Nørre- og Sønderknak), Stenkast, Swothyw (Sorthøj) og Hyldbjerg; paa Sydenden ligger ved Venø By Flegbjerg, hvorpaa Kirken findes, Krasbjerg, Firbjerge, Stensbjerg, Stodbjerg, Ærkbjerg (ikke Arfcbjerg som paa Generalstabskortet), Skaanbjerg og Ørbjerg.

Øens gamle Skove er forsvundne, og kun Navnene Sønderskov og Nørreskov er Minder om dem. En Mængde Plantninger er i de senere Aar skudt op, særlig i et smalt Belte paa langs gennem Øens nordre Del. De første anlagdes i 1890 af 7 Gaardmænd og Præsten under Hedeselskabets Ledelse. Men flere Steder paa Øen, saaledes baade paa Nordvestsiden, paa Nordøstsiden og paa den sydøstlige Del, findes endnu store Strækninger med ufordærvet Hede. Fra vor Landingsplads udfor Swothyw kan vi gaa over næsten ubrudte Lyngstrækninger tværs over Øen til Rønkjær Odde, og herfra breder sig mod Nord et Bælte paa 2—300 m.s Vidde helt ud til Thorsodde paa Nordkysten, dækket af skønne, alvorlige Bakker og furet af dybe Skaar, der løber ud mod Kysten. Som alle Øer vender Venø sit alvorlige Aasyn mod Nordvest.

Det blæser en Storm af Vest, Limfjorden raser grøn som Sæbevand under de bratte Lyngbakker om Forstow Bakke, plettet af Skyggerne fra de jagende Skymasser. Vi har haft Uvejr med et Par Smaaafbrydelser en hel Maaned, i hvilken Vejret forøvrigt ikke har været ens to Dage itræk, kun Epokerne i det er bestandig de samme og ser saaledes ud: Stormen fra Nordvest falder pludseligt, og det bliver Sydøstvind med stærk Lummervarme. Mens Sydøstvinden tiltager i Styrke, kommer et mægtigt Tordenvejr fra Sydvest og drager hen over os med Brag og Skylregn. Saa skifter Vinden om i Vest og bliver Kuling, Himlen fejes ren — og det hele ender som det begyndte med Nordveststorm. Hvorefter Programmet gentages forfra.

Men hvor skønt er dog ikke dette danske Vejr! Og der er nok af det, somme Tider alle Slags samtidig som ud af et Overflødighedshorn. Lad os ikke dadle det, saaledes som det er bleven Skik mellem vore andenrangs Rivierarejsende, der taler om Vejr som Mejersker taler om Shakespeare. Lad os elske dette karske Vejr, det er den eneste Side af dansk Natur, som endnu er helt ufordærvet.

I dette ødelagte Land, hvis Natur er bleven hærget af Smaastræbere, trampet ned af Bønder og Forstmænd, griset til af Hedeselskabet og en hæslig Villabebyggelse langs Kysten, saa knapt en Strimmel af denne Kyst mere er ren — her er Vejret endnu vort!

Indtil ogsaa dette en skønne Dag tages i Brødets og Spekulationens Tjeneste og bliver sat til at trække tusinde Centrifuger.

Venøs Heder har endnu noget af deres oprindelige Skønhed tilbage. Hvilket vidunderligt Sammenspil danner ikke de gyldenbrune Lyngbakkers Farver mod det mærkelig graagrønne Vand i Fjorden, det er som Chrysopras indfattet i gammelt Guld! De fjærne Fastlandskyster i Nord og Øst løfter sig i høje Bakke-bølger, hver med sin Bræm af Kæmpehøje. Det er et ægte Limfjordslandskab, barskt i Linjerne og tungt i sin Hvile — men hvor Sindet bliver blødt af at skue det! Det er den vemodige, Blicherske Hede; her kunde de dejlige Verslinjer være bleven til:

Fra den høje Banke ser jeg den dalende Sol kaste sit skarpe, grelle Lys over Lyngbuskene og give dem dybe, sorte Skygger. Jeg ser udover dette ensomme Land og vidt over Fjorden til Thyholm, til Jegindø og Mors, til Salling med Bankerne ved Kaas, og foran mig over Klovvig til Bradserodde, hvor de Tusinder af Maager svæver over deres Reder og faar Glans af den lave Sol. Dækket af en Bakkekam ser jeg en Flok store Regnspover staa i Lyngen foran mig; kun tredive Alen borte staar de, ganske stille og med alle de lange Næb vendt lige mod Solen. I samme Øjeblik, som min Overkrop bliver synlig over Lyngtoppene, letter de og tager Vej ud over Vigen, uden en Lyd forsvinder de over Havet imod Nord.

Om Natten er det stille med Havbleg; der høres kun et sagte Bølgeskvalp mod „Rylen“s Borde.

Saa staar Solen op, og Dagen begynder. Nogle store Havmaageunger, syv i Tallet, kommer trækkende ind over Fjorden mod Landet, skraalende af fuld Hals saa Bakkerne giver Genlyd videnom. Og da varer det altsaa ikke længe, inden Uvejret melder sig paany, for Limfjordsboerne siger om Maagerne, at „naar de Struer Høns skriger, bliver det Storm." De store Havmaager kaldes ogsaa Havgassier eller Hakketarrer. Ligesom dem er ogsaa Hættemaagerne solide, men onde Vejrprofeter; sætter de sig paa Huse og Skorstene vil de derved ofte flere Dage i Forvejen forkynde Uvejr.

— Den jydske Bonde har Ordspil om Fugle og Dyr, som ofte maler deres Stemmer fortrinligt. Naar Hjejlen sidder paa Marken siger den: „Tæænd di Piiv, tæænd di Piiv!" Og naar den flyver op siger den: „Sæt Hyt’ aapo, sæt Hyt’ aapo!" — Om Viber og Bekkasiner (Skronnihors eller Horsegumme) siges der, at de første er forhenværende gamle Pebermøer og de sidste Pebersvende. Det er derfor Viben spørger Bekkasinen: „Hwi vild’ do ett’? Hwi vild’ do ett’?“ og Bekkasinen svarer: „A tuur it!“

Eller hør om Hundenes Stemmer: Ud fra en Gaard kommer farende tre

Hunde, den ene mindre end den anden. Den største raaber: „Hjælp, hjælp, hjælp!" Den noget mindre raaber: „Haa’ do mæ behow, haa do mæ behow?“ Den allermindste kommer tilsidst: „A vil gjø’ de A kan, A vil gjø’ de A kan!“ Endogsaa døde Ting taler. Naar saaledes Pigerne de søgne Aftener karter Uld for Konen, siger Karterne ganske langsomt: „A kaarer for mi Madmuer, A kaa-rer for mi Madmuer!" Men om Lørdagaften, naar Pigerne arbejder for sig selv, siger Karterne rapt: „A kaarer for mæ sjæl, A kaarer fo mæ sjæl!" — Eller naar den Fattiges Kaalgryde koger, da siger Kødet til Flæsket: „Huer æ do, hær æ A!" Men i den Riges Gryde siger det: „La mæ fo Romm, la mæ fo Romm!" — Naar den lille Landsbykirkeklokke ringer ved Solnedgang, taler ogsaa den, og i dens jævne Ord er Stemningen sikkert anslaaet og alt sat paa Plads:

Ligesom andre af Limfjordsøernes Beboere adskiller Venøboerne sig fra Indbyggerne paa de fyenske og især de sjællandske Smaaøer ved deres friere, mere selvbevidste Væsen. De er gæstfri i høj Grad, og hvad der adskiller Forholdet til den Fremmede i Hjemmene her og hist er blandt andet dette, at Husmoderen her tager sig mindst lige saa meget af Gæsternes Underholdning som Manden. Hun er altid med tilbords, hvad enten det er et improviseret Traktement eller et Aftensbord det drejer sig om. Da jeg en Dag besøgte en af Øens større Gaarde, og Manden tilfældigvis var borte, modtog hans Hustru mig, og ved Kaffebordet, hvor vi var ene, ledede hun bestandig Samtalen, som aldrig rummede nogen tvungen Pavse. Dette er saa godt som fuldkommen utænkeligt paa de sydlige Smaaøer, hvor Beboerne for det meste i langt højere Grad har Præg af Almue. Kvindens Stilling er i de jydske Hjem en anden, hun er mere end et Tyende, hun er Mandens jævnbyrdige. Maaske skyldes dette i nogen Grad den Omstændighed, at Beboerne her er saa stærkt prægede af Grundtvigianismen. Megen Selvbevidsthed, der let faar Præg af en lidt usmagelig Selvglæde, gaar her ofte sammen med en noget stram Lokalpatriotisme, og der er „Ærkejyder" mellem Beboerne, som ikke giver de sejgeste paa Fastlandet noget efter. Om en Kvinde, som er indvandret hertil og har boet i langt over en Menneskealder paa Stedet, sagde en af Øens Gaardmænd til mig efter at han først havde hævet hende til Skyerne for hendes fortrinlige Egenskaber: „Ja — hon haar s’mænd ett’ anner Fejl end at hon æ Sjællænder!"

Det var netop den samme Kvinde, som han og alle andre henviste mig til, naar jeg vilde vide Besked om Øens Forhold i ældre Tid; og den mest iøjnefaldende Forskel paa hende og de øvrige Beboere var denne, at hun havde interesseret sig for denne jydske Øs Historie og omhyggeligt nedskrevet hvad hun havde kunnet opspore. Fru Bertheline Jensen, som kom hertil ved Gifter-maal for 40 Aar siden, er bleven Foregangsmand paa Øen paa forskellig Maade, navnlig ved sit fremragende Havebrug. Hun er fuldkommen akklimatiseret og føler sig vistnok i enhver Henseende som Jyde. Hendes Mand stammede fra en af de største Gaarde paa Øen, Nørskov, som indtil for omtrent hundrede Aar siden laa i Dalsænkningen ned mod Klovvigs Sydside, men blev bortrevet af Stormfloden i 1839. Hun fortæller om dette rædselsfulde Uvejr, under hvilket Thyborøntangen gennembrødes af den voldsomme Brænding og Højvandet, som Nordveststormen rejste. Vandet steg her saa højt, at det strømmede ind i alle Nørskovs Lader og Stuer. En 90-aarig Kone, Moder til Fru Jensens Svigermoder, som laa tilsengs af Sygdom, reddedes først da Vandet stod saa højt, at hun kunde naa det fra Sengen med Hænderne. Hun blev i sidste Øjeblik baaret herfra op til et Hus i Bakkerne. Nørskovs Længer var alle lerklinede og faldt straks efter.

Om Natten og hele den næste Dag vadede Beboerne omkring i Vandet og reddede hvad de kunde. Paa den Maade blev alle Kreaturerne bjærgede, blandt andet omtrent hundrede Faar, der stod ude paa de lave Enge og blev baaret op i Bakkerne og sendt over til Sønderskov. Da det var midt i den haardeste Vinter, var det ikke alene „stræng for di sølle Bæster!"

Ved Gaarden Nørre-Vejsbjerg lagde man under Redningsarbejdet til ved Forstuen med en Baad, hvis Stævn kunde flyde indenfor Døren. Beboerne reddedes paa denne Maade og maatte i nogen Tid sammen med flere andre søge Ly i Kirken. — Efter denne Katastrofe blev Nørskov flyttet til sin nuværende Plads i Bakkerne sønden for dens gamle Sted.

— Sønderskov er med sine 7*/₂ Td. Hartkorn Øens største Gaard. Om et Par af dens tidligere Beboere fortæller Fru Jensen følgende karakteristiske Træk: Indtil for godt en Menneskealder siden var her i omtrent hundrede Aar itræk en Enke eller Enkemand bestandig bleven gift med ganske unge Folk — det var nu saadan „kommen igang“ og kunde vanskeligt afbrydes. Engang ejedes Gaarden af en Enke ved Navn Eva Marie, som havde en Datter paa en Snes Aar. En Dag, da Konen med alle Folkene sad tilbords, kom en ung, rask Karl spadserende ind gennem Porten paa Gaardspladsen, og alle blev omtrent samtidig opmærksom paa ham. I samme Øjeblik som Enken saå ham, slog hun sin flade Haand mod Laaret og udbrød: „Dær æ sgi’ ham, A ska’ ha’!“

Og saadan blev det. Karlen fik Plads paa Gaarden, Enken kælede for ham, og han var ikke uvillig. Men det trak noget længe ud med Afgørelsen, saa længe at det stod Fare for at Traditionen skulde blive brudt. For en Dag traadte Datteren ind foran sin Mor, satte Armene i Siden og sagde til hende: „No skal A sej Dæ jen Ting, Mow’r, at no mo Do snaar si aa ta en Bestemmels mæ Jens. For hwis Do ett vil ha ham, saa taar A ham!“

Dette afgjorde Sagen. Den endte i Enkens Favør — forsaavidt som det blev hende, der fik Karlen. Han hed Jens Ris og havde faaet sit Navn paa denne mærkelige Maade: Hans Forældre var Gaardmandsfolk paa Øen, for hvem det var gaaet økonomisk tilbage. Moderen henvendte sig da engang til en Storbonde paa Fastlandet og bad om Hjælp til at faa Gaarden bragt paa Fode. Den fremmede Bonde, hvis Navn var Jens Ris, saå op og ned ad Konen, og han opdagede hun var frugtsommelig.

„A ska’ hjælp’ Dæ, aa Do ska’ fo æ Pæng’!“ sagde han. „Men A stiller jen Betingels: dersom det Baa’en dær blywwer en Dreng," sa’e han og pegede paa hende, „saa ska’ Do kald ham Jens Ris!"

Konen lovede dette, og Drengen hun fødte fik ogsaa Navnet. Gaarden Nørre-Ris paa Øens Østside er endnu et Minde om ham.

— Nørskov paa Øens Nordende var omkring Aar 1800 Øens næststørste Gaard, og Mads Nørskov, dens Ejer, en velstaaende Mand. Han var to Gange gift og havde ialt 16 Børn, af hvilke Fortællerindens Svigermoder var det yngste. Statsbankerotten ramte som saa mange andre Nørskov haardt, og Mads Nørskov endte som en forarmet Mand. Tilsidst bestyrede en Svigersøn Gaarden og havde som eneste Medhjælper i Mark og Lo 3 af Madses Døtre. Gaardens Lervægge forfaldt, og da Stormfloden kom i 1839 blev dens Længer et let Bytte for Bølgerne.

Alt dette og meget mere fortæller Fru Bertheline Jensen mig. Af hendes Optegnelser kan kun en lille Brøkdel rummes paa disse Sider, men derfor vil de naturligvis ikke gaa tilgrunde eller blive glemt.

Da vi senere gæstede Ejeren af Nørskov, fandt vi ved den gamle Tomt i Dalen kun Spor af en gammel Ferskvandsdam, og Vesten for denne Rester af Gaardens gamle Kaalgaardsdige, der ligger i Læ under de høje, lyngklædte Bakker, samt den gamle Brønd, som endnu anvendes. Gaarden har haft en herlig Beliggenhed i den smukke, næsten rektangulære Dalsænkning lige opad den blaa-nende Vig med dens Tusinder af ynglende Fugle, med dens blændende Farver af Græs og stenet Strand og de hvide Muslingeskaller. Udsigten herfra over Fjorden og de skønne Banker omkring Herregaarden Kaas er storslaaet og skøn. Stedet er Øens eneste Idyl. Hr. Vestergaard, Gaardens nuværende Ejer, modtog os med ægte jydsk Gæstfrihed. Gaarden har for nogle Aar siden solgt 100 Tdr. Land ved Klovvig til „Østerskompagniet“, som eksperimenterer med Udplantning i Vigen, foreløbig med et ikke heldigt Resultat.

De to andre større Gaarde paa Øen, Nørre- og Sønderris, er opstaaet ved Deling af den gamle saakaldte Gadegaard, der i sin Tid dannedes af to sammenlagte Gaarde. Ejeren af Nørreris, Hr. Vestergaard, er en Broder til Nørskovs Ejer og ligesom denne for ikke mange Aar siden indvandret til Venø. Overhovedet er en stor Del af Øens Indbyggere kommen hertil fra Fastlandet i de senere Aar, og nogen Type er det derfor vanskeligt at tale om her. Fru Vestergaard paa Nørreris er en af de faa af gammel Venø-Slægt, som har levet hele sit Liv paa Stedet. Hun er en mørkhaaret, stor Kvinde, hvis Ydre og hele Væsen er et godt Eksempel paa, at man endnu i Jylland har et virkeligt Bondearistokrati, som vi kan være stolte af. Det er ud til disse Egne man skal søge, for endnu at finde Typer fra Johanne Luise Heibergs Tid, tænkte jeg da jeg mødte hende!

„Der findes egentlig ingen Venøboer mere,“ sagde hun, „eller ialfald er der næsten ingen ægte tilbage. Jeg er en af de faa!“ Hun beder mig i Løbet af Samtalen, som finder Sted ved et Kaffebord, der lydløst er groet op af Gulvet, om at tage Livet af den gamle Skrøne, som ogsaa Trap beretter, at Beboerne udtaler Øens Navn „Vennerø“ og Byens „Vennerby". Det er aldrig hørt paa Øen. Dens Navn udtales som „Vend’-ø“ med kort æ-Lyd i e’et •— ikke Vænø med langt æ.

Ligesom Broderen paa Nørskov er Gaardens mandlige Ejer en god Jyde af udpræget grundtvigiansk Type. Han fortæller mig spøgefuldt, at da Ægteparret for 5 Aar siden fik en lille Søn, havde han haft isinde at kalde ham Niels Ebbesen til Fornavne -— det vilde jo passe saa fortrinligt til Nørreris. — Men hans Kone, som fandt at det næsten passede for godt, fik ham nemt fra det. Det var vist klogt.

Almuen, især i Jylland, er almindeligvis lydhør overfor det pudsige og ynder ikke det alt for højttravende. Jeg kender et Eksempel, hvor et Ægtepar havde døbt deres to første Børn Hermod og Thormod. Siden, da Familien ramtes af daarlige, økonomiske Kaar, men vedblev at øges med det ene Barn efter det andet, døbte Naboerne disse: Armod, Vemod og Mismod.

Jeg maa ogsaa mindes et andet Tilfælde, som skriver sig fra det nære Fastland ved Limfjorden, hvor der i en Bondegaard fandtes tre Drenge. Deres Fornavne var laant fra tre af vore Guldalderdigtere, hvis Efternavne af og til anvendtes i grundtvigianske Kredse til Afveksling med Sagaernes Heltenavne. Min Meddeler sagde, at det lød meget besynderligt, naar en Fremmed uventet holdt sit Indtog i Gaarden, at høre Konen raabe til Drengene:

„Ta di Trææsko’ po, Oehlenschlager! Snyd di Nies, Grundtvig! Knap di Bowser, Ingemann — dit Taarnhued!“ —

Det siges, at jo længere man kommer vesterpaa, jo mere forsigtig bør man være for ikke at vække Smilet.

Øens Sogneraadsformand, Fisker Peder Chr. Pedersen, fortæller at da han kom til Øen og bosatte sig i 1886, fandtes her kun ca. 100 Indbyggere, medens Tallet nu er steget til det tredobbelte, hvilket stemmer temmelig nøje med Traps Angivelse.

Om Øens Dyreliv fortæller han, at her foruden Vandrotten, som er talrig, findes baade Markmus, Husmus og Spidsmus, hvorimod den brune Rotte og Muldvarpen ikke er paa Øen. Af Rovdyr er her Maar og Lækat. Pindsvinet findes ogsaa og har i de senere Aar formeret sig stærkt. En Mængde Hugorme ses paa Hederne, især paa Sønderlandet; derimod er her hverken Snoge eller Firben. Fasaner har været indplantede, men er uddøde. Her er nu kun faa Agerhøns, men derimod saa kolossale Mængder af Harer, at de er en sand Landeplage. Dette stemmer godt med hvad vi har set, især paa Nordenden, hvor de optraadte i Flokke paa 5—6 Stykker, og ofte saå vi deres lange Ører rage op over de lave Vaarsædmarker. Nørskovs Ejer fortalte, at de ødelægger en Mængde Sæd om Sommeren og Frugttræer om Vinteren. Og da jeg spurgte ham, om Jagten da ikke var udlejet, svarede han: „Jow — men det æ sgi’ derfor, dæ blywwer saa manne!“ Jagtselskabet orker ikke at bortskyde mere end omtrent 50 Stykker aar-ligt, men der burde nedlægges det tidobbelte Antal! —

Sogneraadsformanden fortæller videre, at Horsegummen (dobb. Bekkasin) findes her i ikke ringe Tal, især i Kjærene paa Østsiden, og at Regnspoven meget hyppigt ses paa Nordenden. Ved Firbjerge ruger Gravgaasen, og sandsynligvis yngler ogsaa Skalleslugeren paa Kysten.

Tidligere var her langt bedre Kaar for Fiskerne end nu. Naar man, før den store Stormflod ødelagde mange af Fiskearterne, vilde have en Ret Fisk, kunde enhver ro ud paa Fjorden eller Vigen og blot trække med et lille Vaad eller en Sivkurv, saa fik man straks denne fuld.

Fisker Jens P. Jensen paa Sydlandet fortalte, at her endnu for 50 Aar siden var et fortrinligt Aalefiskeri, men at dette siden er jævnt aftaget. De fleste af Øens halvt Hundrede Fiskere bor oppe i Venø By. Om Foraaret fisker de nu med Bundgarn efter Sild, om Efteraaret med Ruser efter Blankaal. Endnu er der stedvis et godt Fiskeri i Fjorden, men tillige altfor mange Fiskere, da de foretrækker disse rolige Farvande for Vesterhavet eller Kattegat. Enkelte store Baade fra Lemvig gaar i de senere Aar ud i Vesterhavet, men ingen Fisker Vest for Aalborg søger ud i Kattegat.

Livø. Dalsænkning bevokset med Sandtise (de lysere Partier); i Forgrunden Enebær og bag disse tre høje Hvidtjørne.

Livø. Stor, skaalformet Dalsænkning, bevokset med Sandtise og Enebærbuske.

Venø. Kirken set fra Vest.

Venø. Kirkens Indre, set fra Altret mod Vaabenhuset.

Venø. Lynghede ved Øens Nordvestside. I Baggrunden Forstow Bakke.

Venø. Ung Kvinde af udpræget mørk Type fra Øens Sydland.

Livø. Ener med vindfladet Top og blottede Rødder.

Fuglholm. Ti Dage gammel Unge af Sterna cantiaca.

Venøboerne har fra gammel Tid haft Ry for at være de flinkeste og dristigste til at bruge de her almindelige smaa Topsejlsbaade, som kaldes „Sjægter", der som Regel er fra 18—20 Fod og altid aabne. Først for omtrent 10 Aar siden er der kommen Motorer i dem, og siden er Baadene blevet større, til de nu ofte er 3—4 Tons imod tidligere Frøens Indbyggere, der ingen Havn har tiltrods for det store Antal Fiskere, har nu Planer om at bygge to saadanne, paa Østsiden nær Skaanebjerg og paa Vestsiden udfor Venø By.

Den smalle Del af Øen helt op til Firbjerge er temmelig lav med isolerede Bakker. Det meste er under Plov, men ogsaa her findes dog Syd for Ærkbjerg et større Stykke urørt Hede med Lyng, Klokkelyng, Dværgpil og Revlingris, og sønden for dette en lav, moseagtig Strækning med sivgroede Vandhuller, hvor der er Kolonier af Hættemaager og Stormmaager. Langs Stranden saå vi forskellige Terner og enkelte Skalleslugere foruden de sædvanlige smaa Strandfugle. Over Heder og Moser var der her ligesom paa Livøs Sydland i Hundredvis af Viber i Flokke.

Østsiden Nord for Hyldbjerg er det Sted paa Øen, hvor vi har fundet den rigeste vilde Flora, en Følge af det forskelligartede Terræn med Hede, Mose, Strandeng og dyrket Mark. Alligevel fandt vi ikke stort udenfor de Arter, man sædvanligvis ser i saadanne Lokaliteter. Dværgpil og Visse, Bølle, Vaarvikke, lyserød Stenurt, lancetbladet Høgeurt, Skjaller og Sæbeurt var vistnok de mærkeligste blandt de Planter, som er iøjnefaldende i dette Landskab. Men jeg vilde tro, at Stedet rummer mangt og meget af Interesse for en Fagbotaniker.

Af Fugle saa vi godt 40 Arter, omtrent de samme som paa Livø og under lignende stormfulde Vejrforhold. Begge de store Maagearter saås (marinus og argentatus). Foruden en Stormmaagekoloni fandt vi som før nævnt en stor Hætte-maagekoloni ved Klovvig med Hundreder af Unger. Her samles aarligt 800 Æg af denne Fugl. Af Ternearter saås en enkelt flyvende St. minuta, og desuden baade anglica og cantiaca, den sidste med én skrigende Unge efter sig, og foruden disse enkelte hirundo. De store Mængder af Strandskader, som vi bestandig saå ved Kysterne om Klovvig, holder formodentlig til her paa Grund af de Østers, der findes paa Stedet. Fuglens Navn paa Engelsk er jo oister-catcher. Vi saå baade den lille og store Regnspove, men kun én eneste Gang en Bekkasin. Grav-gæs saås af og til, bl. a. én svømmende ved Kysten med 10 Unger efter sig. En anden Dag saås en enkelt, flyvende Knortegaas. En lille Flok Hejrer stod en Dag paa Fladvandet ved Klovvig, og en Taarnfalk kredsede over Bakkerne.

Foruden de almindeligste Sangfugle saå vi to Gange Brunellen, én Gang ved Forstow Bakke, en anden Gang ved Nørskov, hvor den sad og sang i Toppen af et lille Lærketræ.

En Dag, da jeg besøgte Nørskov, opdagede jeg en Stork, som fløj hen over Gaarden. Jeg viste den til Hr. Vestergaard, som blev umaadelig forbauset. Det er første Gang i de 13 Aar han har været her, at han har set en Stork over Øen!

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela