VRESEN
Den er kun 9,7 Tdr. Land — eller for at være strængt nøjagtig 9,7 Tdr.
Sand! — og den syner heller ikke af synderligt, naar man iagttager den paa nogen Afstand ude fra Vandet. Oprigtig talt ser man et Par Kilometers Vej fra den ikke andet end det Træhus, som ligger paa dens nordre Ende; det ligner Noahs Ark, der flyder paa Vandene. Tiltrods for at det ligger paa Øens højeste Punkt, kan dets Bræddegulv kun prale af at ligge halvanden Meter over Havfladen, og samme Højde naar de Klinter, som garderer Nordspidsen. Øen er fuldkommen flad, og foruden det nævnte Hus og et Skur til Fiskeredskaber nærmere ved Sydenden er det eneste, som rager op over dens Sand, nogle sparsomme Rester af en mislykket Beplantning, mest nogle Hyld og forkrøblede Birke, bornholmske Røn og enkelte lave Naaletræer. Ellers er her kun Græs og Marehalm og vilde Blomster.
Men alligevel — dette er ikke en fyensk Ø for ingenting, Idyllen er her trods alt. Men den skyldes Dyrene og Fuglene. Rundt om paa Jorden indenfor og udenfor Digerne, paa Digerne, ja i Træernes Toppe, sad i Tusindvis af Storm-maager; og de var i den Grad tamme, at de først lettede, naar vi var dem paa 6-7 Meters Hold. Og de satte sig straks igen, saasnart vi var gaaet forbi. De rejste foran os som en Byge, et Uvejr af hvide, flaksende Vinger, og deres ustandselige Skrigen var øredøvende.
Sorte, brune og hvide Smaabylter farer forfjamskede rundt paa Jorden mellem Træerne; det er vilde Kaniner. De lever tilsyneladende i bedste Forstaaelse med Maagerne; en sovende Kanin og en Maage sad klods opad hinanden saa længe, at Johannes Larsen fik rigelig Tid til at tegne dem. De sad Model, som de var betalt for det.
Et fint Graavejr giver Himmel og Hav samme bløde Farvetone, og midt i dette ligger den lille Ø som en svømmende, grøn Ærtebælg. Den milde, fine Luft, det fjærne, blaanende Fyen, Havets blyfarvede, vandrende Flade, de brune Tørvediger med det solsvedne, gulgrønne Græs imellem, Træernes bævrende Løv og deres hvislende Naale — og overalt de skinnende, fine, hvide Fugle.
Huset paa Nordenden er en stor Rønne, slet bygget, men pænt holdt. Fiskere holder altid deres Boliger ligesaa pyntelige som deres Fartøjer. Den eneste Beboer, vi traf hjemme, var en stakkels ensom, graahærdet Puddelhund, der var lænket bag Husets Plankeværk, men — aabenbart for Udsigtens Skyld — var kravlet gennem et Hul i dette og nu sad og gøede ad os, da vi kom hen til den. En stor, forfalden Tangpresse, besat med Stærekasser, men uden Stære —
Romsø. Skovbrynet paa Øens Østside.
Romsø. Gammeldags Ankre ved „Trojeborghuset“.
Romsø. Klinten mod Sydstranden.
Romsø. Dammen indenfor Skovbrynet paa Sydvestsiden,
Frankeklint, Langelands Nordspids, set fra Vestsiden.
Langeland. „Ved Andemose Knøs.“
Langeland. Ved den gamle Eg i Egelykkes Park.
Langeland. Vedbendbegroet Eg i Tranekjær By.
her er af Fugle kun Maager paa Øen — en Tjærevogn til Kogning af Net, en hullet Spand, i „Haven" to Stænger med Stærekasser, men med Maager ovenpaa — her er Maager ovenpaa alting — og saa 3—4 Baade paa Stranden. Beboerne er vel paa Søen, eller i Nyborg eller Lundeborg, den nærmeste Havn, for at sælge Fisk.
— Hunden gø’r igen, da vi forlader den; men det lyder saa sørgeligt nu; den er ked af, at vi gaar vor Vej.
Paa Vestsiden af Øen nær Revet, som forbinder den med den lille, sandede Holm „Langesand", er en Landgangsbro af nedrammede Pæle. Her ligger et Material- og Arbejdsskur af Træ, hvori vi finder Spor af, at der nylig er arbejdet. Baadene, som ligger paa Land ved Landingsbroen, er fortrinlige. Her er 3 Joller og 2 større Fiskerbaade med Halvdæk og Fiskedam.
— Vi forsøgte at komme ad Revet ud til Langesand, men Forbindelsen var af Højvandet overskyllet paa en Strækning af 30 Alen. Paa Revet saas 3 Par Gravgæs, en Flok Graaandrikker og enkelte Strandskader. Paa otteogtyve Bundgarnspæle, der gaar vinkelret ud fra Kysten, sidder otteogtyve Maager paa Rad, da vi ror bort. De skulde hellere skynde sig ind og bestille noget, for næsten alle Reder derinde er tømte for Æg — skønt det er over 14 Dage efter den Dato, da Loven forbyder dette!
Hele Vresen med Langesand er ialt et Par km lang, men i over 7* af sin Længde naar den kun ganske faa Meters Bredde. Kun Nordenden er paa det bredeste Sted omtrent 100 m. bred. Øen vrider sig som en Orm, S-formet fra Nord til Syd. Fra „Rylen“s Dæk ligner den fuldstændig en Gopler, der er undervejs nordpaa med en lang Hale med en Klump paa Enden slæbende efter sig.
Øen ligger i Hesselager Sogn, Svendborg Amt. Den hørte i sin Tid under Vor Frue Kirke i Nyborg og kom herfra under Hesselagergaard, men har fra 1767 hørt til Stamhuset Broholm paa Fyen. Den fik sine første Beboere i 1898, en Fiskerfamilie i et Bjælkehus. Den findes omtalt i den fyenske Biskop Mester Jacob Madsens Visitatsbog (Slutn. af 16. Aarh.) med følgende Ord: „Wresen Ø vden for Heszelager; Nels haffuer sin Stod der paa. Nogen Egekrat paa."
„Nels" er Niels Friis, daværende Ejer af Herregaarden Hesselager. — Selv dette elendige Sandrev har altsaa engang haft sin Smule Skov!
Da vi brød op fra Stedet var det blevet fin Støvregn, men just som vi passerede Langeland, brød Solen et Øjeblik igennem og belyste inde paa den lille Holm 4—5 Svartbagmaager og lige saa mange sovende Ederfugle paa Rad langs Stranden. Midt imellem dem sad, som Saul mellem Profeterne, én enlig Aale-krage!
— Vi satte Kursen lige mod Syd.